Atuagagdliutit - 20.12.1973, Síða 26

juleaften
I denne novelle fra samlingen »Ufarlige historier« for-
tæller Villy Sørensen i sin sædvanlige ironiske, intel-
lektuelt pointerede stil historien om, hvordan juleaften
kan forme sig for en soldat!
Villy Sørensen (f. 1929) hører til blandt de mest bety-
delige moderne, danske forfattere og modtog i 1962
Det Danske Akademis pris. I 1965 blev han selv med-
lem af Akademiet.
Når der skal kastes vigtige bom-
ber ned, gør man det gærne jule-
aften, for så har de unge solda-
ter ved antiluftskytset let ved at
få uvedkommende tanker så det
slet ikke opdager bombemaski-
nerne selv om de er store og pom-
pøse. En sådan bombemaskine
fløj højt over det frosne hav,
gennem himlens spæde sne mod
fjendens land. På bagsædet sad
en ung soldat med en bombe på
skødet, og den bombe var så ind-
holdsrig at den i et nu kunne øde-
lægge hele fjendens land hvis
den ramte det rigtige sted. Men
vinden der blæser hvorhen den
vil kan slå selv den tungeste bom-
be ud af kurs, og derfor havde
den soldat der var dygtigst til
at springe ud med faldskærm fået
ordre til at springe ud med bom-
ben, og så sprang han naturlig-
vis.
Han havde tid til at forberede
sig på sine sidste ord for der var
lang vej ned. Flyvemaskinens
mandigt brummende farvel blev
snart overdøvet af vinden der
skreg som en ængstelig kvinde,
og stjærnerne glippede forskræk-
ket med deres strålende øjne. Sol-
daten ville styrke sig ved at tæn-
ke på sit livs skønneste øjeblik,
men pludselig kunne han ikke
huske om det var ham selv eller
en anden der havde oplevet det.
Tilmed blev han forstyrret — af
en skøn enstemmig sang der vok-
sede sig nærmere og nærmere,
og så snart han fik set sig om,
kom en skare hvide engle dalende
jutdlime pivdluarit
ukiortårsiordluaritdlo

JrMte-
WL
9
20\
Glædelig jul og godt nytår
MAGASINET
Godthåb . Frederikshåb
ned imod ham. Han så vredt ind
i deres lyse ansigter, men da han
opdagede at de alle var ens, gav
han sig nysgerrigt til at betragte
hver enkelt og så til sin forun-
dring at hver især dog var sig
selv og ikke tilfældigvis en af
de andre. Han begyndte så småt
at smile til dem, men tog sig i
det da ingen af dem smilede igen,
det blev kun til små forlegne
trækninger om deres røde munde.
I deres hvide ansigter var der sor-
te skygger rundt om øjnene så
tydelige som brillestel. Måske sør-
gede de, gode engle som de vel
var, over hans nært forestående
død, thi da de havde sunget deres
enstemmige sange til ende, tav
de og så på ham med store blå
og bedrøvede øjne.
Han ville gærne lade dem for-
stå at han som soldat ikke var
bange for at dø og forsøgte at
indlede en dagligdags samtale
med dem, da de nu alligevel skul-
le samme vej, dog fast besluttet
på ikke at berøre strengt fortro-
lige militære spørgsmål.
Det kan nok være at stjærnerne
de blinker, sagde han og pegede
på dem med sin ene hånd, for nu
da han faldt føltes bomben let-
tere, og han kunne nok overlade
det til een arm at holde den fast.
Englene fløj længe og så på
hinanden før de alle svarede i kor
gennem den nærmeste engels
mund:
— Herre, er det som vi tror at
det lys du bringer til jorden er
stærkere end selv stj ærnernes
glans?
— Javist, sagde soldaten mut,
for han kunne nok høre at eng-
lene ville fritte ham ud — ja det
faldt ham ind at de måske lige-
frem udgjorde en camoufleret af-
deling af fjendens luftvåben.
Desto større blev hans forundring
da han hørte dem opløfte harmo-
niske frydetoner og så dem jong-
lere med vingerne og stille dem
i overnaturligt store vinkler mod
hinanden, men da han så dem
vende fødderne i vejret og svæve
med hovedet nedad, så han sig
som øvet udspringer forpligtet til
at gribe ind:
— Det er usundt at flyve med
hovedet nedad, råbte han og op-
dagede næsten forskrækket at
vinden var blevet så ærbødigt
stille at han slet ikke behøvede
at råbe:
— Blodet daler til hovedet, og
man kan ikke holde den rigtige
kurs.
Straks fik englene atter hove-
det opad og benene nedad og fløj
artigt ved hans side, men deres
kinder skammede sig.
— Vi har jo ventet dig så
længe, sagde de undskyldende.
Du der skal komme fra himlen
for at frelse menneskene på jor-
den.
Soldaten blinkede skarpsindigt
med sit ene øje:
— Jeg er udsendt deroppefra
for at tilintetgøre et stort rige,
sagde han bestemt, og ingen skal
få mig fra at gøre min pligt som
soldat!
— Vi ved det allerede, sagde
englene syngende, den onde fyr-
Af VILLY SØRENSEN
111. af
POVL CHRISTENSEN
stes herredømme vil være til en-
de, halleluja, halleluja!!!
— Hm, sagde soldaten — er I
på vores parti?
— Ja, herre, udbrød englene
med oprigtig forbavselse.
— Hm, sagde soldaten igen.
Hvorfor taler I om den onde fyr-
ste da fjendens land dog er en
republik?
— Uendelig er din visdom, her-
re, svarede englene, og vi forstår
ikke så svære ord, men vi tror
at hvad du gør er altid det gode.
— Så? sagde soldaten. Det glæ-
der mig ærlig talt. Jeg har så-
mænd ikke tænkt på om det er
godt eller ondt, jeg skal jo bare
gøre min pligt som soldat. Men
hvis jeg gør en god gærning ved
at dø — så kan jeg jo ligefrem
dø roligt.
— Ja, herre, sagde englene stil-
færdigt, vi ved at du må dø sam-
men med røverne for at frelse
menneskene, som du allerede een
gang måtte dø før du for til him-
mels.
— Måtte jeg dø? gentog solda-
Kissugssiagssap -
Danmarkime orpingne
pingårnerpåjussup -
Junckers Bøgeparketitut
atorneKarnermigut
ilorrisimanartoK kussanar-
tordlo pilersitarpai;
natigssatdlo tåuko Kalåt-
dlit-nunåne pissutsinut
nalerKutdluinarput.
pinekarsinåuput ingmikdr-
titigkatut åssigingitsutut
sisamatut, tamarmigdlo
kussanartumik låkigauv-
dlutik 2-komponent lak -
Isoblitsa - nungutdlajai-
tsok atortoralugo.
Junckers Bøgeparket
sanaortugkanut
sunutdlunit natigssauvok
nalerkunerpåk.
Junckers
Bøgeparket
tm*
_________________ im £***«£
i III* r“
.Tir- -
iUMaiaiMabiiiiaTnimlfiie Ml
UT
Bøgen - det danske
nationaltræ - skaber hygge
og skønhed som Junckers
Bøgeparket, der er sær-
deles velegnet under
grønlandske forhold. Kan
leveres i fire forskellige
sorteringer alle fint lakeret
med den meget slidstærke
2-komponent lak - Isoblitsa.
Junckers Bøgeparket er det
ideelle gulv i alt byggeri.
A/S JUNCKERS SAVVÆRK • Sankt Annæ Plads 3 • 1250 København K
ten fornærmet, thi han levede
endnu og kunne derfor ikke tro
andet end at englene udtalte sig
ironisk om flyvevåbnets soldater.
Og da løb hidsigheden af med
hans ene arm så den slog en knal-
dende lussing på den nærmeste
kind, og da engelen øjeblikkelig
vendte den anden kind til, slog
armen endnu hårdere på den.
— Luftvåbnets soldater er le-
vende unge mennesker, sagde han
irettesættende, men da opdagede
hans lynende blik at den slagne
engels kinder var hovnet op til
to store hæslige blodbylder, og
da han var ivrig samarit, trak
han straks med den enkelte hånd
han havde til sin rådighed en
tube sårsalve op af sin lomme og
smurte den kyndigt på engelens
kinder der atter blev hvide som
sne og røde af glæde. Og engelen
fløj hen og kyssede ham på kin-
den så han måtte tørre den af
med en gnaven håndbevægelse,
mens alle de andre engle brød ud
i et jublende takkekor:
— Lovet, evindelig lovet være
den der gør underfulde gærnin-
ger!
Soldatens mund fyldtes af fryg-
telige soldatereder, men ederne
blev siddende og rev i hans mund.
Hvor kunne han sige et bebrej-
dende ord til dem, så de ikke så
uskyldige ud i deres blå øjne, lød
deres stemmer ikke så barneglade
at de umuligt kunne sige ord i
en ond mening? Det er vel sådan
englejargon, tænkte soldaten, li-
gesom vi har vores egen jargon
inden for luftvåbnet. Man hører
nok at de ikke har opfundet krud-
tet, men man biir vel heller ikke
engel hvis man har sin forstand
i behold:
— Lad os være venner, sagde
han, vi har ingen glæde af at
skændes, og det hedder sig jo at
Gud ikke ser på hjærnen, men
på hjærtet!
Men i stedet for at trykke hans
fremstrakte hånd som tegn på
venskab for resten af livet, bøjede
de deres hoveder og vendte ryg-
gen til, og selv om de nydelige
engelvinger sad der, forekom det
ham at være uhøfligt. Han knyt-
tede sin fremstrakte hånd til en
knytnæve, truede ad dem og
råbte:
— En soldat er måske ikke god
nok for jer, I fredsengle, der ville
blive kasseret på enhver session!
Englene svarede ikke, de græd
højt og snøftende, så soldaten
atter måtte angre sine hårde ord,
dog kunne han ikke straks slå
om i et blidere tonefald:
— Nå ja, det er vel begribe-
ligt hvis nerverne er lidt på høj-
kant i øjeblikket, men om forla-
delse, om forladelse!
— O herre, forlad os vor skyld,
vi ser på dig, og vore øjne skulle
skinne som sole. Men sig os, er
vi blevet kolde helt ind i vore
hjærter af at flyve så længe mel-
lem himmel og jord i al slags
vejr? Hvorfor vil Gud ikke ken-
des ved os mere, hvorfor har han
låst døren til sin himmel, hvor-
for lader han os aldrig mere brin-
ge glædeligt budskab til menne-
skene? Sender han dig, sin søn,
REJETRAWL
FISKETRAWL
BUNDGARN
NEDGARN
Iver Christiansens
Vaadbinderi A/S
Skagen
26