Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 26

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 26
juleaften I denne novelle fra samlingen »Ufarlige historier« for- tæller Villy Sørensen i sin sædvanlige ironiske, intel- lektuelt pointerede stil historien om, hvordan juleaften kan forme sig for en soldat! Villy Sørensen (f. 1929) hører til blandt de mest bety- delige moderne, danske forfattere og modtog i 1962 Det Danske Akademis pris. I 1965 blev han selv med- lem af Akademiet. Når der skal kastes vigtige bom- ber ned, gør man det gærne jule- aften, for så har de unge solda- ter ved antiluftskytset let ved at få uvedkommende tanker så det slet ikke opdager bombemaski- nerne selv om de er store og pom- pøse. En sådan bombemaskine fløj højt over det frosne hav, gennem himlens spæde sne mod fjendens land. På bagsædet sad en ung soldat med en bombe på skødet, og den bombe var så ind- holdsrig at den i et nu kunne øde- lægge hele fjendens land hvis den ramte det rigtige sted. Men vinden der blæser hvorhen den vil kan slå selv den tungeste bom- be ud af kurs, og derfor havde den soldat der var dygtigst til at springe ud med faldskærm fået ordre til at springe ud med bom- ben, og så sprang han naturlig- vis. Han havde tid til at forberede sig på sine sidste ord for der var lang vej ned. Flyvemaskinens mandigt brummende farvel blev snart overdøvet af vinden der skreg som en ængstelig kvinde, og stjærnerne glippede forskræk- ket med deres strålende øjne. Sol- daten ville styrke sig ved at tæn- ke på sit livs skønneste øjeblik, men pludselig kunne han ikke huske om det var ham selv eller en anden der havde oplevet det. Tilmed blev han forstyrret — af en skøn enstemmig sang der vok- sede sig nærmere og nærmere, og så snart han fik set sig om, kom en skare hvide engle dalende jutdlime pivdluarit ukiortårsiordluaritdlo JrMte- WL 9 20\ Glædelig jul og godt nytår MAGASINET Godthåb . Frederikshåb ned imod ham. Han så vredt ind i deres lyse ansigter, men da han opdagede at de alle var ens, gav han sig nysgerrigt til at betragte hver enkelt og så til sin forun- dring at hver især dog var sig selv og ikke tilfældigvis en af de andre. Han begyndte så småt at smile til dem, men tog sig i det da ingen af dem smilede igen, det blev kun til små forlegne trækninger om deres røde munde. I deres hvide ansigter var der sor- te skygger rundt om øjnene så tydelige som brillestel. Måske sør- gede de, gode engle som de vel var, over hans nært forestående død, thi da de havde sunget deres enstemmige sange til ende, tav de og så på ham med store blå og bedrøvede øjne. Han ville gærne lade dem for- stå at han som soldat ikke var bange for at dø og forsøgte at indlede en dagligdags samtale med dem, da de nu alligevel skul- le samme vej, dog fast besluttet på ikke at berøre strengt fortro- lige militære spørgsmål. Det kan nok være at stjærnerne de blinker, sagde han og pegede på dem med sin ene hånd, for nu da han faldt føltes bomben let- tere, og han kunne nok overlade det til een arm at holde den fast. Englene fløj længe og så på hinanden før de alle svarede i kor gennem den nærmeste engels mund: — Herre, er det som vi tror at det lys du bringer til jorden er stærkere end selv stj ærnernes glans? — Javist, sagde soldaten mut, for han kunne nok høre at eng- lene ville fritte ham ud — ja det faldt ham ind at de måske lige- frem udgjorde en camoufleret af- deling af fjendens luftvåben. Desto større blev hans forundring da han hørte dem opløfte harmo- niske frydetoner og så dem jong- lere med vingerne og stille dem i overnaturligt store vinkler mod hinanden, men da han så dem vende fødderne i vejret og svæve med hovedet nedad, så han sig som øvet udspringer forpligtet til at gribe ind: — Det er usundt at flyve med hovedet nedad, råbte han og op- dagede næsten forskrækket at vinden var blevet så ærbødigt stille at han slet ikke behøvede at råbe: — Blodet daler til hovedet, og man kan ikke holde den rigtige kurs. Straks fik englene atter hove- det opad og benene nedad og fløj artigt ved hans side, men deres kinder skammede sig. — Vi har jo ventet dig så længe, sagde de undskyldende. Du der skal komme fra himlen for at frelse menneskene på jor- den. Soldaten blinkede skarpsindigt med sit ene øje: — Jeg er udsendt deroppefra for at tilintetgøre et stort rige, sagde han bestemt, og ingen skal få mig fra at gøre min pligt som soldat! — Vi ved det allerede, sagde englene syngende, den onde fyr- Af VILLY SØRENSEN 111. af POVL CHRISTENSEN stes herredømme vil være til en- de, halleluja, halleluja!!! — Hm, sagde soldaten — er I på vores parti? — Ja, herre, udbrød englene med oprigtig forbavselse. — Hm, sagde soldaten igen. Hvorfor taler I om den onde fyr- ste da fjendens land dog er en republik? — Uendelig er din visdom, her- re, svarede englene, og vi forstår ikke så svære ord, men vi tror at hvad du gør er altid det gode. — Så? sagde soldaten. Det glæ- der mig ærlig talt. Jeg har så- mænd ikke tænkt på om det er godt eller ondt, jeg skal jo bare gøre min pligt som soldat. Men hvis jeg gør en god gærning ved at dø — så kan jeg jo ligefrem dø roligt. — Ja, herre, sagde englene stil- færdigt, vi ved at du må dø sam- men med røverne for at frelse menneskene, som du allerede een gang måtte dø før du for til him- mels. — Måtte jeg dø? gentog solda- Kissugssiagssap - Danmarkime orpingne pingårnerpåjussup - Junckers Bøgeparketitut atorneKarnermigut ilorrisimanartoK kussanar- tordlo pilersitarpai; natigssatdlo tåuko Kalåt- dlit-nunåne pissutsinut nalerKutdluinarput. pinekarsinåuput ingmikdr- titigkatut åssigingitsutut sisamatut, tamarmigdlo kussanartumik låkigauv- dlutik 2-komponent lak - Isoblitsa - nungutdlajai- tsok atortoralugo. Junckers Bøgeparket sanaortugkanut sunutdlunit natigssauvok nalerkunerpåk. Junckers Bøgeparket tm* _________________ im £***«£ i III* r“ .Tir- - iUMaiaiMabiiiiaTnimlfiie Ml UT Bøgen - det danske nationaltræ - skaber hygge og skønhed som Junckers Bøgeparket, der er sær- deles velegnet under grønlandske forhold. Kan leveres i fire forskellige sorteringer alle fint lakeret med den meget slidstærke 2-komponent lak - Isoblitsa. Junckers Bøgeparket er det ideelle gulv i alt byggeri. A/S JUNCKERS SAVVÆRK • Sankt Annæ Plads 3 • 1250 København K ten fornærmet, thi han levede endnu og kunne derfor ikke tro andet end at englene udtalte sig ironisk om flyvevåbnets soldater. Og da løb hidsigheden af med hans ene arm så den slog en knal- dende lussing på den nærmeste kind, og da engelen øjeblikkelig vendte den anden kind til, slog armen endnu hårdere på den. — Luftvåbnets soldater er le- vende unge mennesker, sagde han irettesættende, men da opdagede hans lynende blik at den slagne engels kinder var hovnet op til to store hæslige blodbylder, og da han var ivrig samarit, trak han straks med den enkelte hånd han havde til sin rådighed en tube sårsalve op af sin lomme og smurte den kyndigt på engelens kinder der atter blev hvide som sne og røde af glæde. Og engelen fløj hen og kyssede ham på kin- den så han måtte tørre den af med en gnaven håndbevægelse, mens alle de andre engle brød ud i et jublende takkekor: — Lovet, evindelig lovet være den der gør underfulde gærnin- ger! Soldatens mund fyldtes af fryg- telige soldatereder, men ederne blev siddende og rev i hans mund. Hvor kunne han sige et bebrej- dende ord til dem, så de ikke så uskyldige ud i deres blå øjne, lød deres stemmer ikke så barneglade at de umuligt kunne sige ord i en ond mening? Det er vel sådan englejargon, tænkte soldaten, li- gesom vi har vores egen jargon inden for luftvåbnet. Man hører nok at de ikke har opfundet krud- tet, men man biir vel heller ikke engel hvis man har sin forstand i behold: — Lad os være venner, sagde han, vi har ingen glæde af at skændes, og det hedder sig jo at Gud ikke ser på hjærnen, men på hjærtet! Men i stedet for at trykke hans fremstrakte hånd som tegn på venskab for resten af livet, bøjede de deres hoveder og vendte ryg- gen til, og selv om de nydelige engelvinger sad der, forekom det ham at være uhøfligt. Han knyt- tede sin fremstrakte hånd til en knytnæve, truede ad dem og råbte: — En soldat er måske ikke god nok for jer, I fredsengle, der ville blive kasseret på enhver session! Englene svarede ikke, de græd højt og snøftende, så soldaten atter måtte angre sine hårde ord, dog kunne han ikke straks slå om i et blidere tonefald: — Nå ja, det er vel begribe- ligt hvis nerverne er lidt på høj- kant i øjeblikket, men om forla- delse, om forladelse! — O herre, forlad os vor skyld, vi ser på dig, og vore øjne skulle skinne som sole. Men sig os, er vi blevet kolde helt ind i vore hjærter af at flyve så længe mel- lem himmel og jord i al slags vejr? Hvorfor vil Gud ikke ken- des ved os mere, hvorfor har han låst døren til sin himmel, hvor- for lader han os aldrig mere brin- ge glædeligt budskab til menne- skene? Sender han dig, sin søn, REJETRAWL FISKETRAWL BUNDGARN NEDGARN Iver Christiansens Vaadbinderi A/S Skagen 26

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.