Læknablaðið - 01.05.1928, Blaðsíða 5

LÆKNABLAÐIÐ
67
Hvis De læser de större haandbög'er og selv monografieme over
hjærnesvulsternes klinik igennem, kan det umuligt undgaa Deres opmærk-
somhed, hvilken altovervejende betydning der tillægges symptomerne
paa et f o r h ö j e t hj ærnetry k, og ganske særlig betydningen af
en tilstedeværende stasepapil. Jeg har levet i en tid, hvor det var
med den störste töven, med den mest udtalte uvilje, at — selv habile —
neurologer stillede diagnosen paa en hjærnesvulst, uden at disse symp-
tomer var tilstede. Og hvis nogen vovede sig til under saadanne forhold
at foreslaa en kraniotomi for at göre forsöget paa at fjærne en eventuel
tumor, blev det opfattet som en utilgivelig letsindighed.
Det er skyggerne fra disse fortidens dogmer, der endnu tynger paa
saa mange lægers overvejelser, naar de staar over for diagnosen og be-
'nandlingen af en patient med en hjærnesvulst.
Det ideal, den moderne neurologi stræber efter, men endnu langt fra
har naaet, er at stille diagnosen paa en intrakranial svulst, i n d e n de
generelle hjærnetryksfænomener har vist sig. Og denne stræben er ikke
alene betinget af, at symptomerne paa et forhöjet hjærnetryk altid be-
tegner en mere udbredt, en mere dybtgaaende medliden af hjærnevævet
i dets totalitet, men nok saa meget deraf, at erfaringen har lært os, at det
gunstige udfald for et kirurgisk indgreb er langt större, naar lidelsen
diagnosticeres inden de generelle hjærnetryksfænomener har vist sig.
Skönt en mangeaarig klinisk erfaring har overbevist mig om, at den
almindelige praktiserende læge som regel forholder sig yderst famlende
og usikker overfor de lettere fokale symptomer, der for den mere erfarne
neurolog ikke er til at misforstaa, saa er det dog ingenlunde altid denne
usikkerhed, der er skvld i, at saa mange hjærnesvulster diagnosticeres for
sent. Grunden er heller ikke, at vore kliniske undersögelsesmetoder er saa
usikre og mangetydige, at de lader os i tvivl om sygdommens natur.
Ulykken stammer som regel fra patienterne selv. Det viser sig gang paa
gang, at patienterne — maaske i aarevis — har gaaet med fokale symp-
tomer, som den kyndige ikke vil, i alt fald ikke bör kunne mistyde. Men
disse symptomer opdager patienten slet ikke, eller de volder ham saa
ringe en géne, at han ikke anser det for umagen værd at söge læge for
dem. Det er i virkeligheden först, naar de generelle trykfænomener op-
træder, at han bliver ængstelig og söger raad for sin lidelse.
Lad mig, for at illustrere min paastands rigtighed, se lidt nærmere paa
det hjærnetryksfænomen, der almindeligvis opfattes som det mest betyd-
ningsfukle. Jeg tænker paa stasepapillen. I et foredrag, jeg i
1924 holdt i det ofthalmologiske selskab i Paris*, gjorde jeg front imod
den gængse opfattelse, at stasepapillens tidlige eller sene optræden i syg-
domsbilledet var afhængig af, om tumor var saaledes lokaliseret, at den
kunde faa lejlighed til at udöve et saadant tryk paa hjærnens venöse sin-
us og plexus, at der tidlig i forlöbet opstod stasefænomener. Særlig ud-
trykte jeg min tvivl om, at svulsterne i den bageste hjærnegrube viste en
særlig udpræget tilböjelighed til tidligt i sygdomsforlöbet at give stase-
papil. Jeg frembævede derimod, hvad min kliniske erfaring havde belært
mig om, hvilken kapital betydning det spillede, at de f o k a 1 e s y m p-
*) Archives d’Ophthalmologi, 1924.