Atuagagdliutit - 18.10.1956, Blaðsíða 9

portal, just som solen kastede sine
sidste stråler over bygningens pur-
purfarvede tegl, og med gru minde-
des lian sit sidste besøg for mere end
to gange ti år siden.
Det, han følte nu, var snarere yd-
mygelse ved at gense disse storladne
omgivelser, thi nu vidste han, at det
var ham selv — drengen Li — der
havde handlet uforsvarligt og over-
modigt ved i sin tid at kalde den
prægtige guddom til vidne på sin
uskyld, — ja, endog sat sig selv til
dommer over denne guddoms hand-
linger.
Med bøjet hoved trådte han ind i
den store gudehal, og han kastede
sig i støvet foran gudebilledets fod,
slået af navnløs rædsel ved det syn,
der modte ham. Nu var det bevidst-
heden om egen skyld, der tyngede
ham, — thi stod ikke gudebilledet
der i selv samme ynkelige forfatning
som hin nat, da han var draget ene
ud i den store verden. — De samme
små stikkende øjne i det tomme an-
sigt, — og Li ynkedes over Yen
Chéng Hua Pu-sa, som i alle disse år
måtte have stået til spot og spe for
hans hovmod og uforstands skyld.
Angrende anråbte Li guddommen
om tilgivelse for, hvad han havde
forbrudt. Hos en af templets præster
købte Li røgelse, som han ofrede på
gudens alter, — og præsten så un-
drende denne usle tigger gribe efter
sølvet i sit lændeklæde og betale run-
deligt til templets kasse.
„Det er såre sjældent nu, vi mod-
tager så rige gaver“, sagde præsten,
„siden ulykken skete, finder kun få
vej til vor helligdom, — kun fremme-
de som du, de andre tør ikke møde
guddommens frygtelige åsyn.“
„Men hvorfor dog, er dette gude-
billede ikke istandsat efter katastro-
fen?" spurgte Li.
„Det er nu 2(i år siden, at Chéng
Huang Pu-sa mistede sit ansigt. Alle
forsøg på at restaurere det har vist
sig omsonst. Hverken plaster eller
gibs vil binde - hverken maling, lak
eller guld kan finde grund."
Tung om hjertet rejste Li sig for
at gå, men da han åbnede døren ud
til tempelgården, slog vinden den
fra ham, og regnen stod i stride
strømme ind over gudehallens fliser.
„Du må hellere slå dig til ro her
for natten," sagde præsten. Han kun-
ne ikke glemme, hvor velbeslået den-
ne tigger var og håbede, der måtte
falde lidt mere sølv i templets slunk-
ne kasse, hvis han viste den fremme-
de lidt venlighed.
Li trak døren til igen — og præ-
sten redte ham et leje i en krog af
gudehallen.
„Du er vel ikke bange for at sove
under tag med ham?" spurgte præ-
sten forsigtigt og nikkede i retning
af det store gudebillede.
„Nej," svarede Li fast, „nu er jeg
ikke mere bange for denne guddom."
Træt, som han var efter den lange
vandring sov han snart ind, — og i
drømme viste Chéng Huang Pu-sa sig
for ham. Hans øjne var dog ikke
længer vrede og hadefulde, hans an-
sigt var glat og regelmæssigt, smukt
i trækkene. Og guden bøjede sig over
ham og hviskede ham i øret:
„Nu, da denne guldnål, som din
plejemoder mistede for år tilbage,
har tjent den gode sag, og målet en-
delig er nået, da du selv har erkendt,
at alt var gjort for dit eget bedste,
vil jeg røbe for dig, hvor nålen har
ligget i alle disse år. Du vil finde
den under gulvbrædderne i dine
plejeforældres hjem. - Der skal du
søge — og tilgive."
Da Li vågnede strålede solen fra
en høj og skyfri himmel. Uvejret var
drevet over, og blomsterne ved vej-
en duftede våde og morgenfriske, —
arnartavut artornartuleriuarput
da en fremmed tigger fra havet søg-
te ind mod byen, hvor han forsvandt
i mængden.
Men senere på dagen lod vicekon-
gen sin plejefader kalde og fortalte
ham om sin drøm. Gulvbrædderne
blev hastigt fjernede — og ganske
rigtigt: Der lå den så længe savnede
hårprydelse, som i sin tid måtte væ-
re gledet gennem en sprække i gul-
vet.
Men vicekongen Li glemte ikke
hvilken uhyre rolle den store gud-
dom havde spillet for hele hans liv,
og han sendte bud efter den gamle
præst fra templet ved havet og over-
rakte ham en vægtig pung med guld-
stykker.
„For dette guld skal I lade frem-
stille et nyt og prægtigt gudebillede
af Chéng Huang Pu-sa, et kunstværk,
som til alle tider kan vidne om denne
guddoms enestående kraft og him-
melske nåde."
Og han viste præsten en skitse,
han selv havde tegnet af guden, som
i drømme havde åbenbaret for ham
sit milde, gode ansigt.
„Lad billedet gøre efter dette ud-
kast. Sørg for, at gudens øjne kom-
mer til at afspejle al den godhed og
forståelse, som hans hjerte rummer.
Og når det er sket, dæk da det gam-
le gudebilledes ansigt med et tæt
slør. Kun een gang om året — på den
5. måneds 15. dag — skal sløret løf-
tes fra den gamle, defekte skamstøt-
te, der blev sat ikke over guden, men
over den, der i sin uforstand og sit
hovmod mente at kunne tiltvinge sig
de højere magters årvågenhed."
Den gamle præst nikkede. Han
havde genkendt stemmen fra den af-
ten i templet, men han turde ikke
røbe sin viden, at den store manda-
rin og den usle tigger var en og sam-
me person — end mindre at fænome-
net i templet efter sagkyndiges mc-
inusugtunut atuagagssiap „Inusug-
toK" normuisa sujugdlit ilane Augo
Lyngep mianerssortumik taivå piv-
figssångorsimangmat arnartavta inu-
nerat KavsioKissutigut artornarpat-
dlårtoK oKilisarnialisavdlugo.
aperKutip landsrådime aussaK
sangmineKarnigsså OKaluserineKar-
lugssamigdlo sujunersuteKarfigine-
Karnigsså ilimagisimagaluarpara. i-
niaKale nålagkersuinermik suliaKar-
tuvut atai’Kinartut angnerussumik so-
ku tigingnilersisagåine anoråsuaK
angnerussoK pilersitariaKarpoK.
pissutsit iluångitsut tamåko angu-
taussugut ilaginåinartariaerupavut.
uvagut angutit sujunersutigssaKarta-
raluaKaugut. una unalo imatul ima-
■tutdlo itariaKaraluarnerardlugit ing-
mivtinut suaortåutarpugut. tamåku-
nungale tamanut arnartavut KanoK
OKarumagpat? taiseKatausinaulersisi-
mavavut. demokratiussutsimik ili-
niartisimavavut. angutinut naligiti-
taulernermik taineuartoK silarssuar-
me arnat millionerpagssuit anerså-
rulutigissåt arnartavta pisimangmå-
ssuk oKarigsårutigissarsimavarput.
— taimåikaluardle kalåleic arnaK —
nårtussoK agdlåt — OKimåinerpåmik
suliaKartuarpoK. nunavtine igdloKar-
fingne tamardluinarne arnartavut
aumarssuarnik punik Kåtarssuarnig-
dlo imertautinik oKimaitsunik agssa-
tauartuarput — perKigsarsimavdlu-
tik angerdlarKåmersunut agdlåt.
ning skyldtes den omstændighed, al
det var den salte luft fra havet, der
fik gibs og plaster til at falde af gu-
dens ansigt lige så hurtigt, det blev
smurt på.
S. A. Klubien.
tamåna takornartåungikaluarpoK,
Kangånitdlime taimåisimavoK, arnar-
tavut Kissugssanik avdlanigdlo ka-
terssuissut agssartortutdlo — unga-
sigsumit agdlåt — takussåinarpavut.
manale uvdlut avdlångorsimåput.
kalåtdlit arnartavut lcangale itersi-
malerput ajungitsutitdlo iluaicutig-
ssat atortorigsårutit inuiaKatigingni-
lo åndgssussinerup moderneussup
inungnut, ingmingnutaoK, uvdlume
tuniuniagait påserérsimalerdlugit.
manåkut igdloKarfit amerdlaner-
ssait bilcKalermata atortorigsåruti-
nigdlo avdlanik pigissaKalermata ar-
nartavta ikiorsernigssåt sordluna a-
jornåsångikaluartoK, uvdlormut
nangmataisa ilarpagssuinik oKilisaut-
dlugit. danskit arnartait taimailiorfi-
gineKarsinaorérsimåput, tauva kalåt-
dlit arnat åma taima pineKarsinåu-
sångitdlat? nalungikaluarpara tai-
matut åssigingisitsincK danskit ar-
nartaisa ingmikut pisinautitauvfe-
Karnerånik tungaveKartoK, nangmi-
nerdle isumaKarpunga pissutsit tai-
ma i tul uvdluvtine sarKumilårpat-
dlårtariaKångitsut. pasinerdluisit.se-
rujugssuåinarsinåuput.
sordlo OKartunga, ajoraluartumik
nangmincK KanoK ilioriarnigssamik
sujunersutigssaKångilanga; Kujan ar-
dle ilarpagssuaiiaravta pikorigsunik
niaKuc atungitsunik. tåukua iluagtisi-
nåusarKårpåt. atausinaK nalungilara,
kalåtdlit arnat aumarssuarnik punik
30—50 kg-nik agdlåt persorssuarme
nangmagtartut takuvdlugit åssiliapa-
låjuvoK — „demokrati erKortoK"
imalunit „inuiaKatigit moderneussu-
mik ingerdlatitaunerat" kulturud-
valgivta atarivinartut — iasilat — er-
Kartugangnårssue tåssåna åssiliapa-
låtut takutineKarput.
Erik Lyberth.
Danmarkime igutsautigdlit utornaunerssåt. — igutsait tungusungnitsfitåinik ukioK måna
pigssarsiviuvdluåsagunarpoK. upernåa pueriiortukasiusimagaluarpoK, juligigsåivingmatdle
tåuna nakortissutauvigpoii. Hans Jørgen Grønbjerg, Fynime øxcndrupimio, 80-in.ik ukiu-
lik Danmarkime igutsautigdlit utorKaunerssaråt. igutsangnut tungassunik nalornissaKa-
ngilak, sungiusimangåramigitdlo pujortauteKarane sågokaranilo Igutsautime dnåine sull-
ssarpoii. agdlagtarfiussaii kutsussoK tungusungnitsQmik ulivkårtoK Grønhjergip uvane
takutlpå — sordiCina igutsait ukiumut perKumautigssartik uvgorikulugkaluaråt.
Danmarks ældste biavler i funktion. — Honning-høsten, tegner godt i år, ganske Vist var
foråret for koldt, men den fine juli har skæppet godt i kuberne. — Hans Jørgen Grøn-
bjerg i Øxendrnp på Fyn er med sine 80 år sikkert landets ældste biavler. Han ved alt
om bier, er så fortrolig med dem at han altid arbejder ved staderne uden pibe og net. —
Iler præsenterer Grønbjerg en vokstavle helt fuld af djlig honning, det synes, som om
bierne er bekymrede for deres dyrebare vinterfoder.
mérKat kjolinik
pigissalik
Børnekjoler
engros
Forhandlere søges
nioriuiteKartugssanik norKaivoic
Syssen E. Wester
Knabrostræde 9 København K.
!)