Læknablaðið - 01.05.1928, Blaðsíða 9

LÆKNABLAÐIÐ
som en erkendelse af den store betydning, det har for ethvert kirurgisk
indgreb ved tumores cerebri at stille diagnosen för de generelle hjærne-
symptomer har vist sig.
Et andet, mere generelt spörgsmaal indenfor hjærnesvulsternes klinik,
der i mange aar har fanget min interesse, er spörgsmaalet om den s e-
r ö s e m e n i n g i t i s eller, som andre forfattere foretrækker at kalde
det: spörgsmaalet om de cerebrale pseudotumores.*
Jeg skal villig indrömme, at jeg i det hele taget aldrig har været nogen
beundrer af pseudosygdomme. Ved dette ord tilkendegiver man jo kun, at
den patient, vi skal stille diagnosen paa, bærer paa en lidelse, der 1 i g-
n e r en anden velkarakteriseret nosologisk sygdomsenhed. Men der fin-
des et eller andet ved symptomatologien, i sygdommens forlöb eller ætio-
logi, ved kombinationen eller rækkefölgen af de forskellige symptomer,
der faar os til at töve og föle os usikker overfor diagnosens rigtighed.
Hvad specielt den seröse meningitis angaar, saa er det endnu i'kke lyk-
kedes — trods et meget stort og ingeniöst arbejde — at fastslaa det klinis-
ke sygdomsbillede, der med blot tilnærtnelsesvis sikkerhed angiver til-
stedeværelsen af denne sygelige proces. Og det er ikké saa mærkeligt.
Den idiopatiske seröse meningitis maa efter mine erfaringer være
en meget sjælden lidelse, saa sjælden, at jeg iblandt de over fem hundrede
tilfælde af hjærnesvulster jeg har behandlet, aldrig truffet den.
For ikke at blive misforstaaet maa jeg imidlertid imödegaa en paa-
stand, som nogle undersögere har rettet imod min maade at se paa. Jeg
har aldrig nægtet den seröse meningitis’ existens. Jeg 'kender meget vel
de sekundære seröse meningiter, der opstaar som fölge af et traume
af hovedet, en infektion — ikke sjældent paa luetisk basis — en osteitis
f. ex. i pars petrosa. Men jeg indrömmer, at den p r i m æ r e, i d i o p a-
tiske meningitis serosa er en meget sjælden sygdom, om den overho-
vedet findes. Jeg har endvidere for mange aar siden gjort opmærksotn paa,
at i de fleste tilfælde af tilsyneladende primært opstaaet meningitis serosa
foreligger der en tumor cerebri, som man har overset ved operationen.
I de senere aar er imidlertid de fleste forfattere gaaet over til mit syns-
punkt. Det er sjældent nu til dags i vore neurologiske tidsskrifter at finde
tilfælde refereret, der hörer ind under den seröse meningitis, medens det
för i tiden hörte til dagens orden at meddele saadanne tilfælde. For blot
femten aar siden delte de fleste forfattere Oppenheims opfattelse,
der gik ud paa, at den idiopatiske, seröse meningitis var en dagligdags
lidelse, og at den cerebello-pontine vinkel var et af prædilektionsstedeme
íor denne sygdom.
Sandheden er, at den næsten altid er sekundær som fölge af en tumor i
den bageste hjærnegrube, enten i selve den cerebello-pontine vinkel eller
i cerebellum eller i pons. Det er rigtigt, at vi ofte under de nævnte om-
stændigheder finder en serös meningitis, der tilsyneladende er
primær. Det er ogsaa sandt, at patienten, efter at den seröse meningitis
er udtömt, kan göre indtryk af at være mere eller mindre fuldstændig
*) Revue Neurologique 1919.