Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 12
Side 174
DE T NYE NORD
Oktober 1922
for en stor Del paa, hvem der har sit Agitationsap-
parat bedst i Orden. Udfaldet blev, at Danskheden
ikke kunde faa Flertal længere end til Linien nord
om Flensborg, Syd om Tønder. I denne 1. Zone del-
tog Præsterne kun i ringe Grad. Derimod i 2. Zone
oplevedes mærkværdige Ting om Præstepatriotisme,
saavel i Flensborg som ude paa Landet.
Paa Afstemningsdagen holdtes der Gudstjeneste i
mange Kirker, paa Genforeningsdagen i alle. De blev
baarne af en vidunderlig gribende Stemning: Det
stedse nærede Haab skulde nu opfyldes, de dybe Saar
skulde nu læges. Kun undtagelsesvis hørtes om, at
Præster havde brugt Ytringer, som skurrede.
Nu gik man til Ordningen af de kirkelige Forhold.
Ledelsen overdroges den nærmest boende Biskop,
Koch, i Ribe. Mange tyske Præster forlod Landet
eller tog Afsked; deres Pladser udfyldtes ved (uden
offentligt Embedsopslag) at ansætte kongerigske Vi-
karer, der senere for Størstedelen har faaet Lov til
at blive siddende. De tilbageblevne tyske Præster
kom paa Afstemning, om Sognefolkene vilde beholde
dem eller ej. Resultatet var overraskende: De fleste
blev siddende, kun de mest politiske eller mest ufor-
dragelige faldt. De sidste Embeder blev besat paa re-
gelmæssig Maade. Her er en gammel Skik, at de 3
Ansøgere, som kommer paa Valg, holder en Prøve-
prædiken paa Valgdagen, alle 3 prædiker over samme
Tekst. Nogle Præster er meget kede af det, andre fri-
gør sig for Tanken om Følgerne. Det kan altid
være en Vejledning for dem, som skal afgive deres
Stemme.
Nu er alle Embeder besatte, og saa gaar vi Frem-
tiden i Møde i regelmæssigt Arbejde. Nogle af de
nye Præster er fødte Sønderjyder og kender baade
Forholdene her og Kirkeliv i det gamle Land. Her
er jo mange Forhold anderledes end nordpaa: Ikke
at Sønderjyderne har sluttet sig hjertelig til Kirken
under tysk Fremmedherredømme. Den Ærbødighed,
de er vant til at vise Præsterne, er ikke hjertelig, den
er nærmest en Maade at omgaas dem paa for at holde
Afstand mellem sig og dem. Store Dele af Befolk-
ningen er fremmede for Kirken, har aldrig dér hentet
noget godt. Vi mærker en stærk religiøs Konser-
vatisme, en Angst for det nye, som de ikke forstaar.
Liturgi og kirkelige Skikke maa helst forblive ufor-
andrede. Sønderjyderne har en stærk Tillidsfølelse,
men derfor taaler de daarlig Skuffelse. Fra gammel
Tid er de vant til selv at værne deres Ret og taaler
ikke godt Krænkelse af den.
De kongerigske Præser af Indremission staar oftest
fremmede for meget i den Indremission, de træffer
her; forhaabentlig vil Fremtiden føre danske Strøm-
ninger ind i denne Retning. Den grundtvigske For-
kyndelse virker i det hele hjertelig og hjemlig paa
Befolkningen; men de strengt pietistiske Lægfolk staar
i Førstningen meget fremmede derfor og prøver
undertiden en fanatisk Modstand, der dog vil dø af
Mangel paa Næring.
Af Frimenighederne er de 3 nedlagt, mens de an-
dre 3 fortsætter Virksomheden.
Den danske Kirkes Frihedslove kommer det tyske
Mindretal til Gode. Kun en Del af de tysksindede er
tysktalende. I Købstæderne er der oprettet tyske Me-
nigheder med tyske Præster; paa Landet faar de tyske
Gudstjenester af deres egne Præster eller af Nabo-
præster efter Ønske; Staten betaler.
Syd for den nye Grænse fortsætter Kirken sit Liv og
sit Arbejde som før. Religionsfrihed haves selvfølgelig;
det er at vente, at den republikanske Regering vil hævde
og indføre mere Frihed end før; Danmark med sin ud-
prægede Frihed er kommen disse Egne nærmere. Dog
mærkes der endnu intet til, at der gøres noget for
»danske Mindretal« i kirkelig Henseende. En Ulykke
for Kirken er det, at den saa lidt forstaar at træde i
Forbindelse med Befolkningen; vi kan møde et Had
mod Kirke og Præster, som vi ikke kender Mage til
herhjemme. En anden Ulykke er det, at Præsterne kan
gaa i Politikkens Tjeneste. Læs et tysk Flensborg-
blads Referat af en Takkegudstjeneste i Frue Kirke
den 14. Marts d. A. o: Toaarsdagen for Afstemningen:
»Og saa lød Slesvigholstenvisen først som Orgelfantasi
sammenflettet med Melodien til den tyske National-
sang og den Geibelske Protestsang »Wir wollen lceine
Danen sein«, foredraget af Hr. Magnus med betagende
Sving, men saa i Sang, sunget af Menigheden i dy-
beste Grebethed som et sidste Troskabsløfte ved denne
uforglemmelige Aftenfest.« Det er at haabe, at Kir-
ken i Fremtiden maa lære at se, at dens Opgave er
først og fremmest religiøs.
Foreningen »Dansk Kirke i Udlandet« har ansat
to danske Præster i Flensborg; de samler en lille
dansk Menighed om Kirkelokalet »Ansgar«; dertil er
knyttet et Ungdomsarbejde og Foreningsliv. Men der
er meget langt til at samle alle dansktalende og dansk-
sindede om dansk Kirkeliv.
Det er omskiftende Kaar, Sønderjyllands Kirke har
haft i de elleve Aarhundreder fra Ansgars Tid til nu.
Tiderne har været af forskellig Betydning og af for-
skellig Interesse. I én Forstand kan vi sige, at den
Tid, vi lever i, er den vigtigste, thi det er den, vi
selv er med til at skabe, dens Smerte er vor Smerte,
dens Glæde er vor Glæde, dens Haab er vort Haab;
her har vi vort Ansvar og vor Opgave: Med al vor
Evne og hele vor Kærlighed at bringe gode Forhold
til Veje i Fædrenes Kirke.
P. H. Maas,
Sognepræst i Kliplev.