Atuagagdliutit - 16.10.1969, Blaðsíða 12

Farvel, dansker
Når man nævner ordet ligestilling,
kommer man som regel med det svar,
at grønlænderne kun kan opnå den
V. NIELSEN’s
STENHUGGERI
ujaragtagssiortarfik
Vestre Kirkegårdsalle 28 —
Kbhvn. SV. — Danmark.
gennem en bedre uddannelse. Det blev
også fremhævet af de mange gæster
nu i sommer. „Grønlænderne må have
en bedre uddannelse, fordi de efter-
hånden skal overtage de funktioner,
som danskerne har i Grønland i øje-
blikket". Det lyder jo godt, og man
har svært ved at sige tanken imod.
Det er rigtigt, at udviklingen fremmes,
når uddannelsen intensiveres. Men er
det rigtigt, at uddannelse alene har
noget at sige for opnåelse af lige-
stilling? Har vi garanti for, at den
nye generation gennem uddannelse
bliver ligestillet med danskeren? Vi
har i dag adskillige veluddannede
Herrearmbåndsure
TIMEX 41641
Urkasse i 18 karat guldbelægning
Dato — Selvoptrækkende
Læderrem
Kr. 129,—
Med lænke kr. 155,—
12 måneders GARANTI
14 dages returret
Navn: ..
Adresse:
By:
THE GREENLAND MAIL ORDER CORP.
Boks 530 . 3900 Godthåb
Hævet
over enhver
sammenligning
nalig-
ssaKangilaK...
grønlændere. Hvorfor har de ikke fået
ligestilling? Den slags spørgsmål fø-
les som et stik i hjertet for grønlæn-
deren.
Den officielle grønlandspolitik kan
bedst sammenlignes med, at man for-
bereder en koloni til selvstændighed.
— „I må lære noget mere, fordi I skal
overtage de danskes funktioner". Hvad
skal der ske med danskerne? Skal de
forlade os? Er der ikke plads for
sund sameksistens og fællesskab for
grønlændere og danske i Grønland?
Jeg bliver trist til mode, når den
slags tanker begynder at spøge i min
hjerne. Og hvis jeg kan, vil jeg hur-
tigst muligt fjerne skævhederne, så-
ledes at man sikrer grønlændere og
danske et godt fællesskab. Det er min
overbevisning, at man i dag skal be-
fæste forholdet mellem danske og
grønlændere. Man kan ikke uden vi-
deres tillade, at forholdet ødelægges
på grund af en snævertsynet politik.
Der har ikke været mulighed for
samme behandling for de to befolk-
ningsgrupper, og nu har vi erfaret,
at uddannelse ikke alene er vejen til
ligestilling.
En ting, der slår mig ved Dan-
marks administration af Grønland er,
at man noterer hver eneste øre ned,
der bliver brugt til Grønland. Det
virker som en provokation. Jeg har
hørt en grønlænder sige: Det er i or-
den, at Danmark sætter penge ind i
Grønland, hvis Danmark nærer et op-
rigtigt ønske om at have os. Men det
må ske uden at vi så tit får at vide,
„hvormeget der ofres på Grønland".
Jeg er fuldstændig enig med ved-
kommende. Der er også en ting, jeg
ikke forstår: Danmark laver aldrig
et nøjagtigt regnskab over, hvad man
får fra Grønland. Måske får Danmark
slet ikke noget fra Grønland. Hvis
det er, rigtigt, så er Danmarks kær-
lighed til Grønland stor.
Farvel, dansker. — Det har jeg
måttet sige, tvunget af den nuvæ-
rende Grønlandspolitik. Den vil jo
have, at grønlænderne overtager de
funktioner, som danskerne har her-
oppe i øjeblikket. Hvad sker der så,
når det bliver en realitet? Vil dan-
skerne forlade os? I dag er vi ca.
40.000 grønlændere og vi administreres
af en hel masse embedsmænd fra
Danmark. Ved år 2000, når vi er
80.000, vil de uddannede grønlændere
så være nok til, at vi kan undvære
danskerne? Hvad med de private
danske i Grønland? Vil de også rejse
bort fra Grønland og sige: Nu kan I
overtage vore forretninger, vi rejser
bort? Eller bliver det sådan, at kun
de uduelige danske bliver i Grønland?
Der er mange spørgsmål, som træn-
ger sig på, men jeg bliver ikke klo-
gere af at stille spørgsmål. Men hvis
De, kære læser, kan sige nej til den
slags spørgsmål, som jeg gør det, så
begynd fra i dag af at kæmpe for
ligestillingstanken.
Thomas Berthels,
Godthåb.
pitsaunermit pitsaunea
FORHANDLERE
OVERALT I GRØNLAND
jord og skatter i Grønland
„Grønlandsposten" refererer d. 7. aug.
en pressemeddelelse fra Landshøv-
dingen om en prøvevurdering af
Grønlands jord med henblik på se-
nere evt. at indføre en lejeafgift for
jorden. Dette referat var interessant
læsning, som gav indtryk af, at der
arbejdes alvorligt og fornuftigt med
løsningen af to påtrængende proble-
mer: Landskassens behov for indtæg-
ter og ejendomsspekulationen i de
grønlandske byområder.
Men „Grønlandsposten" bragte og-
så en redaktionel artikel, „Skudt for-
bi, gamle dreng", som måtte forekom-
me at være et temmeligt tankeløst
skyderi fra hoften med ringe udsigt
til at ramme det rigtige — og med
risiko for vådeskudsulykker og an-
skydninger.
„Den grønlandske jord tilhører alt-
så det grønlandske samfund", konsta-
terer „Grønlandsposten" og afviser
samtidig tanken om, at den skulle
tilhøre den samlede danske stat. Hvis
bladet dermed mener, at Grønlands
jord tilhører hele den grønlandske be-
folkning, den befolkning, der lever i
Grønland idag, og alle dens efter-
kommere, ja, så vil bladet også være
på linie med vor store digter N. F. S.
Grundtvig, der skrev: „Ethvert folk
er sit fædrelands grundejer og kan
aldrig ved nogen lov tabe sin ejen-
domsret".
Men hvordan kan bladet da rekla-
mere med den tanke, at en eller an-
den grønlandsk myndighed skulle
sætte sig for at sælge den jord, som
er den grønlandske befolknings fæl-
lesejendom. Man kan da ikke sådan
sælge andres ejendom, end ikke efter
en flertalsbeslutning. Og hvad med
børnene og de ufødte? Deres fødsels-
ret til fædrelandets jord skal nutidige
kluddermikler da ikke have lov at
sælge i sløset tankeløshed — bare for
at skaffe mulighed for at kunne be-
skatte en fortjeneste. Det ville være
en forbrydelse imod det grønlandske
folk.
Et folk, der ved tankeløshed eller
ved magt berøves sin fælles ejendoms-
ret til det uundværlige grundlag for
hele tilværelsen, jorden, mister sin
frihed og bliver slaver af pantegæld
og af den politiske magt, der vil være
henvist til en evigt accellererende
skattejagt på befolkningens arbejds-
fortjenester, begyndende med de så-
kaldt høje indtægter, men snart re-
sulterende i en nådeløs beskatning af
selv den jævneste mands mest nød-
vendige forbrug. Det er i hvert fald
blevet vilkårene i dagens Syd-Dan-
mark, hvor den mest lønnende virk-
somhed ubestrideligt er jordspekula-
tion og skattesnyderi, en virksomhed,
som den jævne mand af indlysende
grunde er afskåret fra at deltage i,
og som han må lide under. Det grøn-
landske folk bør være tilfreds med,
at det er blevet forskånet for en så-
kaldt privat jordejendomsret og for
private jordejere, der byder hver ny
generation stadig mere urimelige øko-
nomiske vilkår for at få adgang til
den uundværlige jord.
Hvor Grønlands befolkning rykker
sammen og skaffer sig større produk-
tionskraft ved at arbejde i større fæl-
lesskaber, og hvor der anlægges veje,
vand- og elektricitetsforsyning, skoler,
hospitaler o.s.v., dér får jorden uund-
gåeligt en større brugsværdi, som
ganske nøje svarer til fordelen ved
at bære sig sådan ad. Denne stigende
brugsværdi på jorden er de grønland-
ske samfunds retmæssige fælleseje.
Den er den indtægtskilde for kom-
munerne og landskassen, som kan
sikre samfundenes gode røgt af fæl-
lesopgaverne og en fortsat udbygning.
Men den må naturligvis opkræves —
og opkræves hos dem, der har fået
tildelt retten til at bruge den jord,
som er blevet værdifuld.
Opkræves jordens brugsværdi ikke,
så vil for det første kommuner og
landsråd mangle penge til at løse de
fælles opgaver for. Men dernæst vil
det mindretal af befolkningen, som
er kommet først til de værdifulde
arealer, blive tildelt en uretmæssig
særfordel, som der kan handles med
og spekuleres i, og som er helt ufor-
enelig med tanken om, at Grønlands
jord ejes lige af hele den grønlandske
befolkning.
Stigende jordværdier er tegn på ud-
vikling og fremskridt, som skyldes ar-
bejde, samarbejde og indsats af pro-
duktionskapital. Med større og dyg-
tigere arbejdsindsats følger større
indtjening, og det kan aldrig være
et retssamfunds opgave at jagte frem-
skridtenes skabere ved at beskatte
lønnen for deres gode indsats. Sam-
fundenes fornuftige og retfærdige ind-
tjening må være jordens stigende
brugsværdi, en jordleje eller jord-
afgift, der udligner de særfordele,
som er knyttet til rådigheden over de
værdifulde arealer — hverken mere
eller mindre.
Den grønlandske befolkning g01’
ret, hvis den vælger at grunde sit
samfunds økonomi på en jordleje, der
svarer til jordens brugsværdi til en-
hver tid. Den vil så aldrig behøve at
stifte bekendtskab med de ufrihedens,
uretfærdighedens og tåbelighedens
skattesystemer, som det syd-danske
samfund uddanner og ansætter ar-
bejdskraft i tusindtal for at udtænke
og administrere. Man vil aldrig be-
høve at opleve den ganske uværdige
offentlige kontroi med hver eneste
borgers indtjening til sidste krone,
tilfældighederne i skatteansættelser-
ne, snyderierne, mistænkeliggørelsen
og misundelsen imod folk, der ved
egen indsats hæver sig over gennem-
snittet.
Til slut et par ord om Niels Høj-
lunds citerede skriverier i Godthåb
Avis om en slags husbeskatning eftei
„et system, der lader den velhavende
mærke skatteøksen, mens den fattige
selvbygger stort set går fri". Det ly-
der uhyggeligt. Øksen — af hvilken
art den end måtte være — er ikke
noget velegnet redskab i en moderne
samfundsforvaltning.
En „kapitalvindingsskat" på fortje-
nester ved salg af ejendomme (med
eller uden grund) er ingen løsning
på ejendomsspekulationens problem —
og vil heller ikke kunne tilfredsstille
landskassen. En sådan „omsætnings-
skat" på ejendomme vil naturligvis
hæmme omsætningen, og det vil være
uheldigt. Ejerne vil få mindre lys^
til at sælge, efterspørgslen vil vokse,
og når der endelig kommer en handel
i stand, vil sælgeren stå så stærkt,
at han vil kunne overvælte største-
delen af skatten på køberen, som dei-
ved blot vil blive endnu ringere stil-
let.
Vi syd-danske vil nok fortsat kun-
ne tilbyde vore grønlandske lands-
mænd værdifulde ting at lære. Men
i hvert fald på skatteområdet vil
grønlænderne gøre ret i at tage ved
lære af vore fejltagelser.
P. Westergaard,
major, Dragør.
K-33 - B-67
I anledning af læserbrevet „Mareridt
i forsamlingshuset" i A/G nr. 19 vil
undertegnede, der var dommer i den
omtalte fodboldkamp, gøre et par be-
mærkninger til protesten mod banens
beskaffenhed, dommeren og den lo-
kale linievogter.
Fodboldbanen var efter mit skøn
ikke på noget tidspunkt uegnet til
fodboldspil, hvorfor jeg ikke var i
stand til at aflyse eller standse kam-
pen.
Protesten mod den lokale linievog-
ter er ubegrundet, idet denne forin-
den kampens begyndelse ganske rig-
tigt havde fået forklaret off-side reg-
len, men kun fik ordre til at markere,
når bolden passerede sidelinien. Den
anden linievogter fra Godthåb, der er
dommeruddannet, blev pålagt en li-
nievogters almindelige opgaver, her-
under også markering for off-side.
I øvrigt sprang den lokale linievog-
ter til, da den hertil bestilte NarssaK-
spiller trods tilsagn udeblev.
Spillernes og tilskuernes mening om
dommeren kommer under enhver
kamp mer eller mindre til udtryk og
gjorde det da også i denne kamp, men
da det er dommerens pligt at kende
loven, og ikke spillernes eller tilskuer-
nes, er det uundgåeligt at være uenige
herom. Nævnte påstand om kampens
ulige afvikling tjener ikke sporten og
skal ikke yderligere kommenteres.
Stillet overfor målmandens og an-
førerens anmodning om at skride ind
mod tilskuernes tilråb, påståede sten-
kast m. v. blev kampen midlertidigt
afbrudt. Tilskuerne bag målet, hoved-
sagelig børn, blev derefter fjernet til
ca. 10 meter bag 67-ernes mål, men
enkelte kom dog flere gange frem til
baglinien igen, dog uden at genere
spillerne og mere i ivrighed over kam-
pens forløb. Stenkast mod spillerne
kan selvfølgelig ikke tolereres og op-
hørte, mig bekendt, efter henstillin-
gen. Det må i den forbindelse næv-
nes, at målmanden i sit spil ofte vir-
kede provokerende overfor mig og til-
skuerne, og han var lige ved at få en
advarsel for utilbørlig optræden, mens
B-67 førte med 1—0, bl. a. for at nøle
ved målsparkene.
De øvrige punkter i læserbrevet vil
jeg afholde mig fra at kommentere og
tilføje, at en protest af nævnte art
uanset tidsnød ikke bør behandles
uden en udtalelse fra dommeren.
Bent Stabel,
Julianehåb.
12