Atuagagdliutit

Volume

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Page 14

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Page 14
A^er hønen I den slidende blæst hvirvlede sneen over det lille, beskedne hus, hvor familien alt for længe var blevet hjemsøgt af mod- gang og sygdom. Men en lille, tarvelig fugl i almuedragt gav menneskene i huset livsmodet og modstandskraften tilbage. For i sit indre havde fuglen håbets lysende farver. I denne smukke novelle kommer Martin A. Hansens (1909— 55) helt specielle evner som historiefortæller og miljøbeskriver til udtryk. Af MARTIN A. HANSEN 111.: SVEN HAVSTEEN-MIKKELSEN De hørte den hjemløse Landstry- ger udenfor, Blæsten. Han var træt, lod det til. Nu og da lagde han sig ned paa Marken for at hvile, men saa maatte han op igen. Og en Gang imellem rejste Sneen sig op ved Vinduet, hvirv- lede, polkerede og var borte igen. Den kikker ind, tænkte de, den morer sig over os, skønt her ikke er noget at more sig over. Det blæste, og Aftenen gik. Blæsten tog nok til, men trægt. Den slæbte sig gennem Havens Træer. En slidende Vind. Den mindede om en, som nøler med at sige Sandheden, men skal sige den. Det var nok, hvad de voksne i Stuen hørte i den slidende Blæst. Aftenen gik, og der kom hele Tiden Sne ned. Først var det store, brede Fnug, som fra Mør- ket kom sejlende ind mod Ruden og blev lysende, store Anemoner. Siden blev Fnuggene mindre og tættere, og længe, meget længe kom de paa skraa. Lidt efter lidt satte de Farten op og kom mere paa langs, fygende. Naar da ikke Sneen gjorde Holdt, vendte sig i sin lange, hvide Kappe og kikke- de ind. — Se dog Sneen! sagde den mindste Pige. Søsteren tyssede paa hende. Børnene glædede sig ellers over Snevejr, men det kun- de de ikke nu, syntes de. Og hele Aftenen blev der ikke sagt stort andet end det, den lille sagde om Sneen. Det var under Krigen, den første store Krig, paa et afsides Sted, i et beske- dent Hus, hvor der var noget i Vejen. Faderen sad og læste Avis. Han læste stadig paa det samme Stykke. Han kom midt i det, saa begyndte han forfra igen. Mode- ren stoppede Strømper. Det gik rask, Naalen ind, Naalen ud, ind og ud, ind og ud, Traaden over, næste Hul, alt for rask. Børnene sad tæt sammen ved et Hjørne af Bordet og saa i gamle Uge- blade. De var meget stille og enige. I et skikkeligere Lys havde Stuen set hyggelig ud, omhæget og med pæne Smaating, Lyse- duge, Billeder, Nips. Men ned fra Loftet hang der en underlig, liv- løs Tingest, som ogsaa gjorde de andre Ting livløse. Det hjalp ikke, Petroleumslampen var pud- set og skinnede i Messingen. Den var uden Olie. Den ikke bare hang, den var hængt. Lyset kom fra Karbidlygten oppe paa Væggen. Faderen havde prøvet at afskærme den, men det var alligevel et raat Lys, den gav. Den var skæv og blaa i sin stikkende Flamme, og den hvæ- ste, saa længe den havde Kræf- ter nok. Saa begyndte den at blin- ke og vippe med Flammen som Skaden med sin Hale. Menneske- lig blev den først, lige inden den døde. Lygten stod og pegede paa Møblernes slidte Steder og Ta- petets Pletter. Den viste alle Fejl frem. Gjorde de smalle Ansig- ters Skrift nem at læse. Det haarde Lys gjorde alting ringe, ogsaa Sjælene, som savnede Olie til deres Lamper. Det skete, at Landstrygeren derude jog en lang Arm ned i Skorstenen, saa Kakkelovnen lod Røg gaa fra sig. Det stirrede Bør- nene paa med aabne, slapt smi- lende Munde, det var da endelig noget interessant. Men Gløder var der da i Ov- nen, helt uden Varme var Stuen ikke. Og var en fremmed kom- met ind, havde han maaske ikke lagt Mærke til noget. Saa vilde Forældrene gøre deres bedste. Det var deres Stolthed at skjule alt til det sidste. Nu og da kom der jo bekendte paa Besøg. De havde vel deres Anelser, og nogle af dem havde lige saa skarpt et Blik som Kar- bidlygten. De saa i al Hemmelig- hed Børnenes Øren efter. Jo, Ørerne var rene, Tøjet bødet. De kikkede i Smug under Familiens Træsko. Jo, de var velholdte og nyskoede. Det saa nok ikke aller- værst ud for Familien. Det var i hvert Fald en meget pæn Fat- tigdom. Og det røber sig altid i Slusk, naar man rigtig synker. Først gik det helt godt for Fa- milien. Men saa var Faderen længe indkaldt som Soldat. Bag- efter daarligt Arbejde, lav Dag- løn, høje Priser, ned ad Bakke. Saa kom der Sygdomme. Det ved man præcist. Nu er det min Tur, siger Sygdommen altid, naar Modgangen har brudt Hul. Og nu stoppede Frost og Sne Faderens Spade, som de levede ved. Det kunde ikke skjules længer. Man kan ikke blive ved at hænge i een Finger. De havde skjult det i Pænhed saa længe, at Musene nu sagde op og ikke vilde kom- me i det Spisekammer længer. Faderen læste Avis, det samme Stykke om og om igen. Mode- rens Naal for saa rask, ud og ind, ud og ind. Næste Strømpe, Garn i Naalen, ind og ud, ind og ud. Det gaar ikke mer. Kun lidt Byggrød. Dag efter Dag. Smaa Tallerkener, mindre og mindre. Frost og Sne. Ikke skule mer. Hvad saa? Der mangler vel ikke Udveje for den Familie. De kan jo bede nogen om lidt Hjælp. Paa Væggen hænger der Bille- der af Mennesker, som ser flinke ud. Kom dog endelig, siger Bil- lederne. Og gør man nødig det, saa kan man jo sælge Billederne, de vil hygge paa enhver Væg, saa de er meget værd. Og der er Hængelampen, den er jo unyttig og hænger bare og ser uhyggelig ud. Men Moderen holder den saa blank og skinnende, at den maa være en Masse Penge værd for den, som har Olie. Og der er den gamle Konkylie paa Kommoden. Den er kostbar, for den er mær- kelig at høre i, og hver Gang Fader tager den i sin Haand, giver han sig ti lat fortælle, hvad han har læst om fremmede Lan- de, som kommer det lige ud af Konkylien. Ja, Familien kan sag- tens klare sig en Tid ved at sælge af Tingene, for alle i Stuen ved, at de Ting er meget værd. Faderen læste Avis. Moderen stoppede Hoser, Børnene bladede 14

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.