Atuagagdliutit - 23.11.1978, Blaðsíða 25

antallet af mennesker sig nøje til
mængden af sæler. Sådan har det
været i årtusinder. Men vore da-
ges teknik har betydet, at vi har
fået en befolkningstilvækst, som
ikke står i forhold til antallet af
fangstdyr. Befolkningen kan ikke
længere eksistere på grundlag af
sælfangsten. Dengang, da der i
Grønland var balance mellem an-
tallet af beboere og sælbestanden,
kunne der eksistere ca. 8000 men-
nesker i Grønland. Sælen kunne
give disse mennesker varme, klæ-
der, ernæring, fangstredskaber. -
Men sælfangsten kan i dag ikke
afkaste så meget, at der herud-
over kan blive råd til motorbåde,
radio, fjersyn og alt andet moder-
ne udstyr.
ARKTISKE DYR TÅLER IKKE
INDUSTRIEL UDNYTTELSE
- Burde der ikke gøres forsøg på
at udvikle sælkød som en deli-
katesse på det internationale
marked, så ikke alene skindsalget
kunne give valuta til Grønland?
Fulgt op med en effektivisering
af fangstmetoderne?
- Det ville jeg være meget be-
tænkelig ved. Ingen af de arkti-
ske dyr har endnu kunnet tåle
en egentlig industriel udnyttelse.
Den store grønlandshval er næ-
sten udryddet under den hårde
fangstperiode fra 1600-1900. Hval-
rossen tåler heller ikke større ud-
nyttelse. Den eneste måde, vi ef-
ter min opfattelse kan bevare de
arktiske dyrearter, er ved at for-
beholde dem for den oprindelige
fangerbefolkning. Det har hele
tiden været min „politik" som bi-
olog, at Grønlands fangstdyr til-
hører den grønlandske befolk-
ning. Dyrene kan ikke klare en
moderne tekniks massefangst. I
øvrigt gælder det for ringsælen,
at massefangst næppe er mulig,
da dyrene lever spredt i et
enormt stort havområde. Denne
store udbredelse bliver ringsæ-
lens redning.
DE ØVRIGE SÆLER
I GRØNLAND
Af andre grønlandske sælarter,
der betyder noget for fangerne,
nævner Chr. Vibe klapmydsen,
som enkelte steder optræder i ret
store tal, f. eks. ved Nanortalik
to gange årligt, første gang, når
den på sin færd fra ynglepladser-
ne ved New Foundland passerer
det sydlige Grønland på vej til
fældningspladserne ud for Ang-
magssalik, og næste gang, når den
er på vej tilbage.
- I øvrigt er klapmydsen igen
ved at vende tilbage til Vest-
grønland efter at den i en læn-
gere periode er forblevet i driv-
isen mod øst. Dette er et glæde-
ligt tegn for gamle klapmydse-
fangere - men det er samtidig et
varsel om en klimaændring med
tiltagende polarvand og drivis i
Davisstrædet. Også remmesælen
var mest talrig i de store drivis-
perioder i 1800-tallet.
- Remmesælen havde stor be-
tydning tidligere, fordi dens skind
er overordentlig stærkt. Det blev
brugt til forsåling af kamikker
og til udskæring af remme til bl.
andet hundeskagler til slædehun-
dene. Remmesælen er jævnt ud-
bredt over det meste af Grøn-
land. Den lever af bunddyr, sneg-
le, krebsedyr og fisk både i fjor-
dene og ved yderkysten. Beteg-
nelsen „kobberemme" kommer af
det norske ord for remmesæl.
- Den spraglede sæl er typisk
for det sydvestlige Grønland. Den
går langt op i fjordene og ved
kysten. Skindet er særdeles ef-
tertragtet, fordi det er smukt og
blødt og bruges til den grøn-
landske kvindes festdragt. - Skal
man tale om truede sælarter, så
er den spraglede sæl nok den,
der er nærmest farezonen, siger
Chr. Vibe. Det skyldes først og
fremmest, at den er helt afhæn-
gig af åbent vand, og at den yng-
ler på land, hvor den er let at få
ram på.
OMVENDT
RACEDISKRIMINATION
- Jeg vil være meget betænke-
lig ved at indføre fredninger, der
rammer den grønlandske befolk-
nings mest traditionsrige erhverv.
Man bør nøje overveje konse-
kvenserne både for mennesker og
sut.
Kurverne viser fangst af grønlandssæl mellem 1800 og 1960.
åtåt New Foundlandip sineriaine sikume upernåkut piarKiniardlutik Kagssimassut, tamånilo piarKat angnertQ-
mik piniarneKartarput - issornartors'iorneKartaKissumik. (åss.: Per Høst).
Grønlandssæler på isen ved New Foundland, hvor de samles om foråret for at føde unger, og hvor den store
- og stærkt kritiserede - fangst af unger finder sted. (Foto: Per Høst).
dyr. Skulle der vise sig behov for
yderligere fredninger, så mener
jeg, at man med fredningen først
fremmest skal sikre den grøn-
landske befolknings traditionelle
fangstrettigheder, mens personer,
som har andre erhvervsmulighe-
der, kan udelukkes fra fangst.
- Det kan man kalde omvendt
racediskrimination, men for mig
at se er den grønlandske fanger
den, der er hårdest ramt af indu-
strialiseringen af samfundet. Fan-
geren har endnu sin stolthed i be-
hold og kæmper for at bevare
den værdighed, der gør ham uaf-
hænggig og smuk i sine nedarve-
de omgivelser.
- En totalfredning af visse yng-
leområder, som nu f. eks. er sket
i Melvillebugten og Nordgrøn-
lands Nationalpark, vil nok være
den mest farbare vej, såfremt det
nye Grønland slutter op om de
nugældende fredningsbestræbel-
ser, siger Chr. Vibe.
-h.
Udgives som hefte i begyndelsen af december 1978 af Atua-
gagdliutit/Grønlandsposten. — Pris 12 kroner.
Fås hos din sædvanlige AG/forhandler eller tilsendes ved ne-
denstående kupon:
JONAS
»Den utilgængelige Fjord«
— en historie om Jonas og
hans venner: Englænderen,
Petroleumsfuglen og Fjeld-
grisen. Et tegnet eventyr
med dansk og grønlandsk
tekst.
Tegninger og dansk tekst:
Anders Nilsson.
Grønlandsk tekst:
Svend Møller.
JONAS
»Den utilgængelige Fjord«
Send mig_stk å 12 kroner.
□ pr. efterkrav
□ beløbet er vedlagt i check
Navn
Adresse________________
Bygd
Postnummer By
Kuponen sendes til A/G, postbox 39, 3900 Nuuk
i
25