Læknablaðið - 01.05.1928, Blaðsíða 8

7ó
LÆKNABLAÐIÐ
dent forekommende fænomen, hvis vi er saa heldige at faa patienten til
undersögelse i et tidligt stadium af sygdommen.
Forklaringen herpaa er efter min roening saare simpel.Axecylindrene
for de motoriske og sensitive intrapontine ledningsbaner, ligesom ogsaa
axecylindrene for det forskellige kranienervers intrapontine fortsættelser,
er kun omgivet af en ganske tynd myelinbeklædning. Tilsteldeværelsen
af en svulst inde i selve pons vil derfor nieget tidligt give anledning til ir-
ritations- og udfaldssymptomer fra disse nervöse elementers side, og chan-
cen for at erkende tumor f ö r stasepapillen optræder, vil være til stede.
Derimod er kranienerverne i deres e x t r a-pontine forlöb omgivet af
en tyk og modstandsdygtig bindevævsskede, der ofte med en næsten utro-
!ig haardnakkethed beskytter axecylindrene mod tumors tryk. Det er in-
genlunde sjældent ved autopsien af patienter med extrapontine svulster
at finde en eller flere kranienerver fuldstændig indlejret i tumorvæv, selv
i tilfælde, hvor det ved den kliniske undersögelse, medens patienten Ieve-
de, ikke var lykkedes at paavise noget patologisk i disse nervers funk-
tion. Under saadanne forhold kan tumor ofte naa saadanne di'mensioner,
at stasepapillen og de övrige symptomer paa et forhöjet hiærnetryk faar
tid til at udvikle sig för eller samtidig med, at de förste fokale sympto-
mer viser sig.
Endnu en region vil jeg — fordi det afgörende og sikre fokalsymptöm
paa en tumor saa ofte overses — gærne nævne for Dem. Den h o m o n y-
m e hemianopsi er ofte det eneste fokalsymptom paa en svulst, selv
páa en meget stor svulst, i occipitallappen. Men om denne hemi-
anopsi har patienten selv som regel ingen anelse. Og det er ganske uden
betydning, om tumor sidder ganske nær ved de primære optiske centrer
eller den sidder langt tilbage i occipitallappens bageste pol. Derfor er
det sjældent at træffe en patient med en svulst i occipitallappen, uden
at der er stasepapil. Man maa derfor — hos patienter, hvor den blotte
mulighed for, at der findes en hjærnesvulst, er tilstede — lade fore-
tage en nöjagtig perimetrisk undersögelse. Spontant angiver patienten kun
yderst sjælden, at han kun kan se med den ene halvdel af retina. af den
ganske simple grund, at han ingen viden har om sin synsfeltsdefekt.
Jeg tör ikke positivt benægte, at den gængske opfattelse af stasepapil-
lens genese er falsk. Det er ikke udelukket. at deii lethed. hvormed vena
magna Galleni og andre venöse plexus og sinus bliver paavirket af tu-
mors tryk, kan være af nogen betydning for stasepapillens fremkomst.
Men mine k 1 i n i s k e erfaringer har belært mig om, at disse forhold i
alt fald ikke er eneraadende. Det staar for mig som ganske utvivlsomt.
at hvis der i begyndelsesstadiet af en hjærnesvulst optræder fokale symp-
tomer, som patienten ikke kan ignorere, saa mangler stasepapillen meget
ofte. Hvis patienten derimod er uvidende om eller overser initialsympto-
merne, eller saadanne ganske mangler, saa at det bliver svmptomerne paa
det forhöjede hjærnetryk, der driver ham til læge, saa finder vi næsten al-
tid en stasepapil ved vor förste undersögelse. Jo hyppigere det lykkes for
os ved vor kliniske undersögelse at afslöre fokale symptomer, som pati-
enten selv er uvidende om, desto hyppigere lykkes det os ogsaa at diag-
nosticere en hjærnesvulst inden stasepapillen har vist sig. Og dette maa
ikke betragtes som et udslag af en diagnostisk sportsærgerrighed. men