Málfríður - 15.03.2009, Blaðsíða 29

MÁLFRÍÐUR 2
dansk ord i deres mund. Dansk er selvfølgelig andet 
og  mere  end  et  skriftsprog,  og  det  er  ærgerligt,  at 
eleverne  ikke er bedre  til  at kommunikere mundt-
ligt,  da  det  er  det  talte  sprog,  de  i  første  omgang 
kan  få  brug  for,  hvis  de  skal  til  Danmark  eller  et 
andet  nordisk  land  for  at  studere,  arbejde  eller  på 
ferie. Vi kender jo alle til de historier om islændinge 
i Danmark, der end  ikke bliver  forstået, når de vil 
købe sig en pizza. 

Sprogundervisning i den danske folkeskole
Undervisning  i  Danmark  er  i  modsætning  til  den 
islandske  meget  mundtligt  baseret.  Danske  elever 
er  flasket  op  med  at  tale,  samtale  og  mundtligt 
præsentere næsten alt, hvad de beskæftiger sig med 
i skolen, og i sprogundervisningen lægges der selv-
sagt meget stor vægt på at lytte og tale, så eleverne 
kan kommunikere mundtligt. Det er en hel naturlig 
del  af  hver  time,  at  danske  elever  lytter  til  hinan-
den,  taler med hinanden eller  fremlægger opgaver 
for  hinanden  på  fremmedsproget,  så  det  bliver 
almindeligt  for dem at bruge det fremmede sprog. 
Danske elever er derfor rigtig gode til at bruge mun-
den, men kunne måske nok lære lidt af de islandske 
Det svære danske talesprog
Det danske sprog er ikke nemt at lære, og især ikke 
da det skrevne og det talte sprog ligger så langt fra 
hinanden. Udfra skriftsproget er det ikke muligt at 
gennemskue,  hvordan  ordene  skal  udtales.  Det  er 
ikke muligt direkte at overføre skriftsproget til  talt 
sprog, og man er nødt til at gøre sig erfaringer med 
begge  dele.  En  undervisning  udelukkende  bygget 
op  omkring  skriftsproget  er  derfor  helt  utilstræk-
kelig, da det svarer til at lære et halvt sprog. Det er 
derfor meget vigtigt, at man også  lægger vægt på, 
at eleverne lytter til og taler dansk i timerne. For at 
eleverne kan blive gode til dansk, er de selvfølgelig 
elevers kunnen i det skriftlige. 
Som rejselærer kommer man ofte ud for, at klas-
serne  kan  være  svære  at  undervise  i  dansk,  for  vi 
er vant til, at mundtligheden skal være det centrale 
i  undervisningen,  og  det  er  eleverne  uvant  med. 
Islandske  elever  kan  være  næsten  umulige  at  få 
åbnet  munden  på,  og  hvis  det  endelig  lykkes,  er 
der ikke mange i klassen, der lytter, for eleverne har 
ingen erfaring med eller forståelse for, at det at lytte 
til hinanden og tale med hinanden på dansk også er 
undervisning. Og det kan være svært at  få dem til 
at indse, at man rent faktisk kan lære ved at lytte til 
sine klassekammerater, men det kræver vist også, at 
man anvender den metode i andre fag end dansk, så 
det opleves helt naturligt for eleverne.
7. klasse „drikker kaffe med mormor“. (Flóaskóli)
nødt til at gøre sig erfaringer med begge områder af 
det danske sprog.
Vi ved, at det ikke altid er nemt at være dansklæ-
rer i Island, og at fagets status ikke hører blandt ele-
vernes top 3. Nogle lærere, der underviser i dansk, 
har  ikke  de  nødvendige  sproglige  forudsætninger 
for  at  undervise  i  dansk,  og  derfor  har  man  ikke 
det  personlige  og  faglige  overskud  til  at  lade  en 
undervisning foregå på dansk. Det er meget vigtigt, 
at  at  skolelederne  virkelig  gør  en  indsats  for  at  få 
uddannede dansklærere til at varetage undervisnin-
gen. Det kræver en god faglig og sproglig ballast, så 
læreren  ikke taber modet og griber  til den nemme, 
men også kedelige løsning ved kun at bruge bogens 
tekster og  skriftlige opgaver. Det  fortjener hverken 
elever eller det danske sprog. 
Dansklærerens rolle
Dansklærerens  første  væsentlige  opgave  er  at  tage 
en  alvorlig  diskussion  med  sig  selv  om,  hvad  der 
skal tales  i undervisningen. Skal dansk kun bruges 
til rent skriftlige og undervisningsmæssige opgaver, 
eller skal det være en hel naturlig og fast rutine, at 
Her øves der i at have en telefonsamtale m. plastikmobiltelefoner.
(Korpuskoli)