Málfríður - 15.03.2009, Blaðsíða 6

 MÁLFRÍÐUR
Dysleksi
Siden introduktionen af dysleksibegrebet, 1887 har 
forståelsen  af  dysleksi  forandret  og  udviklet  sig 
kraftigt,  og  i  de  sidste  50  år  er  der  generelt  blevet 
forsket meget i elevers læse- og skrivevanskelighe-
der. Læse- og skrivevanskeligheder er mangeartede 
og kan relateres til et sæt af forskellige årsager, som 
indbefatter forhold lige fra genetiske og biologiske 
komplikationer til sociale problemer i opvækstmil-
jøet og den pædagogiske tilrettelæggelse af læse- og 
skriveprocessen. Sammenfattende kan man sige, at 
kompleksiteten  i  læse-  og  skriveprocessen  gør,  at 
det  kan  være  vanskeligt  at  konkretisere  begrebet 
dysleksi, hvilket da også tit er med til, at undervi-
sere har  svært ved at  skelne mellem elever, der  er 
dårlige  læsere  og  elever  der  er  dyslektikere.  Flere 
definitioner  af  dysleksi  er  da  også  baseret  på  et 
eksklusionskriterium i stedet for en konkret præci-
sering af, hvad fænomenet egentlig er. Det er også 
normalt,  at  man  forudsætter  at  dysleksi  først  og 
fremmest  kommer  til  udtryk  i  skriftlige  arbejder 
(Dal,  Arnbak,  &  Brandstätter,  2008;  Ganschow  & 
Sparks, 1995; Ganschow, Sparks, & Jarvorsky, 1998; 
Goulandris & Snowling, 2003; Lyon, 1995)
Her vil vi koncentrere os, om de kriterier, som er 
fælles for de rådende og accepterede definitioner, og 
ikke gå ind i en drøftelse af ulighederne i de enkelte 
definitioner.  Dysleksibegrebet  forstås  her  som  en 
specifik og varig sprogforstyrrelse. Begrebet relate-
rer sig ligeledes til vanskeligheder i forbindelse med 
afkodning  af  ord.  Dyslektikernes  vanskeligheder 
med  skriftsproget  anses  i  hovedsagen  for  at  skyl-
des  problemer  med  den  fonologiske  processering. 
Med fonologi stås her studiet af talelydenes sprog-
lige funktioner og reglerne for lydenes anvendelse. 
Vanskeligheder på det fonologiske område knytter 
sig  gerne  til  ordenes  lydstruktur,  til  artikulation 
og  til  fonologisk  korttidshukommelse.  Fonologisk 
prosessering forstås som kognitive operationer, som 
omformer  og  overfører  det  visuelle  udtryk  (bog-
staver  /  bogstavskombinationer)  til  talelyde,  mor-
femer, ord og meninger. Problemer på dette område 
manifesteres  i  varierende  grader  i  alle  sproglige 
processer, der involverer fonologi, fx ringe opmærk-
somhed på sproglyde, ringe evne til at skelne mel-
lem  lyde,  en  nedsat  evne  til  at  mobilisere  ord, 
nedsat korttidshukommelse, ringe færdigheder i at 
omsætte bogstaver til  lyd. Dyslektiske elevers pro-
blemer  med  basale  sproglige  processer  forårsager 
en  flaskehals  i  den  sproglige  proces  og  medfører 
derfor  en  ringe  læseforståelse  og  en  ringe  skriftlig 
fremstilling  (Elbro, 1998, 2001; Lundberg & Höien, 
1997; Lyon, 1995). 
Af  den  amerikanske  dysleksiforenings  hjemme-
side fremgår det, at man i dag mener, at 15 - 20 % 
af befolkningen har læsevanskeligheder, og at 85 % 
af  disse  er  dyslektikere.  Ligeledes  påpeges  det,  at 
dysleksi findes blandt folk med en meget forskellig 
social baggrund og med forskellig intellektuel kapa-
citet.  Dysleksi  er  derudover  arvelig.  Hvis  foræl-
drene er dyslektikere, så er der stor sandsynlighed 
for  at  deres  børn  også  vil  blive  dyslektikere  (The 
international Dyslexia Association (IDA), 2000).
Disse  oplysninger  stemmer  meget  godt  overens 
med de undersøgelser, der er blevet  lavet  i  Island. 
Af en nylig opgørelse fremgår det således, at ca. 10 
% af en generation lider mere eller mindre grad af 
dysleksi. Det svarer til, at der gennemsnitligt findes 
ca. 2 dyslektiske elever i en klasse på 20.
Dysleksi og fremmedsprogstilegnelse
I  en  årrække  har  man  forsket  i  unges  og  voksnes 
dyslektikeres  problemer  med  at  tilegne  sig  frem-
medsprog.  De  første  undersøgelser  beskæftigede 
sig med forskellige sociokulturelle og psykologiske 
faktorer,  der  kunne  være  relateret  til  individuelle 
forskelle i tilegnelsen af et fremmedsprog, fx hold-
ninger til at lære fremmedsprog, til det pågældende 
land  og  dets  kultur,  motivation  til  at  lære  sprog 
osv.(Ganschow et al., 1998). 
Med  forskerne  Richard  Sparks  og  Leonore 
Ganschow  blev  fokus  i  forskningen  i  fremmed-
sprogstilegnelse  flyttet  fra  sociokulturelle  og  psy-
kologiske  faktorer  over  på  sproglige  faktorer. 
Ganschow og Sparks har på basis af deres forskning 
i  dysleksi  og  fremmedsprogstilegnelse  udformet 
’the  Linguistic  Coding  Differences  Hypotheses’. 
Ifølge  denne  hypotese  er  problemer  med  frem-
medsprogstilegnelse  relateret  til  (skrift)sproglige 
problemer på elevernes modersmål (Crombie, 1995; 
Downey,  B.  Hill,  Sheppard,  &  Williamson,  1995; 
Ganschow & Sparks, 1995). 
Noget  af  det  mest  centrale  i  forbindelse  med 
dysleksi  i  skolesammenhæng  har  været  at  udvik-
le  forskellige  metoder  til  at  afhjælpe  dyslektikeres 
vanskeligheder  med  skriftsproget.  I  forlængelse  af 
dette har flere undersøgt effekten af de  forskellige 
metoder.  Det  gælder  ikke  mindst  undervisnings-
programmer,  der  tilbyder  en  grundig  og  systema-
tisk  undervisning  i  at  udvikle  elevens  fonologiske 
opmærksomhed og rækkefølgen på lyd/bogstaver. 
Sådanne  programmer  har  vist  sig  at  have  en  for-
holdsvis god effekt på dyslektikeres  læseforståelse 
(Lundberg & Höien, 1997)