Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 18

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 18
Juleskikke og julesymboler fra nær og fjern før og nu Folketroen og de officielle religioner har sam- men med lokale forhold i og omkring familien gennem årenes løb givet hvert enkelt menneske en bestemt opfattelse af julens traditioner — og ændret den. Juletræet, engle, nisser, lys og mad er vist vore mest alminde- lige julesymboler. For mange er tillige juleevangeliet og festen i kirken det årligt tilbagevendende tegn på glædens fest. Her vil vi underforstå, at de mest almindeligt kendte ting om julen og dens oprindelse står no- genlunde klart for læseren. Altså vil vi ikke vurdere, om julens oprindelse er hedensk, om den be- gyndte, da de tre konger fra Østen drog mod Bethlehem, eller om den begyndte med Jesu fød- sel. Fra tilfældige notater, artikler og bøger af mange slags er de følgende oplysninger hentet. De er måske ikke alle videnskabeligt korrekte, men de er i hvert fald ikke kedelige. Synes De, at juleudsmykningen og reklamevinduerne er værre i år end tidligere, bør De vide, at de første forsøg på at gøre julen til en religiøs fest måske alle- rede blev gjort i det 2. århundre- de — og i hvert fald i det 4. Paven advarede da stærkt mod at blande det himmelske og det jordiske. Hermed ville han for- byde en slags karnevalsudklæd- ning under festerne til Jesu ære. Og ved forskellige lejligheder har århundrederne hørt den tale i forskellige udformninger. Den danske folkemindesamler H. F. Feiberg anser julen for op- rindelig at have været en sjæle- nes fest, altså en fest for de af- døde, og han giver mange eks- empler fra litteraturen på, at mennesker har truffet deres nær- meste afdøde på julenatten. Hans svenske kollega Hilding Celander sammenligner julen med faraonernes skatkammer, hvad de kulturhistoriske skatte angår. Han udelukker ikke, at alle de for- søg, der i tidens løb er gjort på at fortolke oprindelsen af ordet „jul“, kan være delvis korrekte. Endnu har ingen i hvert fald kun- net fastslå, hvorfra ordet kom- mer, eller hvad det betyder. I år 492 indførtes i kirken en lysmesse som det faste tidspunkt for velsignelse af lysene. Samtidig kunne messen minde om Jesus som verdens lys. Det blev igen i middelalderen til et kæmpelys, et stort julelys, som kunne brænde i tolv dage. I Norden havde vi et stort lys, som frem for de andre lys i stuen regnedes for julelyset. Det kunne være over en halv meter højt og skulle brænde hele julenatten. I Sverige havde man ofte særlige julelys for alle familiemedlem- mer og tjenestefolk. Disse lys to- ges der varsler af. Som det af og til ses endnu, støbtes der også grenede lys, en „arm" for hvert medlem af familien. „Sorte lys“ tændtes enkelte steder for de af- døde, men skulle slukkes kort ef- ter igen. Reformatoren Martin Luther får ofte æren af at have fundet på at sætte lys på et fyrretræ og pynte det, men ideens oprindelse er nok meget ældre. Både ægyp- terne, de gamle romere og drui- derne i England fejrede guderne ved at tage palmer eller andre træer ind og behænge grenene med frugter og legetøj. Hvor vi nu bruger juleduge i farver og med dekorationer, brug- tes det i gammel tid at lægge dug på bordet til hovedmåltidet. De fattige nøjedes måske med et la- gen, mens det andre steder skulle være en dug med frynser, hvorpå der blev lagt en glat dug. Måltidet var altid overdådigt i sammenligning med husets øvrige måltider, og bordet var pyntet med skueretter, som det store kol- de bord stadig er mange steder året rundt. Den store forhøjning, som af og til ses på opdækningen — midt på bordet under dugen — har sin oprindelse i, at der tidligere først blev lagt korn fra sidste høst og to store brød på bordet. Derefter kom dugen på. Svenskerne har stadig denne „julehøj", og den findes vel også en del steder i Norge. Vigtigt er det, at den skal blive på bordet under hele julen. Nogle steder brugtes det af hygiejniske grunde at dække al maden med en dug, som fjernedes, når der kom besøg. Ingen må jo bære julen ud, og den ankom- mende må huske at ønske jule- fred i stuen, inden han når frem til den første bjælke under loftet. Skikken med at bære et stort, dampende fad julegrød ind, alt imens der blev fyret geværskud af, er vel svær at genoplive. Ikke mange har et gevær nu til dags! I forbindelse med „skudgrø- den" kunne der være tale om „grødrim", og den skik kan De jo derimod godt prøve ved julefro- kosten. Dengang måtte man ikke få den første skefuld grød, før der var præsteret et rim om jule- grød og julemad. Ideen er mulig- vis skånsk, men kunne kombine- res med en anden idé, som også var kendt i Danmark, når der spistes grisetæer. Da fik man en snaps for hver kvarte tå, man spiste. Altså i moderne udgave: Et rim før snapsen — og ikke flere, før et nyt rim er digtet! Nogle af de julelegender, der har gjort mest indtryk i årenes håb. er romantiske og yndige, men i barnesindet velkomne. Da hyrderne ved Bethlehem havde hørt om jesusbarnets fød- sel, begav de sig straks af sted til hans krybbe med gaver. Bagest gik en lille hyrdepige, som græd af sorg over, at hun ingen gave havde. Men en engel forvandlede straks tårerne til smukke, hvide roser, og den lille pige skyndte sig at samle dem op og bringe dem til krybben. Det er knap så mange år siden, / \ TUD TUD DANSKE BOGSAMLERES KLUB ØNSKER SINE MEDLEMMER I GRØNLAND GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR \_____________________________________/ 18

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.