Atuagagdliutit - 22.11.1962, Blaðsíða 20

meranguaK KanoK
atexasava?
Kularingilara agdlautigissåkut tå-
ssuna imånut sumissusersioruminait-
sumut sapiserdlunga pisinaussunga!
imånut — tåssa apericumut unga: mé-
ras KanoK ateKåsassoK, ikardlungnik
ulivkårtutut itumut, tåssa inuit isu-
matoKåinik mérKatik sunigdlunit at-
sersinauvdlugit. tåssa sujumut Kula-
ringerérpara agdlautigissåkut tåssuna
akerdlilissuterpagssuit pissagssarisi-
nauvdlugit, tåssame aperKut atsineK
agtonomartångitsunut ilaungmat. tai-
méitordle Kunusuisårdlunga imånut
ikardlulingmut avalåinarpunga uvav-
nut pissugssauvfigisorigavko suliaK
toringissuteKaleriartorsimassoK Kalåt-
dlit-nunåne atsersuissarnermik taini-
lik salingniaraluåsavdlugo. aperKut
kalåtdlit Kavdlunåtdlo tungånit issi-
galugo åssigingissuteKalårtutut ipoK.
(tamåna pivdlugo kirkesidenime atsi-
ssarneK pivdlugo agdlagkap tåussuma
kalåtdlisortå Kavdlunåtortålo åssi-
gigdluinartineKångitdlat). erninaK o-
Kautigerérsinauvara apemut sujug-
dlerpåmik kalåtdlinut ilagingnut tu-
ngåssuteKarnerussoK. ilagitdle Kalåt-
dlit-nunanitut Kavdlunårtait amer-
dlanertigut påsingnigdluarnerusima-
ssut sut akuerineKarnerånik sutdlo a-
kuerineKånginerånik.
meraK atserneKåsaoK
tåssa: mérartåréine soruname a-
ngajorKaussunut erninaK aperKuti-
ngortarpoK: méraK KanoK ateKåsava?
méraKartugut nalungilarput aperKu-
tip tamatuma uvavtinut ajornartoKar-
sinaunera. erninaK erssersitdlara: i-
natsisit piumassarigåt mérKap atser-
neKarérsimanipssd kingusingnerpå-
mik inungornerminit ukioK någpat.
soruname inuit pingitsailisinåungila-
vut mérKatik kuisiterKuvdlugit, inuit-
dle pingitsailisinauvagut (palasitdlo
pingitsailissugssautitåuput) mérKatik
atserKuvdlugit. tamåna ajornartorsiu-
taugajungilaK. ukiordle kingugdleK
mardloriardlunga politinut sågtaria-
Kartarsimavunga mérKat kuisingika-
luardlutik atserneKarnigssåt pivdlugo,
tåukua tamarmik kalåtdlinik anga-
jorKåKarput, tamarmik ilagigfivtinut
atassuvdlutik, mérKamigdle kuisiti-
nigssåt atserneKarnigssåtdlo piumasi-
manago. agsut erKumitsumik! palasi-
mut angajorKånutdlo ajussåmara-
luarpoK politit tamatumunga akuliu-
tariaKalermata.
kina atserneKarnigssamut
akissugssauva?
méraK KanoK ateKåsava? tåuna a-
ngajorKåt aulajangigagssaråt; månile
piarniaraluarpara paitsuineK siaruar-
simassorujugssuaK tåssa måna: anga-
jorKåt kisinarmik aulajangisinausori-
nerat mérKap KanoK ateKarnigssånik.
tamåna erKortungilan! tåssungalo pa-
lase ajoKilo peKatåuput. palasip ajo-
Kivdlo (pisinaunerinarnago) pissug-
ssauvfigåt nåkutigisavdlugo „mérKap
toringitsumik angajorKånit sujuner-
sutigineKarsinaussumik atserneKångi-
nigsså“. kigsautigåra igdluatungåne
palasit ajoKitdlo, igdluanilo angajor-
Kåt, påsivdluåsagåt palasit ajoKitdlo
tåssuna pingårtumik pissugssauvfe-
Karmata (suliagssaKarmata). någgår-
nigssaK nuåninartångilaK, pissug-
ssauvfigisinauvarputdle. avdlatut o-
Kautigalugo: palasit ajoKitdlo tungånit
suliagssamik isumagingninginertut o-
KautigineKarsinauvoK ateK Kanordlu-
nit toringitsigigaluaK angajorKånit su-
junersutausimassoK akuerinésaguni-
ko. ativdlo atorsinaunigssånut nåmag-
tumik tungaviusinåungilaK angajorKåt
uparuaigaluarpata ateK (erKumitsoK)
tåuna sujornagut atorneKarérsima-
ssok. ukiume ingerdlanerine atsissar-
nerne atertut atugagssångortitausi-
mangmata erKumitsualugpagssuit a-
tortariaKångikaluartut.
Tarzan- niviarsiaraic!
ilagit pivdlugit inatsisine agdlagsi-
mavoK: „mérKamik toringitsumik at-
serneKartoKåsångitsoK“. sunauna „a-
teK toringitsoK?" atausiékårdlugit au-
la j angerniåsavdlugit a j ornartoru j ug-
ssusinåuput. ilaitdle aulajangivigsu-
mik OKautigineKarsinåuput. nukagpi-
arKat niviarsiarKatut atserneKåsångit-
sut. akerdlianigdlo niviarsiarKat nu-
kagpiarKatut atserneKåsanatik. pissa-
riaKångitsorinarsinaugaluarpoK taima
takuinariautigissut (nalunångitsigi-
ssut) aulajangersaivigisavdlugit. pi-
ssartutdle takutipåt maligtarissaK tai-
måitoK Kavsitigut uniorneKartarsima-
ssok niviarsiarKat nukagpiarKatut at-
serneKartarsimavdlutik. palaseKarfit
åssigingitsut kirkeboginit åssersutau-
sinaussut Kavsit katerssorsimavåka.
(påsitiniarpara agdlautigissame tåssa-
ne atit åssersutaussut uvavnit nang-
minermit „navssårsiugéungingmata",
tamarmigdle Kalåtdlit-nunåne kirke-
bogine ingmata). KanoK isumaKarpise
imåitoK pivdlugo: niviarsiarax Tar-
zan-imik taigorneKåsagpat (kussanait-
soKaoK! nukagpiaraanutdlunit atiu-
ssugssatut akuerineKarsimanane) av-
dla ateKarpoK Apollo (Apollonia pi-
nago), pingajuat Muse (ÅmusigoK).
taimailiornerit inerterKutåuput. pala-
sit ajoKitdlo pissugssauvfigåt angajor-
Kåt tamatuminga ilisimatisavdlugit
atsinginerine (kuisitsinginerine). å-
ssersutigssat Kavsit kirkeboginit åssi-
gingitsunit pissut taisinaugaluarpåka
nukagpiarKat arKinik niviarsiarKanut
atingortitsissut erKumitsut naggatågut
arnanut atingusinardlugit, taimaitdlu-
talo niviarsiarKat arKe måko pisimav-
dlugit Olufa, Boa, Ivaline, Jørgens-
datter avdlatdlo Kavsit. akerdlianigdlo
nukagpiarKat ardlaKarput ateKartut
Ingerman! (unåungitsoK Ingemann).
arKit ilait ikigtut nukagpiarKat ni-
viarsiarKatdlo atisut atautsikut ator-
neKarsinåuput åssersutiginardlugit
taivåka: Eli, Ellis, Tony, Lennie, Ru-
dy, Stenni, Kay. arKit taimåitut atu-
sagåine inatsisit piumassaråt tåukua
saniagut atermik avdlamik ilånguta-
KåsassoK „mérKap angutåussusianut
arnåussusianutdlunit Kularnaitsumik
erssiutaussugssamik". avdlatut oKau-
tigalugo: inup arKe tusaréine Kularu-
tigissariaerutdlugo angutaunersoK ar-
naunersordlunit.
atit taigutåungikaluit (kinguliaKutit)'
akuniliussat atorneKarsinåuput. isu-i
maKarpungale mianerssutariaKartut.
ukiune måkunane palaseKarfit ilai-
ne naggatinik akuneicutinik at-
sersuissarneK siaruariartuinar-
poK, Kavsinigdlo åssersutigssaKar-
poK kinguliaicutinik -sen -mik nagga-
tilingnik atertut akuneicutsiussanik,
sordlo åssersutiglnardlugo imåna:
Hansen Kreutzmann, Petersen Heil-
mann, Sørensen Kruse, kussanarpalu-
ngitdlat! amerdlanerit tamåna tusar-
sinaugunarpåt. pårdlåusimassugunik
nipimikut kussanarnerusagaluardlu-
tik sordlo Kreutzmann Hansen, Heil-
mann Petersen, Kruse Sørensen, i-
viarsiugatdlarame naggatigisså
maerKunarneruvoK mérKap arnåta ni-
(katitinane kinguliaKutigisså) atitut a-
kuneKutitut kisime atorneKartåsassoK.
inatsisitdle månåkut atortut nåpertor-
dlugit akornuserneKarsinåungilaK
naggat atitut atorumavdlugo kigsau-
tigissaK. danskitdie arKit pivdlugit i-
natsisitåve ungasingitsukutaoK Kalåt-
dlit-nunåne atulisagunarmata anå-
naussup itukussutdlo kinguliaKutigi-
ssåt atitut kisime atorneKarsinauli-
saoK.
nukagpiarKat antine: Inuk, Nung-
mio, AngåraK, Hansa, K’ugssuk,
FalkinguaK, Aka, UtertoK, Inte, Siv-
nissoK, Nagtoralik, AngutitåraK, Ni-
koraK, Olevik, Ake, Reginal, AjoKe-
ralak!!!
niviarsiarKat arKine: AtsåraK, Ar-
narKe, Sivné, AkisoK, NukardleK, A-
kånguaK, Ulutsiåt, Ivaline, SivnissoK,
ArnagssaK, Niviåluk, il. il. imaKa ar-
Kit tåukua ilaisa atortariaKarnere a-
tortariaKånginerilunit pivdlugit isu-
maKatigingissuteKarsinauvugut. a-
tuartutdle ilaisa isumaKatigisajung-
narsivånga arKit Kulåne taineKartut
Kavsit ativiungikaluartut.
åssersutigineKartut tåuko autdlåvi-
galugit erKartulårniarpara aperKut
tåuna ajornartoK: „arKit toringitsut"
(nalerKutdluångi.tsut). atsinerme kina
erKarsautigssauva? tåssa méraK nang-
mineK, pingårnerpaussariaKarnane er-
KardleK nunarKatd'lunit toKorérsima-
ssok mérKamik atsiussinikut atarKi-
nartikumassaK. asassamik toKorérsu-
mik atsiussissarneK isumauvoK kussa-
nartoK, tamånalo pissutauginardlune
ajornartorsiuteKalersariaKarane. pi-
ngårnerutitagssauvordle mérKap
nangmineK pissariaKagå. inatsisit ta-
måna pivdlugo ima OKauseKarput:
„palasip pissugssauvfigå sianigisav-
dlugo atip mamianånginigsså, menca-
mut igdlaruautingortitslnglnigsså, av-
dlatigutdlunit taimåitutigut méricamut
nanertutingunginigsså", tåssa anga-
jorKåt mérKamik atigssainik aulaja-
ngigångamik erKarsautigivdluartaria-
Karpåt mérKamik agdliartordlutik i-
nersimalerdlutigdlo nuånårutigisinau-
ssåinik atigssarsisimanerdlugit. anga-
jorKåt tamarmik tamåna nåmagtumik
erKarsautigissarnerdlugo? soruname
taimåitarput. tamatigutdle taimåitar-
simångingmat nålagkersuissut atsi-
ssarnerup tungågut soKutigingnigput
tåssa ikiuniardlutik nuname inugtau-
ssut „toringitsunik atsersugaulerKU-
nagit“. taimåitumik palasit (Kalåtdlit-
nunånilo ajoKitaoK) perKuneKarput
mérKanut atsiuneKartugssanut misig-
ssuinermik. soruname nålagkersui-
ssut kigsautigingilåt angajorKåt aki-
ssugssåussusiarnigssåt, åmalo sungua-
Jeg er klar over, at jeg med denne
min artikel vover mig ind i et mine-
felt, hvor der skal navigeres med
største forsigtighed. Man løber let
skuden ind i adskillige stærkt ind-
groede forestillinger vedrørende navn-
givning i Grønland — forestillinger i
retning af, „at vi skal, om nødvendigt
med alle gode og onde magters
bistand, nok selv bestemme, hvad vo-
res barn skal hedde, uden at præst
eller kateket behøver at gøre andet
end at sige ja og amen til vore navne-
ønsker11. Og når man så tilmed ikke
har særligt gode søkort at sætte kur-
sen efter, altså i udpræget grad
mangler tilstrækkeligt med love og
anordninger, navnelov, officielt god-
kendte, fyldestgørende navnelister,
kan sejladsen som sagt blive ret så
vanskelig, og han, der er på broen,
forfatteren af nærværende artikel, er
tilfulde klar over, at han risikerer at
nedkalde en regn af protester over
sit syndige hoved. Men, som latinerne
sagde: navigare necesse est! Der må
sejles! Der må søges udvej for at få
klaring på en række problemer om-
kring navngivningen i Grønland. For
dem, der har med det daglige arbejde
omkring navngivning at gøre, kirke-
bogsførerne (præsterne) er det ofte
svært at få det til at glide. Det kan
siges som noget temmeligt generelt,
at det først og fremmest er inden for
den grønlandske del af menigheden,
problemerne omkring navngivning
findes, idet de danske, vel som en
frugt af arv og tradition, umiddelbart
har en klarere fornemmelse af, hvad
der må forventes at være tilladt og
hvad ikke.
BARNET SKAL HAVE ET NAVN
Men altså: Vi har fået et barn, og
ethvert forældrepar vil naturligt være
optaget af, hvad man skal finde på
at kalde sit barn. For man må nemlig
finde på noget! Så selvfølgeligt dette
skulle være, føler jeg dog grund til
at gøre opmærksom på, at et barn
skal have et navn senest et år efter
fødslen. Tvinge til dåb hverken kan
eller ønsker vi, men tvinge til navn-
givning både kan og skal vi (præster
og kateketer), såfremt forældrene ikke
selv tager initiativet dertil senest et
år efter barnets fødsel (ved personlig
henvendelse til præsten, ligegyldigt
om man er muhamedaner, buddhist
eller vidner for Jehova). Normalt er
dette jo ikke noget problem, men jeg
har dog to gange i løbet af det sidste
år måttet gå om ad politiet for at få
navngivet børn i rette tid. I begge
tilfælde børn af grønlandske forældre,
der begge tilhører vores kirke, men
som hverken ville gå med til dåb eller
navngivning. Højst besynderligt! Og
ubehageligt for alle parter!
Hvad skal barnet hedde? Det er
jo op til forældrene, men — hvad
der bl. a. er sigtet med denne første
artikel — ikke forældrene alene:
Præsten (i Grønland, på de små ste-
nutdlunit akuliuniarnigssaK. amerdla-
nerpårssuartigume angajorKåt kigsau-
tait ajorivfigssaKartineKarneK ajorput.
pivfigssatdle nagdlersinaussarput pa-
lasip ajoKivdlunit pissugssauvfé anga-
jorKåt Kinuvigisavdlugit atermik mér-
Kamut nanertutausinaussumik atui-
ngitsornigssamut.
palase nangmineK aulajangertug-
ssauvoK angajorKåt mérKamingnut a-
teritiniagåt akuerisinaunerine. pala-
sivdle ajornartorsiornikut Kavsitigut
provste aperissagssarisinauvå ateriti-
niagkap atorsinauneranik, provstivdlo
Kavsitigut kirkeministeria (Danmarki-
me ilagingnut tungassunut ministere-
Karfik) aperKuteKarfigisinauvdlugo.
angajorKåtdle palase ajoKilunit ateK
tåukua atorKungisåt pivdlugo pingit-
sailisinåungilåt. angajorKåt ajoKip
palasivdlunit imaKalo kingorna
provstip kirkeministeriavdlo aulaja-
ngigåt nåmagingikuniko suliagssaK
erKartussissunut ingerdlatisinauvåt.
aitsåt encartussissut aulajangigpata
angajorKåt ajugaugunik atererKussar-
tik (agssortutigissaK) atorsinaulisavåt.
taimale ingassagtigissumik pissoKar-
KunångilaK. KujanaKaordle angajorKåt
palase ajoKilo isumaKatigingissute-
Karnermingne iluarsissutigssamik o-
KaloKatigigsinaussarmata.
angajorKåtdle påsissariaKarniåsavåt
KanoK pingårtigissoK kuisitsinigssap
piårtumik nalunaerutigineKarnigsså
ajoKe atip atorsinauneranik nalorni-
ssaKarune palasimik sujunersiuisinau-
nigssamut pivfigssaKancuvdlugo. tå-
ssa arfiningornikut aitsåt kuisitsinig-
ssamik OKariartortarneK ilerKuvoK
pitséungitsoK.
Svend Erik Rasmussen
(nangitugssauvoK ilåtigut erKartor-
dlugit atit amerdlåssusigssait, atit ka-
låtdlisut (kalåtdlisut taigugkat),. ki-
nguliaKutit, atitdlo agdlangneKartar-
nere agdlauserissame tugdlerme er-
KartorneKarumårput).
der, også kateketen) kommer her ind
i billedet, hvad enten der er tale om
dåb eller navngivning. Præsten er
altså i høj grad medansvarlig, ja, i
realiteten skal han godkende ethvert
navneforslag. I 99% af tilfældene
spiller dette „godkendelses-moment"
jo ingen rolle, fordi forældrene i lige
så mange tilfælde har valgt navne,
som der intet problem er med. Men
præsten har iflg. en forordning fra
1828 (endnu gældende) pligt til at
påse, „at intet upassende navn, som
vedkommende kunne falde på at fore-
slå, gives noget barn1". Det vil med
andre ord være tjenesteforsømmelse,
om præster uden videre godtager et
hvilket som helst, nok så tosset navn.
Til sin hjælp har enhver præst lister
over navne, der allerede er godkendt
af kirkeministeriet. En sådan liste
kan aldrig gøre krav på at være
fyldestgørende, men det tør nok an-
tydes, at man fra kirkeministeriets
side ikke har været karrig!!
FRK. TARZAN
Hvad er et „upassende navn"? I
praksis kan forklaringen af dette
være vanskelig; men noget står dog
fast: Drengebørn må ikke navngives
med pigenavne — eller omvendt.
Regelen er ufravigelig, for så vidt
angår oplagte drenge-, henholdsvis
pigenavne. Men i Grønland, hvor op-
kaldelsesmomentet spiller en væsent-
lig rolle, og hvor man ikke sjældent
med vold og magt vil have en nyfødt
pige opkaldt efter en nylig afdød
mandlig slægtning, er regelen ikke
altid blevet fulgt, og vi kan i vore
kirkebøger finde piger, der hedder
Moses eller Apollo. Det værste, jeg
har set, er dog Tarzan-------til en
pige! Her er der formentlig ikke tale
om opkaldelse, men snarere om en
noget håndfast løsning af det problem,
at Tarzans (livs-?)ledsagerske i jung-
len — kaldes hun ikke Den grønne
Gudinde? — optræder navnløs. Nå,
den slags er selvfølgelig „i øvrigt"
ikke tilladt. Men det går nu heller
ikke an bare at klare sagen ved at
sætte en femininumsendelse på et
drengenavn. Vi kommer f. eks. frem
til navne som: Olufa (af Oluf), Ivaline
(af Ivar), Boa (af Boas), Jørgensdatter
(anvendt for ikke mange år siden).
Eller omvendt: Vi kan finde drenge,
der hedder Ingermand (ikke Inge-
mann). Det lyder nu ikke så rart.
For nogle få navnes vedkommende
gældet det, at de kan bruges både
som drenge- og pigenavne. Eksempel-
vis: Eli, Ellis, Tony, Lennie, Rudy,
Stenni, Jean, Kay. Ønsker man at
anvende et sådant navn, kræves det,
at der foruden et af disse navne an-
vendes et navn, der „utvetydigt an-
giver barnets køn".
„MELLEMNAVNE"
„Mellemnavne" kan anvendes, i
Grønland endog de beskyttede fami-
lienavne, men far dog med lempe her!
Skikken med mellemnavne griber om
sig i disse år i adskillige præstegæld,
og de tilfælde er ikke få, hvor man
kun har en meget fjern tilknytning
til det familienavn, der ønskes an-
vendt som mellemnavn — — — om
overhovedet nogen. At anvende -sen
navne som mellemnavne lyder i mine
øren ikke så godt: Hansen Kreutz-
mann, Petersen Heilmann, Sørensen
Kruse. Omvendt lyder det bedre (og
kan være en praktisk foranstaltning
for familier med helt almindelige
-sen-navne): Kreutzmann Hansen,
Heilmann Petersen, Kruse Sørensen.
Med den nye danske navnelov, som
vi håber snart at få udstrakt også
til Grønland, vil man som mellem-
navn kun kunne anvende de familie-
navne, der findes i barnets lige op-
stigende linje, bedsteforældrene incl.
N0NGMIO, UTERTOK',
AJOK'ERALAK
Men vi er endnu ikke kommet til
det egentlig prekære i navngivnings-
sager: En nøjere bestemmelse af, hvad
„upassende navne" er. Nu drejer denne
artikel sig jo om forholdene i Grøn*
land, og for danske læsere uden
kendskab til grønlandsk sprog vil det
ikke umiddelbart være forståeligt,
hvorfor en række anvendte navne evt.
må anses for upassende. Mange af
dem, der nedenfor nævnes som
eksempler på navne, jeg mener burde
have været bremset, er egennavne, af
hvilke nogle visse steder i Grønland
fornemmes som en slags navn, medens
andre ikke opfattes sådan. De an-
førte eksempler er taget fra forskel-
lige præstegælds kirkebøger for de
senere år. Jeg er selv i nogen grad
på gyngende grund over for flere af
„navnene", men efter at jeg har søgt
bistand hos sådanne, som Kennedy
ville kalde sine „toprådgivere"
(navnekyndige grønlandske kolleger),
vil jeg anføre følgende eksempler fra
kirkebøgerne, dels som eksempler „til
skræk og advarsel", dels som bag-
grund for nogle almindelige betragt-
ninger.
Af drengenavne kan vi finde føl-
gende: Inuk (menneske), Nungmio
(Godthåberen), Hansa, K’ugssuk (sva-
nen), FalkinguaK (lille falk), Aka
(onkel), UtertoK (den, der vender til-
bage)’ Inte (grønlandsk form for Hen-
rik), SivnissoK (stedfortræderen),
Nagtoralik (ørnen), Olevik (den rigtige
Ole), Vitalius, Reginal, AjoKeralak (en
sølle kateket). Pigenavne: AtsåraK
(lille faster), ArnarKe, Sivné (sted-
fortræderen), AkisoK (den dyre, kost-
bare), ArnagssaK (stedmoderen), Ni-
viåluk (pigen), NukardleK (den yng-
ste), Snehvide. Man kan være uenige
om enkelte af disse navnes anvende-
lighed, men mange af dem er nu ikke
heldige.
Det egentlige motiv bag al navn-
givning må være dette, at barnet får
et navn, som det selv vil blive glad
for at bære, når det vokser op. Først
i anden række må det komme, om
det nu lykkes at få opkaldt en eller
anden kær, afdød faster eller moster,
kateket eller søskend. Opkaldelses-
tanken er smuk, men det er nu da
barnets tarv, det især gælder. Derfor
hedder det i et kirkeministerielt cir-
kulære bl. a., at præsten påser, „at
navnet ikke er anstødeligt, egnet til
at latterliggøre barnet eller i øvrigt
af en sådan art, at det kan blive bar-
net til byrde". Dette ligger jo da også
i langt de fleste tilfælde helt på linje
med forældrenes interesse, men der
gives altså tilfælde, hvor forældre
finder på snurrige ting, og derfor er
det, de offentlige myndigheder er
interesseret i at have hånd i hanke
med navngivning. Derfor præsternes
omtalte „godkendelses-pligt".
Præsterne tager selvstændigt stilling
til, om de mener at kunne acceptere
det af forældrene forelagte ønske om
navn. I tvivlstilfælde vil præsten råd-
føre sig med provsten, som ofte vil la-
de forespørgslen gå videre til kirkemi-
nisteriet. Nægter ministeriet at god-
kende et navn, kan sagen indankes for
domstolene. Først når domstolens af-
gørelse falder, kan forældrene — om
de vinder sagen — få lov at anvende
navnet. Men heldigvis går det sjæl-
dent så galt, og praksis viser, at præst,
kateket og forældre kan nå langt ved
at snakke sig til rette om tingene.
Men forældre vil kunne forstå, at
vi er interesseret i, at anmeldelse om
dåb (navngivning) sker så tidligt som
muligt, så der kan blive tid til at
klare evt. tvivlsspørgsmål. Det er ikke
altid heldigt, at forældrene først
kommer til præsten lørdag aften med
anmodning om dåb den følgende dag.
Svend Erik Rasmussen.
(Fortsættes. Bl. a. vil spørgsmål om
antal navne, de særlige grønlandske
navne, slægtsnavn, navnes bogstave-
ring blive behandlet).
Hvad skal barnet hedde?