Atuagagdliutit - 14.12.1961, Side 13

havn, var jeg til fødselsdagskaffe hos
en enke, hvis søn, Niels, just den dag
fyldte 19 år. Han var i hvid festanorak,
og huset var oplivende pyntet med
gamle numre af Billedbladet og de
sidste rester af julepynten.
Det faldt mig derfor lidt for brystet,
at stedets kommunefoged ret omgåen-
de indfandt sig og mente, at vi måtte
gøre en pause i festlighederne, da
Niels var udlagt som barnefader både
af en ung pige fra selve stedet og af
en yngre enke fra en af nabopladserne.
Niels mødte så i skolen, hvor den
slags plejede at foregå, og hvor der i
regelen om vinteren var så koldt, at
det godt kunne gøre det ud for en
slags tortur — også for kredsdomme-
ren. Han smilede lidt genert til mig,
men havde intet at indvende mod en-
kens påstand. Derimod holdt han på,
at den unge pige havde været gavmild
med sig selv også mod andre end ham
— og i særdeleshed da mod en af hans
gode venner.
Denne ven blev hentet og kløede sig
så længe bag øret, at han huskede en
hel del både om måned og dag for sit
samvær med den skønne. Alt tydede
på, at han først var kommet ind i bil-
edet på et noget senere tidspunkt, og
jfter at Niels havde begyndt sine be-
søg hos enken.
De talte fredeligt med hinanden om
situationen, men gav mig et par ekstra
grå hår, for jeg skulle forlade Uper-
navik distrikt og kredsdommerhvervet
først i juni, og det var derfor umuligt
endnu en gang at nå op i norddistrik-
tet. Der måtte laves en foreløbig ord-
ning, og det blev et kompromis. Da
ingen af de to foretagsomme unger-
svende ville bestride, at de kunne væ-
re fader til det ventede barn, skrev de
hver for sig under på en erklæring
om dette forhold. Distriktslægen kun-
ne så til sin tid afgøre, hvem der hav-
de vundet løbet. Det fandt de begge
var en fornuftig ordning, så de skrev
tilfredse og smilende under på hver
sit papir — og stak en genpart i lom-
men.
Jeg undte dem egentlig gerne, om
jeg kunne have ladet dem blive fædre
begge to, men det er en af de ting, som
den nye retsordning har sat en stopper
for.
TRE FÆDRE
Man var noget friere stillet i syssel-
Itetternes tid, hvor ikke juristerne hav-
de fusket med paragrafferne. Således
husker jeg engang for en lille snes år
(siden, at en noget åndssvag pige, Loui-
fee var blevet trivelig for anden gang.
iHun kom bag. på os alle og fødte i
juni, skønt hun kraftigt hævdede
jførst at være blevet gravid i maj. Af
Iformentlige fædre kunne hun erindre
$ig tre, hvorimod de havde svært ved
at huske hende.
— Var det medens, der var græs på
fjeldene, du var på spadseretur med
dine venner? spurgte en af sysselret-
tens meddommere.
— Nej, det var ikke, svarede Loui-
se og bed eftertænksomt i sin noget
malpropre pegefinger.
— Var der da sne på jorden? spurg-
te en anden meddommer.
— Nej, det var der heller ikke, sva-
rede Louise og flyttede lidt genert sin
vægt fra den ene lasede kamik over til
den anden.
— Men så må du da for pokker kun-
ne huske, om det var før du havde
spist mattak eller først siden hen? for-
søgte sysselmanden sig.
— Ja! lyste det pludseligt op i det
fortænkte ansigt, nu husker jeg det
tydeligt, for det var nemlig, da vi spi-
ste mattak. Masser af dejlig mattak.
Dermed kunne avlingstiden ret sik-
kert fastlægges til mellem 25/9 og
10/10, hvor hvidhvalsfangsten havde
været størst, og det passede forbav-
sende godt med fødslens indtræffelse.
Men dette kritiske tidsrum havde
de tre ungersvende forlængst talt sig
til på deres fingre, så på den tid af
året havde bestemt ingen af dem væ-
ret til stævnemøde med Louise. Det
påstod de i alt fald.
Så måtte tommeskruerne sættes på:
Vil ikke een af jer erkende at være
far til Louises barn, så kan I komme
til at svare bidrag alle tre! Og har I
noget at indvende mod det, så sig blot
til, for så tages sagen op på en ny
måde, nemlig så I bliver anklaget for
misbrug af en åndssvag.
De spanske jesuitters valgsprog: At
hensigten helliger midlet viste igen
en gang sin anvendelighed.
Jurister i Danmark, som siden har
haft lejlighed til at granske sysselret-
tens forhandlingsbøger, siges at have
undret sig over, hvorfor just dette
barn fik hele tre fædre. Her har de
forklaringen på mysteriet.
DANSKE FÆDRE
Tiltrækningen mellem kønnene har
jo alle tider været international, så
naturligvis har også danskere ofte væ-
ret udlagt som fædre til grønlandske
kvinders børn. At de endog adskillige
gange har fået lov til at svare bidrag
til børn, som de ikke selv var ophav
til, ved mand og mand imellem også
eksempler på. Det er jo fristende for
enhver kvinde gerne at ville have den
til sit barns fader, der kan betale mest
og grønlænderinder opnår desuden
ved at udlægge en dansker, at undgå
en del spektakler fra de unge grøn-
lændere, som de også har vist sig gav-
milde imod.
Almindeligvis gør udlagte danskere
tillige sjældent ophævelser, men yder
villigt et større eengangsbeløb for si-
den hen i livet ikke at skulle mindes
om deres ungdoms letsindigheder gen-
nem hjemlandets myndigheder.
Jeg har dog en gang i min kreds-
dommertid været ude for en anmod-
ning fra landsretten om som tredie
retsformand at gå løs på et sådant til-
fælde, efter at tidligere to andre
kredsdommere var kommet til kort.
Det drejede sig om en dansk GTO-
arbejder, Birger, der under et fler-
årigt ophold i Grønland havde haft
den samme tjenerinde og derfor na-
turligt nok var udlagt som far til hen-
des lille treårige datter. Han havde
imidlertid hidtil bestemt undslået sig,
så jeg måtte regne med at kunne nå
længst med det gode, hvis jeg skulle
få ham på andre tanker.
Giver du en bayer, begyndte jeg, da
jeg en varm sommerdag traf ham
nærheden af hans bolig? Og det gjor-
de han.
Når jeg gerne ville tale med dig i
enrum under diskrete forhold, var det
nu egentlig for efter anmodning fra
landsdommeren i Godthåb at sludre
lidt med dig om din tjenerindes lille
datter, som man jo anser dig for at
være far til. Jeg ved godt, at du har
fremført, at det lige så godt kan være
en nærmere angiven mand ved en af
sydkolonierne, men han siges nu helt
sikkert at kunne bevise sit alibi, hvis
man kan sige sådan i den forbindelse.
Jeg forstår naturligvis så godt som
nogen, at du ikke er hidsig efter at
komme til at betale til et barn, som
eventuelt ikke er dit; det ville jeg
nemlig heller ikke være. Men ungen
må jo have en far, og skulle det være
dig, vil du vel — lige så lidt som jeg,
hvis jeg var i dit sted — undslå dig
for at udrede de penge, hun retmæs-
sigt har krav på. Nu er der jo efter-
hånden relativ sikkerhed for at kunni
få en paternitet bekræftet eller af-
kræftet gennem en blodprøve. Kan du
så ikke gå med til, at vi foranstalter
sådanne både af dit og barnets blod
hjemsendt med første skib, der har
kølerum, og at du så godkender fader-
skabet, hvis analysen fastslår, at det
kan være din datter?
Det forslag kan der naturligvis være
en vis mening i, indrømmede Birger,
men hvad så, hvis det ender med, at
jeg skal betale. Får jeg så ingen godt-
gørelse for, at jeg i næsten tre år både
har klædt og underholdt barnet?
Den side af sagen angår ikke kreds-
retten. Men jeg synes, der er en vis
rimelighed i din betragtning, og jeg
skal derfor bringe den videre både til
kæmnerkontoret og forsorgsudvalget.
De hjemsendte blodprøver viste, at
Birger. uden tvivl kunne være far til
det omhandlede barn. Afgørelsen af-
stedkom i øvrigt, at han derefter ikke
alene fattede større interesse for den
lille pige, men også for hendes mor.
Hidtil havde han været gnaven, hvis
hun af nogen blev inviteret ud sam-
men med ham; nu blev han tværtimod
irriteret over, hvis hun ikke var bedt
ud, når han skulle i byen en aften. —
Det var rart at høre om, som det altid
er dejligt, når man kan være en
landsmand bekendt.
AFHØRING I ET SKAB
Lad mig slutte disse udpluk med no-
get mere muntert. Et andet år i marts
var jeg ligeledes på min sædvanlige
vinterrejse. Da der samtidigt skulle
tages stilling til forskellige ting vedrø-
rende et hold sydf lytteres afrejse, var
jeg i selskab med både distriktslægen,
kæmneren og landsrådsmedlemmet.
Ankommet til Kuvdlorssuatc boede vi
alle fire i skolekapellet og arbejdede
også der, hver af os med sit, i hvert
af de fire hjørner.
BRYDESÉN
Jernstærk sort og
brun box herre-
sko m. skindfoer
og Army såler.
Alle nr. fra 35-45 ...kr. 39-
90 dages garanti
Danmarks bedste sko til prisen
Provinsordrer pr. efterkrav
med returret.
H. C. BRYDESEN
Smallegade 12-14 . Kbhvn. F.
Nu forekom der blandt mine sager
også en paternitetsfastsættelse, og en
afhøring i sligt skal i henhold til an-
ordningerne foretages i et lukket mø-
de. Dette krav syntes lidt vanskeligt
at imødekomme, men så blev jeg op-
mærksom på, at skolens bog- og re-
kvisitskab var af en ganske anseelig
størrelse og tilmed næsten tomt. Det
forsvandt jeg derfor ind i med mit of-
fer og et tændt stearinlys.
Det viste sig, at tilsagte, en ung æg-
temand, havde kedet sig over al måde
i de 90 dage, mørketiden varer her
oppe og naturligvis, i særdeleshed,
fordi hans kone samtidigt var indlagt
på sygehuset i Upernavik over 300 km
mod syd. Under de vilkår havde det
naturligvis været fristende at have en
ung og køn hjælperske i huset — det
måtte selv dommeren kunne indse?
Det kedelige var sådan set da også
blot, at samværet havde fået følger.
I bedste forståelse blev vi enige om
et rundeligt underholdningsbidrag til
barnet. Og jeg kunne ikke se, at der
skulle være noget i vejen for, at den
brødebetyngede desuden, som han øn-
skede det, hjalp til med nogle natura-
lier ved siden af, når han havde god
fangst. Som et kuriosum blev denne
passus vist nok endda indført i rets-
journalen.
Derimod vil man intet finde om, at
jeg til sidst afsluttede skabsmødet med
som et forstående menneske til et
medmenneske — at råde den bekym-
rede fanger til snarest at skrive til
sin ægtefælle om situationen, således
at hun fik en rimelig tid til at sætte
sig ind i forholdene, hun ville forefin-
de ved sin hjemkomst.
ET EFTERSMÆK
Da jeg i juni 1955 forlod Upernavik
efter at have sat min efterfølger nød-
tørftigt ind i kredsdommerarbejdet,
formede det sig sådan, at jeg på s/s
„Julius Thomsen" kom til at rejse
sammen med adskillige medpassage-
rer både fra selve byen og fra distrik-
tet. Blandt de sidste var nogle syd-
flyttere, der havde afskåret deres
gamle tilværelse og forventningsfulde
så deres nye i møde.
Men det er jo ikke alene nissen, der
følger med. Efter et par dages forløb
blev jeg en morgen opsøgt af en af
passagererne fra selve Upernavik, der
meget ville bede mig tage affære ved-
rørende en af de unge kvindelige syd-
flyttere, som de havde grebet i at gå
og stjæle de ombordværende patient-
ledsagerskers cigaretter og småting —
muligvis også et par strømper.
Jeg forklarede, at jeg nu ikke var
kredsdommer mere, og at sagen såle-
des ikke længere vedkom mig.
Det ved jeg godt, svarede anmelde-
ren, men når du er den eneste, som
forstår os, og vi alle er meget kede af
at være under mistanke, kunne du
godt gøre os den tjeneste at gribe ind
og måske også derved forhindre, at der
bliver stjålet mere.
Ja, ja, da, send så den mistænkte
ned til mig på mit kontor. Jeg bor i
separatkahytten, og der går jeg ned
nu.
Min medpassager, som var redaktør
Palle Brandt fra „Grønlandsposten",
sov endnu, så jeg trak stilfærdigt hans
køjegardin for og satte mig til rette.
I øvrigt varede det ikke længe, før en
nydelig 16—17-åring genert trådte ind
og endnu mere beklemt satte sig på
kanten af den tilbudte stol.
Der er blevet mig fortalt, at man
har set dig gå og stjæle cigaretter og
andre småting i det overtøj, som hæn-
ger på kamrene. Er det rigtigt?
Hun nikkede og løftede et par me-
get lidet skyldbetyngede øjne mod
mig.
Er der også noget om, at du har
stjålet strømper om bord?
Nej, det passer ikke, for hun op og
løftede sine skørter noget højere op,
end hun formentlig ville have gjort et
par år senere.. Du kan selv se efter.
Kan du ikke indse, min pige, at det-
te her er en kedelig affære for alle
dine ombordværende landsmænd, som
går og er mistænkte for at have sat
sig i besiddelse af de ting, de danske
kvinder naturligvis for længst har op-
daget er blevet borte?
Hovedet nikkede igen, men der var
absolut ikke et gran af anger eller
skyldfølelse at læse i hendes mørke
strålende øje — og det kunne hun da
godt have simuleret.
Jeg vidste derfor ikke noget bedre
råd end at give hende et par knalden-
de lussinger.
Klaskene fik Palle Brandt til at rive
sine gardiner til side med et: Hvad er
nu det, her foregår?
Intet, absolut intet, som pressen
skal referere! Dette her er i alles in-
teresse i høj grad et lukket møde!
Og medens han trak for igen, fik
pigen en alvorlig formaning om ikke
på ny at stjæle og en besked om at
gå ud for at hente hendes ældste bro-
der.
Da hån kom, satte jeg ham ind i
sagen og gjorde ham begribeligt, hvor
dårligt de ville være tjente med at
komme ned til deres nye bosted — of-
fentligt stemplede som tyvagtige — og
med et fremmøde hos politiet som no-
get af det første, de måtte overstå.
Egentlig burde sagen nok være fore-
bragt skibets kaptajn, men nu havde
jeg i stedet for talt alvorligt med hans
søster og givet hende et par lussin-
ger. Siden ville ingen høre mere til
den sag.
Tak, sagde han, jeg skal skælde
hende ud også. Det var vel nok godt,
at du var med, tilføjede han, idet han
gik igen.
Så trak Brandt gardinet fra presse-
logen og forkyndte: Det er altså sand-
hed, når der siges, at du ordner alt.
Hvad han mente om ordningen, blev
ikke debatteret..
Selv mindedes jeg min barndom, når
mor efter at have straffet mig for no-
get forkert, altid påstod, at kløene,
jeg fik, gjorde lige så ondt på hende
selv.
Den gang tænkte jeg altid: Så skulle
du sandelig lade være. Men senere
analyse har lært mig, at hun virkelig
gjorde det til mit bedste.
Andr. Lund-Drosvad.
* • • ■ • ■
amerdlasorssuå-
ngordlugit pigcilugitdlo
[ / ^ lp nagsiussortarpai
En gros og leverance:
P. E. Hansen & Co. A/S
z/U//n ty* St. Kongensgade 40
V V COPENHAGEN RE6D* 1 J København K.
!18SlffllMlliBMilliillilllBilBi6lll!BBlBBii81IBiSilll
læbestift.
Fås i modens bedste
farver. Fra den
sarteste pastel til
den rødeste røde.
kukingnut (arnutip
Icebestiftivdlo kalipautait
ingmingnut tugdluarkekatc-
kdugitsut.

Generalrepræsentant
Torben Løve & Co. A/S
Amaliegade 6 - København K.
■i' * 1 I
Køb det bedste
ODENSE MARCIPAN OG BLØD NOUGAT
LEVERANDØR TIL DET KG L. DANSKE HOF
ODENSE MARCIPANFABRIK AKTIESELSKAB
13