Atuagagdliutit - 10.07.1980, Blaðsíða 8

AG
K'årnoK, en nedlagt bygd (2)
KGH f remskyndte
K'ornoKS nedlæggelse
— Man kunne have hindret affolkningen. Bygdens
skæbne hvilede for meget på en enkelt fisk, torsken
Det kan ikke undre nogen, at
mange synes, at K’ornoK er et til-
talende sted.
Bygden ligger på en lav, lille
halvø i den nordøstlige side af den
høje Bjørneø i Godthåbfjorden.
K’ornoK betyder »snævringen«,
fordi halvøen snævrer sundet ud
for bygden.
Stedet er omgivet af store, ma-
jestætiske bjerge, der fra lang af-
stand ligesom bevogter bygden
for alverdens farer.
Eet af de mest idylliske miljøer
på Grønlands langstrakte kyst.
Der findes flere, meget poetiske
hymner om K’ornoK og dens na-
tur. Hymner, der er lavet af folk
fra bygden. De to mest anvendte
sange kendes af alle i Grønland.
Det er først og fremmest »K’or-
nunguaK nuna«, digtet og kompo-
neret af Niels Nielsen, der er far
til een af Grønlands mest kendte
forfattere og digtere, Frederik Ni-
elsen. Han skal endelig ikke for-
veksles med den Frederik Nielsen,
som er formand for den forening
der vil genopbygge K’ornoK.
Eet af versene i sangen illustre-
rer beboernes følelser og forhold
til stedet:
»Kuj åssutigilarput
pingortitsissumut
taima pitsautigissumik
nunanartingmatigut«.
Verset kan oversættes til: »Lad
os prise skaberen for, at han har
givet os så godt et sted at bo.«.
En anden velkendt sang om
K’ornoK er »alianaigenåvkit nu-
naga« (Mit skønne bosted). Den er
skrevet af det ene af de to første
grønlandske medlemmer af det
danske folketing, afdøde Frederik
Lynge. Han har sin grav på byg-
dens lille kirkegård.
»K’ornoK må være et velsignet
sted at dø, men den er forbandet
at rejse fra«, sagde en beboer til
AG’s Jens Brønden dagen før
bygdens officielle nedlæggelse
den 10. oktober 1971.
En gribende afsked
»Menneskene er flyttet«, skrev
Jens Brønden videre i sin reporta-
ge om nedlæggelsen, »har pakket
møbler og habengut og er draget
til byen. K’ornoK er ikke mere et
udsted i Godthåbfjorden, hvor
isen begynder og fjeldene driver
forbi, ud og ind med tidevandet.
K’ornoK er fortid nu, fra i dag
mennesketomt. Det er et sted
uden status, uden hverdag, uden
kutternes dunken fra fjorden,
travlhed i fiskehuset, ved tørre-
stativerne. Der er ingenting i
K’ornoK, uden en hel del sjæl og
en uendelighed af stilhed«.
»Men det bile udsted i Godt-
håbfjorden var noget engang.
Store mængder af torsk gav over-
flod til det lille fiskesamfund. Så-
dan var det mange steder i Grøn-
land. Energiske initiativrige men-
nesker flyttede dengang til byg-
den. Der var muligheder. Der ske-
te noget«.
Den sidste kirkegang blev be-
skrevet således:
»Den fyldige, grønlandske sal-
mesang slog ud af kirken som en
lun sommerbrise og satte udsig-
K'ornup OKalugfitoKå.
ten i musik. Så dejligt findes intet
sted«.
Da gudstjeneste og altergang
var forbi, gik man til kirkegården.
Næsten hundrede mennesker.
K’ornoK tilbageværende indbyg-
gere, myndigheder i Nuuk kom-
mune og gæster, der i løbet af da-
gen var kommet sejlende til byg-
den. Her blev der holdt andagt.
En gribende afsked med familie
og slægt — med K’ornoK.
Såvidt AG’s reportage om
K’ornoK’s sidste dag med status
som bygd. eller udsted, som det
hed dengang i KGH-sprog.
KGH pressede på
Tre måneder tidligere havde kom-
munalbestyrelsen i Nuuk modta-
get et brev, der havde fremskyn-
det den endelige beslutning om at
tilendebringe affolkningen — der
støt og roligt var gået tilbage si-
den i midten af 60’erne.
Brevet kom fra Kongebge
Grønlandske Handel, KGH, i Nu-
uk, som ejede bygdens livsnerve,
fiskefabrikken og butikken. Bre-
vet underskrevet af den daværen-
de handelschef N. Carstensen.
I brevet blev der gjort opmærk-
somt på, at affolkningen af byg-
den var skredet så hurtigt frem,
at der pr. dato (29. juli 1971) kun
boede 31 personer i bygden.
Da en væsentlig del af denne
befolkning formodedes også at
flytte væk i løbet af efteråret, an-
befalede N. Carstensen, at
spørgsmålet om oprettelse af et
kommunalt forsyningsdepot blev
taget op til behandling på kom-
munalbestyrelsens møde i au-
gust.
N. Carstensen fortsatte:
»Spørgsmålet om oprettelse af
Af Svend Møller
det nævnte depot bortfalder selv-
følgelig, såfremt udstedet totalt
affolkes i løbet af efteråret/vinte-
ren.
Begrundelsen for vor henven-
delse er den, at det koster urime-
ligt meget at holde en forsynings-
og indhandlingstjeneste i gang
for så få mennesker, hvorfor det
set ud fra økonomisk synspunkt
kraftigt må anbefales, at udste-
det nedlægges og at der eventuelt
som en overgangsordning opret-
tes et kommunalt depot.
KGH havde autoritet
KGH havde talt. Og det var ikke
sådan — ihvertfald i den tid — at
man uden videre kunne hamle op
med denne statslige virksomheds
beslutninger.
KGH havde autoritet, havde
tag på en enorm del af de vigtig-
ste funktioner i samfundet. Var
den eneste, som drev produkti-
ons- og handelsvirksomhed i alle
bygder. Som den altid har gjort
gennem mange generationer. Og
den arbejdede jo efter retningsli-
nier, som blev udstukket på bag-
grund af koncentrationspolitik-
ken.
Kommunalbestyrelsen beslut-
tede så, at den officielle nedlæg-
gelse af bygden skulle finde sted
den 10. oktober.
Det må have været svært for
lokalpolitikerne at skulle forsøge
at stille alternativer til en sådan
beslutning. Og de gjorde det ikke,
forståeligt nok. Befolkningskon-
centrationens lavine skred endnu,
og den nåede K’ornoK inden den
stoppede.
For K’ornoK begyndte lavinen i
1963. Godthåbs Fiskeindustri
A/S, som KGH er medjer af, blev
etableret i Nuuk. Den gav gode
indhandlingspriser, som trak fi-
skere fra kysten. Også fiskere fra
K’ornoK. Fiskere med større far-
tøjer fra K’ornoK begyndte at
indvandre til Nuuk — af forståeli-
ge grunde.
Myndighedernes planlæggere
placerede bygden blandt mange
andre, der ventedes at blive affol-
ket i løbet af en ti års periode.
Et paradoks
I 1955 havde K’årnoK omkring
260 indbyggere — en forholdsvis
stor bygd. Ti år senere, det vil si-
ge i midten af 60’erne, var indbyg-
gertallet mere end halveret. Og
sommeren 1971, umiddelbart før
den endelige affolkning, var der
altså kun 31 tilbage.
Vittus Mikiassen, 63, var byg-
dens repræsentant i Nuuk kom-
munalbestyrelse i fire år fra 1955.
I den tid gik livet i bygden så
godt, at ingen drømte om en ned-
gang, der ville gå så vidt, at byg-
den blev nedlagt.
I dag, når man ser de mange
mennesketomme huse, kan man
ikke undgå at tænke på det para-
doksale ved, at der i Vittus Maki-
assens tid som kommunalbesty-
relsesmedlem var bolignød. Det
var hans største hovedpine som
lokalpolitikker.
— Der var mange torsk, kon-
staterer han med et lunt smil.
Mange fiskere kom til stedet i
forårs- og sommermånederne, og
en del af dem overvintrede i byg-
den.
Der blev dog bygget seks fi-
skerbarekker og en kantine. De
blev godt benyttet af fiskere ude-
fra, og det hjalp.
— I begyndelsen af 1960’erne
begyndte det at gå nedad for tor-
skefiskeriet, fortæller Vittus Mi-
kiassen. — Torskebestanden ind-
skrænkede sig. Samtidigt be-
gyndte Grønlands-udvalget af
1960 sit arbejde. Forskellen på
indhandlingspriserne fik de større
fiskere til at flytte til Nuuk. Til-
bage stod vi, såkaldte småfiskere,
med vore robåde. Problemerne
hobede sig op foran os. På land-
jorden faldt beskæftigelsen.
Kunne have været hindret
Forskelle på indhandlingspriser-
ne, som Vittus Mikiassen taler
om, var faktisk noget, som var en
vigtig bestanddel af koncentrati-
onspolitikken. Det var også af
forretningsmæssige hensyn, at
KGH førte en sådan prispolitik
på hele kysten. Indhandlingspri-
serne for en række fiskeprodukter
lå væsentligt højere i byerne end i
bygderne — med den begrundet
se, at det driftsøkonomisk var be-
dre for KGH at indhandle ved by-
ernes fiskeindustrier end i byg-
derne.
sommeren 1971 var bygde-
prisen for en prima torsk, af stør-
relse over 40 cm, 44 øre kiloet.
Byprisen for samme fisk, af
størrelse over 26 cm, var 56 øre
kiloet. Op mod midten af 70’erne
blev forskellene dog udlignet — så
godt som — ved en række regule-
ringer.
Vittus Mikiassen mener, at det
i grunden ikke er mærkeligt, at
folk begyndte at søge til byen.
Nuuk er den største by i Grøn-
land — i rivende udvikling. Cen-
traladministration har sæde der,
og alle de vigtigste uddannelser
er samlet der. K’ornoK’s ungdom
rejste til byen for at gå i skole og
modtage undervisning med mas-
ser af muligheder. Mange foræl-
dre så sig nødsaget til at følge ef-
ter deres børn og flyttede.
Det gjorde også Vittus Mikias-
sen og hans kone Ane. Omend
med megen sorg ved at skulle for-
lade stedet. Deres tre børn boede i
Nuuk — de to yngste gik i skole,
mens den ældste havde fået sig et
job.
Det er karakteristisk, at alle de
tidligere K’ornoK-beboere, som
AG har snakket med, svarer klart
beskræftende til spørgsmålet om,
at man kunne have hindret affolk-
ningen i at ske.
Vittus Mikiassen: — Affolknin-
gen kunne have været hindret.
F.eks. hvis KGH noget tidligere
var begyndt at opkøbe uvakken.
Det var der masser af i området.
Langt om længe »opdagede« man,
at denne fisk havde en god kvali-
tet. Og lad os bare tænke på helle-
fisken. Mangen en gang har jeg
været med til at fylde en motor-
båd helt op med hellefisk efter en
enkelt omgang fiskeri med liner.
Mindre end halvdelen af fangsten
kunne vi så sælge i bygdens fiske-
hus. Resten — de magre fisk —
blev smidt væk. I dag går så godt
som ingen til spilde.
8