Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 7

Gensyn med Thule
Egentlig ville Bent Jensen, tid-
ligere redaktør af Radioavisen
i Grønland, blot sende sine
kammerater på TV-avisen i
Danmark en lille stemnings-
beretning til hilsen fra det
nordlige Grønland; men det
blev lidt mere end bare en hil-
sen. Og så har Bent Jensen
kammerater mange andre ste-
der end i København, blandt
andet gode venner på Atuagag-
dliutit/Grønlandsposten. — De
skulle læse, hvad han skrev.
Og her på redaktionen synes
vi, at også mange andre burde
have glæde af Bents brev. Her
er det med billeder, som han
har lånt os fra sit besøg i Thule
for 20 år siden. I begyndelsen
af brevet spørger han, om der
nu også er så forandret, som
han synes eller føler. — Og
hvad kan man egentlig dømme
efter et part timers ophold med
20 års mellemrum fjernt fra
Rådhuspladsen og Radiohuset
i København? spørger han:
Det nye Thule, K’anan,
august 1973.
For 20 år siden havde jeg det
ustyrlige held at komme til K’å-
nåK ganske kort efter, at Thule-
eskimoerne var flyttet hertil. Man
sagde, at jagten blev forstyrret af
den store, nye flyvebase — nu er
den ikke så stor mere, for også
heroppe bliver personnel afløst af
EDB-apparatur — men i virke-
ligheden drejede det sig vel nær-
mest om at få bevaret Thule-
eskimoemes kultur. I hvert fald
ville en blanding af udsendte dan-
ske og amerikanere i Thule ikke
have haft nogen gunstig indflydel-
se på disse enestående mennesker.
Ved et træf kom jeg netop den-
gang med den allerførste helikop-
ter op på disse kanter. Jeg var
sammen med nogle danske og
amerikanske journalister, og de
rare amerikanere på basen væk-
kede os danske midt om natten
og spurgte, om der var noget, vi
særlig gerne ville se. Det var
sommersolskin, og de danske
journalister skreg naturligvis, at
de gerne ville til K’ånåK. Og der-
til kom vi så, en tre-fire mand.
Vejret var pragtfuldt — jeg fik
lokket Chefredaktør Børge Outze
til at tage billeder for mig — og
jeg fik en samtale, gennem en
tolk naturligvis, med den stoute,
gamle Thule-eskimo, OdaK, som
havde været med admiral Peary
på Nordpolen. Hvis de da nogen-
sinde kom så vidt. Jeg har mine
stærke tvivl, ligesom det ameri-
kanske senat, der foretog en ræk-
ke høringer. Afhøringer hed det
vist dengang. Det var nok et pre-
stige-spørgsmål. Peary havde for-
søgt så mange gange før, uden
at det var lykkedes at nå Nord-
polen. Så denne gang skulle det
altså lykkes. Om det gjorde det,
bliver vist aldrig opklaret. Der
var blandt andet noget om, at
deres hjemtur til udgangsbasen
skulle være foregået i et tempo
så stærkt, at Knud Rasmussen og
Peter Freuchen end ikke i det fi-
neste slæde vejr havde holdt det
blot et par timer. Det bad jeg
OdaK om en kommentar til. Han
så tænksomt ud i horisonten og
svarede: „Djævelens mor må have
sovet tungt i de dage“. En be-
mærkning, der må vendes i ho-
vedet. Jeg spurgte ham selvføl-
gelig også om, hvad ha nsyntes
om at have forladt Thule og være
kommet til K’ånåK. Dertil sva-
rede han: „Man kom som gæst
på sin søns slæde". Det forekom-
mer mig at være en smuk af-
standstagen for den gamle stor-
fanger, som måtte forlade sit
gamle hjem. „Livet er forander-
ligt", sagde OdaK, „man elsker
det". Nu er han forlængst død,
OdaK, den mand, som hvis jeg hu-
sker rigtigt, engang havde skudt
en anden mand for at tage hans
kone — foruden den kone, han
havde i forvejen.
Et par tilfældige timer langt
borte med en mand, hvis ord man
aldrig har glemt, selvom man som
journalist har hørt mange, mange
tusinde. — At jeg så havde det
urimelige held at få interviewet
hjem med billeder til søndags-
aviser, der hungrede efter stof,
og hvis redaktører eftertænksomt
fingererede med aldrende artikler
om søndagen i Loch Ness, gør na-
turligvis episoden endnu smuk-
kere i erindringen.
Og så i dag, 20 år efter: Hæsligt
vejr med lav tåge. — Mange
timers møde med kommunalbe-
styrelsen sammen med en dele-
gation fra det grønlandske lands-
råd. Vigtige sager uden al tvivl,
men time efter time om sager,
som meget vanskeligt lader sig
referere for et dansk publikum —
i avis eller TV. Og naturligvis
intet film apparat eller lyssætning
etc. Man hygger sig indendørs
med et par grønlandske venner,
indtil der langt om længe, efter
midnat skal være dansemik. Et
balsamisk ord for mange, som har
prøvet det. Dansemik i forsam-
lingshuset! Hurra, hurra! Freu-
Chen har engang berettet om dan-
semikker, og hans beretninger
skal jeg ikke forsøge at gøre
bedre. Der er sket meget siden
hans tid, men såmænd også bare
i min egen tid. Jeg havde glædet
mig til at prøve, om jeg endnu
kunne klare en rigtig grønlandsk
reel, da der der endelig blev be-
gyndt et godt stykke over mid-
nat. Men oh ve! Selv heroppe, i
det skønneste og solrigeste af alle
lande var forsamlingshuset blevet
omdannet til et discoteque, eller
hvordan det nu staves. Rullegar-
dinerne trukket ned, så der var
fuldstændig mørke, 30 mennesker
på gulvet, der dansede til disse
amerikanske sange, som alle sam-
men hedder noget i retning af: „I
love you, baby. Do you love me,
baby?" Og ligesom teksterne for
mig lyder ganske ens, er det mig
heller ikke muligt at skelne melo-
dierne fra hverandre. Uden tvivl
min fejl. Men jeg tog beskæmmet
min båndoptager over den ene
skulder og fotografiapparatet og
alle blitzene over den anden. Jeg
kunne ligeså godt have lavet no-
get i Sankt Peder Stræde.
Tempora mutantur, som sagt.
Peter Freuchen og Knud Rasmus-
sen har engang sagt til hinanden,
at de forhåbentlig aldrig blev så
gamle, at de ikke gad gå til dan-
semik en hel nat. Det blev de
faktisk. Og også jeg må altså mel-
de mig ind i oldingeklubben.
Ingen billeder. Ingen lyd. Ud-
styret slæbes ned til stranden, og
der venter vi så, nogle gaster og
jeg, på gummibåden, der skal sej-
le os ud til inspektionsskibet,
Hvidbjørnen. Jeg havde inspice-
ret nok for i nat. Tågen er lav —
højst en halv snes meters sigt.
Sørgmodige trut ude fra fjorden
trøster os med, at vi ikke er
glemt, men der kan naturligvis
ikke sejles i det vejr. Vi banker
næver et par timer eller tre. En
kop morgenkaffe på skibet klok-
ken fem om morgenen og så til
køjs. Det er vist mig, der ikke er
så dejlig mere, for så var jeg nok
gået ind for discotequer.
Bent Jensen.
PS: Retfærdigvis må det tilfø-
jes, at når man bliver purret næ-
ste dags morgen klokken tre og
— iført flere frostgrader og pyja-
mas ude på dækket får opvisning
af en isbjørns ballet på isflagerne
lige ved skibet — ja, så er man
altså ved Nordgrønland og langt
fra Strøget i København — og fra
Zoologisk Have, for den sags
skyld.
OdåK (i midten) var med admiral Peary på Nordpolen, hvis de da nåede
så vidt. Her er han sammen med Bent Jensen i Thule — for 20 år siden.
OdåK (KiterdleK) admiral Pearyp Nordpoliliarnerane inugtaussut ilåt.
måne takugssauvoK Bent Jensen åiparalugo åssilineKarsimassoK Thuleme
ukiut 20 matuma sujornagut.
VIL DE HENTES
I LUFTHAVNEN?
Vognene bringes til lufthavnen, og kan afleveres samme sted.
Skriv elier ring om tilbud og priser.
Vi kan tilbyde følgende:
VOLVO 142 — FORD 17 M — TAUNUS 1600 — ESCORD
KADETT — VW
G rønlands-specialisten
Meget billige betingelser.
Forudbestilling:
Irwing Jensen Ole Siewartz Nielsen
Backersvej 15 Postboks 9
2300 Kobenhavn S 3940 Frederikshåb
Tlf.: 55 10 60 Tlf.: Frh. 72 85
.. . I lufttætte folieposer. Denne
fikse emballage sikrer gærens
holdbarhed i mange måneder.
Indholdet I posen svarer til 50 g
almindelig gær. Med DANISCO
TØRGÆR har De altid frisk tør-
gær i huset.
...folienik uvslgdluinartunik pQg-
dlit. - pOt taimåitut takujumi-
nardluinartut Kapuit xåumater-
pagssuarne avdlångujåinigssåt
isumangnaerpåt. Imai nalexarput
xapungnik panefsigåungitSunik
50 gr.-nik. DANISCO-p xapuisa
panertut tamatigut xapungnik
panertQtexartisavatit.
AKTIESELSKABET DANISCO
8. KRISTIANIAG. ■ 2100 KBH. 0
7