Det Nye Nord - 09.04.1919, Page 26

Side 26
DET NYE NORD
9. April 1919
en annan. Handlingen forlloper i en jåinnt fallande
och dårefter åter sligande vågdalskurva. Och skåde-
spelets egentliga hufvudmotiv, — skildringen af hur
Perseus, som svuril atl utfora ell dåd af egen kraft,
tvingas att bryta sin ed och taga gudarustningen till
hjalp, då draken hotar hans ålskade, — går Ialt for-
loradt for genomsnittsåskådaren, som endast tanker
på det som for ogonen år. Som låsdrama har stycket
mycket att såga en kultiverad låsare, men infor teaterns
stora publik måsle del falla till marken.
Åfven om man icke till alla delar kan inståmma
med den unga dam, som gick från premiåren djupt
besviken ofver att inle ha fått se det i skådespelets
titel utlofvade vidundret, måste man erkånna alt
odjuret i fråga år mycket svårt alt få grepp på. Dess
symboliska karaktår år i och for sig olorlydbar, men
det år inte lått att forslå hvad det skall symbolisera.
I bruket alt offra en del af landets ungdom for att
det ofriga folket skall få lefva i fred skymtar man
en hånsyftning på militarismen. Men hvad biir då
Perseus, som bryter sin ed for all besegra vidundret?
I de forstå akterna, dår han soker formå de ulvalda
offren till motstånd, kan man lått omplantera honom
i vår tid. Annu mera påminner konungamaktens for-
svar for den offerhungriga demonens råtligheter om
nyss aktuella foreteelser. Men hvem år femte aktens
Perseus, som flyger till striden på sina vingade guda-
sandaler? År han en ofvermodig fantast, som går till
sin undergång i kampen mol det af traditionen helgade
onda, eller år han framtidshjålten, som dildaren
hoppas skola komma for att besegra månsklighetens
plågoris: kriget?
I hvilket fail som helst hade man våntat att i hans
roli se en urtidshero med andlig och kroppslig jåtte
kraft, en hjålte af Aiskyliska mått, i stållel for den
nervost lifliga nutidsmånniska, som Olof Molander
presterade. En drakdodares temperament kan icke
återgifvas med lugna ålborder. Men en man, som
besegrar det oofvervinneliga, måsle ges storre dimen-
sioner. Man vill se på honom, alt han har skål till
sin egen sjålftillit. Må vara att han år sjutton år:
han år dock son till Zeus, och det passar inte en
yngling af en så god familj att anvånda for dekla-
matoriska gester.
Rollen ropade efter Anders de Walil.
Ivan Hedqvists dystretrollkonung Kefeus och Ivar
Nilssons blinde siare låmnade icke rum for kritik.
Signe Kollhoffs Andromeda var kanske litet for pose-
rande.
Regissoren hade bemodat sig om alt ge en i det
yttre genomford bild från det forklassiska Grekland.
Att den icke var fullt oangriplig ur arkeologisk syn-
punkt storde såkert icke nojet for många af åskådarna.
Hans Wåhlin.
LITERATUR OG NOTER.
Kort inden sin Dod lykkedes det Hr.Kaj Bendix at faa
udsendt en stor og smuk Bog om »Opera- og Symfoni-
institutionen« i København. Hr. Bendix var utrættelig
i at forfølge sit Maal: at skabe et nyt og stort Musikliv
i København. Fraregnet det projekterede, ret nøgterne Ydre
af Fremtidsbygningen, der utvivlsomt har skadet Sagen en
Del og gjort vaklende til Modstandere, maa Flanerne om
et eget Operahus og en ny Symfoniinstitution, forenet
under samme Tag, kaldes næsten ideale.
Der er ingen Tvivl om at disse Planers Virkeliggørelse
vilde betyde stor og ny Landvinding for Københavns Musik-
liv, der for en Storby er uanstændigt ringe.
Men endnu er der jo den Hage ved Projektet, at »denne
Uforlignelige er desværre ikke til«. Og om det vil lykkes
at gennemføre dette Projekt, kalkuleret til Millioner Kr., er
jo tvivlsomt — især nu da Ideens Ophavnsmand er gaaet
bort. Sligt gaar sjældent med det samme. Men selv om man
ikke faar den ønskede Byggegrund bag Paladsteatret, saa
bliver der jo ved Nordbanens og de tre Stationsbygningers
Nedlæggelse nye Grunde fri.
Hr. Kaj Bendix’ Idé er for god til at opgives.
EN SLEM BOG.
Medens tvske Haandbøger altid bestræber sig for størst
mulig Nøjagtighed ogsaa hvad fremmede Lande angaar, er
det i Sandhed ret frygteligt, livad der kan præsleres udenfor
Tyskland og Holland, naar Talen er om Norden og nordiske
Forhold.
Nylig har en Amerikaner, Cesar Saeschinger, udsendt en
musikalsk Haandbog for Komponister og fremragende Mu-
sikere den ganske Verden over. Titlen er: International
Who’s Who in Music, og Hensigten er da, i Lighed med
de andre Who's Who, at give korte Biografier over nu-
levende Musikere, Fortegnelse over deres bet> deligste Værker,
Adresser m. m. En udmærket Idé, — men hvortedi s er den
udført?
For Danmarks Vedkommende i hvert Fald saa slet, saa
uf\ ldestgørende, saa tilfældigt og saa fejlagtigt som vel mu-
ligt. Udgiveren har aabenbart ladet haant om Medvirkning
fra dansk Side; rimeligvis er Artiklen om danske Musikere
hamstret fra ganske tilfældige Sider.
Betegnende er, at de fleste Titler pan danske Komposi-
tioner citeres paa Tysk. Lange-Muller har skrevet: »Es
war einmal«, »Spanische Studenten«, »Frau Jeanna« (men
dog »En Sommerdag ved Sundet«), Carl Nielsen »An d<»n
Schlaf« o. s. v. Joach. Andersen og Franz Neruda
nævnes begge som nulevende, med Angivelse af Adresse
(hvilken dog for alle Danskes Vedkommende reduceres til
Copenhagen, Denmark). Fini og Bobert(l) Henriques
lever, men Gunna Breuning-Storm, Peder Møller,
Johanne Stockmarr er ukendte Størrelser; medens
ganske musikalsk obscure engelske Navne paa Sang- og
Spillelærerinder er medtagne. Inkonsekvensen florerer i
dette Makværk: Sch ned I er-Petersen dirigerer, men
Georg Høeberg er ukendt; Tofft komponerer, men ikke
Sophus Andersen. Den største Plads er tilfalden en
Ikke-Musiker, Musikskribenten Hr. Will. Behrend.
Det er næsten en Selvfølge, at alle danske Navne er fejl-
agtig bogstaverede. J. C.
KUNSTUDSTILLINGER.
Under februari och mårs har i Liljevalchs konsthall
hållits en utstållning afen grupp unga målare och skulp-
tører, som arbeta i modern anda. I et samtidigt utgifvet
nummer af tidskriften Flam man beromde utstållarna och
ett par andra konstnårer hvarandra. Det behofdes, ty andra
ha inte gjort det. Åfven for den, som icke stålter sig fientlig
mot modern konst ofver huf'vud taget, var det bedrofligt
att se denna uppvisning af impotent efterklangskonst.
Ett par utstållare fortjåna emellertid ett betyg något
båttre ån det såmsta.
*
Den stora utstållning af arbelen af Corot, som tidigare
visats i Kopenhamn, har exponerats på Nationalmuseum
under tiden 26 febr.—23 mårs.