Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 12

Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 12
Side 174 DE T NYE NORD Oktober 1922 for en stor Del paa, hvem der har sit Agitationsap- parat bedst i Orden. Udfaldet blev, at Danskheden ikke kunde faa Flertal længere end til Linien nord om Flensborg, Syd om Tønder. I denne 1. Zone del- tog Præsterne kun i ringe Grad. Derimod i 2. Zone oplevedes mærkværdige Ting om Præstepatriotisme, saavel i Flensborg som ude paa Landet. Paa Afstemningsdagen holdtes der Gudstjeneste i mange Kirker, paa Genforeningsdagen i alle. De blev baarne af en vidunderlig gribende Stemning: Det stedse nærede Haab skulde nu opfyldes, de dybe Saar skulde nu læges. Kun undtagelsesvis hørtes om, at Præster havde brugt Ytringer, som skurrede. Nu gik man til Ordningen af de kirkelige Forhold. Ledelsen overdroges den nærmest boende Biskop, Koch, i Ribe. Mange tyske Præster forlod Landet eller tog Afsked; deres Pladser udfyldtes ved (uden offentligt Embedsopslag) at ansætte kongerigske Vi- karer, der senere for Størstedelen har faaet Lov til at blive siddende. De tilbageblevne tyske Præster kom paa Afstemning, om Sognefolkene vilde beholde dem eller ej. Resultatet var overraskende: De fleste blev siddende, kun de mest politiske eller mest ufor- dragelige faldt. De sidste Embeder blev besat paa re- gelmæssig Maade. Her er en gammel Skik, at de 3 Ansøgere, som kommer paa Valg, holder en Prøve- prædiken paa Valgdagen, alle 3 prædiker over samme Tekst. Nogle Præster er meget kede af det, andre fri- gør sig for Tanken om Følgerne. Det kan altid være en Vejledning for dem, som skal afgive deres Stemme. Nu er alle Embeder besatte, og saa gaar vi Frem- tiden i Møde i regelmæssigt Arbejde. Nogle af de nye Præster er fødte Sønderjyder og kender baade Forholdene her og Kirkeliv i det gamle Land. Her er jo mange Forhold anderledes end nordpaa: Ikke at Sønderjyderne har sluttet sig hjertelig til Kirken under tysk Fremmedherredømme. Den Ærbødighed, de er vant til at vise Præsterne, er ikke hjertelig, den er nærmest en Maade at omgaas dem paa for at holde Afstand mellem sig og dem. Store Dele af Befolk- ningen er fremmede for Kirken, har aldrig dér hentet noget godt. Vi mærker en stærk religiøs Konser- vatisme, en Angst for det nye, som de ikke forstaar. Liturgi og kirkelige Skikke maa helst forblive ufor- andrede. Sønderjyderne har en stærk Tillidsfølelse, men derfor taaler de daarlig Skuffelse. Fra gammel Tid er de vant til selv at værne deres Ret og taaler ikke godt Krænkelse af den. De kongerigske Præser af Indremission staar oftest fremmede for meget i den Indremission, de træffer her; forhaabentlig vil Fremtiden føre danske Strøm- ninger ind i denne Retning. Den grundtvigske For- kyndelse virker i det hele hjertelig og hjemlig paa Befolkningen; men de strengt pietistiske Lægfolk staar i Førstningen meget fremmede derfor og prøver undertiden en fanatisk Modstand, der dog vil dø af Mangel paa Næring. Af Frimenighederne er de 3 nedlagt, mens de an- dre 3 fortsætter Virksomheden. Den danske Kirkes Frihedslove kommer det tyske Mindretal til Gode. Kun en Del af de tysksindede er tysktalende. I Købstæderne er der oprettet tyske Me- nigheder med tyske Præster; paa Landet faar de tyske Gudstjenester af deres egne Præster eller af Nabo- præster efter Ønske; Staten betaler. Syd for den nye Grænse fortsætter Kirken sit Liv og sit Arbejde som før. Religionsfrihed haves selvfølgelig; det er at vente, at den republikanske Regering vil hævde og indføre mere Frihed end før; Danmark med sin ud- prægede Frihed er kommen disse Egne nærmere. Dog mærkes der endnu intet til, at der gøres noget for »danske Mindretal« i kirkelig Henseende. En Ulykke for Kirken er det, at den saa lidt forstaar at træde i Forbindelse med Befolkningen; vi kan møde et Had mod Kirke og Præster, som vi ikke kender Mage til herhjemme. En anden Ulykke er det, at Præsterne kan gaa i Politikkens Tjeneste. Læs et tysk Flensborg- blads Referat af en Takkegudstjeneste i Frue Kirke den 14. Marts d. A. o: Toaarsdagen for Afstemningen: »Og saa lød Slesvigholstenvisen først som Orgelfantasi sammenflettet med Melodien til den tyske National- sang og den Geibelske Protestsang »Wir wollen lceine Danen sein«, foredraget af Hr. Magnus med betagende Sving, men saa i Sang, sunget af Menigheden i dy- beste Grebethed som et sidste Troskabsløfte ved denne uforglemmelige Aftenfest.« Det er at haabe, at Kir- ken i Fremtiden maa lære at se, at dens Opgave er først og fremmest religiøs. Foreningen »Dansk Kirke i Udlandet« har ansat to danske Præster i Flensborg; de samler en lille dansk Menighed om Kirkelokalet »Ansgar«; dertil er knyttet et Ungdomsarbejde og Foreningsliv. Men der er meget langt til at samle alle dansktalende og dansk- sindede om dansk Kirkeliv. Det er omskiftende Kaar, Sønderjyllands Kirke har haft i de elleve Aarhundreder fra Ansgars Tid til nu. Tiderne har været af forskellig Betydning og af for- skellig Interesse. I én Forstand kan vi sige, at den Tid, vi lever i, er den vigtigste, thi det er den, vi selv er med til at skabe, dens Smerte er vor Smerte, dens Glæde er vor Glæde, dens Haab er vort Haab; her har vi vort Ansvar og vor Opgave: Med al vor Evne og hele vor Kærlighed at bringe gode Forhold til Veje i Fædrenes Kirke. P. H. Maas, Sognepræst i Kliplev.

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.