Mímir - 01.05.1964, Blaðsíða 21

tle kære vildrener
i det blálige fjerne!
O, livor det drager —
o, hvor det fylder mig med fryd!
Hulkende af bevægelse
lægger jeg mig ned pá jorden.
Hilsen til festhusets kvinder
Kvinder, kvinder,
unge kvinder!
aj, de kommer
festligt klædt i nye pelse,
kvinder, kvinder,
unge kvinder!
Han rejser bort
Han rejser hort og kommer ikke
til sommer,
han rejser bort og kommer ikke
til host.
Nár det er ham, man elsker
er det tungt,
nár det er ham, man kysser
er det tungt.
Nár det er ham, der altid
kommer med gaver
er det tungt.
Ak, nu kan han ikke længer
give mig gaver!
Ak, nu kan han ikke længer
kysse mig!
Ak, nu kan han ikke længer
tage mig!
Han rejser bort og kommer ikke
til sommer,
han rejser bort og kommer ikke
til host.
Elskov
ajaija-ja,
min legekammerat,
ja-ja-jai-ja,
stryger mig hen over skodet,
hajaijaja,
tager mig og giver mig sit legeme,
hajaija-ja-ja-jaija----
og river skindarmbándene af mig.
aj — med fine, livide vanter
bær de festens mágevinger.
Se: de vifter,
se, de kalder,
rodmende af ilter glæde.
Kvinder, kvinder,
unge kvinder!
aj-ja,
aj-aj-aj!
Deres lange skoders snipper
vifter under gangens gyngen,
skonne er de, nár de skrider
frem mod mænd,
der glade venter
sejrens lon
i Holmgagsstævnet.
Kvinder, kvinder,
unge kvinder!
Hilsen til dagen
Denne sang er en slags tryllevise, der frem-
siges tidlig morgen fra briksen, for nogen har
været oppe.
Jeg rejser mig fra hvilen
med bevægelser,
der er hastige,
som ravnens vingeslag,
jeg rejser mig
for at mode dagen,
wa-wa.
21