Læknablaðið - 01.05.1928, Blaðsíða 11

LÆKNABLAÐIÐ
73
de motoriske kortikale centrer, næsten altid giver anledning til en a t-
r o f i af de muskler, hvor kramperne har deres sæde. Det er et forhold,
det ofte er af stor vigtighed at være fortrolig med, fordi atrofien nu og
da optræder i saa udtalt en form, at den kan friste undersögeren til at
forlægge den patologiske proces’ sæde fra hjærnebarken til rygmarvens
forhornseller eller til en perifer nerve.
Heldigvis sidder denne kortikalt betingede atrofi inde med en række
ejendommeligheder, der i forbindelse med andre symptomer gör det mu-
ligt for os at erkende den paa rette maade. Atrofien kan — som o'mtalt
være meget udtalt, for hændernes vedkommende kan den antage former,
der minder om, hvad vi ser ved den Arran-Duchenneske spinale muskel-
atrofi, eller ved syringomyelien. I andre tilfælde viser den sig kun som
en antydning, uden at dens diagnostiske betydning derfor taber noget i
værdi. Det er vigtigt at vide, at atrofien kan være tilstede endog i udpræ-
get grad, uden at der findes nogen parese af de atrofiske muskler. De ved,
at det maaske mest typiske kendetegn paa det Jacksonepileptiske anfald
er, at der umiddelbart efter dette opstaar en parese af de muskler, der har
været sædet for kramperne og ganske særligt af de muskler, i hvilke
krampeme er begyndt. Men denne parese er i sygdommens begyndelse
kun forbigaaende. Hvis man derfor faar en patient til undersögelse paa
et .tidspunkt, hvor den post-paroxysmatis'ke parese er svunden, kan man
meget godt paavise en atrofi af musklerne, uden at der findes nogen pa-
rese. Atrofien begynder og er altid stærkest udtalt i de muskler, fra hvil-
ke kram]>erne tager deres udgangspunkt. For overextremiteternes ved-
kommende er det næsten altid i de mest perifert beliggende muskler, atro-
fien viser sig först, fordi det Jacksonepileptiske anfald som regel begyn-
der i de perifere mus'kler. Men hvis kramperne — hvad jeg har set exem-
pler paa — begynder f. ex. i skulderbæltets muskler, saa er det ogsaa
nmsklerne i denne region, der atrofierer först og stærkest. Endvidere fin-
der man aldrig degenerationsreaktion i de atrofiske muskler. Hvis atrofien
er udtalt og har bestaaet i længere tid, kan man finde en simpel nedsæt-
telse af den elektriske irritalbilitet.
Genesen af denne ganske ejendommelige forrn for muskelatrofi er
endnu ikke fastslaaet. Den simpleste forklaring paa fænomenet er efter
min inening den, at den nervöse impuls, som under normale forhold, gen-
nem pyramidebanerne, tilflyder de store motoriske forhornsceller fra
cortex cerebri, bliver patologisk forandret og paa grund af den irritation,
lumor udöver paa de motoriske celler i hjernens barksubstans. For de
store celler i rygmarvens forhorn staar kun to muligheder aaben for at
reagere paa en patologisk paavirkning. De kan foraarsage, at de muskler,
der staar under deres trofiske hegemoni, atrofierer eller lammes eller at
de baade atrofierer og lammes. Den sygelige paavirkning, vi her taler om,
er tilstedeværelsen af en tumor i hjærnens motoriske region, der giver
anledning til de kortikale kramper; og de store motoriske forhornsceller
svarer paa dette patologiske irritament ved at de muskler, de behersker,
atrofierer og lammes. Og saavel atrofien som paresen er stærkest udtalt
og tager sit udgangspunkt fra de nmskler, hvor kramperne lægynder.