Atuagagdliutit - 20.12.1973, Qupperneq 15

jutdlisiorneK puigunaitsoK
stille i gamle Ugeblade, som var
bløde og møre i Papiret af at
blive bladet, og ingen mærkede
noget, og Aftenen gik mod Senge-
tid.
Men Blæsten var øget. Den hav-
de faaet Magt, var ikke længer
en Landstryger, men en Hærfø-
rer, som rejste med stort Følge.
Der var store, brusende Minut-
ter, naar et flyvende Hærtog pas-
serede, og Halerne paa Snefogets
Heste piskede Ruderne, og under-
lige døde Øjeblikke, da der var
stille om Huset, og man hørte
Blæsten ride gennem Kirkegaar-
dens store Træer.
I saadan et tyst Øjeblik hørte
de et dumpt Slag paa Yderdøren.
Mellem Stue og Yderdør laa der
baade Køkken og Gang. Men de
hørte det. Det ene Slag.
De saa paa Moderen, og hun
saa paa dem. Hendes øjne var
store, og det blev deres ogsaa,
mørke, fulde af Frygt. Og de
vendte alle, Mor og Børn, deres
Stirren mod Faderen. Han saa
stadig i Avisen, men hans Blik
flyttede sig ikke, han læste ikke.
Han vendte sig ikke imod dem,
og de vidste ikke, hvad der var
i hans Tanker. Han var en Mand,
anderledes i Sindet end de, og i
Frygtens Øjeblik vidste de intet
om ham, naar han ikke vendte
sig og saa paa dem. Men Mor
og Børn var forenet. Naar noget
ukendt nærmede sig, da var der
Frygt i dem. De huskede for me-
get. Det var en Nat, de laa og
sov. Da bankede det. En Mand
stod uden for Vinduet. Du skal
af Sted i Nat, du er indkaldt.
Der var Krig endnu.
Faderen løftede Hovedet og saa
op paa Uret, som hang der paa
Væggen og sagde: Bi og ti, bi og
ti.
Der var et mærkeligt Skær i
hans Blik, maaske det lønlige
Svar fra Mandssindet, nar det
vilde og ukendte kalder. Ja, jeg
kommer.
— Hvad var det? lød Mode-
rens Hvisken.
Han vendte sig og mødte de
mange Øjne, og der kom Styrke
i hans.
Mens hans Skridt fjernede sig
ud gennem Køkken og Gang, sad
de lyttende, saa stille og urørlige,
som havde han taget deres Livs-
aande med sig.
De hørte ham aabne den frost-
bundne Dør. Blæsten for i. Da
det atter tystnede, hørte de ham
spørge: — Er her nogen?
De syntes, det varede længe.
Men skønt de havde hørt hvert
af hans Skridt, kom de til at
ryste, da han stod i Døren, al-
vorlig, undrende. Han bar noget
i Hænderne. En af Smaapigerne
skreg lidt ved Synet af det, og
det isnede dem ned ad Ryggen,
saa hæsligt og forfærdeligt syntes
de, det var.
— Hvad er det dog? hviskede
Moderen.
— Det er en Agerhøne, sva-
rede Faderen.
Da skete der noget i deres Øjne.
Da saa de, det var en lille Ager-
høne.
Faderen holdt en lille, buttet
Fugl i Hænderne, og dens Ho-
ved hvilede stille mod hans ene
Tommelfinger.
— Den laa paa Trappestenen,
sagde han.
— Jamen, hvem ..., begyndte
Moderen.
— Der var ingen Spor i Sneen,
svarede Faderen, den er fløjet
imod.
Moderen tog Fuglen, hun kys-
sede den paa Vingen.
— Den er helt varm, kom og
mærk! sagde hun. Og Børnene
kom derhen og følte paa Fug-
len. Jo, den var varm under Fje-
rene. Det var ikke til at forstaa,
at en død Fugl kunde være saa
brændende varm under sine slap-
pe Vinger.
— Underligt..., sagde Fade-
ren nærmest for sig selv, den er
nok blevet blindet af Sneen. Men
at den lige skulle ramme Døren,
saa man hørte det...
— Jeg tror godt, man kan for-
klare det, sagde Moderen, og
mens Smaapigerne nænsomt rørte
ved Agerhønen, listede Broderen
sig tøvende hen til Vinduet. Han
pressede Ansigtet mod den sorte,
kolde Rude og saa ud. Han vid-
ste, hvad han vilde faa at se.
Saa blev alt tydeligere, og han
saa en mørk Skikkelse, større end
Mænd, gaa bort mellem Træerne.
Agerhønen var jo faldet i
Sneen, og herinde i Varmen blev
de stjernede Snefnug til lysende
Draaber paa de krumme Fjer.
Nogle siger, at Agerhønen er tar-
velig klædt, og den er da hel-
ler ingen Plakat. Men den bærer
fornemt sin Almuedragt, som den
har faaet Farver til fra det bru-
ne Løv, den modne Hvede, en
Knivspids fra Valmuen, et Par
Draaber fra Nattens Mørke. Den
er Markens Hemmelighed, og
hvem der kender den, maa give
den et Navn til, men det maa
holdes hemmeligt.
Smukke, smaa Fødder havde
den, fine og haarde. Alt paa Fug-
len var blødt rundet, Hovedet
med halvlukkede Øjne, Næbbet,
hvorfra der kom lidt rødt.
Faderen satte sig igen med Avi-
sen, men straks efter kom han
alligevel ud i Køkkenet til de an-
dre. Næsten hele Familien fælde-
de Taarer over det, men død var
Agerhønen jo, og plukkes skul-
de den, det var jo Meningen med
den. Den var ingenting at se til,
da Fjerene kom af, sørgelig lille.
Smaa krøllede Tarme, Lever,
Kraas, et ufatteligt lille, fast
Hjerte kom frem og det var i sit
Indre, Fuglen havde de lysende
Farver.
Faderen gik ud i Vejret, han
kom hvid og tilsneet ind igen med
en Haandfuld frisk Persille. Fedt
kom paa Panden, det sidste maa-
ske, men nu tog Moderen resolut
til de yderste Reserver, Kartof-
lerne kom i en Kasserolle og paa
Ilden, og Bunden blev ikke skra-
bet i Selvopgivelse, for hun be-
redte et Haabets Festmåltid. Og
skønt det var langt over Senge-
tid, blev der bredt Dug paa Bor-
det, hvid og skøn, selv i Karbid-
lygtens Lys. Men saa blev Lygten
baaret udenfor, hvor den kunde
hvæse af, og et dyrt Tællelys
blev tændt paa Bordet.
Ude i Mørket bruste Blæsten.
De vaskede sig, redte Haaret,
pyntede sig. Saa satte de sig ved
Højtidsbordet. Agerhønen blev
delt, og der blev kun lidt til hver,
men det er Sandhed, at den lille
Fugl mættede dem alle.
„Påvia makiniarit! nalunaereutap
akunere mardluk Kångiugpata
autdlåsautit, umiarssuaK takåna
Kangale tikerérpoK."
„Kavsingorpa?" Påvia uernar-
pasenalune aperivoK.
„arfiningulerpOK," Påviap åkå-
va akivoK, „umiarssuaroK arfinen
pingasunut avangnamukardlune
autdlåsaoK. Kå makiniarit."
Påvia 14-inik ukioKartOK åkå-
kumine najugaitarpoK. — tåssa-
me iliniartugame — uingiarssua-
tåjutigalune atissalersorpoK. a-
ngajorKåminume jutdlisioriartor-
dlune uvdlumikut autdlåsagame.
anånap, atåtap Katångutitdlo ta-
kunigssait KilanåreKai, sujornali-
me takugamigit aitsåt takonrisa-
gamigit.
umiarssuaK uvdloK atauseK i-
ngerdlagame apupoK. talikamik
Påvia ilisarissagssarsiordlune Ki-
nilerpoK. ilaKUtaminik takussaKå-
ngilertordlune årime Katångutine
takulerpai. kisiåne angune ami-
lunit takungilai. niugame inger-
dlåinardlune Katångutine ornig-
pai. „pisåtåka tigulåriardlugit ku-
mukåsaugut," Påvia taima OKar-
dlunilc tunungmut sågpoK pisåta-
nilo tiguvdlugit.
Kiimut ingerdlatitdlutik Påvia
encarsauteKaKaoK. „soK-una atåta
anånalunit niuvfiungitsut?" tai-
ma eraarsarpoK, kisiåne Katångu-
tine aperingilai.
igdlumingnut apukamik Påvia
agsut ajuatdlagpoK. uvdlut sisa-
mat Kångiugpata jutdlisaoK. ig-
dluat tujorminangårame Kianar-
dlunilo najugagssåungingajagpoK.
åmame Katångutai asingaKaut
kågpaseKalutigdlo, ilame suna ta-
marme sordlo avdlatut ilisima-
SSOK.
isersimatsialersutdlo årime ma-
to silardleK magperpatdlagpoK. a-
ngutå iserpoK — åma nuånångi-
paseKalune. „Påvia, pivfigssaerut-
dlunga niuvfiunginavkit utoraat-
serpunga." pilerpoK nangigdluni-
lo: „aitsåt nåparsimavingmit ate-
rama. ajuatdlatdlariaunak! anå-
nat ivsaK nåparsimavingmut u~
nigkame. ivsaK sulititdlune iluait-
dlersimagame, suna ajoKUtigigå
nakorsap naluvå. kisiåne isuma-
KarpoK niarKumigut ånersima-
ssok. jutdlimut angerdlamigsså
ilimagingilå — tåssame peruloKi-
game. aKago imaKa pulaorumår-
pat. manåkut nakorsap pulaorto-
KarKunginamiuk, kisiåne ajungi-
nerarpå." angutå taima OKardlu-
nilo anivoK suliartordlune.
Påvia angume OKalungnerane
tusamårdluarsimaKissoK sinigtar-
fingmut iserpoK. sinigfingmut nåt-
dlugdlune manigtulerpoK. entar-
sautine ingerdlaorteKai. „sok atå-
tap Kangale nalunaerfigingilånga
anåna nåparsimavingmut unig-
toK? anåna ilaginago måne jutdle
nuånlpatdlåsaKaoK. kiname jut-
dlimut kågiliusava? kiap igdlup
ilua assåsavå? jutdlip nuånersu-
nigsså kiap isumagisavå?" enrar-
sautit tamåko Karasarmiorititdlu-
git Påvia sinilersimavoK.
Påviap arne pulaoramiuk ag-
sut avdlagå. arnå asingarsimavoK
sanigorsimavdlunilo agsutdlo tåu-
tulugdlune. amå OKalulerpoK:
„uvdlåK nakorsap misigssorami-
nga ajunginerarpånga, kisiåne
jutdlimut angerdlamigssara ilima-
gingilå. taimåitumik ivdlit jutdli-
mut pisiagssat isumagilåmiarigit.
ajomaKacrme, Katångutinguatit
jutdlisungnitsunguamik naissaaa-
låmiåsåput. ama atissagssångue
igdluvnut imissutigilåsavatit."
„kisiånime ivdlit jutdlimut ila-
gisångikuvtigit susa ukioK ména
jutdlisiungikaluaruvta åssiginar-
på.“ Påvia ajussårpaseKalune o-
KarpoK.
„Påvia, Katångutinguatit er-
Karsautigilårniåkit! use ama na-
korsaK OKarpoK jutdle aKagug-
pat KanoK inersunga takoriardlu-
go imaKa uvdlune mardlugsung-
nilunit angerdlarsimalårsinåusau-
nga.“ arnå tugpatdlersainiardlu-
nilusoK CKarpoK.
jutdle aKagutoK uvdlåkut a-
ngutåt iserpoK. „ivkorsé, anånap
atissagssainik nåparsimavingmut
åtsigatdlaritse." nuånårpaseKalu-
ne suaorpoK. kinauna kingugdliu-
niåsava? Påvia Kangale makerér-
poK, anånavdlo atissai tigoriardlu-
git nåparsimavingmut arpåinaK.
Påviap pisiagssat isumageréra-
migit arne igdlup iluane ikiorpå.
Katångutai ikiusinaussut tamar-
mik ikiuput, suna tamåt jutdli-
siornigssamingnut isumangnae-
rérniaramiko.
umikut Påviap orpik pisatser-
sorpå. Katångutai aKagugssamut
Kilanåmermit Kangale inarérsi-
måput. anånap kågiliainik orpiuv-
dlo tipånik Kangame igdlup ilua
najoruminånguarsse! igdlup ilua
pisatsersordlugo jutdlerpalårtd-
ngorteréramiuk Påvia enugsivig-
dlune inarpoK.
aaaguane Katångutiminit iterti-
neKarpoK. „tunissutisiagssatit pu-
iarniåkit!" Katångutåta OKarfigå.
Påvia makeriardlune tunissutisi-
agssaminik puiailerpoK. isumaKar-
simagaluarpoK tunissutigssanik
pisissoKarsimångitsoK, sunauvfa
angutåta tamåko isumagerérsi-
magai.
Påviap jutdle KångiutilersoK
entarsautigå. tikeneårame isuma-
KarsimagaluarpoK ukioK måna
angerdlarsimavfingmingne jutdli-
mik takungitsusavdlune. kisiåne
anåname neriumik tuningmane
jutdlisiorpoK KaKugumut puigU7
gagssaringikatdlagkaminik.
Andreas Olsen,
„Nørregård" 6851 Janderup.
Urreparationer
Urreparationer godt og hur-
tigt, alt returneres pr. luft-
post.
URMAGER SVEND BILLE
Købmagergade 23 . København K.
Postnr. 1150 . Telefon (01) 11 45 53

Tern?
YflHKIE BAR
Toms Yankie Bar
giver energi og godt humør
nakussagsaut Kimagsautdlo
NerissagssiordluarneK
Otto Mønstedip makarinånik
autdlarKauteKartarpoK
Otto Mønstedip måkarinå mamåssutsip,
tipigissutsip suj atsissausinau neruvdlo
tungaisigut angumassagssåungilaK.
atortugssat pineKarsinaussut pitsaunerpåt
atortoralugit sanåjuvoK - taimåitumik
angussaK pitsaunerussarportaoK - tamatigut.
Sikker madlavning
begynder med
Otto Mønsted margarine
Otto Mønsted margarine står i særklasse
hvad angår smag, aroma og stegeegenskaber.
Den bliver kærnet af de bedste råvarer,
der findes - derfor bliver resultatet også
bedre - hver gang.
Mmmmønsted
15