Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 13

Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 13
havn, var jeg til fødselsdagskaffe hos en enke, hvis søn, Niels, just den dag fyldte 19 år. Han var i hvid festanorak, og huset var oplivende pyntet med gamle numre af Billedbladet og de sidste rester af julepynten. Det faldt mig derfor lidt for brystet, at stedets kommunefoged ret omgåen- de indfandt sig og mente, at vi måtte gøre en pause i festlighederne, da Niels var udlagt som barnefader både af en ung pige fra selve stedet og af en yngre enke fra en af nabopladserne. Niels mødte så i skolen, hvor den slags plejede at foregå, og hvor der i regelen om vinteren var så koldt, at det godt kunne gøre det ud for en slags tortur — også for kredsdomme- ren. Han smilede lidt genert til mig, men havde intet at indvende mod en- kens påstand. Derimod holdt han på, at den unge pige havde været gavmild med sig selv også mod andre end ham — og i særdeleshed da mod en af hans gode venner. Denne ven blev hentet og kløede sig så længe bag øret, at han huskede en hel del både om måned og dag for sit samvær med den skønne. Alt tydede på, at han først var kommet ind i bil- edet på et noget senere tidspunkt, og jfter at Niels havde begyndt sine be- søg hos enken. De talte fredeligt med hinanden om situationen, men gav mig et par ekstra grå hår, for jeg skulle forlade Uper- navik distrikt og kredsdommerhvervet først i juni, og det var derfor umuligt endnu en gang at nå op i norddistrik- tet. Der måtte laves en foreløbig ord- ning, og det blev et kompromis. Da ingen af de to foretagsomme unger- svende ville bestride, at de kunne væ- re fader til det ventede barn, skrev de hver for sig under på en erklæring om dette forhold. Distriktslægen kun- ne så til sin tid afgøre, hvem der hav- de vundet løbet. Det fandt de begge var en fornuftig ordning, så de skrev tilfredse og smilende under på hver sit papir — og stak en genpart i lom- men. Jeg undte dem egentlig gerne, om jeg kunne have ladet dem blive fædre begge to, men det er en af de ting, som den nye retsordning har sat en stopper for. TRE FÆDRE Man var noget friere stillet i syssel- Itetternes tid, hvor ikke juristerne hav- de fusket med paragrafferne. Således husker jeg engang for en lille snes år (siden, at en noget åndssvag pige, Loui- fee var blevet trivelig for anden gang. iHun kom bag. på os alle og fødte i juni, skønt hun kraftigt hævdede jførst at være blevet gravid i maj. Af Iformentlige fædre kunne hun erindre $ig tre, hvorimod de havde svært ved at huske hende. — Var det medens, der var græs på fjeldene, du var på spadseretur med dine venner? spurgte en af sysselret- tens meddommere. — Nej, det var ikke, svarede Loui- se og bed eftertænksomt i sin noget malpropre pegefinger. — Var der da sne på jorden? spurg- te en anden meddommer. — Nej, det var der heller ikke, sva- rede Louise og flyttede lidt genert sin vægt fra den ene lasede kamik over til den anden. — Men så må du da for pokker kun- ne huske, om det var før du havde spist mattak eller først siden hen? for- søgte sysselmanden sig. — Ja! lyste det pludseligt op i det fortænkte ansigt, nu husker jeg det tydeligt, for det var nemlig, da vi spi- ste mattak. Masser af dejlig mattak. Dermed kunne avlingstiden ret sik- kert fastlægges til mellem 25/9 og 10/10, hvor hvidhvalsfangsten havde været størst, og det passede forbav- sende godt med fødslens indtræffelse. Men dette kritiske tidsrum havde de tre ungersvende forlængst talt sig til på deres fingre, så på den tid af året havde bestemt ingen af dem væ- ret til stævnemøde med Louise. Det påstod de i alt fald. Så måtte tommeskruerne sættes på: Vil ikke een af jer erkende at være far til Louises barn, så kan I komme til at svare bidrag alle tre! Og har I noget at indvende mod det, så sig blot til, for så tages sagen op på en ny måde, nemlig så I bliver anklaget for misbrug af en åndssvag. De spanske jesuitters valgsprog: At hensigten helliger midlet viste igen en gang sin anvendelighed. Jurister i Danmark, som siden har haft lejlighed til at granske sysselret- tens forhandlingsbøger, siges at have undret sig over, hvorfor just dette barn fik hele tre fædre. Her har de forklaringen på mysteriet. DANSKE FÆDRE Tiltrækningen mellem kønnene har jo alle tider været international, så naturligvis har også danskere ofte væ- ret udlagt som fædre til grønlandske kvinders børn. At de endog adskillige gange har fået lov til at svare bidrag til børn, som de ikke selv var ophav til, ved mand og mand imellem også eksempler på. Det er jo fristende for enhver kvinde gerne at ville have den til sit barns fader, der kan betale mest og grønlænderinder opnår desuden ved at udlægge en dansker, at undgå en del spektakler fra de unge grøn- lændere, som de også har vist sig gav- milde imod. Almindeligvis gør udlagte danskere tillige sjældent ophævelser, men yder villigt et større eengangsbeløb for si- den hen i livet ikke at skulle mindes om deres ungdoms letsindigheder gen- nem hjemlandets myndigheder. Jeg har dog en gang i min kreds- dommertid været ude for en anmod- ning fra landsretten om som tredie retsformand at gå løs på et sådant til- fælde, efter at tidligere to andre kredsdommere var kommet til kort. Det drejede sig om en dansk GTO- arbejder, Birger, der under et fler- årigt ophold i Grønland havde haft den samme tjenerinde og derfor na- turligt nok var udlagt som far til hen- des lille treårige datter. Han havde imidlertid hidtil bestemt undslået sig, så jeg måtte regne med at kunne nå længst med det gode, hvis jeg skulle få ham på andre tanker. Giver du en bayer, begyndte jeg, da jeg en varm sommerdag traf ham nærheden af hans bolig? Og det gjor- de han. Når jeg gerne ville tale med dig i enrum under diskrete forhold, var det nu egentlig for efter anmodning fra landsdommeren i Godthåb at sludre lidt med dig om din tjenerindes lille datter, som man jo anser dig for at være far til. Jeg ved godt, at du har fremført, at det lige så godt kan være en nærmere angiven mand ved en af sydkolonierne, men han siges nu helt sikkert at kunne bevise sit alibi, hvis man kan sige sådan i den forbindelse. Jeg forstår naturligvis så godt som nogen, at du ikke er hidsig efter at komme til at betale til et barn, som eventuelt ikke er dit; det ville jeg nemlig heller ikke være. Men ungen må jo have en far, og skulle det være dig, vil du vel — lige så lidt som jeg, hvis jeg var i dit sted — undslå dig for at udrede de penge, hun retmæs- sigt har krav på. Nu er der jo efter- hånden relativ sikkerhed for at kunni få en paternitet bekræftet eller af- kræftet gennem en blodprøve. Kan du så ikke gå med til, at vi foranstalter sådanne både af dit og barnets blod hjemsendt med første skib, der har kølerum, og at du så godkender fader- skabet, hvis analysen fastslår, at det kan være din datter? Det forslag kan der naturligvis være en vis mening i, indrømmede Birger, men hvad så, hvis det ender med, at jeg skal betale. Får jeg så ingen godt- gørelse for, at jeg i næsten tre år både har klædt og underholdt barnet? Den side af sagen angår ikke kreds- retten. Men jeg synes, der er en vis rimelighed i din betragtning, og jeg skal derfor bringe den videre både til kæmnerkontoret og forsorgsudvalget. De hjemsendte blodprøver viste, at Birger. uden tvivl kunne være far til det omhandlede barn. Afgørelsen af- stedkom i øvrigt, at han derefter ikke alene fattede større interesse for den lille pige, men også for hendes mor. Hidtil havde han været gnaven, hvis hun af nogen blev inviteret ud sam- men med ham; nu blev han tværtimod irriteret over, hvis hun ikke var bedt ud, når han skulle i byen en aften. — Det var rart at høre om, som det altid er dejligt, når man kan være en landsmand bekendt. AFHØRING I ET SKAB Lad mig slutte disse udpluk med no- get mere muntert. Et andet år i marts var jeg ligeledes på min sædvanlige vinterrejse. Da der samtidigt skulle tages stilling til forskellige ting vedrø- rende et hold sydf lytteres afrejse, var jeg i selskab med både distriktslægen, kæmneren og landsrådsmedlemmet. Ankommet til Kuvdlorssuatc boede vi alle fire i skolekapellet og arbejdede også der, hver af os med sit, i hvert af de fire hjørner. BRYDESÉN Jernstærk sort og brun box herre- sko m. skindfoer og Army såler. Alle nr. fra 35-45 ...kr. 39- 90 dages garanti Danmarks bedste sko til prisen Provinsordrer pr. efterkrav med returret. H. C. BRYDESEN Smallegade 12-14 . Kbhvn. F. Nu forekom der blandt mine sager også en paternitetsfastsættelse, og en afhøring i sligt skal i henhold til an- ordningerne foretages i et lukket mø- de. Dette krav syntes lidt vanskeligt at imødekomme, men så blev jeg op- mærksom på, at skolens bog- og re- kvisitskab var af en ganske anseelig størrelse og tilmed næsten tomt. Det forsvandt jeg derfor ind i med mit of- fer og et tændt stearinlys. Det viste sig, at tilsagte, en ung æg- temand, havde kedet sig over al måde i de 90 dage, mørketiden varer her oppe og naturligvis, i særdeleshed, fordi hans kone samtidigt var indlagt på sygehuset i Upernavik over 300 km mod syd. Under de vilkår havde det naturligvis været fristende at have en ung og køn hjælperske i huset — det måtte selv dommeren kunne indse? Det kedelige var sådan set da også blot, at samværet havde fået følger. I bedste forståelse blev vi enige om et rundeligt underholdningsbidrag til barnet. Og jeg kunne ikke se, at der skulle være noget i vejen for, at den brødebetyngede desuden, som han øn- skede det, hjalp til med nogle natura- lier ved siden af, når han havde god fangst. Som et kuriosum blev denne passus vist nok endda indført i rets- journalen. Derimod vil man intet finde om, at jeg til sidst afsluttede skabsmødet med som et forstående menneske til et medmenneske — at råde den bekym- rede fanger til snarest at skrive til sin ægtefælle om situationen, således at hun fik en rimelig tid til at sætte sig ind i forholdene, hun ville forefin- de ved sin hjemkomst. ET EFTERSMÆK Da jeg i juni 1955 forlod Upernavik efter at have sat min efterfølger nød- tørftigt ind i kredsdommerarbejdet, formede det sig sådan, at jeg på s/s „Julius Thomsen" kom til at rejse sammen med adskillige medpassage- rer både fra selve byen og fra distrik- tet. Blandt de sidste var nogle syd- flyttere, der havde afskåret deres gamle tilværelse og forventningsfulde så deres nye i møde. Men det er jo ikke alene nissen, der følger med. Efter et par dages forløb blev jeg en morgen opsøgt af en af passagererne fra selve Upernavik, der meget ville bede mig tage affære ved- rørende en af de unge kvindelige syd- flyttere, som de havde grebet i at gå og stjæle de ombordværende patient- ledsagerskers cigaretter og småting — muligvis også et par strømper. Jeg forklarede, at jeg nu ikke var kredsdommer mere, og at sagen såle- des ikke længere vedkom mig. Det ved jeg godt, svarede anmelde- ren, men når du er den eneste, som forstår os, og vi alle er meget kede af at være under mistanke, kunne du godt gøre os den tjeneste at gribe ind og måske også derved forhindre, at der bliver stjålet mere. Ja, ja, da, send så den mistænkte ned til mig på mit kontor. Jeg bor i separatkahytten, og der går jeg ned nu. Min medpassager, som var redaktør Palle Brandt fra „Grønlandsposten", sov endnu, så jeg trak stilfærdigt hans køjegardin for og satte mig til rette. I øvrigt varede det ikke længe, før en nydelig 16—17-åring genert trådte ind og endnu mere beklemt satte sig på kanten af den tilbudte stol. Der er blevet mig fortalt, at man har set dig gå og stjæle cigaretter og andre småting i det overtøj, som hæn- ger på kamrene. Er det rigtigt? Hun nikkede og løftede et par me- get lidet skyldbetyngede øjne mod mig. Er der også noget om, at du har stjålet strømper om bord? Nej, det passer ikke, for hun op og løftede sine skørter noget højere op, end hun formentlig ville have gjort et par år senere.. Du kan selv se efter. Kan du ikke indse, min pige, at det- te her er en kedelig affære for alle dine ombordværende landsmænd, som går og er mistænkte for at have sat sig i besiddelse af de ting, de danske kvinder naturligvis for længst har op- daget er blevet borte? Hovedet nikkede igen, men der var absolut ikke et gran af anger eller skyldfølelse at læse i hendes mørke strålende øje — og det kunne hun da godt have simuleret. Jeg vidste derfor ikke noget bedre råd end at give hende et par knalden- de lussinger. Klaskene fik Palle Brandt til at rive sine gardiner til side med et: Hvad er nu det, her foregår? Intet, absolut intet, som pressen skal referere! Dette her er i alles in- teresse i høj grad et lukket møde! Og medens han trak for igen, fik pigen en alvorlig formaning om ikke på ny at stjæle og en besked om at gå ud for at hente hendes ældste bro- der. Da hån kom, satte jeg ham ind i sagen og gjorde ham begribeligt, hvor dårligt de ville være tjente med at komme ned til deres nye bosted — of- fentligt stemplede som tyvagtige — og med et fremmøde hos politiet som no- get af det første, de måtte overstå. Egentlig burde sagen nok være fore- bragt skibets kaptajn, men nu havde jeg i stedet for talt alvorligt med hans søster og givet hende et par lussin- ger. Siden ville ingen høre mere til den sag. Tak, sagde han, jeg skal skælde hende ud også. Det var vel nok godt, at du var med, tilføjede han, idet han gik igen. Så trak Brandt gardinet fra presse- logen og forkyndte: Det er altså sand- hed, når der siges, at du ordner alt. Hvad han mente om ordningen, blev ikke debatteret.. Selv mindedes jeg min barndom, når mor efter at have straffet mig for no- get forkert, altid påstod, at kløene, jeg fik, gjorde lige så ondt på hende selv. Den gang tænkte jeg altid: Så skulle du sandelig lade være. Men senere analyse har lært mig, at hun virkelig gjorde det til mit bedste. Andr. Lund-Drosvad. * • • ■ • ■ amerdlasorssuå- ngordlugit pigcilugitdlo [ / ^ lp nagsiussortarpai En gros og leverance: P. E. Hansen & Co. A/S z/U//n ty* St. Kongensgade 40 V V COPENHAGEN RE6D* 1 J København K. !18SlffllMlliBMilliillilllBilBi6lll!BBlBBii81IBiSilll læbestift. Fås i modens bedste farver. Fra den sarteste pastel til den rødeste røde. kukingnut (arnutip Icebestiftivdlo kalipautait ingmingnut tugdluarkekatc- kdugitsut. Generalrepræsentant Torben Løve & Co. A/S Amaliegade 6 - København K. ■i' * 1 I Køb det bedste ODENSE MARCIPAN OG BLØD NOUGAT LEVERANDØR TIL DET KG L. DANSKE HOF ODENSE MARCIPANFABRIK AKTIESELSKAB 13

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.