Det Nye Nord - 09.04.1919, Síða 24

Side 24
DET NYE NORD
KUNST« LI TE RATUR
JOHANNES V. JENSENS NYE BOG.
Norne-Gæst« er dens Navn, og Ledemotivet er
hentet Ira det oldnordiske Saga-Fragment, som
beretter om den mærkelige Skikkelse, hvis Livslys
Nornerne tændte ved hans Fødsel, og det han — den
Gamle af Dage — først slukkede Aartusinder efter,
da han under Olav Tryggveson havde lært den hvide
Krist at kende.
Norne-Gæst, denne Sagn-Figur, om hvem ellers lidet
eller intet vides, har Jobs. V. Jensen grebet fast om og
har villet gøre den levende. Digteren ser i Norne-Gæst
ikke blot en Slags Generalnævner for Oldlidsl'olket i
Norden gennem Stenalder, Broncealdcr og Jernalder,
men der er et Træk i dennes Skikkelse, som i særlig
Grad faar Liv under hans liænder: V andredril ten. Den
lille islandske Saga skildrer Norne-Gæst som den evige
Vandringsmand, der vandrer fra llus hl Hus. Og her
er Digteren slaaet ned: Norne-Gæst bliver Symbolet
paa V andrelængslen, som Mennesket under primitive
Kaar deler med Dyrene, paa den evige og ubevidste
Higen.
»Norne-Gæst« er Mellemleddet mellem Forf.s tvende
tidligere arkæologisk-liistoriske Fantasier »Bræen« og
»Skibet«, der jo ogsaa skildrer Udlængslen. Den begyn-
der — overmaade malerisk — med Billedet af en Bo-
plads i Stenalderen paa Sjællands Kyst og ender ligesom
sine Forgængere helt oppe omkring anno 1000 i vor
Tidsregning. Om Johs. V. Jensen som clhnografisk og
arkæologisk Digter tør man næsten anvende Biblens
Ord, at »Tusinde Aar er for ham som én Dag«.
Dette Kunststykke, som det i Sandhed er, at voltigere
den eviglevcnde Norne-Gæst gennem Aartusinder, hvor
der i et unægtelig ligesaa flot som frækt Apergu paa
nogle faa Sider leges Himmelspræt — men alvorligt
nok — med Alverdens etlinogral'iske Teorier, med old-
græsk Kultur og Folkevandringsmyslik, klæder Johs.
V. Jensen lige saa lidt som naar han docerer moderne
Raceteorier. Det bliver rent ud sagt altfor vrøvlet. Hi-
storiker er han nu engang ikke.
Men Digler er han, og Fantasi har han i Guds Velsig-
nelse. Hans Skildring af det unge Menneskepar, Gæst
og Pil, som bryder ud fra Bopladsen og ad Aaen sejler
langt ind i det skovklædte Land, som endnu helt er Dy-
renes, er simpelt hen mageløs. Som han i sin Tid for-
tryllede ved sine tropiske Skovinterieurs, saaledes har
han her i »Norne-Gæst« givet et fuldt ud bedaarende
Billede af »den gamle danske Skov« og i Kapitlet »Hos
Egernet« spillet en Natursymfoni, mod hvilken selv
Kiplings Junglebøger blegner. I Urkraft, i ubevidst Be-
tagelse over deres unge Legemers Styrke farer de to
Unge en Vaarmorgen ud gennem Skovens Lysning, til
ny Horizonter; som Hjort og Hind skyder de jublende
9. April 1919
efter hinanden. Af Sol, af Eng, af glitrende Vand, af
Blomster og Dufte funkler dette Af sirit. Lasser man det
en barsk Vinteraften, bliver man ligefrem »sommer-
syg« af bare Længsel. Saa stærk er Johs. V. Jensen i
sin Evne til at skabe poetisk Hypnose.
Men paa disse mageløse Højder holder hans Bog sig
langtfra helt igennem. Den er ikke saa lidt ujævn, ikke
bare ved de omtalte arkæologisk-poetiske Saltomortaler,
men ogsaa fordi dens Forf. for lidt bryder ud af den
episke Slii og selv begynder at snakke med. Er det saa-
ledes ikke ganske galt at lade den unge Gæst, i sin fuld-
komne Primitivitet, haabe, at han maa komme til at
slaa Ansigt til Ansigt med »Skovens inderste Væsen«?
Drengen er jo da ikke litterær Romantiker. Og mærke-
lig, næsten lidt oljetryksaglig, virker Beskrivelsen af
det tæt bebyggede Land med rige Jarler og Storbønder
i Lejrekongernes Tid (det var dengang ail andet end tæt
bebygget, jvfr. Mag. H. V. Clausens Skrift om Dan-
marks Bebyggelse) paa Baggrund af den stærkt reali-
stiske Udformning af Oldtidens Norner eller Vølver
som gamle Spaakællinger med rindende Ojne og Næser,
næsten som en af Kittelsens Troldtegninger.
Den under alle Omstændigheder mærkelige, ofte hen-
rivende, stundom forbløffende Bog, slutter med to
Digte. Det første er en »Kværnsang«, der med sin gan-
ske overfladiske Benyttelse af Bogstavrim lormaliter cr
slet; det andet »Nordens Kvindes, el Fragment, rum-
mer noget af det skønneste, som i nordisk Poesi er kvæ-
det om den Sag — og del er dog ikke saa lidt. En uen-
delig morgenfrisk Hengivelsens Højsang.
Julius Clausen.
NYE NORSKE SKUESPIL.
Det er ikke ofte, at den norske dramatiske literatur
beriges med nye arbeider. Det var efter jul et sjeldent
og eiendommeligt tilfælde, at der paa samtlige Kri-
stiania teatre samtidig blev spillet nye norske skuespil.
I alle fald det ene av dem viste et utpræget dramatisk
talent og tør bety indledningen til et værdifuldt dra-
matisk forl'atlerskap.
Til gjengæld kan et av skuespillene neppe henreg-
nes til lileratur. Det lystspil »Mine damer og herrer«
som forfatterne Rolf Hjorth-Sc høyen og
Helge Krog har morret sig med at skrive sam-
men en sommer paa Skagen, og som Central-
teatret har opført, er intet andet end en lystig spøk.
Med muntert sommerhumør har de to forfattere op-
frisket minder fra Moser og Radelburgs farcer og git
disse litt vel kjendte minder et anslrok av let og lystig
satire. En ikke helt tro egtemand opdigter for at redde
sig av en knipe en liøilærd professor Singer, og den
lille by hvori handlingen utspilles, godtar straks i en
netop utsluppet vekselfalskners skikkelse den berømte
professor. All# kjender hans navn. alle har læst hans