Málfríður - 15.03.2009, Blaðsíða 10

10 MÁLFRÍÐUR
til  at  bygge  på  mundtlighed,  hvis  lærerens  dansk-
faglige (mundtlige) kundskaber ikke rækker til det. 
Noget tyder da også på, at undervisningen i sådan-
ne  tilfælde  i  høj  grad  forankres  i  undervisnings-
bogen og skriftsproget, hvilket i allerhøjeste grad er 
uhensigtsmæssig for den her omtalte elevgruppe. 
Når det drejer sig om skolens politik på dyslek-
siområdet, så viser de indsamlede data, at skolerne 
meget positivt er opmærksomme på, at dyslektiske 
elever kan have svært ved at følge med i danskun-
dervisningen.  Et  overvejende  flertal  (76  %)  af  de 
adspurgte  dansklærere,  oplyste  at  deres  skole  er 
opmærksom på, at dyslektiske elever kan have pro-
blemer  med  at  følge  med  i  danskundervisningen. 
De resterende lærere indikerede en variation i opfat-
telsen  af  dyslektiske  elevers  problemer  i  danskun-
dervisningen. Dette resultat svarer meget godt over-
ens med de resultater, som kom frem i Dyslangue-
undersøgelsen i Danmark og Østrig. 
I forlængelse af dette er det interessant at få oplyst, 
hvordan skolerne tilrettelægger undervisningen for 
de dyslektiske elever. Lærerne blev spurgt om, hvor-
vidt  de  dyslektiske  elever  deltager  i  klassens  nor-
male undervisning. Et stort flertal (72 %) angiver, at 
det er det normale. En mindre procent del (5 %) af 
de adspurgte lærere angiver derimod, at deres skole 
har den politik, at dyslektiske elever ikke modtager 
danskundervisning sammen med deres klassekam-
merater. Derimod viser spørgeundersøgelsen, at der 
kun  meget  sjældent  tilbydes  specialundervisning 
for dyslektiske elever i dansk. 
Nogle  af  de  adspurgte  lærere  (39  %)  gør  dog 
opmærksom på, at de dyslektiske elever bliver  til-
budt  en  støttelærer,  som  følger  eleven  i  klassen. 
Dette  resultat  afviger  en  del  fra  Dyslangue-under-
søgelsen  og  resultaterne  fra  Østrig  og  Danmark, 
hvor  det  ikke  er  almindeligt,  at  skolerne  tilbyder 
dyslektiske  elever  støttelærere.  Derimod  indikeres 
det, at man i Østrig og Danmark ind i mellem tilby-
der  dyslektiske  elever  specialundervisning  i  frem-
medsprog,  hvilket  som  sagt  slet  ikke  er  normalt  i 
forbindelse med sprogundervisningen i Island. 
Resultaterne viser, at de fleste skoler går  ind for 
inklusion af dyslektiske elever i danskundervisnin-
gen og også i vid udstrækning praktiserer dette. En 
sådan håndhævelse af en  inklusionspolitik gør det 
relevant at undersøge, om dansklærerne er i besid-
delse af den nødvendige viden om dyslektiske ele-
vers sproglige vanskeligheder. De indsamlede data 
afslører, at beslutningen om inklusion af dyslektiske 
elever  i  danskundervisningen  ikke  bliver  fulgt  op 
af støtte til lærerne i form af fx kurser om dysleksi. 
Således  angiver  96  %  af  de  adspurgte,  at  det  ikke 
er en del af skolens politik at sende dansklærere på 
efteruddannelseskurser i dysleksi. 
Af de indsamlede data kan man endvidere aflæse, 
at det kun er i forholdsvis få tilfælde, at skolen søger 
at  identificere  de  dyslektiske  elever  med  henblik 
på  at  tilbyde  dem  kompensatoriske  hjælpemidler 
i danskundervisningen. Kun 10 % af de adspurgte 
tilkendegav, at dette ind i mellem finder sted, mens 
flertallet  indikerer,  at  det  aldrig  finder  sted.  Den 
enkelte dyslektiske elevs muligheder for at deltage 
aktivt  i  danskundervisningen  ser  således  ud  til  at 
afhænge  af  individuelle  forhold  som  den  enkelte 
danskundervisers  viden  og  interesse,  eventuelt  en 
dygtig  læsepædagog  på  skolen  eller  aktive  foræl-
dre.  I  forbindelse  med  spørgsmålet  om,  hvorvidt 
de  adspurgte  dansklærere  diskuterer  de  dyslekti-
ske  problemer  med  de  andre  lærere  på  fx  klasse-
konferencer,  så  svarer  et  overvejende  flertal,  at  de 
ikke  diskuterer  disse  forhold  med  andre  kolleger. 
Således  danner  de  indsamlede  data  et  billede  af 
dansklærere, som står relativt alene om at løse even-
tuelle  pædagogiske  problemer  i  forbindelse  med 
undervisningen af dyslektiske elever. 
En  del  af  spørgeskemaundersøgelsen  havde  til 
hensigt at afdække, hvorvidt dansklæreren har ind-
sigt  i  dyslektiske  elevers  problemer  med  at  lære 
dansk.  Der  hersker  tilsyneladende  stor  enighed 
om,  at  hovedproblemet  for  dyslektiske  elever  er 
af  skriftsproglig  karakter.  Således  mener  et  over-
vejende flertal af de adspurgte  lærere  (97 %) at de 
dyslektiske  elevers  hovedproblemer  er  meget  syn-
lige, når det gælder læsning og skrivning. Derimod 
er  de  adspurgte  lærere  tydeligvis  mere  uafklarede 
omkring  de  mere  basale  færdigheder  i  mundtlig 
og skriftlig dansk. Det samme gælder i forbindelse 
med ordforrådstilegnelse. 
Mange  af  de  deltagende  lærere  er  ligeledes  uaf-
klarede  omkring  dyslektiske  elevers  færdighed  i 
hurtigt  og  effektiv  at  afkode  ord  (udnytte  viden 
om bogstav/lydforbindelser i ord). Problemer med 
afkodning er - som ovenfor anført - kerneproblemet 
i  dysleksi.  Kun  lige  knap  en  fjerdedel  af  lærerne 
angiver,  at  dyslektiske  elever  har  store  problemer 
med  basale  skriftsproglige  færdigheder  som  bog-
stav/lydforbindelser på dansk. Det  samme billede 
tegner sig for færdigheder i grammatik og syntaks. 
Også på dette område mener kun knap en fjerdedel 
af  de  adspurgte,  at  dyslektiske  elever  har  større 
vanskeligheder. 
Dette er overraskende set i lyset af, at stort set alle 
deltagere oplever, at stavning/skrivning er et stort 
problem for dyslektiske elever. Det ser således ud til 
at sammenhængen mellem basale færdigheder som