Atuagagdliutit - 14.12.1961, Síða 17

m
Det var Ole, det lille asen, der såede
sæden. Han kom hjem og fortalte, at
Svendsens skulle på landet i julen,
fordi fru Svendsen var så udaset i
fjor af alt det mas, hun havde haft.
Men det var Trut og Mik, de to store,
der efter min mening inddrog høsten,
idet de, sportsglade som de er, fik
overbevist deres far om, at „mor kun-
ne trænge til for én gangs skyld at
slippe for alt det besvær, som jule-
bagning, punchebrygning, juletræ, ga-
ver og alle tanterne er“, og at Norge
var stedet, man burde tage til.
„Jeg tror ikke, der er noget ved ju-
len anderledes end som vi er vant til
det“, indvendte Ole. „Og for resten
var det Trut, den dovne tøs, og Mik,
den lange drivert, der var mest trætte
i fjor og skulle have kaffe på sengen
langt op ad dagen — og ikke mor.
Men de to skal altid regere".
Far har givet sig. Jeg har aset og
maset med skidragter og kuffertpak-
ning og afskedsvisitter hos alle tanter-
ne, der var lidt „kolde i masken", som
Trut siger. Jeg har strikket tørklæder
og vanter og huer, så mine arme er
ganske møre. Tanternes gavepenge,
som jeg havde glædet mig til at købe
nye gardiner for, er medgået til sports-
bukser, støvler og ski. Selv har jeg
fundet nogle . anvendelige beklæd-
ningsgenstande i en kuffert på loftet,
dog blev ridebenklæderne fra de yng-
re dage, som jeg selv havde taget til
nåde, kasseret af børnene, og takket
være Truts anstrengelser tager vi os
ret imponerende ud, da vi begiver os
på rejsen til det norske vintersports-
sted.
I bjældeklingende kaner fejer vi hen
over sneen. Det er lillejuleaften. Jeg
har puttet mig godt ned mellem
skindtæpperne og stirrer op mod den
mørke, stjernesåede himmel. Vi er på
vej fra toget mod hotellet. Luften er
så vidunderlig ren og frisk. Jeg ind-
ånder den i fulde drag, smiler til min
mand og Ole og kigger mig om efter
den rad af kaner, der følger vor. X en
af dem sidder Trut med en langbenet
nordmand og i en anden Mik med en
lyslokket jente.
Mellem snepudrede graner går det
ad snoede veje den sidste halve time
op og op. — Nu skimter vi lys fra —
som det synes — en hel lille by. Der
ligger hotellets lange røde længe og
rundt om det de små kønne bjælke-
huse, hvor en del af gæsteværelserne,
blandt andre vore, findes.
Det er en underlig fornemmelse at
vågne op juleaftensdags morgen og
vide, at man ikke „har hænderne
fulde". Jeg kan slet ikke rigtig finde
julestemningen. Jeg står op og går
hen til vinduet og trækker gardinet
til side, og så ser jeg ud over de
pragtfulde, sneklædte højdedrag. Der
lyder „dombjælder" derude, det er ka-
nerne med fouragen til hotellet, som
ligger tre minutters gang fra vort lille
hus med dets fire hyggelige værelser.
Det banker på døren. Rask springer
jeg hen i min seng. Ind triner et bredt
smilende kvindemenneske, som lægger
sig på knæ foran den store ovn og fy-
rer op med birkebrænde, så det „du-
rer" og futter.
„Det er knagende hyggeligt — men
så mærkeligt?" Det er min mand, som
står i døren og smiler fornøjet. Han
påstår, at han og Ole har sovet som
sten i deres fælles soveværelse derovre
på den anden side af gangen. Lidt ef-
ter ser jeg ham ase rundt på ski, og
jeg trækker mig klogt tilbage fra vin-
duet, da han „ta’r bakken på hæn-
derne", som Ole siger.
Vi spiser morgenmad i den store
spisesal på hotellet. Der er myseoste
så høje som skorstene, og andre oste
så store som møllehjul, der er nykær-
net smør og friskbagte boller — ja,
alt hvad hjertet kan begære. — Måske
netop klejnerne og jødekagerne und-

tagne, sådan som derhjemme jule-
morgen ....
Der er både unge og gamle menne-
sker, og alle ser de glade, friske og
fornøjede ud. Det hele kunne være
så ganske henrivende dejligt, hvis det
bare ikke var den underlige tanke, at
det er juleaftensdag. —
Jeg kigger ned til den anden ende
af bordet, hvor Trut og Mik er place-
ret mellem en del ungdom. De sender
os et lille nik, inden de forsvinder ud
i sneen, overladende os til vor skæb-
ne, som for mit vedkommende består
i at pakke ud og rydde op efter dem
i deres respektive værelser. Min mand
har — lidt vel tidligt, synes jeg — op-
givet skisporten og helliget sig et
bridgebord.
„Skal vi ikke allesammen prøve lidt
oppe på den bakke?" spørger jeg efter
frokosten.
„Åh, det er en skam —“ siger Mik.
„Men nu har vi netop aftalt en tur
med et sluttet selskab, vi skulle se at
få fat i —“
„Ja, og far er for gammel og Ole for
lille," skynder Trut sig at falde ham i
talen.
„Men mor kunne egentlig nok —“
lyder det i en overvejende tone fra
Mik.
„Husk, at vi er her for at spare mor
for anstrengelser," afgør Tut. Og det
forekommer mig, at hun blinker til
den langbenede nordmand, som står
og venter.
Jeg sidder i skumringen alene i min
stue. Min mand har sagt, at han
trængte til en lur, og Ole, at han skul-
le øve sig til skikonkurrencen i over-
morgen. Jeg så hans navn med store
skæve bogstaver øverst på listen af
anmeldte deltagere. Det er første dag
i sit liv, at han har ski på benene.
Jeg sidder og tænker på mine stuer,
som står så kolde og tomme derhjem-
me — mine hænder ligger døde og
unyttige i mit skød. Ved denne tid
plejer jeg at komme hjem fra kirke-
gården, og jeg har gran med hjem til
at binde om alle de kæres billeder.
Jeg har aldrig været borte fra hjem-
met en juleaften. Traditionen tro har
vi altid sat neg til fuglene i haven. Vi
har været i kirke og er kommet hjem
til risengrød med mandel og gåsesteg
og æblekage — og juletræ med pyn-
ten, som „de to store" har lavet, da de
var børn, og som Ole har suppleret
med sine fantastiske små flyvemaski-
ner og motorbåde af pap og guldpapir.
Vi har danset om juletræet, og vi har
givet og fået gaver, som i lange tider
har været tænkt og spekuleret over. Vi
har drukket skåler med alle tanterne
og med pigerne, før de gik. Vi har
siddet, lidt trætte, men lykkelige, og
stirret på de sidste fem lys, min mand
har tændt, når tanterne, vel embal-
lerede, var taget af sted.
Da stiger en klump op i halsen på
mig. Her sidder jeg så ene og nytteløs.
Det er, som om alle har glemt mig.
Jeg er lige ved at hade Norge — og
skisport — og den „kærlige omsorg"
for moder. Jeg tænker lidt bittert på
ungdommens egoisme. Det var for min
skyld — jo tak! Jeg griber mig i at
længes vanvittigt efter tanterne og
alle de „gamle". — Mon kurvene til
de forskellige er bragt ud nu?
Jeg sidder og ønsker, at jeg ikke
skulle trække i grande toilette og
være til fest mellem fremmede men-
nesker i et fremmed land. Julen er
hjemmets fest, den hvor rynker glat-
tes ud — og øjne mildnes — og hæn-
der mødes--------
Jeg skammer mig, men det er vir-
kelig en tåre, jeg mærker på kinden.
Jeg har liggende små hvide pakker,
omvundne med røde silkebånd, i kuf-
ferten, små gaver, som jeg, på trods af
alle aftaler, har glædet mig til at over-
raske mine kære med. Jeg tager dem
frem og kikker lidt på dem, og så
gemmer jeg dem igen.
„Vi skal være klædt om til midda-
gen klokken atten," har Trut sagt.
Nu er klokken godt sytten. Ingen
har opsøgt mig. Jeg kan høre dem
støje rundt på deres værelser.
Jeg er ikke længer vemodsfuld, jeg
er krænket.
Jeg har altid skabt festdag der-
hjemme for dem alle, og nu, da vi er
her til ære for mig, er jeg gemt og
glemt. Jeg ranker mig og begynder
min omklædning. Jeg gør mig fin —
næsten køn. Jeg ser mig i spejlet, jeg
lægger lidt rødt på kinderne, pudrer
næsen omhyggeligt, sætter en lille
sort streg under øjnene, som Trut har
lært mig — jo, helt ilde er man trods
alt ikke.
Trut smiler nedladende, Mik aner-
kendende og min mand lidt forbavset,
da jeg strålende munter konverserer
til højre og venstre under middagen
og bag efter næsten løssluppen kåd
ved festen og danser endnu mere end
selv Trut.
Min mand kommer hen og inkline-
rer for mig. „Du nyder det," siger han.
„Det er jo storartet."
„Ja — gør du ikke?" spørger jeg
uskyldigt.
„Jo-o, jeg er jglad over, at du får
hvilet," siger han lidt spidst, da kon-
sulen fra Oslo kommer hen og byder
mig op for femte gang.
„Var det ikke en dejlig juleaften?"
spørger jeg, overdrevent begejstret,
stadig med en lille klump i halsen, da
vi julenat i pelskåber og store galo-
chestøvler vandrer gennem sneen til
vort lille, røde træhus.
Jeg får intet svar.
„Er det julestjernen, far?" lyder
pludselig Oles lille klare stemme.
Jeg bliver så underlig flov. Der ly-
ser stjernerne oppe på den dunkle,
blå himmel. Sneen ligger hvid og skær
som et skinnende rent tæppe over jor-
den, julenattens fred hviler over al
naturen, og her går jeg mellem alle
mine kære. Har jeg ikke hængt mig
alt for stærkt i julens ydre form med
min barnagtige længsel efter alt det
traditionsbundne? Er de andre ikke
meget friere og friskere end jeg?
Vi er nået indgangsdøren. „Vent
lidt!" råber Ole og skubber mig til
side — så stormer han ind foran os
alle.
„Lad os blive stående et øjeblik og
kikke på Oles julestjerne," siger min
mand og lægger armen om mit liv.
Jeg mærker, det kniber med at hol-
de øjnene tørre, og da jeg lidt efter
står i døren til min mands og Oles
værelse, er det, som de lys, der skin-
ner på et lille juletræ midt på bor-
det, bliver til tusinder af funklende
stjerner. Som gennem en glasprisme,
der giver tingene forhøjet glans og
stråleskær, ser jeg det kendte jule-
stads og de små hvide pakker, om-
vundne med røde silkebånd, der lig-
ger på den hvide dug, bakken med
julepunchen og min moders gamle
glas og ja — portrætterne af — ja, er
det ikke tusind tanter — med gran-
grene i toppen af deres forgyldte
rammer, der slutter kreds om jule-
træet på bordet?
„Det er ikke så godt, som du kunne
gøre det, mor!" siger Ole. „Men vi har
maset med det hele dagen allesammen.
Trut og Mik og nogle andre var ovre
i skoven for at hente et træ, og far og
jeg har pyntet det — og vi har da
sparet dig for ulejligheden."
„Og nu er det først rigtig juleaften
— ikke, mor?" lyder det fra fire stem-
mer i kor.
„Jo," siger jeg af et ærligt hjerte og
føler, at jeg endelig har fanget den
rette julestemning — den, hvis bund
og grund er kærlighed, hvor i verden
julefesten end fejres.
A. & H. MEYER
Kalipauslssarfik
salissarfigdlo
Indlevering i Grønland
„OLES VAREHUS", GODTHÅB
^ kan se
De Føue

er god
ved Deres hud
nangmineK takusinauvat —
agtordlugulo malugisinauvat
KaKorsaut Leciton amingnut
KanoK pitsautigissoic!
nangminårdlutif fakusinauvdlugulo malugisinauvat Ka-
Korsaut kussanarsinartoK Leciton atortarugko åmit
KanoK pitsangortigfsassoK. Leciton-KaKorsautip Ka-
pernerata nerumigtungup tipigeKissuvdlo émit
narKa tikivigdlugo saligtésavå, famatumungalo
peKatigititdlugo amerigsautip Lecithinip
émit nutåmik inussutigssaKalersitasav-
dlugol
17