Atuagagdliutit - 20.12.1973, Qupperneq 10

Når man har været på nippet til
at blive dræbt af hårdt vejr og
utilstrækkelig forudseenhed, men
reddes af flere sammenfaldende
heldige omstændigheder, er ens
naturlige reaktion et noget svin-
gende følelsesmæssigt forhold til
begivenheden — snart er man
overstrømmende glad, snart ked
af det, ked af den ulejlighed, man
forvolder og den bekymring, man
har været genstand for. I den
nærmeste tid efter uheldet — må-
ske længere — er det et ubehage-
ligt samtaleemne, fordi man kun
nødigt ønsker at tænke på, at
døden på et tidspunkt syntes at
være den eneste fortsættelse. Op-
levelsen, at være dødsfange og
kun overladt til kuldes og uvejrs
nåde, er desuden så forskelligt
sammensat, at den kun vanskeligt
lader sig beskrive — uden måske
særlig nøgternt. Og nøgtemhed er
der ellers ingen grund til.
Ikke desto mindre skal histo-
rien fortælles, for måske kan de
erfaringer, den efterlader læseren,
blive livsvigtige for ham eller red-
de ham fra eventuel invaliditet
af forfrysninger. Det er derfor en
lærerig fortælling.
Det er heldigvis sjældent, at
jægere og skiløbere får brug for
særlige kundskaber i overlevelse,
og netop derfor er det få, der
har disse kundskaber; men når
uheldet er ude, og døden truer,
er omstændighederne des mere
ulykkelige.
På rypejagt
11. marts sidste år var en lørdag
med godt rypevejr — koldt, blegt
og stille. De sidste par dage hav-
de det stormet fra sydvest, men
lørdag morgen var himlen næsten
skyfri og rolig. Det frøs 12-14
grader, og alle af det hold kam-
merater, som havde hyret en lille
fiskekutter, mente vejret var sta-
bilt.
Vi plejer at „stå af“ bestemte
steder på Nordlandskysten i Godt-
håbfjorden, to eller flere hvert
sted. Denne dag var det så uhel-
digt, at kun jeg ville af ved Må-
luto, men da vi alle skulle mødes
ved en hytte ved NiutåK lidt syd
for Kanåsut, ville jeg sikkert
snart få kontakt med dem, der
gik i land lidt længere inde.
Vejret var meget behageligt,
næsten mildt trods kulden. Jeg
satte kurs mod Kanåsut, seks
kilometer fra kysten. Skiføret var
godt, og det gik fint indefter.
Da jeg et sted så to ryper og
ville skyde dem, viste det sig, at
bundstykket på min nye uprøve-
de riffel ikke fungerede. Jeg kun-
ne ikke affyre et eneste skud og
troede, det var frossen olie. Der-
for stak jeg bundstykket i lom-
men og håbede det ville tø op.
Men en havørn fløj lavt henover,
og ryperne forsvandt.
Vinteruvejr
Ved Kanåsut-fjeldet begyndte jeg
at afsøge slugterne op ad fjeldet.
Et sted standsede jeg og så mod
Godthåb ca. 15 kilometer borte.
Man behøver ikke gå højt på fjel-
det, før udsigten bliver meget
smuk, og glæden over alting får
overtaget. Det friskede lidt op fra
øst, men sneen lå fast og sigtbar-
heden var fuldstændig.
På vej videre, op gennem slug-
ter, rundt om klippefremspring og
med ryggen mod vinden brød
uvejret løs, fra begyndelsen med
usædvanlig voldsomhed. Fygnin-
gen gjorde det på én gang umu-
ligt at se noget som helst, og kort
efter begyndte det at sne tæt.
Det stormede så stærkt, at det på
toppe eller fjeldkamme kun med
aller sørste vanskelighed lykkedes
mig at komme fremad. Underti-
den var det nødvendigt at kravle.
I et sådant vejr, som jo gør det
umuligt at se snuden på sine egne
ski, og hvor alt er hvidt, og det
bider smertende i ansigtet, er et
ufejlbarligt instinkt for verdens-
hjørner nødvendigt. Og det har
jeg ikke. End ikke et kompas
regnes for pålideligt i landet bag
Måluto, fordi jern i fjeldet giver
lokal og ubestemmelig misvisning.
Ligesom jeg ikke kunne se no-
gen, kunne andre naturligvis hel-
ler ikke se mig, og hvis vejret
blev ved i dagevis, kunne jeg ikke
overleve. Temperaturen var fal-
det til minus 19-20 grader, og
stormen var tiltagende.
En maske af is
Der var kun det at gøre at søge
ud mod kysten i nærheden af det
sted, vi skulle mødes.
Kort før uvejret blæste vinden
fra den retning, hytten lå, nem-
lig øst, og fordi det var blevet
koldere, var der ingen grund til
at tro, at vindretningen havde æn-
dret sig mod syd, men at den var
stabil øst eller var drejet mod
nord. I begge tilfælde kunne jeg
bruge den som vejledning. Hvis
jeg gik imod den, ville jeg enten
på østlig kurs nå området om-
kring hytten eller på nordlig kurs
nå en elv, jeg kendte, og som
kunne føre mig ud i området nord
for hytten.
Stormen blev derfor min ene-
ste vejledning.
Det er et helvede at gå mod
vinden i det vejr. Gang på gang
lukkede en ismaske sig om ansig-
tet, og når jeg ikke længere kun-
ne se, slog jeg den i stykker med
skistaven. Kort efter var den der
igen. Det skar og bed i huden.
Jeg tænkte, at de andre næppe
var kommet i land, da uvejret
kom, men de fortalte senere, at
de alle var blevet overrasket i
fjeldet — heldigvis under om-
stændigheder, som gjorde det mu-
ligt for dem at finde hytten eller
kutteren.
Så godt gik det ikke for mig.
Vinden ændrede retning og førte
mig mod syd og tilsidst næsten
sydvest, helt modsat hvad jeg
skulle. Efter at have gået dobbelt
så længe som nødvendigt for på
En spændende,
lærerig
fortælling
om de livsfarlige
begivenheder
en kold uvejrsnat
i Nordlands-
fjeldet
i Godthåbsf jorden.
ret kurs at nå hytten, blev det
indlysende, at jeg var på vild-
spor og muligvis befandt mig
langt borte fra det område, jeg
burde være i.
Overnatning
Det var over middag, og jeg hav-
de kun gjordt ondt værre ved at
søge hytten. Jeg besluttede der-
for at slå lejr og begyndte efter
bedste evne at bygge en snehyt-
te. Fremgangsmåden huskede jeg
i brudstykker fra en artikel i lo-
kalbladet Hainang i 68 eller 69.
Det var min første og forhåbent-
lig sidste snehytte, men jeg var
stolt af resultatet, fordi den var
pæn og bekræftede min mest idyl-
liske forestilling om snehytter.
Men den duede ikke!
Een mand kan ikke holde sig
varm i en snehytte, der kan rum-
me tre-fire mand. Da jeg gik ud
for at se efter andre muligheder,
var det, som kom der et ophold i
uvejret — ligesom et par huller
i stormen med kortvarrig, men
bedre sigtbarhed.
Her fik jeg stedkending og så,
at jeg befandt mig tæt nord for
Sangujåt-søen, seks-syv kilometer
syd for Kanåsut-fjeldet og otte-ni
kilometer syd-vest for hytten.
Der var et par timer, til det
blev mørkt, og jeg besluttede at
nå Måluto omtrent samme sted,
hvor jeg blev sat i land, inden
det blev mørkt. Med vinden i
ryggen lykkedes det i god tid
at nå frem, og med en kniv gra-
vede jeg en hule af form og stør-
relse som mig selv. I bunden lag-
de jeg skiene, så de kom til at
løfte mig lidt fra sneen. Adgangen
til hulen var et lille mandehul,
som jeg passede meget på ikke
at ødelægge. Blev det nemlig for
stort, kunne hulen ikke bruges,
og sneen der omkring var ikke
god til at reparere med.
I livsfare
Mine erfaringer fra de kritiske
afsnit af turen er, hvor banale de
end må forekomme halv- og hel-

m
m
m
m

W‘1\
Må
ft
&
m
ft
m
tft
ft
matumuna jutdlime pivdluarKuvavtigit
ukiortamigdlo iluandrfiussumik kigsautdlutit
Herved ønsker vi Dem en glædelig jul
og et godt og lykkebringende nytår
GRØNLANDSBANKEN 7,
— altid på pladsen
i#
ft
^'1
»
id
m
m
Må
i
S
m
m
m
m
m
w
m
rA*
IVERSEN & BØRDIK
SMEDE OG MASKINFABRIK
Speditørvej 3 . 2450 København SV
TELEFON (01) 30 43 88
Lad os varetage Deres interesser som Deres indkøbsmand i
SYDDANMARK.
Vi leverer:
Alle former for bolte og skruer i alle dimensioner. Bygnings-
beslag af enhver art. SORTE såvel som GALVANISERET.
Beholderarbejde. STALSKORSTENE. Bolte og beslag for kaj-
anlæg. Endvidere alt maskinarbejde — drejning-, bore- og
fræsearbejde. Svejsning, såvel A-E, som CO'1. — Speciale:
beslag — bolte og stålkonstruktioner. NYT VÆRKSTED.
LEVERANDØR GENNEM 20 AR TIL KGH SAMT GTO.
Lad os give Dem et reelt og hurtigt tilbud af Deres opgave.
10