Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 17

Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 17
Oktober 1922 DET NYE NORD Side 179 betroet en særlig Opgave, en Mission. Og just ikke den M vende Kinden til. Naivt-realistisk faar dette et symptomatisk Udtryk i en Tale af den amerikanske Politiker Beveridge paa det Tidspunkt, da Spa- nierne skulde forjages fra Kuba og Stjernebanneret hejses paa Filippinerne: »Gud har gjort os til Organisationens Verdensme- stre, for at vi skal skabe Orden, hvor der hersker Kaos. Fremfor alle af vor Race har han bestemt det amerikanske Folk til at overtage Ledelsen ved Verdens Genfødelse. Han har forlenet os med Fremskridtets Aand, for at vi over hele Jorden kan beherske Mør- kets Magter. Han har gjort os fuldkomne i Regerings- kunst, for at vi skal beherske vilde og forældede Folk. Dette er Amerikas guddommelige Mission. Med Ære- frygt i Hjertet skrider det amerikanske Folk haabe- luldt og glad ind i Fremtiden, og trofast vil det ud løre det Værk, som Gud har befalet.« Med mere Beherskelse — som den ældre og med Gloire bedækkede Kultur kræver det — giver den fran- ske Militærpolitiker Ed. Driault i »Les traditions Politiques de la France« Udtryk for den samme Aand, idet han forklarer, hvorledes hans Land, Frankrig, er den store Nation, Geniets, Aandens og den gode Smags Nation, ja selve Apostelnationen. Den er — siger han — den vidunderligste, historiske Skikkelse, den ældste og højeste, der findes i Verden. Den har ikke Ret til ^t unddrage sig sin ophøjede Opgave. Dens ædle Blod maa vise alle Trinene paa den møjsomme Vej, paa hvilken Menneskeheden bliver stor i Visdom og God- hed I — Imperialistiske Staters Ekspansionslinier skydes frem af Magt- og Interessehensyn, men hviler paa den Aand, der er udtrykt i Udtalelser som de her nævnte. Hvis disse Linier da krydser hinanden, maa enten den ene Part vige, foreløbigt eller for stedse, eventuelt mod Kompensation, eller der bliver Krig. * Der strides nu, som i Aartusinder, om Magtpolitik kontra Retspolitik, uden at man er naaet videre. Det er stadig interessebestemte Hensyn, der er bestem- mende for Retskrav, og disses Hævdelse og Gennem- førelse er Magtspørgsmaal. Sejrherrers »naturlige« Ret gaar forud for Besejredes »moralske« Ret. »Folkenes Selvbestemmelsesret« gælder, hvor det passer Sejrher- rer, ellers ikke. Oprettes et »Folkenes Forbund«, deler det Folkene i dem, der er Sejrherrer, eller som maa følge disse, og dem, som kun under særlige Betingelser kan faa Adgang, og Forbundet smedes som et Redskab til Opretholdelse af og Forsvar for den ved Magtdiktat etablerede status quo. Man strides ikke om — og har vel aldrig gjort det — at Angrebskrige er forkastelige, og Forsvarskrige be- rettigede, men ingen har endnu kaldt sin egen Krig for en Angrebskrig eller erkendt, at den Fred, man paatvang en overvunden, ikke var »retfærdig«. Da Sévresfreden, der udplyndrede Tyrkiet til sidste Trevl, dikteredes, udtalte de Allieredes Ordfører, at det var »en Fred, der hviler paa Ret, Frihed og Retfærdighed, for hvis Sejr de Allierede havde kæmpet.« Herregud, man glemte Kemal Pascha. Fredens Frugt blev, som saa ofte, Krig — ikke blot som Følge af dens materielle Indhold, men fordi den vakte Islamismens Aand til verdslig Selvhævdelse. Da Versaillesfreden var dikteret, turde Lloyd George erklære, at »jeg betænker mig ikke paa at udfordre enhver som helst i eller udenfor dette Hus til at paapege en eneste Bestemmelse i Traktaten, som ikke er i Overensstemmelse med Retfærdighedens og Billighedens nøjeste og højeste Fordringer!« Fevdal- og Fyrstestaten har omformet sig til den folkelige Nationalstat. Dennes Ekspansionstrang, bl. a. for at naa til Autarki, til i størst mulig Grad at være selvforsynende og selvtilstrækkelig, er ikke blevet rin- gere end den, der beherskede den merkantilistiske Ene- voldsstat. Og Statens Væsen som saadan forandrer sig ikke. Det er stadig Magt — og Egoisme. Endnu har aldrig nogen Stat gjort sig skyldig i en virkelig uegennyttig Handling, hvor meget dens Optræden og Hensigten end kan søges camouflerede gennem et Ord- gyderi om Frihed og Retfærdighed og Hensyn til de smaa, i hvilket ikke mindst franske og engelske Stats- mænd gennem lange Tider er blevet saaledes træne- rede, at den, der ikke ved bedre, vil kunne røres til Taarer over at høre eller læse om al denne Ædelhed. De smaa Folk gør derfor vel i at klargøre sig Kri- gens — og Fredens! — Filosofi og Psykologi, saa de erkender deres virkelige Ansigtstræk. Kun derigennem vil de kunne undgaa at forvirres og regne forkert med Hensyn til Muligheder og Betingelser for deres egen Tilværelse og at blive brugte som Brikker i andres Spil. Konstellationer skifter, og hver ny rummer For- dele eller Farer. Men de drivende Principer og Kræfter er lige saa lidt undergaaet Forandringer, som de tekniske og andre Fremskridt affødte Ændringer i den militære Taktik har ophævet eller forvandlet Strategiens Love og Grundsætninger. Ammestuehistorierne om, at det er Bismarc k, der har opfundet Teorien om, at Magt gaar for Ret, og at de store Spørgsmaal ikke løses ved Parlaments- taler, men med Blod og Jern (hvilket den liberale Statsmand Cavour, forøvrigt havde sagt, næsten med de samme Ord, før Bismarck), og at det »mili- taristiske« Tysklands Nederlag derfor vilde gøre Ende paa Krig i Verden, maa vel nu være endelig aflivede af den Verdenstilstand, der er skabt efter det tyske Ne- derlag, og som kun indbyder til nærmere Fordybelse i C a r 1 y 1 e s malende, krigsfilosofiske Skildring i en af hans Pamphlets: »Overalt ser vi Erobringer, der synes Udslag af Uret og Vold, gøre sig gældende mellem Menneskene som en Ret. Undersøger vi det nærmere, saa finder

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.