Det Nye Nord - 09.04.1919, Side 13

9. April 1919
DET NYE NORD
Side 13
NORGES UTENRIKSREPRÆSENTATION.
Efter unionsopløsningen i 1905 inaatte den norske
utenriksrepræsentation ordnes fuldstændig fra nyt
av, og regjeringen Ifemla derfor proposition til lov om
diplomat- og konsulatvæsen i forbindelse med en pro-
position om bevilgning til diplomatiske anliggender og
en særskilt om bevilgning til konsulære anliggender.
Den av regjeringen her foreslaaede ordning bygget
paa et samvirke mellem diplomat- og konsulat-
væsen, men ikke nogen organisk sammenhæng mellem
de to grene av utenriksstyret. Norge hadde jo under
unionstiden arbeidet for eget konsulatvæsen og hæv-
det, at der ikke skulde bestaa nogen mere organisk for-
bindelse mellem konsulater og diplomati. Der forelaa
allerede en fuldt færdig plan for konsulatvæsenet, og
det kom ganske naturligt til at indvirke paa det nye
forslag til en nyordning.
Under stortingsbehandlingen blev imidlertid denne
organisationsplan sterkt kriticert fra flere hold, idet
blandt andet konstitutionskomitéen uttalte at et saa-
dant samvirke ikke kunde ansees for tilstrækkelig,
men at diplomati- og konsulatvæsen burde utgjøre
en fællesetat.
Stortinget nøiet sig imidlertid med at uttale at en
legation i den utstrækning hvori det er forenlig med
praktiske hensyn, bør utføre en generalkonsuls em-
bedsgjerning i det land hvor den er ansat, idet et par
forslag som tok sigte paa en nøiere sammenknytning
av de to funktioner, blev nedvotert med en ganske
sterk stemmemajoritet.
I de følgende aar blev imidlertid kritiken over vort
utenriksstyres organisation stadig sterkere baade i
dagspressen og i stortinget. Reformkravene gik i sine
hovedtræk ut paa større forretningsmæssig indsigt i
vort utenrikske centralstyre og nærmere føling med
vort forretningsliv, kombination av diplomati og kon-
sulater, størst mulig hensyntagen ved ansættelser i
utenrikstjenesten til vedkommendes kvalifikationer
som repræsentanter for vort næringslivs interesser,
sterkere repræsentation i de oversjøiske lande og om-
bytning av de ulønnede valgkonsuler med utsendte
lønnede fagkonsuler.
I 1912 nedsattes endelig en kommission til udred-
ning av disse spørsmaal, og kommissionen avgav i
1913 sin indstilling, hvor den i det store og hele tat
sluttet sig til reformkravene.
Forat vort utenrikske centralstyre kunde komme
mere i kontakt og forstaaelse med vort forretningsliv
anbefalte kommissionen at der etablertes et sag-
kyndig raad som utenriksdepartementet kunde
henvende sig til »saavel ved behandling av saker i sin
almindelighet, som naar det gjælder traktat- og andre
forhandlinger av kommerciel og industriel natur«.
Med hensyn til f oru tsætningerne for ansættelse i den
diplomatiske og konsulære tjeneste antok kommissio-
nens flertal at der ikke burde kræves nogen bestemt
eksamen eller utdannelse. Kun ved fri, aapen kon-
kurranse antok man at der ved ansættelse i uten-
riksetaten kunde tages størst mulig hensyn til ved
kommendes forretningskyndighet og kvalifikationer
som repræsentant for næringslivet.
Et mindretal foreslog derimot at mænd med en viss
almendannelse blev git adgang til at underkaste sig en
av administrationen anordnet prøve for at kunne
konkurrere ved besættelsen av disse stillinger. Desuten
burde det kræves, at aspiranter som manglet praktisk
forreiningsutdannelse tjenstgjorde et aar i norsk eks-
portforretning.
Kommissionen foreslog desuten — mot en stemme
— at der skulde etableres en i n d s l i 111 n g s k o -
m i t é av næringslivets mænd som hadde at avgi ind-
stillinger ved ansættelser i utenriksetaten, — uten at
disse indstillinger dog skulde behøve at være bindende
for regjeringen.
Kommissionen fremhævet ved siden av utenrikstje-
nestens stadig voksende betydning for næringslivet
ogsaa diplomatiets økede opgaver i en række andre vig-
tige forhold av kulturel og administrativ art, f. eks.
freds- og neutralitetspolitiken. Der var imidlertid enig-
het inden kommissionen om at kombination av
det diplomatiske og konsulære embedsværk i admini-
strativ henseende var praktisk, hensigtsmæssig og hel-
dig. Et mindretal inden kommissionen antok dog at
særskilte generalkonsulater burde bibeholdes paa en-
kelte steder, og at særlig den lokale konsulattjeneste i
de europæiske hovedstøder vanskelig kunde forenes
med legationerne.
I sin indstilling om bevilgning til diplomatiske og
konsulære anliggender for budgetternlinen 1918—19
anfører utenriksdepartementet at kravet om en nær-
mere sammensmeltning av diplomati og konsulatvæ-
sen allerede i stor utstrækning er imøtekommet og at
dette fremdeles vil bli gjort saavidt mulig, og at der
likeledes er søkt og git bevilgninger til styrkelse av
vor oversjøiske repræsentation i væsentlig overensstem-
melse med indstillingen fra utenrikskommissionen.
Spørsmaalet biir da væsentlig om hvorledes kravet
til større forretningskyndighet hos vore utenrikske re-
præsentanter bedst skal imøtekommes, og hvorledes
der hensigtsmæssigst skal kunne etableres et intimere
samarbeide med forretningslivet.
Det er jo klart at man her er ved kjernepunktet i de
moderne reformkrav vedrørende utenriksrepræsenta-
tionen. Men det forekommer mig oprigtig talt ikke
klart hvorledes dette krav kan stemme helt overens
med kravet om en sammensmeltning av diplomati og
konsulatvæsen. Det forekommer mig Ivertom at jo
sterkere kravet til utenriksrepræsentationens forret-