Atuagagdliutit - 18.10.1956, Blaðsíða 5

Rink-ekspeditionen II:
kølvand
Det var totusinde lange år siden, at grønlænderen og
eskimoen tog afsked med hinanden
(UvdloriånguaK Kristiansen)
Det var en strålende morgen. Solen skinnede, og det var så godt som vind-
stille. Vejrmeldingen lod på højtryk. Bedre rejsevejr kunne man næppe tænke
sig at l'å.
Nu var dagen komplet. I landshøvdingembedets grønne hil kørte vi til
skibshavnen ved Godthåb, hvor „H. J. Rink“ og eskorteskibet, marinekutteren
„Skarven" lå og ventede.
Nu skulle vi afsted til AldlineK..
I KivioKS
»...for at række
På kajen stod der en hel del men-
nesker — mest familie og venner.
Det var en almindelig arbejdsdag for
byen. Alle mennesker var optaget af
deres arbejde. Samfundsgangen skul-
le ikke forsømmes...
Klokken 9 præcis lagde „Rink" fra
kajen med „Skarven" i kølvandet, og
efter et smut til kolonihavnen, hvor
vore og koloniens flag kippede til af-
sked, satte de to fartøjer ud af fjor-
den.
Rejsen tog sin begyndelse. Fuld
kraft fremad.
Vi stod på dækket og så på Godt-
håb by, der med „Sadlen" i baggrun-
den efterhånden forsvandt. Vi havde
været snakkende og muntre i begyn-
delsen. Nu stod vi tavse. Det var, som
om det først nu for alvor gik op for
os, hvor betydningsfuld denne rejse
kunne blive. Det var uden tvivl sam-
me tanker, vi i det øjeblik var opta-
get af.
— Nu tager l afsled for at række
humlen frem til jeres stammefræn-
der, havde landshøvding N. 0. Chri-
stensen sagt i sin afskcdslale på kaj-
en. Disse ord nåede nu for alvor ind
til vor bevidsthed. De understregede
netop betydningen af den rejse, der
nu begyndte.
Vi var vort lands og vore lands-
mænds gesandter. Det var en ejen-
dommelig fornemmelse — behagelig
var den, men samtidig fyldte den os
med mange tanker....
Det var en historisk dag... denne
onsdag den 15. august 1956.
Det var snart totusinde år siden, vi
sagde farvel til vore stammefrænder
i „Landet på den anden side stræ-
de!"...
hånden frem ...«
Det var nemt, eftersom vi altid kun-
ne høre kokkep kalde, hvor end vi
befandt os på skibet. Desuden skreg
vore tarme, når tiden til at spise
nærmede sig. Den friske søluft var
virkningsfuld, levede godt om-
bord, og det gode vejr sørgede for,
at maden blev på plads, indtil den
var fordøjet færdig.
Strædet, der ellers var berømt for
sin urolighed, bød på svage, behage-
lige dønninger. Vejrmeldingen passe-
de over al forventning.
Ellers stødte vi ikke på nævnevær-
dige overraskelser under overfarten.
Vi mødte et isbælte ca. 00 sømil fra
den baffinske kyst, men det forbavse-
de os faktisk ikke. Vinterisen mod
nord mellem Canadas nordligste ø-
gruppe brød op på denne tid af året.
Det var den, der nu drev mod syd
mod sin egen ødelæggelse.
Vore trofaste kammerater — male-
mukkerne —• havde ikke forladt os
en eneste gang, og nu, da vi sejlede
i zig-zag gennem isbæltet, øgedes dy-
relivet. Af og til observerede vi en-
kelte sælhunde, der solede sig på
isen - og een gang fik vi lejlighed
til at skyde og ramme ved siden af,
og alkemor med unge svømmede i
kjole og hvidt på det blanke hav, der
nu var fuldstændig fladt, fordi isen
havde taget magten fra de svage døn-
ninger.
Malemukkerne, der kredsede om
vore både, fik selskab af de smukke
tateratter, nu da vi alter nærmede os
land. Kokkens affald var ikke del
værste til afveksling for den sæd-
vanlige føde.
Isbæltet, der sommetider fik os til
at standse, forsinkede os en halv snes
timer.
VI NÅEDE OVER
Det var oprindelig meningen, at
„Rink" og „Skarven" skulle sætte
over fra Holsteinsborg, men takket
være de barmhjertige vejrguder gik
overfarten direkte fra Godthåb. Rej-
sens første mål var Cap Dyer, der
ligger midt på Baffinlands østkyst.
Dagen efter afrejsen fra Godthåb
nåede vi frem til AkilineK. Klokken
var da 21,30 vestgrønlandsk tid. Del
var ret lyst endnu. Til højre for os
kunne vi se selve Cap Dyer — det
var et stort næs. Til ven-stre var der
et næs til. Det lignede næsten til
fuldkommenhed Sermersutlandska-
bet nord for Arsuk. Bjergene, der
omgav fjorden, mindede meget om
fjeldene på Diskoøen i Grønland,
men de bestod tilsyneladende ikke
af basalt, sådan som det er tilfældet
på Disko. Bagved sås der høje, sne-
klædte bjergtinder.
Så vidt lyset tillod det, så landska-
bet ret bart ud — i forhold til Hol-
steinsborgs distrikt, der ligger på
samme højde. Vestisen havde uden
tvivl en temmelig stor indflydelse
her....
Isbæltet nåede helt til kysten. Må-
nen kastede nu sine første stråler på
og mellem isflagerne, mens solen
endnu farvede de højeste bjergtin-
der mod nord. Malemukkerne for-
svandt, men blev afløst af mågerne.
Et par ænder suste højt oppe langs
med kysten mod nord.......
Det engelske flag vajede nu i den
svage aftenbrise sammen med Dan-
nebrog på vore skibe. Klokken havde
nu overskredet 22.
Jeg stod på fordækket sammen
med mine kammerater. Jeg kunne ik-
ke lade være med at kaste tankerne
tilbage — ikke alene til igfir, hvor
jeg tog afsked med min lille familie,
men endnu længere tilbage.
Der var f. eks. et sagn, der fortal-
te om en mægtig kajakmand —• Iii-
vioK —, der for mange, mange år si-
den krydsede strædet i sin kajak. —
Han nåede over, efter at have slitll lo
lag kajakbetræk. Hans kajak var for
afrejsen betrukket med tre lag tykt
skind.
Desuden var der beretninger om
konebåde, der af og til tog over til
AkilineK, hvor fangerne jagede —
hvorefter man vendte tilbage til
(ironiand efter at have betrukket ko-
nebådene og kajakkerne med nye
skind af AkilineKs mange sæler.
Modige, dristige folk — men det
var jo også i gamle dage....
En halv time efter kastede „Rink"
og „Skarven" anker ved selve statio-
nen, hvor canadierne for tiden byg-
gede flyveplads i samarbejde med
amerikanerne. Vi fik konstateret, at
arbejdet nu var så fremskredet, at
man så småt var begyndt at tage fly-
vepladsen i brug. Den lå på en bjerg-
kam, således at den ikke kunne ses
fra havnen, hvor seks-syv store ski-
be lå og lossede.
Allerede samme nat fik vi lejlig-
hed til at hilse på stationens ledende
mænd. De kom ombord bl. a. for at
snakke proviant, som vi efter aftale
skulle have til sydturen.
Den canadiske regerings repræsen-
tant mr. Leo Manning og ekspeditio-
nens eskimoiske kendtmand Agna-
katlak ankom pr. fly dagen efter om
formiddagen, og delegationen arran-
gerede en hyggelig middag ombord
på „Rink" med Manning, Agnakatlak,
(Fortsættes side 21).
BEHAGELIG OVERFART
Et ordsprog siger, at gode menne-
sker altid får et godt rejsevejr. Vi
ved ikke, om vi er gode •— eller i
hvert fald om vi er gode nok til et
sådant gode, men sjældent havde vi
oplevet et så strålende vejr, som det
blev tilfældet under overfarten — ja,
faktisk under hele den tre uger lange
AkilineKtur.
Havoverfladen var blank som
smeltet bly. Himlen var skyfri. So-
lens stråler dansede som millioner af
funklende smaragder på vandet. Det
varede længe, før Grønlands bjerg-
kyst forsvandt bag det glitrende
hav.
Tiden gik med al sole sig på dæk-
ket, spille kort og læse i den hygge-
lige kahyt og at tale sammen om det,
der ventede forude — og naturligvis
også med at passe på spisetiderne.