Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 17
Oktober 1922
DET NYE NORD
Side 179
betroet en særlig Opgave, en Mission. Og just ikke den
M vende Kinden til. Naivt-realistisk faar dette et
symptomatisk Udtryk i en Tale af den amerikanske
Politiker Beveridge paa det Tidspunkt, da Spa-
nierne skulde forjages fra Kuba og Stjernebanneret
hejses paa Filippinerne:
»Gud har gjort os til Organisationens Verdensme-
stre, for at vi skal skabe Orden, hvor der hersker
Kaos. Fremfor alle af vor Race har han bestemt det
amerikanske Folk til at overtage Ledelsen ved Verdens
Genfødelse. Han har forlenet os med Fremskridtets
Aand, for at vi over hele Jorden kan beherske Mør-
kets Magter. Han har gjort os fuldkomne i Regerings-
kunst, for at vi skal beherske vilde og forældede Folk.
Dette er Amerikas guddommelige Mission. Med Ære-
frygt i Hjertet skrider det amerikanske Folk haabe-
luldt og glad ind i Fremtiden, og trofast vil det ud
løre det Værk, som Gud har befalet.«
Med mere Beherskelse — som den ældre og med
Gloire bedækkede Kultur kræver det — giver den fran-
ske Militærpolitiker Ed. Driault i »Les traditions
Politiques de la France« Udtryk for den samme Aand,
idet han forklarer, hvorledes hans Land, Frankrig, er
den store Nation, Geniets, Aandens og den gode Smags
Nation, ja selve Apostelnationen. Den er — siger han
— den vidunderligste, historiske Skikkelse, den ældste
og højeste, der findes i Verden. Den har ikke Ret til
^t unddrage sig sin ophøjede Opgave. Dens ædle Blod
maa vise alle Trinene paa den møjsomme Vej, paa
hvilken Menneskeheden bliver stor i Visdom og God-
hed I —
Imperialistiske Staters Ekspansionslinier skydes frem
af Magt- og Interessehensyn, men hviler paa den Aand,
der er udtrykt i Udtalelser som de her nævnte. Hvis
disse Linier da krydser hinanden, maa enten den ene
Part vige, foreløbigt eller for stedse, eventuelt mod
Kompensation, eller der bliver Krig.
*
Der strides nu, som i Aartusinder, om Magtpolitik
kontra Retspolitik, uden at man er naaet videre. Det
er stadig interessebestemte Hensyn, der er bestem-
mende for Retskrav, og disses Hævdelse og Gennem-
førelse er Magtspørgsmaal. Sejrherrers »naturlige« Ret
gaar forud for Besejredes »moralske« Ret. »Folkenes
Selvbestemmelsesret« gælder, hvor det passer Sejrher-
rer, ellers ikke. Oprettes et »Folkenes Forbund«, deler
det Folkene i dem, der er Sejrherrer, eller som maa
følge disse, og dem, som kun under særlige Betingelser
kan faa Adgang, og Forbundet smedes som et Redskab
til Opretholdelse af og Forsvar for den ved Magtdiktat
etablerede status quo.
Man strides ikke om — og har vel aldrig gjort det
— at Angrebskrige er forkastelige, og Forsvarskrige be-
rettigede, men ingen har endnu kaldt sin egen Krig
for en Angrebskrig eller erkendt, at den Fred, man
paatvang en overvunden, ikke var »retfærdig«. Da
Sévresfreden, der udplyndrede Tyrkiet til sidste Trevl,
dikteredes, udtalte de Allieredes Ordfører, at det var
»en Fred, der hviler paa Ret, Frihed og Retfærdighed,
for hvis Sejr de Allierede havde kæmpet.« Herregud,
man glemte Kemal Pascha. Fredens Frugt blev, som
saa ofte, Krig — ikke blot som Følge af dens materielle
Indhold, men fordi den vakte Islamismens Aand til
verdslig Selvhævdelse. Da Versaillesfreden var dikteret,
turde Lloyd George erklære, at »jeg betænker mig ikke
paa at udfordre enhver som helst i eller udenfor dette
Hus til at paapege en eneste Bestemmelse i Traktaten,
som ikke er i Overensstemmelse med Retfærdighedens
og Billighedens nøjeste og højeste Fordringer!«
Fevdal- og Fyrstestaten har omformet sig til den
folkelige Nationalstat. Dennes Ekspansionstrang, bl. a.
for at naa til Autarki, til i størst mulig Grad at være
selvforsynende og selvtilstrækkelig, er ikke blevet rin-
gere end den, der beherskede den merkantilistiske Ene-
voldsstat. Og Statens Væsen som saadan forandrer
sig ikke. Det er stadig Magt — og Egoisme. Endnu
har aldrig nogen Stat gjort sig skyldig i en virkelig
uegennyttig Handling, hvor meget dens Optræden og
Hensigten end kan søges camouflerede gennem et Ord-
gyderi om Frihed og Retfærdighed og Hensyn til de
smaa, i hvilket ikke mindst franske og engelske Stats-
mænd gennem lange Tider er blevet saaledes træne-
rede, at den, der ikke ved bedre, vil kunne røres til
Taarer over at høre eller læse om al denne Ædelhed.
De smaa Folk gør derfor vel i at klargøre sig Kri-
gens — og Fredens! — Filosofi og Psykologi, saa de
erkender deres virkelige Ansigtstræk. Kun derigennem
vil de kunne undgaa at forvirres og regne forkert med
Hensyn til Muligheder og Betingelser for deres egen
Tilværelse og at blive brugte som Brikker i andres
Spil. Konstellationer skifter, og hver ny rummer For-
dele eller Farer. Men de drivende Principer og Kræfter
er lige saa lidt undergaaet Forandringer, som de
tekniske og andre Fremskridt affødte Ændringer i
den militære Taktik har ophævet eller forvandlet
Strategiens Love og Grundsætninger.
Ammestuehistorierne om, at det er Bismarc k,
der har opfundet Teorien om, at Magt gaar for Ret,
og at de store Spørgsmaal ikke løses ved Parlaments-
taler, men med Blod og Jern (hvilket den liberale
Statsmand Cavour, forøvrigt havde sagt, næsten
med de samme Ord, før Bismarck), og at det »mili-
taristiske« Tysklands Nederlag derfor vilde gøre Ende
paa Krig i Verden, maa vel nu være endelig aflivede af
den Verdenstilstand, der er skabt efter det tyske Ne-
derlag, og som kun indbyder til nærmere Fordybelse
i C a r 1 y 1 e s malende, krigsfilosofiske Skildring i en
af hans Pamphlets:
»Overalt ser vi Erobringer, der synes Udslag af
Uret og Vold, gøre sig gældende mellem Menneskene
som en Ret. Undersøger vi det nærmere, saa finder