Atuagagdliutit - 20.12.1973, Síða 27

til jorden fordi han ikke længer
kan bruge os?
Soldaten blev så svimmel af at
høre de ord at han ville være
faldet om det havde været mu-
ligt. En stund dalede han i pin-
lig tavshed, han forsøgte at se
bort fra englene og opdage et par
fortrolige stjærnebilleder, men
stjærnerne blinkede stadig så ner-
vøst at han ikke kunne holde
synet fast, og englene fløj tæt
omkring ham og så ham bedende
ind i øjnene. Da tog hans hjærte
fat at banke langt blødere end
et mandshjærte skal, generende
tårer stod ham i øjnene — netop
nu da den varmere skønt kolde
luft lod ham forstå at han nær-
mere sig jorden og måtte orien-
tere sig.
— Væk med jer! råbte han.
— Tilgiv os vor ulydighed,
herre, men du må, o du må ikke
forlade os uden at give os et tegn
som vi kan bringe til din Fader.
Måske han da vil tage os til nåde
igen!
— Slip mig! skreg han, thi de
hysteriske engle ville ikke lade
ham falde efter hans bestemmel-
se, men holdt fast i hans arme og
ben og førte ham vandret hen
over den nære jord.
— Lad mig være fri, jeg kom-
mer ud af kurs!
— Herre, hør vi græder over
vore synder, — men herre, den
store bold som du holder i din
hånd har du jo ikke brug for
denne gang da du kommer til
jorden som voksen — må vi ikke
niorKutigssiarKik Carlsberg-imérsoK
et kvalitetsprodukt fra Carlsberg
inumarigsarKigit
---------------►
frisk
op igen
med
bringe den til Gud som en hilsen
fra hans barn?
—Jeg biir forrykt, sagde sol-
daten, koldt og sagligt for han
ville gærne holde hovedet klart,
men i næste nu begyndte alt der
var løst og kunne bevæge sig i
hans krop at røre på sig, og for
ikke at bukke under for sin krops
bevægelse måtte han slå en latter
op, han lo og lo så englene, dfci
ikke forstod sig på latter, stirrede
på ham med store bekymrede øj-
ne, indtil han kunne komme af
sted med at svare, rigtignok sta-
dig afbrudt af latter:
— O I fredsengle, I rørende
skabninger, ja tag bare den store
bold her, bring den til min høje
fader hvis I ved hvor han bor,
sig at han må få den som jule-
gave og at han må gøre med den
hvad han vil når han blot ikke
taber den — og spil nu ikke bold
med den på vejen, før den så
blidt til hans høje bolig som om
den var et sovende barn der ikke
må vækkes!
Da tændtes skinnende sole i
englenes himmeløjne, og deres
læber kyssede soldatens frie hæn-
der. Uden at skændes delte de
sig i to flokke, den ene førte den
slumrende bombe op til Gudfader,
den anden førte den bævende sol-
dat ned på jorden:
— Sneen er kold og glat, du
kunne falde og slå dig slemt, sag-
de de, åbenbart uden at nære syn-
derlig tillid til faldskærmen på
soldatens ryg. Blidt satte de ham
ned på den hvide mark uden selv
at røre sneen, de havde jo nøgne
fødder på, men soldaten solide
militærstøvler.
— Farvel, farvel — og tak! jub-
lede englene og slog voldsomt med
vingerne for at indhente deres
kolleger der var på vej til Gud.
Soldaten lyttede til deres sang,
da den var forstummet bøjede
han sig ned og lagde kølende sne
på sin pande. Da det ikke hjalp,
kastede han sig så lang han var
i sneen der straks forvandledes
til sved.
— Hvad har jeg dog gjort, støn-
nede han, jeg har foræret vor
eneste ABC-bombe til den første
den bedste Gud — dødsangsten
lod mig se skønne syner, og jeg
fjols troede på synerne — nu er
jeg da kommet ned på jorden
igen, men hvor blev bomben af
— bomben var jo virkelig og
ikke et syn — eller var bomben
bare et syn da jeg dog lever end-
nu?
Han kom på benene for at se
sig om, for man ser længere når
man står end når man sidder, og
han så fjendtlige kanoner stå og
sigte på himlen ikke langt derfra,
og selv om de i aftenens anled-
ning var pyntet med gran og jule-
stads, blev han bange og skulle
til at flygte. Men se — da stod
allerede en skikkelse foran ham.
At dømme efter dens urolige form
var det et menneske, men intet
mennesketræk var synligt, alt var
skjult bag noget der snart var
en mørk tåge, snart et bævende
lys. Et håb om frelse strejfede
soldatens unge sjæl, thi den frem-
mede havde ikke holdning som
en soldat, måske var det en fre-
delig gammel bonde der ville
skænke ham husly. Soldaten der
ikke talte fjendens sprog fagtede
med arme og ben for at gøre sig
forståelig, men da talte den frem-
mede pludselig hans eget sprog,
ikke perfekt naturligvis tøvende
og stammende, men med en rø-
rende blid accent:
— Glædelig jul, soldat!
— Vil du hjælpe mig? udbrød
soldaten glad og løb frem imod
den fremmede, men han faldt
over en isklump og blev liggende
på jorden og havde kun kraft til
at løfte hovedet, da han så den
gamle mands øjne lyse så varmt
at hans eget hjærte voksede der-
ved og flængede uniformen itu
over hans bryst, og dog følte han
ikke kulden.
Men nu blev han tiltalt på et
fremmed sprog — eller var det
hans eget der blot blev udtalt
helt forkert — talen lød så for-
trolig, så gammelkendt, og den
skrabede bunden af hans barne-
sjæl og blev dog ikke forstået.
— Jeg er ikke så dygtig til
sprog, sagde soldaten, jeg forstår
det ikke.
— Engang forstod I det, lød
svaret bedrøvet, og nu forstod sol-
daten og syntes dog pludselig at
han havde forstået mere før da
han intet forstod.
— Så hør da soldat i dit eget
tungemål, du har rørt mit hjærte
ved at sende englene op til mig
med en julegave —
— O Gud, hviskede soldaten
himmelfalden og pressede sine
knæ til blods mod den skarpe is
for at ligge endnu mere på knæ,
og han glemte, at han var soldat
og græd som et barn og kunne
ingenting sige.
— Fra gammel tid har jeg en
gave til jer som I aldrig har vil-
let tage helt imod, for I er bedre
til at købe end til at modtage en
gave. Skal vi bytte nu, du men-
neske, du giver mig din dygtige
bombe, og jeg giver dig den evige
sandhed som jeg holder skjult her
i min højre hånd.
Ud af det mørke lys strakte
sig en blidt knyttet gammel hånd,
den så ikke ud til at rumme me-
get, men soldaten troede, troede
at Gudfader talte sandt.
— Den evige sandhed, stamme-
de han ydmyg, jamen det er jo
altfor meget, hvad jeg gav dig
var ikke så meget værd. Og når
jeg skal være ærlig, var det ikke
mig der fandt på det, men dine
egne engle, jeg har slet ikke for-
tjent at få den.
— Jeg beder dig, elskede søn,
forsmå den ikke, bring sandheden
til menneskene som jeg savner,
og de vil atter kendes ved mig!
Undrende så den unge soldat
på den skælvende hånd der var
strakt op imod ham skønt han
lå på knæ, som var også den frem-
mede sunket på knæ skønt han
var Gudfader selv.
— Fader, sagde soldaten, tak
for den store nåde, men — vil
du ikke nok beholde din sandhed
lidt endnu og bringe mig i sik-
kerhed først? Jeg er jo i fjendens
land, og hvad kunne der ikke ske
om den faldt i fjendens hænder!
— Du evige menneske, lød Guds
kærlige røst, men da soldaten
smilende løftede hovedet, var
Gud forsvundet. I sneen foran
ham lå den hårde ensomme bom-
be og dirrede som et stort dir-
rende hjærte.
Flytning
TIL GRØNLAND: Bohave afhentes uanset fraflytningssted
for emballering, stuvning i container og levering til KGH.
FRA GRØNLAND: Destiner Deres forsendelse via KGH til
vort firma. Ved ank. forestår vi toldbehandling og indflyt-
ning på Deres adr. landet over.
OPBEVARING: Vore møbelvenlige magasiner er til Deres
disposition ved opbevaring i København eller Aalborg.
STATSFLYTNINGER: Udføres indenfor gældende refusions-
rammer uanset fra/til flytningssted.
Spar Dem selv for ærgrelser
årige erfaring.
Benyt Dem af vore mange
FLYTTEFIRMAET „AALBORG" A/S
Grundlagt 1936
Lygten 2-4, 2400 Kbhvn. NV. — Tlf. (01) Ta (72) 6300
Telex 19228
27