Atuagagdliutit - 22.11.1962, Blaðsíða 5

Amerikanerne betaler 50.000 kr. for
at jage isbjørne — med bue og pil
Dumdristige safari-ekspeditioner ved Nordpolen — „Ekspeditioner" uden kendskab til Arktis drager ud i ødemarkerne.
En solskinsdag i begyndelsen af juli
ankom dampskibet „Lyngen“ af
Tromsø på årets tredie tur til Sval-
bard til byen Ny Ålesund, der er ver-
dens nordligste bysamfund. Lidt efter
så og hørte man nogle amerikanere
dirigere deres omfangsrige bagage
over til det lille motorskib „Havella"
af Tromsø — på størrelse nærmest
med en motorgalease — som lå for-
tøjet på indersiden af det mærkelige
molehoved, der er opbygget over et
gammelt ishavsskib ved navn „Vega".
På grund af navnet har man ment,
Magdalena-bugfen på Spitsbergen
at det skulle være Nordenskiolds be-
rømte „Vega“, hvormed han som den
første gennemsejlede Nordøstpassa-
gen, men det er dog ikke tilfældet.
Oven på det gamle ishavsskibs so-
lide tømmer har man opstillet et ko-
lossalt netværk af tykke træstammer,
hvorpå en del mere eller mindre rust-
ne jernbanevogne har fundet deres
sidste hvilested. I nærheden står en
remise med plads til to lokomotiver.
Den ene port er åben, og også dette
lokomotiv er ved at være godt rustent.
Dette er de sørgelige rester af det,
som for blot et par år siden var ver-
dens nordligste jernbane. De kan
utvivlsomt afhentes til spotpris, blot
man vil betale den dyre transport til
gæstmildere egne. I øvrigt er det også
falsk reklame, når man her praler af
at have verdens nordligste faste radio-
station. Da jeg nægtede at tro det,
slog telegrafisten på D/S „Lyngen"
op i sin fortegnelse over verdens ra-
diostationer — og måtte indrømme,
at Station Nord i Grønland ligger et
godt stykke nordligere.
— MEN HER KAN MAN KOMME
Der er blot den afgørende forskel
på det nordlige Grønland og Svalbard,
at medens det er næsten umuligt for
almindelige mennesker at nå det før-
ste, kan man uden større besvær nå
det sidste, når blot man vil betale
prisen.
Og den afhænger selvfølgelig af,
hvorfra man kommer. De allerede
nævnte amerikanere skal have betalt
40—50.000 kr. pr. næse for deres rejse
— selvfølgelig på 1. klasse — og pri-
sen alene må vel gøre det klart, at de
havde et ganske bestemt mål med
rejsen.
Det var ikke svært at finde ud
af, hvad de ville have „serveret"
heroppe. Det skulle de nok sørge
for selv at fortælle os: Isbjørne!
Dette var altså intet mindre end
en safari i den rigtige Hollywood-
stil: Storvildt jægere af begge køn
udmajet i det, man på den anden
side „dammen" forestiller sig ved
„polarudstyr".
Men det — undskyld — vanvittige
ved denne „ekspedition", hvor man
betaler 8.000 norske kroner for i ti
dage at sejle rundt med det lille skib,
der ikke har særlige bekvemmelighe-
der at byde på, var, at disse „jægere"
ville skyde bjørnene med bue og pil.
De havde medbragt en æske „bear
arrows", (bjørnepile), som de nu til
alles morskab sad på dækket og filede
på med en jernfil en smule større end
en neglefil.
Det kunne jo altsammen være me-
get godt — selv om enhver arktiker
vil ryste på hovedet — hvis man blot
fik lejlighed til at bevise, hvor effek-
tive, disse pile var. Der er næppe
tvivl om, at „jægerne" har trænet al-
vorligt på nyslåede græsplæner der-
hjemme, hvor de, iført svære armbe-
skyttere af læder etc., triumferende
har kunnet sætte pilene i plet. Men
der er også forskel på et stort, fast-
siddende punkt på en skive og så en
levende, nysgerrig eller rasende kolos
på fire ben, der sandsynligvis vil tro,
at det er en flue, irriteret vifte den
væk, og .. ja, der var i hvert fald en
behjertet mand af besætningen med
en riffel i nærheden, for alle tilfældes
skyld.
Imidlertid gik det hverken værre
eller bedre, end at ekspeditionen i fle-
re dage sejlede rundt i pakisens rand-
zone uden at se så meget som skyggen
af en isbjørn. Så besluttede man at
sejle til øgruppen Kong Karls Land
i den sydøstlige del af området. Imid-
lertid må man have været så uforsig-
tig at omtale denne plan ved tilbage-
komsten til Ny Ålesund. Det kom sys-
selmanden, der er øernes øverste ad-
ministrative og politimæssige myndig-
hed, „guvernør" om man vil, for øre,
og han sendte da resolut et skib efter
„Havella", for isbjørnene er totalf re-
det på Kong Karls Land.
DØDSENSFARLIGE „EKSPEDI-
TIONER"
En sådan amerikansk „safari" er
dagligdag i landet deroppe i nærheden
af Nordpolen. Den formår højst at
fremkalde et skuldertræk hos de „ind-
fødte", hvad enten det drejer sig om
de få virkelige professionelle fangst-
folk eller de mange, der mere eller
mindre direkte „lever af kul".
Men skibet havde ca. 60 passagerer,
hvoraf kun et fåtal var egentlige tu-
rister. En stor gruppe udgjorde ikke
færre end fire britiske ekspeditioner
på i alt 24 medlemmer.
Ved rejsens begyndelse i Tromsø så
det vældigt imponerende ud, da disse
ekspeditioner dirigerede deres om-
fangsrige grej om bord, mens skole-
ungdommen sværmede om dem for at
få deres autografer.
Jeg blev dog snart klar over, at or-
det ekspedition for alles vedkommen-
de burde sættes i „gåseøjne". Allerede
ved min første samtale med de unge
mennesker, jeg kom til at dele kahyt
med, viste det sig, at ingen — ikke
een eneste — havde været i Arktis
før, og de havde ikke mere begreb om
de faktiske farer, de udsate sig for,
end unge universitetsstuderende i al
almindelighed har. Selv deres ledere
havde ikke det ringeste kendskab til
polarlandenes særlige forhold, ja, de
havde end ikke set en bræ før.
Jeg mærkede snart på hele stem-
ningen, at de ikke ønskede at tage
mod gode råd, de kunne det hele
meget bedre selv. Derfor nøjedes
jeg med at give dem et par hår-
rejsende historier fra Grønland om
isbjørnenes nysgerrighed og bræ-
spalters farlighed.
Det sidste har dog ikke gjort no-
get indtryk, for jeg hørte dem se-
nere i fuld alvor diskutere, hvordan
de (altså den ene gruppe) skulle
passere 3—i store bræer i Magda-
lene-fjorden.
UDEN AFTALER OM KONTAKT
Når man tænker på, at de hverken
havde nødradio, båd eller aftaler om
kontakt med omverdenen, og at deres
udstyr ville være udmærket til en
skoleudflugt i England, men var håb-
løst utilstrækkeligt til det, de havde
sat sig for, forstår man, hvor uansvar-
ligt det er overhovedet at give den
slags dumdristige vovehalse adgang
til fjeldet. Jeg bemærkede f. eks. —
hvad for øvrigt også andre om bord
gjorde — at en ung engelsk pige for
at vise* hvor „hærdet" hun var, gik
rundt med bare ben fra knæ til ankel,
men trods hendes anstrengelser for at
se „tapper" ud, rystede hun over hele
kroppen, og benenes farve var mørke-
blå og rød. Med en stille gysen måtte
jeg tænke på, hvordan jeg selv en-
gang havde pådraget mig en blære-
betændelse ved at undlade at bruge
„de lange" i en regnvejrsperiode i den
korte grønlandske sommer. Det er en
modbydeligt pinagtig sygdom, og
skulle noget i den retning indtræffe
i de syv uger, man havde tænkt at
tilbringe i ødemarkerne mellem de
spidse fjelde, som i sin tid fik de hol-
landske hvalfangere til at give landet
navnet Spitsbergen, var hjælp ude-
lukket.
Er det bare mig, der er pessimist,
også når jeg taler om faren ved at
spadsere over bræerne?
I fjor forsvandt ikke færre end fire
unge amerikanere på den måde i de
samme egne. Man iværksatte en efter-
søgning, som kostede den norske stat
titusinder af kroner — til ingen nytte.
Oven i købet er sådan en eftersøg-
ningsekspedition ikke helt ufarlig.
Noget, man også burde tænke på, når
man fra universiteter og lignende
sender unge mennesker ud på en så-
dan „skoleudflugt".
Man har visse meget stramme reg-
ler for, hvordan de „indfødte" skal
færdes i naturen i det barske polar-
klima, og bl. a. har man den fornufti-
ge bestemmelse, at ingen må bestige
en bræ alene. Når man ser bræen
glide ned over fjeldene, ofte dækket
af et nydeligt lag nysne, ser den så
fredelig ud som en olding med hvidt
hår, men noget mere lumsk end netop
den pæne nysnedækkede bræ med
indtil hundreder af meter dybe rev-
ner under et tyndt, ustabilt lag sne
findes næppe.
ALMINDELIG OG DIPLOMATISK
HØFLIGHED
Men det er indlysende, at det er
umuligt at begrænse den slags „ekspe-
ditioner" effektivt. Almindelig såvel
som diplomatisk høflighed forbyder
naturligt nok at være alt for skeptisk
og kritisk over for de udenlandske in-
stitutioner, der ønsker at gøre viden-
skabelige studier i arktiske egne, al
den stund Svalbard er et „frit" områ-
de, hvor der f. eks. trives russiske
kulminer og amerikanske oliesøgere
ved samme fjord som den norske „ho-
vedstad" Longyearbyen.
Det er altså ikke alle „ekspeditio-
ner", der fortjener dette navn. Til ind-
vendingen, at sådanne unge menne-
sker netop har godt af at prøve at
stå på egne ben, vil jeg svare, at man
dog ikke sender et to-års barn ud i
trafikken på Europavej 66 for at det
kan prøve at se, om det „kan klare
sig". Rasmus Bjørgmose.
GREN AA.
MOTOREN
angatdlatinut tamanut atorslnaoK
til alle maritime formål
nakuaK
isumangnaltsoK
OliatungitsoK
ikussQkuminartOK
sivishmik piussartOK
KRAFTIG
DRIFTSSIKKER
ØKONOMISK
LET AT MONTERE
LANG LEVETID
pineicarsinauvOK 25-nit 330 hestilingnut 1—2 Sma 3
cylindereKardlune. elektrisk omstyringilik — 2 takts
Semi-Diesel, ingnåtdlagfssamik autdlartartOK ulug-
tartunigdlo sarpilik. — akikltsut nfivlerardlugltdlo akilersorneKarsInaussut.
Leveres fra 25 til 330 HK 1 1-, 2- og 3-cylindret udførelse. Elektrisk omsty-
ring — Hydraulisk omstyring — Håndomstyring. 2-takts Semi-Diesel med
vendbare skrueblade og elektrisk start (glødespiraler).
Populære priser og betalingsvilkår.
GRENM MOTORFABRIK
TELEFON GRENAA (063) 2 06 66
Glæd Dam
averi
r&sc2
kiksit akitsut mamartut åmalo
Bisca biscuits mamardluartut su-
milunit pineKarsinåuput.
Overalt kan De få de lækre, sprø-
de kiks og de velsmagende Bisca
biscuits.
AKTIESELSKABET!' (
ENGELSK-DANSK BISCUITS FABRIK
danskit kunglkuinik pllersulssoK
Leverandør til det kgl. danske hof
Magdalena-bugten Spitsbergenime
5