Atuagagdliutit - 18.10.1956, Blaðsíða 8

TEMPLET VED HAVET
Et par dagsrejser fra Yangtseflo-
dens munding, helt ude ved
havet i et af Kinas rigeste saltdistrik-
ter, ligger Yen Cheng, saltbyen, der i
sig selv ikke ville påkalde synderlig
interesse, hvis der ikke i dens umid-
delbare nærhed lå et sjældent præg-
tigt gammelt tempel — velbevaret
både i stensætning og overdådigt ud-
skåret træværk, som er holdt i klare
røde og påfugleblå farver.
Besynderligt virker det derfor, at
et af templets største gudebilleder —
en lueforgyldt kæmpestatue, der fo-
restiller saltbyens skytspatron, den
magtfulde Cheng Huang Pu-sa, er
vansiret og molesteret. Templets
præster har svøbt gudebilledets ho-
ved i et klæde, og kun på nationens
store festdage løftes sløret. — Da går
der en forfærdet mumlen gennem
mængden. Kt par små stikkende øjne
stirrer dem i møde med et vredt ha-
defuldt blik fra et ansigt, der ikke er
noget ansigt - helt blottet for linier
og udtryk.
Side om side med det defekte gude-
billede står et andet og nyere, end
mere pragtfuldt i udførelse, forestil-
lende den samme guddom, — og den-
ne vældige statue er helt intakt. Gu-
dens ansigt er glat og regelmæssigt.
Trækkene blide og godmodige. Selv
øjnene ser ud over de,tempelsøgende
med et mildt og venligt smil.
Disse to gudebilleder har deres
egen historie, som endnu lever i fol-
ket. Til dem er knyttet et sagn, som
har gjort templet navnkundigt og
gennem tiderne trukket skarer til
guddommens højalter i det fjerntlig-
gende distrikt.
For adskillige århundreder tilba-
ge i tiden levede der i Yen Cheng en
lille dreng ved navn Li. I sit tiende
år mistede han begge sine forældre
og kom derfor i huset hos en fjern
slægtning, der satte ham til at arbej-
de hårdt for føden.
Da hændte det en skønne dag, at
drengens plejemoder savnede sit
kostbareste smykke — en vægtig
guldnål til håret, besat med ædle
stene, - - og mistanken faldt på den
forældreløse dreng. Forgæves bedy-
rede han sin uskyld — ingen ville
tro ham på hans ord.
I sin vånde foreslog han da, at de
alle skulle begive sig til templet ved
havet, hvor han foran gudens billede
ville bekræfte sin uskyld og dermed
efter gammel skik — føre sand-
hedsbevis for, at han ingen tyv var.
En skønne dag brød da plejeforæl-
drenes samlede husstand op for at
drage til templet ved havet med den
lille dreng, som naturligvis kun var
opsat på at få mistanken imod ham
afkræftet.
Ikke så snart var de nået indenfor
templets store hal, før Li frejdigt og
med løftet pande stod frem for den
vældige Buddha og med fast og klar
stemme råbte han, så alle i templet
kunne høre hans ord:
„Her foran dit billede sværger jeg,
at det ikke er mig, der har taget min
plejemoders guldnål. Må jeg aldrig
slippe helskindet ud af denne hellig-
dom, hvis det ikke er sandt, hvad jeg
her bedyrer.*1
Der gik en forundret mumlen gen-
nem skaren, som trykkede sig angst
i baggrunden, fordi de alle var så
sikre i deres fordømmelse af Li. Al
drengen virkelig havde mod og fræk-
hed nok til at sværge falsk, når han
stod ansigt til ansigt med den frygt-
indgydende guddom, havde ingen
ventet, thi i deres hjerter havde de
alle på forhånd dømt knægten som
tyv. Med endnu større frygt og un-
dren så de den formastelige knæle
Et kinesisk sagn
— genfortalt
foran højalteret og ofre røgelse til gu-
dens ære. Nu rejste han sig og så
triumferende på sine slægtninge. Nu
vidste han, at han havde renset sig
for den nedrige beskyldning, og at
ingen mere kunne tvivle om hans
uskyld.
Men de veg tilbage fra ham, som
var ban en pestbefængt — og da han
et øjeblik efter forvirret og fortumlet
og dybt fortvivlet, fordi stadig ingen
ville tro hans ord, ville forlade tem-
pelhallen, snublede han over det høje
dørtrin og faldt så uheldigt, at han
forvred sin fod — og måtte bæres
hele vejen tilbage til hjemmet.
Stakkels Li havde således selv ned-
kaldt gudens afgørelse af skylds-
spørgsmålet — og de, der hele tiden
havde ham mistænkt, fik nu beviset
i hænde, at han og ingen anden måt-
te være den skyldige.
Fra den dag var der ikke mere
plads til ham i plejeforældrenes hus.
Men Li var også æresstolt og kunne
ikke selv tænke sig at blive under
tag med sine slægtninge, der beskyld-
te ham for tyveri, han vidste, han
ikke havde begået! En nat pakkede
han derfor sine få ejendele og sneg
sig gennem mørke, mennesketomme
gader til byens port — og videre
mod havet.
Da han nåede templet, følte han
sig træt og elendig. Det blæste koldt
og fugtigt fra havet, og han søgte,
som så mange andre vejfarende den-
gang, husly for natten under templets
tag.
For længst var templets præster
gåel til ro, men igennem det tætte
mørke i den store hal opdagede han,
at der endnu glødede enkelte røgel-
sespinde i den store askekumme for-
an gudens alter. Li sneg sig frem og
varmede sine hænder over den ul-
mende aske i den store bronzekum-
me, og da gløden var ved at dø, greb
han nye røgelsespinde, der lå i nær-
heden, antændte dem og stak dem
ned i den varme aske.
I skæret fra disse nye, friske rø-
gelsespinde mødte han pludselig gud-
dommens strenge, hadefulde blik —-
men i stedet for at vige i angst, fik
nu vreden i Li overhånd, og med den
kraft og styrke ren samvittighed gi-
ver, holdt han uden vaklen gudens
stikkende øjne fast i sine.
„Du lod mig snuble over templets
tærskel", råbte han, „så jeg måtte
bæres hjem med en forvreden ankel.
— Du lod dem alle forstå, at det var
mig, der havde stjålet min plejemo-
ders guldnål — og alligevel vægrede
du dig ikke ved at modtage mit rø-
gelsesoffer. Føler du tja virkelig ik-
ke skammen i dctle øjeblik? — Var
du mand og ikke Gud, ville du have
mistet dit ansigt for bestandigt —
ved en så nedrig handling."
Næppe havde Li udtalt de fordøm-
mende ord, før jorden under templet
begyndte at skælve. Tunge uvejrssky-
er var trukket sammen over templets
tegltag, og pludselig flængedes mør-
ket af et vældigt lyn, der oplyste gu-
dens billede — og Li så med forfær-
delse, at al gipsen var faldet af gude-
billedets ansigt, der nu lå knust til
sløv for lians fod. Kun øjnene stirre-
de»om muligt endnu mere hadefuldt
end før fra et ansigt, der ikke mere
var noget ansigt — blottet for udtryk
og minespil.
I rædsel flygtede Li fra det uhyg-
gelige syn — ud i den mørke, uvejrs-
svangre nat.
I mange år derefter døjede Li ondt
ene og fattig som han var mellem
fremmede mennesker. Men håbet om
engang at få oprejsning drev ham
fremad, — det ansporede hans ener-
gi og handlekraft, — og virkelig i sit
tyvende år havde han bestået de svæ-
reste eksaminer.
Hver dag, det skulle være, kunne
han vente kejserens bevågenhed og
blive udnævnt til „mandarin".
Årene gik, — Li steg i hoffets gunst,
fik embede og gjorde sig fortjent ved
sit retsind, sin faste, kloge admini-
stration af de distrikter, der blev
ham underlagt. En skønne dag fik
han foretræde for ingen ringere end
himmelens søn, Kinas kejser, der ud-
nævnte ham til vicekonge over netop
den provins, hvori saltbyen ligger.
Han lod det da heller ikke vare ret
længe, før embedspligten førte ham
til Yen Cheng, den by, der rummede
hans bedste barndomsminder, men
tillige hans livs største skuffelser.
Ydmygt søgte plejefaderen fore-
træde for den høje mandarin og tig-
gede og bad ham glemme den gamle
historie og vise deres hjem den store
ære, men Li betænkte sig. Han
følte, at han først måtte have sit mel-
lemværende ud af verden med den
guddom, der så skammeligt havde
svigtet hans tillid og misbrugt sin
magt til at brændemærke en uskyl-
dig for livet.
For ikke at vække opsigt forklædte
han sig som en fattig tigger og gik
den vante vej til templet ved havet.
Han nåede frem til dets præglige
oKcilugiualiat nunånilusdK. — kunge Norodom Suramarit nulialo Kassamak Nearieak ivaaK Phnom Penhiime niaKoruserneiiarput. Phnom
Penh Indokiname nålagauvfit ilåta Cambodiap igdlonarfisa pingårnerssaråt. kungip GO-inik ukioKartup erne prins Norodom Sihanouk
angune pivdlugo tunuartoK måna Cambodiame ministerinut KiitdlersaulersoK kingorårpå. niaKorusinerme ingerdlaortorssuit 8—9 km.-itut
isorartussuscKarput KalipautigigsåKalutik, navguaitsorssuarnik takujuminarsagaoKissunik sujulerssorteKardlutik. igalåt init atdlit Kulå-
nltut tamarm i k avKusinerne ingerdlaortut aviuitigissaine matorKåput, tåssa Cambodiame ilerKOK maligdlugo „kunge amut issigineKartug-
ssåungingmat". — kunge Norodom Suramarit nulialo niaKorusigaunermingne inugtamingnit atarKiniarneKartut.
Som i eventyrland. — Forleden blev kong Norodom Suramarit og hans dronning Kassamak Nearieak kronede i Phnom Penh, hvodestaden
i den indo-kinesiske stat Cambodia. Kongen, der er 60 år, efterfølger sin søn, prins Norodom Sihanouk, der abdicerede til (fordel for sin
far, og som nu er Cambodias premierminister. — Kroningspi^icessionen, del* havde en længde af 8—9 kilometer, var ot helt eventyr af
østerlandsk pragt med pragtfuldt udstyrede kongelige elefanter i spidsen. Alle vinduer over stue-etagen i de gader, hvor /igennem proces-
sionen bevægede sig, var tildækkede, for ifølge sæd og skik i Cambodia, må ingen „se ned på kongen“. — Kong Norodom Suramarit og
dronningen modtager en undersåts hyldest under kroningshøjtidelighederne.
H