Atuagagdliutit

Ukioqatigiit

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Qupperneq 10

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Qupperneq 10
Når man har været på nippet til at blive dræbt af hårdt vejr og utilstrækkelig forudseenhed, men reddes af flere sammenfaldende heldige omstændigheder, er ens naturlige reaktion et noget svin- gende følelsesmæssigt forhold til begivenheden — snart er man overstrømmende glad, snart ked af det, ked af den ulejlighed, man forvolder og den bekymring, man har været genstand for. I den nærmeste tid efter uheldet — må- ske længere — er det et ubehage- ligt samtaleemne, fordi man kun nødigt ønsker at tænke på, at døden på et tidspunkt syntes at være den eneste fortsættelse. Op- levelsen, at være dødsfange og kun overladt til kuldes og uvejrs nåde, er desuden så forskelligt sammensat, at den kun vanskeligt lader sig beskrive — uden måske særlig nøgternt. Og nøgtemhed er der ellers ingen grund til. Ikke desto mindre skal histo- rien fortælles, for måske kan de erfaringer, den efterlader læseren, blive livsvigtige for ham eller red- de ham fra eventuel invaliditet af forfrysninger. Det er derfor en lærerig fortælling. Det er heldigvis sjældent, at jægere og skiløbere får brug for særlige kundskaber i overlevelse, og netop derfor er det få, der har disse kundskaber; men når uheldet er ude, og døden truer, er omstændighederne des mere ulykkelige. På rypejagt 11. marts sidste år var en lørdag med godt rypevejr — koldt, blegt og stille. De sidste par dage hav- de det stormet fra sydvest, men lørdag morgen var himlen næsten skyfri og rolig. Det frøs 12-14 grader, og alle af det hold kam- merater, som havde hyret en lille fiskekutter, mente vejret var sta- bilt. Vi plejer at „stå af“ bestemte steder på Nordlandskysten i Godt- håbfjorden, to eller flere hvert sted. Denne dag var det så uhel- digt, at kun jeg ville af ved Må- luto, men da vi alle skulle mødes ved en hytte ved NiutåK lidt syd for Kanåsut, ville jeg sikkert snart få kontakt med dem, der gik i land lidt længere inde. Vejret var meget behageligt, næsten mildt trods kulden. Jeg satte kurs mod Kanåsut, seks kilometer fra kysten. Skiføret var godt, og det gik fint indefter. Da jeg et sted så to ryper og ville skyde dem, viste det sig, at bundstykket på min nye uprøve- de riffel ikke fungerede. Jeg kun- ne ikke affyre et eneste skud og troede, det var frossen olie. Der- for stak jeg bundstykket i lom- men og håbede det ville tø op. Men en havørn fløj lavt henover, og ryperne forsvandt. Vinteruvejr Ved Kanåsut-fjeldet begyndte jeg at afsøge slugterne op ad fjeldet. Et sted standsede jeg og så mod Godthåb ca. 15 kilometer borte. Man behøver ikke gå højt på fjel- det, før udsigten bliver meget smuk, og glæden over alting får overtaget. Det friskede lidt op fra øst, men sneen lå fast og sigtbar- heden var fuldstændig. På vej videre, op gennem slug- ter, rundt om klippefremspring og med ryggen mod vinden brød uvejret løs, fra begyndelsen med usædvanlig voldsomhed. Fygnin- gen gjorde det på én gang umu- ligt at se noget som helst, og kort efter begyndte det at sne tæt. Det stormede så stærkt, at det på toppe eller fjeldkamme kun med aller sørste vanskelighed lykkedes mig at komme fremad. Underti- den var det nødvendigt at kravle. I et sådant vejr, som jo gør det umuligt at se snuden på sine egne ski, og hvor alt er hvidt, og det bider smertende i ansigtet, er et ufejlbarligt instinkt for verdens- hjørner nødvendigt. Og det har jeg ikke. End ikke et kompas regnes for pålideligt i landet bag Måluto, fordi jern i fjeldet giver lokal og ubestemmelig misvisning. Ligesom jeg ikke kunne se no- gen, kunne andre naturligvis hel- ler ikke se mig, og hvis vejret blev ved i dagevis, kunne jeg ikke overleve. Temperaturen var fal- det til minus 19-20 grader, og stormen var tiltagende. En maske af is Der var kun det at gøre at søge ud mod kysten i nærheden af det sted, vi skulle mødes. Kort før uvejret blæste vinden fra den retning, hytten lå, nem- lig øst, og fordi det var blevet koldere, var der ingen grund til at tro, at vindretningen havde æn- dret sig mod syd, men at den var stabil øst eller var drejet mod nord. I begge tilfælde kunne jeg bruge den som vejledning. Hvis jeg gik imod den, ville jeg enten på østlig kurs nå området om- kring hytten eller på nordlig kurs nå en elv, jeg kendte, og som kunne føre mig ud i området nord for hytten. Stormen blev derfor min ene- ste vejledning. Det er et helvede at gå mod vinden i det vejr. Gang på gang lukkede en ismaske sig om ansig- tet, og når jeg ikke længere kun- ne se, slog jeg den i stykker med skistaven. Kort efter var den der igen. Det skar og bed i huden. Jeg tænkte, at de andre næppe var kommet i land, da uvejret kom, men de fortalte senere, at de alle var blevet overrasket i fjeldet — heldigvis under om- stændigheder, som gjorde det mu- ligt for dem at finde hytten eller kutteren. Så godt gik det ikke for mig. Vinden ændrede retning og førte mig mod syd og tilsidst næsten sydvest, helt modsat hvad jeg skulle. Efter at have gået dobbelt så længe som nødvendigt for på En spændende, lærerig fortælling om de livsfarlige begivenheder en kold uvejrsnat i Nordlands- fjeldet i Godthåbsf jorden. ret kurs at nå hytten, blev det indlysende, at jeg var på vild- spor og muligvis befandt mig langt borte fra det område, jeg burde være i. Overnatning Det var over middag, og jeg hav- de kun gjordt ondt værre ved at søge hytten. Jeg besluttede der- for at slå lejr og begyndte efter bedste evne at bygge en snehyt- te. Fremgangsmåden huskede jeg i brudstykker fra en artikel i lo- kalbladet Hainang i 68 eller 69. Det var min første og forhåbent- lig sidste snehytte, men jeg var stolt af resultatet, fordi den var pæn og bekræftede min mest idyl- liske forestilling om snehytter. Men den duede ikke! Een mand kan ikke holde sig varm i en snehytte, der kan rum- me tre-fire mand. Da jeg gik ud for at se efter andre muligheder, var det, som kom der et ophold i uvejret — ligesom et par huller i stormen med kortvarrig, men bedre sigtbarhed. Her fik jeg stedkending og så, at jeg befandt mig tæt nord for Sangujåt-søen, seks-syv kilometer syd for Kanåsut-fjeldet og otte-ni kilometer syd-vest for hytten. Der var et par timer, til det blev mørkt, og jeg besluttede at nå Måluto omtrent samme sted, hvor jeg blev sat i land, inden det blev mørkt. Med vinden i ryggen lykkedes det i god tid at nå frem, og med en kniv gra- vede jeg en hule af form og stør- relse som mig selv. I bunden lag- de jeg skiene, så de kom til at løfte mig lidt fra sneen. Adgangen til hulen var et lille mandehul, som jeg passede meget på ikke at ødelægge. Blev det nemlig for stort, kunne hulen ikke bruges, og sneen der omkring var ikke god til at reparere med. I livsfare Mine erfaringer fra de kritiske afsnit af turen er, hvor banale de end må forekomme halv- og hel- m m m m W‘1\ Må ft & m ft m tft ft matumuna jutdlime pivdluarKuvavtigit ukiortamigdlo iluandrfiussumik kigsautdlutit Herved ønsker vi Dem en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår GRØNLANDSBANKEN 7, — altid på pladsen i# ft ^'1 » id m m Må i S m m m m m w m rA* IVERSEN & BØRDIK SMEDE OG MASKINFABRIK Speditørvej 3 . 2450 København SV TELEFON (01) 30 43 88 Lad os varetage Deres interesser som Deres indkøbsmand i SYDDANMARK. Vi leverer: Alle former for bolte og skruer i alle dimensioner. Bygnings- beslag af enhver art. SORTE såvel som GALVANISERET. Beholderarbejde. STALSKORSTENE. Bolte og beslag for kaj- anlæg. Endvidere alt maskinarbejde — drejning-, bore- og fræsearbejde. Svejsning, såvel A-E, som CO'1. — Speciale: beslag — bolte og stålkonstruktioner. NYT VÆRKSTED. LEVERANDØR GENNEM 20 AR TIL KGH SAMT GTO. Lad os give Dem et reelt og hurtigt tilbud af Deres opgave. 10

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.