Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 18

Juleskikke og julesymboler
fra nær og fjern før og nu
Folketroen og de officielle religioner har sam-
men med lokale forhold i og omkring familien
gennem årenes løb givet hvert enkelt menneske
en bestemt opfattelse af julens traditioner —
og ændret den.
Juletræet, engle, nisser, lys og
mad er vist vore mest alminde-
lige julesymboler. For mange er
tillige juleevangeliet og festen i
kirken det årligt tilbagevendende
tegn på glædens fest.
Her vil vi underforstå, at de
mest almindeligt kendte ting om
julen og dens oprindelse står no-
genlunde klart for læseren. Altså
vil vi ikke vurdere, om julens
oprindelse er hedensk, om den be-
gyndte, da de tre konger fra
Østen drog mod Bethlehem, eller
om den begyndte med Jesu fød-
sel.
Fra tilfældige notater, artikler
og bøger af mange slags er de
følgende oplysninger hentet. De er
måske ikke alle videnskabeligt
korrekte, men de er i hvert fald
ikke kedelige.
Synes De, at juleudsmykningen
og reklamevinduerne er værre i
år end tidligere, bør De vide, at
de første forsøg på at gøre julen
til en religiøs fest måske alle-
rede blev gjort i det 2. århundre-
de — og i hvert fald i det 4.
Paven advarede da stærkt mod
at blande det himmelske og det
jordiske. Hermed ville han for-
byde en slags karnevalsudklæd-
ning under festerne til Jesu ære.
Og ved forskellige lejligheder har
århundrederne hørt den tale i
forskellige udformninger.
Den danske folkemindesamler
H. F. Feiberg anser julen for op-
rindelig at have været en sjæle-
nes fest, altså en fest for de af-
døde, og han giver mange eks-
empler fra litteraturen på, at
mennesker har truffet deres nær-
meste afdøde på julenatten.
Hans svenske kollega Hilding
Celander sammenligner julen med
faraonernes skatkammer, hvad de
kulturhistoriske skatte angår. Han
udelukker ikke, at alle de for-
søg, der i tidens løb er gjort på
at fortolke oprindelsen af ordet
„jul“, kan være delvis korrekte.
Endnu har ingen i hvert fald kun-
net fastslå, hvorfra ordet kom-
mer, eller hvad det betyder.
I år 492 indførtes i kirken en
lysmesse som det faste tidspunkt
for velsignelse af lysene. Samtidig
kunne messen minde om Jesus
som verdens lys. Det blev igen i
middelalderen til et kæmpelys, et
stort julelys, som kunne brænde
i tolv dage.
I Norden havde vi et stort lys,
som frem for de andre lys i stuen
regnedes for julelyset. Det kunne
være over en halv meter højt og
skulle brænde hele julenatten. I
Sverige havde man ofte særlige
julelys for alle familiemedlem-
mer og tjenestefolk. Disse lys to-
ges der varsler af. Som det af og
til ses endnu, støbtes der også
grenede lys, en „arm" for hvert
medlem af familien. „Sorte lys“
tændtes enkelte steder for de af-
døde, men skulle slukkes kort ef-
ter igen.
Reformatoren Martin Luther
får ofte æren af at have fundet
på at sætte lys på et fyrretræ og
pynte det, men ideens oprindelse
er nok meget ældre. Både ægyp-
terne, de gamle romere og drui-
derne i England fejrede guderne
ved at tage palmer eller andre
træer ind og behænge grenene
med frugter og legetøj.
Hvor vi nu bruger juleduge i
farver og med dekorationer, brug-
tes det i gammel tid at lægge dug
på bordet til hovedmåltidet. De
fattige nøjedes måske med et la-
gen, mens det andre steder skulle
være en dug med frynser, hvorpå
der blev lagt en glat dug.
Måltidet var altid overdådigt i
sammenligning med husets øvrige
måltider, og bordet var pyntet
med skueretter, som det store kol-
de bord stadig er mange steder
året rundt.
Den store forhøjning, som af og
til ses på opdækningen — midt
på bordet under dugen — har sin
oprindelse i, at der tidligere først
blev lagt korn fra sidste høst og
to store brød på bordet. Derefter
kom dugen på. Svenskerne har
stadig denne „julehøj", og den
findes vel også en del steder i
Norge. Vigtigt er det, at den skal
blive på bordet under hele julen.
Nogle steder brugtes det af
hygiejniske grunde at dække al
maden med en dug, som fjernedes,
når der kom besøg. Ingen må jo
bære julen ud, og den ankom-
mende må huske at ønske jule-
fred i stuen, inden han når frem
til den første bjælke under loftet.
Skikken med at bære et stort,
dampende fad julegrød ind, alt
imens der blev fyret geværskud
af, er vel svær at genoplive. Ikke
mange har et gevær nu til dags!
I forbindelse med „skudgrø-
den" kunne der være tale om
„grødrim", og den skik kan De jo
derimod godt prøve ved julefro-
kosten. Dengang måtte man ikke
få den første skefuld grød, før
der var præsteret et rim om jule-
grød og julemad. Ideen er mulig-
vis skånsk, men kunne kombine-
res med en anden idé, som også
var kendt i Danmark, når der
spistes grisetæer. Da fik man en
snaps for hver kvarte tå, man
spiste. Altså i moderne udgave:
Et rim før snapsen — og ikke
flere, før et nyt rim er digtet!
Nogle af de julelegender, der
har gjort mest indtryk i årenes
håb. er romantiske og yndige, men
i barnesindet velkomne.
Da hyrderne ved Bethlehem
havde hørt om jesusbarnets fød-
sel, begav de sig straks af sted
til hans krybbe med gaver. Bagest
gik en lille hyrdepige, som græd
af sorg over, at hun ingen gave
havde. Men en engel forvandlede
straks tårerne til smukke, hvide
roser, og den lille pige skyndte
sig at samle dem op og bringe
dem til krybben.
Det er knap så mange år siden,
/ \
TUD
TUD
DANSKE BOGSAMLERES KLUB
ØNSKER SINE MEDLEMMER
I GRØNLAND
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR
\_____________________________________/
18