Læknablaðið - 01.05.1928, Blaðsíða 12

74
LÆKNABLAÐIÐ
Jeg vil gærne omtale endnu en region paa hjærnens basis, der i de
senere Aar har opnaaet en særlig aktualitet. Jeg tænker paa c h i a s m a-
regionen. Jeg vil ikke beskæftige mig med Camus og Roussys
revolutionerende ideer, der har berövet hypofysen de fleste af de funk-
tioner, som tidligere var henlagt til denne endokrine glandel, og har over-
draget dem til infundibulum og tuber cinereum.
Jeg vil kun beskæftige mig med de rent kliniske fænomener, der til-
kendegiver tilstedeværelsen af en tumor i denne region.
Den förste ejendommelighed ved disse tumorers klinik er, at stasepapil-
len — i modsætning til, hvad man ellers træffer ved hjærnesvulsterne —
er et sjældent forekommende symptom. Tilstedeværelsen af en klassisk
stasepapil er i virkeligheden saa sjælden, at den altid skal göre os tvivlende
overfor diagnosen: tumor i chiasmaregionen, hvis svulsterne da ikke har
et usædvanligt akut forlöb. Ganske vist iagttager man i de senere stadier
af lidelsen en stasepapil, der enten skyldes det forhöjede intrakranielle
tryk eller ogsaa en mere direkte paavirkning fra tumors side paa retinas
kar. Men denne stasepapil har — som jeg*) andetsteds har gjort opmærk-
som paa — sine ganske særlige ejendommeligheder, der som regel gör
den let adskillelig fra den sædvanlige ved hjærnesvulster forekommende.
Paa den anden side er synsstyrken tidligt og stærkt afficeret. Dette for-
hold er ganske modsat det, vi finder ved hjærnesvulster lokaliseret til
andre egne af hjærnen. En nedsættelse af synsstyrken er her undtagelsen,
selv om vi finder en stasepapil paa mange dioptrier.
Det er en meget udbredt fejltagelse at mene, at synsstyrkens nedsættelse
ved chiasmasvulster altid skyldes en atrofi af papillen. Nedsættelsen af
synet er i midlertid kun den simple fölge af kompressionen af de basale
opticusbaner. Det er derfor ingenlunde sjældent, navnlig naar man faar
patienten til undersögelse paa et tidligt tidspunkt af sygdommen, ved den
ofthalmoskopiske undersögelse at finde en fuldstændig normal öjebag-
grund. Atrofien af papillen skyldes den sekundære degeneration af syns-
banerne. Men denne degeneration foregaar langsomt, fordi opti'kústraade-
nes trofiske centrer findes i retina. Men det vil sige, at atrofien af papil-
len er resultatet af en degenerationsproces, der udvikler sig imod den
Wallerske lov og derfor tager lang tid.
Det er vigtigt at være fortrolig med dette forhold, fordi en simpel an-
givelse fra patientens side om, at hans synsstyrke er nedsat, ufravigelig
kræver den nöjagtigste perimetriske undersögelse selv i tilfælde,
hvor oftalmoskopien har vist sig at være normal. Man finder ingenlunde
sjældent under saadanne forhold en indskrænkning af synsfeltet, der paa
afgörende maade fastslaar, at de basale, optiske baner er lidende. Det er
imidlertidikke tilstrækkeligt at foretage den perimetriske undersögelse med
store eller med hvide objekter alene. Ofte er det kun ved at anvende smaa,
endog meget smaa objekter, eller ved at afslöre en akromatopsi, at til-
stedeværelsen af sygelige forandringer af de visuelle indtryk igennem de
optiske baner bliver aabenbar.
Jeg skal ikke opholde mig længe ved forandringerne i de basale knoglers
struktur og kompacitet. Ikke sjældent finder man ved Röntgenf oto-
*) Foredrag holdt ved Journées Médicales de Bruxelles 1927.