Atuagagdliutit - 20.12.1973, Síða 4

— Hvad i alverden er De utilfreds med, mand?
De er den eneste her i firmaet, der har 11 måneders ferie!
— sunauna nåmagigtaitdliutigaiuk? ivdlime sulivfingme må-
ne kiserdluinarpit Kåumatit araanigdlit feriartarputit!
Den første barneforelskelse og halvtreds øre var lige ved at
gøre verdens største hemmelighed til en uigennemførlig
drøm. Men til sidst lykkedes det, og det blev Maries bedste
juleaften.
En sød og menneskelig novelle om børn og forældre af
Georgjedde.
En lille skolepige med tynde
skanker i lange, grønne strøm-
per. Et lysfyldt grin hvor der al-
tid manglede et par tænder; for
hun var i den alder, da man kom-
mer styrtende hjem uden at luk-
ke entrédøren og giver mor eller
far en tand, den skal de gemme;
og den tand er altså én af dem,
der mangler i grinet.
Hun var desuden i rød frakke,
der aldrig blev knappet, den flak-
sede som glade vinger.
Hver gang hun havde en fem-
øre, købte hun sparemærker i
første dansktime hos frøken Ol-
sen, der snakkede mere med bør-
nene, end hun var lærerinde. Den
klasse var der ikke rigtig nogen
orden på, men aldrig havde en
af de små klasser fortalt deres
lærerinde så mange interessante
ting om livet.
Marie havde sat tre bøger fulde
af sparemærker i sparekassen.
Hun havde nemlig en stor hem-
melighed.
Den var så stor, at hun ikke
havde røbet den til en eneste.
Det var den største hemmelighed
i verden.
Hun skulle spare atten kroner
sammen.
Det var kommet til hende en
eftermiddag kort efter sommer-
ferien. Hun sad hjemme på sit
værelse og regnede i sit gule hef-
te. Klokken fire stak Kuk hovedet
ud ad sin dør og kukkede tre.
Kuk havde altid været en time
bagud, men når man vidste det,
gjorde det jo ikke noget. Hun
havde fået Kuk til sin fødselsdag
af sin far og mor.
Da Kuk den dag kukkede tre,
og klokken altså var fire, var det,
det kom til Marie.
En stor idé. Noget hun ville
gøre.
Ikke engang Kuk fik det at
vide.
Mærkeligt, men når man har
en stor hemmelighed og skal bru-
ge atten kroner til jul, sikke man-
ge femører man så pludselig red-
der sig på den ene eller anden
måde.
Så gik hun til bageren for mor
og fik ti øre. Så spurgte hun far
henne ved hans stol, mens hun
stod med den ene fod oven på
den anden og havde armen om
halsen på far, om hun ikke nok
gerne måtte få en femogtyveøre
til noget, og han læste videre og
stak hånden i lommen, og hun
fik, hvad der var af småpenge,
det blev endda otteogtyve øre, og
han læste hele tiden videre, og
hun futtede ind og lagde pengene
i penalhuset. Så var der hendes
lørdagskrone. Så kom onkel Niels
på besøg, han var god for halv-
treds øre.
Det gik hurtigt og støt med spa-
remærkerne, hun købte ikke slik
mere. Hver øre gik i pennalhuset,
og en dag fandt hun en tiøre på
vejen hjem, det var en lykkedag.
Kuk fik tiøren forevist, da han
kom ud, og hun var lige ved at
sige det til ham, men hun gjorde
det ikke, for så var det hele jo
bare ødelagt.
Da hun havde en bog fyldt og
tre rækker og ét mærke på fjerde
i bog nummer to, havde en krise
nær væltet det hele.
Henne på skrammellegepladsen
traf hun en, der hed Kræssjan
Studenter, og ham elskede hun,
da der var gået en halv time,
hvor hun havde fået lov til at
skubbe ham af sted i hans sæbe-
kassevogn. Det fik hun lov til
hele eftermiddagen, så hun kom
for sent hjem og havde tabt bæl-
tet til den røde frakke, men mor
sagde ikke så meget. Mor klap-
pede hende på kinden, da der
var gået lidt, for hun havde røde
kinder og spiste fire hakkebøffer,
så far og mor lo, for det var dog
kolossalt, sagde de.
Fordi hun elskede Kræssjan
Studenter og skubbede ham hver
dag, gav hun ham næsten alle
femørerne, og nogen gange delte
han et af studenterbrødene med
hende, hun fik en bid, ind til hans
tommelfingernegl. Det var, når
han først selv havde ædt to brød.
Så delte han det tredie, ind til
neglen.
Dette kunne endda gå an, for
når bare femører gives ud, så
man er glad ved at give dem ud,
er de da godt givet ud, og hun
elskede Kræssjan og kom beskidt
hjem og åd kolossalt og blev af
med sin snue.
Men der var det med Kuk. Hver
gang han kukkede, kom hemme-
ligheden frem, og den ville altså
ikke gå i vasken. Hun holdt op
med at læse lektier på sit værelse,
hun tog skolesagerne med ud i
køkkenet på spisebordet.
Det er ikke godt at vide, hvad
enden var blevet. Den var jo nok
blevet Kræssjan, for ham kunne
man nu alligevel røre ved, og han
kunne se på hende og sige: „Så
kører vi, Marie!"
Men en dag var Kræssjan der
ikke mere. Han kom aldrig igen.
Hun ventede og ventede og ven-
tede. Til slut traskede hun hjem
i mørkningen, lille og stille i ga-
derne, næsten usynlig.
dan en må man ikke fortælle, vel
far?"
Hun stak fingrene i munden og
så op på ham.
Han hævede brynene, som når
han skulle være morsom. „En ju-
lehemmelighed?" sagde han og
var rar.
Hun nikkede energisk uden at
tage fingrene ud,
Næste dag hævede hun de atten
kroner og gik hen til forretnin-
gen.
„Den dér!" pegede hun.
Den dér blev taget ned og pak-
ket ind. Hun havde været henne
at se på den næsten hver dag.
Hun lagde de atten kroner på
disken.
„Lille ven, den koster atten en
halv," sagde damen.
Marie havde ikke lagt mærke
Nu var det godt, at Kuk var der,
og hemmeligheden. De gav hur-
tigt Marie noget andet at tænke
på. Hun fik travlt med at ind-
hente sin kærligheds bortgivne
femører, og de var mange. En
dag var der sat frie fulde bøger
i sparekassen, og hun sagde til
manden, at hun gerne ville hæve
atten kroner.
Manden sagde, at så skulle hen-
des mor eller far skrive under,
for hun var ikke gammel nok til
at hæve selv.
Det havde hun slet ikke tænkt
på.
Om aftenen gik hun til sin far.
„Far, jeg kan ikke sige det",
sagde hun. „Det er en hemmelig-
hed. En stor en. Det er verdens
største hemmelighed, far, og så-
til, at der stod 18,50 på prisskiltet,
de halvtreds stod med småt.
Hun rødmede.
„Gør den det?"
„Jah — det gø den jo. Du kan
se, det står her. Du har måske
ikke halvtreds øre til?"
„Næh." Den lille pige var lige
ved at græde.
„Det var dog en skam. Hvad
gør vi nu ved det?"
Marie var så flov og ulykkelig,
at hun pludselig drejede omkring
©PIB
A
4