Atuagagdliutit - 20.12.1973, Síða 22

Manden der indførte fjernsynet
i Grønland er selv tv-narkoman
For fire år siden transmitteredes den første TV-udsendelse i Grønland.
I dag er der mindst 2000 seere. Manden bag „fjernsyns-eksplosionen"
er radioforhandler Ole Winstedt, Godthåb. I artiklen fortæller han løst
og fast om de første TV-dage.
For fire år siden blev den første
tv-udsendelse i Grønland sendt
pr. kabel tværs over „Sletten" i
Godthåb. Billedbåndmaskinen,
der leverede udsendelsen, blev
betjent af radioforhandler Ole
Winstedt. Han og hans medarbej-
dere havde maset i mange år,
før han kunne „trykke på knap-
pen". På den anden side af „Slet-
ten" ventede Grønlands første
„tv-familie“ spændt. Operetten
„Karneval i Venedig" tonede frem
på skærmen i elektromekaniker
Mogens Trolles hjem. Klart og
tydeligt. Det blev en stor aften
i begge ender af kabelet.
I dag kan mindst 2000 familier
i Grønland kigge tv. Den største
tv-forening, Godthåb lukkede Te-
lenet, har alene ca. 1200 medlem-
mer. Der er oprettet lignende for-
eninger i Nanortalik, Julianehåb,
NarssaK, Arsuk, Frederikshåb,
Godhavn, Sukkertoppen, Hol-
steinsborg, Egedesminde, Jakobs-
havn og Christianshåb.
TV-udviklingen har været
eksplosionsagtig. I forhold til
Danmark har tempoet i Grønland
været måske fire gange så hur-
tigt. TV-området er et eksempel
på, at moderne teknisk udvikling
gennemføres med forrygende
hurtighed i Grønland.
Manden bag det hele, Ole Win-
stedt, er ikke brødebetynget.
— TV burde være indført i
Grønland mindst ti år tidligere.
Og så skulle myndighederne have
haft øjnene åbne for de store
muligheder for folkelig oplysning,
som TV rummer. Jeg tror ikke,
der findes et kraftigere under-
visningsmiddel end fjernsyn. He-
le den grønlandske befolkning
kunne have været orienteret om
meningen med og baggrunden for
den tekniske udvikling. Så havde
vi nok undgået mange af de pro-
blemer, der er fulgt i kølvandet
af udviklingen, siger Winstedt.
VIDSTE IKKE, HVAD TV VAR!
— I øvrigt er det ikke rigtigt at
give mig æren — eller skammen
— for, at vi har fjernsyn i Grøn-
land, fortsætter Winstedt. Det var
daværende redaktør Jørgen Bent-
zon, der først luftede tanken over
for mig. Han mente, at fjernsyn
kunne betyde beskæftigelse og
underholdning bl. a. for de mange
unge, der gik og daskede omkring
i gaderne i deres fritid. Jeg var
ikke særlig stemt for ideen. Det
skyldtes nok først og fremmest,
at jeg faktisk ikke selv rigtig
vidste, hvad fjernsyn var! Jeg
havde forladt Danmark længe før
TV-tidsalderen. Desuden kunne
jeg dengang — af samme årsag
— heller ikke rigtig overskue de
tekniske problemer. Alligevel gik
jeg og rugede over forslaget.
Et stort skrummel af en radio-
modtager, der næsten var øde-
lagt af en brand i vores forret-
ning, kom — ganske tilfældigt
— til at spille en rolle for pro-
jektet. Jeg fik lyst til at „trimme"
det gamle apparat, og en dag, da
jeg sad og drejede på indstillings-
knappen, hørte jeg pludselig helt
nede på 50 megahertz nogle få
brokker fra en fransk station. Det
siger ikke almindelige mennesker
noget. Men for en radiomand er
det mere end besynderligt. Næste
dag prøvede jeg igen samme bøl-
gelængde. Nu hørte jeg — på
engelsk — en stump af en sæt-
ning „.. og så kan De skrive
til
Så slog det ned i mig: Du har
fat på en engelsk tv-kanal!
LAD OS SÅ KOMME IGANG . . .
Ok. Det kan altså lade sig gøre.
Lad os så komme igang, tænkte
jeg. Jeg skrev til en af mine leve-
randører i København og bad ham
Kangerdfijarssorutsini6 Centraltankanlæget i Færingehavn
oliausivit Pingarnersåt
DET GRØNLANDSKE
OLIEAKTIESELSKAB
Kalatdlit-nunåne
oliamik pigingneqatigit
om at sende en tv-modtager, ind-
rettet med engelske kanaler. Den
kom. Jeg kiggede på fyren, prø-
vede at få billeder frem, men
skærmen var sort. Apparatet due-
de ikke. Dyb skuffelse. Da jeg
senere modtog et diagram over
apparatet, fandt vi hurtigt ud af,
at det kun var en modstand, der
var rystet i stykker under trans-
porten. Så prøvede vi igen. Og
den aften dukkede for første gang
i Grønlands historie billeder frem
på en tv-skærm! Det var flim-
rende glimt fra en eller anden
pompøs begivenhed med dronning
Elisabeth i fuldt skrud. Billed-
kvaliteten var elendig. Men vi var
alligevel betaget over, at det kun-
ne gøres. Og vi havde for alvor
fået blod på tanden.
Vi købte et tv-kamera til op-
tagelser. De første planer gik ud
på, at vi ville opstille et tv-appa-
rat i forsamlingshuset og lave
nogle demonstrationsudsendelser
både med bånd fra Danmark og
med små-optagelser fra Godthåb.
Jeg håbede også, at vi kunne gøre
forsamlingshusets bestyrelse så
interesseret, at der senere kunne
laves et lille studie og en tv-sen-
der i forsamlingshuset. Hvad der
dog ikke lykkedes.
POST- OG TELEGRAFVÆSENET
VÅGNER OP
Uheldigvis var der også ved de-
monstrationen af tv i forsamlings-
huset en redaktør til stede. Han
sendte flux et telegram til Rit-
zaus Bureau om, at nu var der
indført tv i Grønland. Post- og
Telegrafvæsenet vågnede op. Vi
fik med det samme en skriftlig
forespørgsel om, hvad det egent-
lig var, vi gik og lavede — uden
nødvendige tilladelser. Vi måtte
gå til bekendelse: Vi havde vit-
terligt produceret og transmitte-
ret en tv-udsendelse, og vi måtte
højtideligt love aldrig mere at
gøre det, før formaliteterne var
i orden.
Det problem gik vi og tyggede
på i nogen tid. Så slog vi os sam-
men — fem-seks mand — og op-
rettede foreningen Godthåbs luk-
kede Telenet. Teknisk eksperi-
menterede vi videre. Vi lagde det
første tv-kabel over „Sletten". Vi
arbejdede med 16 mm-filmopta-
gelser. Resultaterne var pæne. Så
gode, at vi nu for alvor begyndte
at rende myndighederne på dø-
rene for at få den koncession,
som vi manglede. Hele papirdyn-
gen endte hos daværende kultur-
minister Bodil Koch. Og der blev
den liggende.
NORMANN I AKTIVITET
Men så står der 1969 på kalen-
deren, fortsætter Ole Winstedt, og
vi får ny regering — og ny grøn-
landsminister. I nytårsudsendel-
sen i Grønlands Radio siger A.
C. Normann pludselig, at han har
hørt om vores fjernsynsplaner i
Godthåb. Han vil støtte dem! Jeg
skrev omgående til ministeren,
forklarede ham om planerne og
bad om hans råd. Han svarede
mig fjorten dage senere, at han
ville anbefale os at søge konces-
sion til at oprette kabelnet. Ikke
lang tid efter traf jeg ministeren
ved indvielsen af sømandshjem-
met. Han kunne fortælle, at kon-
cessionen netop var halet i land.
Jeg skulle i starten være direkte
ansvarlig over for ministeren som
en slags „tv-chef“ i Grønland.
Samme år købte vi to billed-
båndmaskiner i København. Den
ene blev placeret i Godthåb, den
anden hos min gamle kammerat,
Poul Andersen, København, hvor
den stadig står. Han og familien
er fortsat et af de vigtigste led
i det grønlandske tv-system, for-
di de optager alle udsendelser,
som vi senere udsender.
Det varede ikke mange uger,
efter at koncessionen var halet
hjem, før Poul Andersen sendte
os det første bånd, han havde
optaget i København. Det var ud-
sendelsen „Før fyraften". Jeg
satte spændt apparatet i Godthåb
igang. Filmen tonede pænt frem
på skærmen. Men efter ganske
få minutters forløb viste sig en
stribe tværs over billedet — stri-
ben blev bredere, og til sidst var
billedet væk. Maskineriet duede
overhovedet ikke!
EN FRYGTELIG SKUFFELSE
Det var en frygtelig skuffelse.
Først gennem lang og besværlig
kommunikation mellem Grønland
og København fandt vi ud af,
hvad der var i vejen. Båndet blev
i København indspillet på forkert
hastighed. Afvigelsen var kun 5
pct., men nok til, at det hele
endte i flimmer.
Poul Andersen sendte pr. luft-
post et bånd, indspillet med kor-
rekt hastighed. — Jeg vil æde
min gamle hat på, at vi nu har
klaret problemerne, skrev han i
et ledsagende brev. Med næsten
rystende fingre satte jeg båndet
i, startede maskinen og — bille-
det stod klart og skarpt! I højt
humør sendte jeg il-telegram til
Andersen: Du kan godt æde din
gamle hat! Venlig hilsen, Ole.
EN STÆRKT FORTUMLET
FRU ANDERSEN
Telegrammet blev over telefon
afleveret til fru Andersen — kl.
eet om natten. Hendes mand var
ikke hjemme. Stærkt fortumlet
og helt desorienteret hørte hun
GULD
BARRE
- sin vægt værd
— OKimåissutsimisutdle nalitutigissoK
___________________________1___________/
22