Atuagagdliutit - 08.09.1955, Side 6

— naturligvis på ganske overfladisk
måde — fået det indtryk at mange
Grønlændere, som en naturlig følge
af udviklingens hastige tempo og lige-
linethed, i højere grad end de fleste
Danske har en vis, måske mere teore-
tisk end praktisk tendens til at ville
pålægge samfundet pligt til hjælp og
indgriben hvorsomhelst der kan iagt-
tages uheldige forhold for børn (og
for den sags skyld også for voksne).
Her vil det være udvalgets mål at
nå udover individuelle og uplan-
mæssige iagttagelser og derigennem
sikre virkelig viden (hvor sporadisk
og ufuldstændig denne end bliver).
Ved udsendelse af færdige rapporter
om undersøgelserne vil man tilstræ-
be at få disses resultater udvidede
og korrigerede af skolefolk, af kate-
keter og præster, af alle der, i kraft
af egen erfaring og eget arbejde, har
forudsætningerne for, og vilje til at
virke med i dette arbejde.
Man tør formode at de myndighe-
der der skal bære ansvaret for ud-
arbejdelse og gennemførelser af reg-
ler og planer for børneforsorg, vil
være glade ved at kunne få dog no-
genlunde sikret og objektiv viden
om visse af de fundamentale spørgs-
mål vedrørende børnenes eget sjæle-
liv og de voksnes forståelse af og for-
hold til børn.
Nogle mennesker vil, når de hører
drøftelser om sådanne undersøgelser,
blive forfærdede og udbryde: jamen
der er da ikke to børn der en ens,
der er da ikke to par forældre der
bærer sig ens ad overfor deres børn.
-— Nej, naturligvis ikke. Men det er
dog tydeligt nok at der også i social-
psykologisk henseende eksisterer
ensartede grupper indenfor menne-
skeheden, og at gruppedelingen ved
sprog- og lande-grænser er betyd-
ningsfuld også ved de her anlagte
synspunkter. Og ingen vil vel bestri-
de at de grønlandske levevilkår, det
grønlandske sprog, og den grønland-
ske befolkningshistorie har skabt ud-
præget ensartethed og særpræg.
Grønlandske børn bliver, bevidst og
ubevidst, presset ind i en anden livs-
form og en anden livsrytme end
danske børn i Danmark, og — hvad
mere er — end danske børn i danske
hjem på Grønland.
Man kan naturligvis opstille grup-
peringer, der går på tværs heraf, og
f. eks. modstille landbørn og bybørn,
men når det drejer sig om under-
søgelser med praktisk sigte, er det
det eneste rimelige, efter mit skøn,
at begynde med en deling der svarer
til muligheden for, i lovgivning og
administration, at respektere såvel
enkel som særpræg. Det er måske
også naturligt i denne sammenhæng
at henvise til at man ved dybtgående
undersøgelser, forskellige steder i
verden, har kunnet påvise at der
indenfor et bestemt sprogligt og geo-
grafisk og statspolitisk område kan
findes forbavsende ensartethed i
børns psykologi og i voksnes forhold
til børn, og, vel at mærke, en ensar-
tethed der afviger dybt fra hvad der
er almindeligt andre steder. F. eks.
har den amerikanske forsker Mar-
gurett. Mead iagttaget og beskrevet
børneopdragelse i et område i New
Guinea og vist at opdragelsen dér
praktisk talt er afsluttelse ved 6—7
års alderen (om jeg husker ret), og
med de mest forbavsende resultater,
bl. a. i retning af indskærpelse af
respekt for privat ejendomsret; når
G—7 års alderen er nået, tumler bør-
nene sig absolut frit og moderens-
rolle og autoritet i forhold til. barnet
er reduceret for stedse til absolut
nul.
Udvalget vil også lægge megen
vægt på at få gennemført og bearbej-
det sproglige iagttagelser. Med prak-
tisk formål for øje. Jeg tror man tit
undervurderer sprogets betydning
for formningen af almene forestil-
linger og tænkevaner. Dette viser sig
vel tydeligst i det mest abstrakte, ord-
forråd. Eskimoiske sprog savner, så
vidt jeg veed, indfødte ord for en
hel række af de generalnævner-be-
greber der, udfra klassisk græsk, har
bredt sig ud over de europæiske i
form af låneord eller tilpasninger af
hjemligt sprogstof. Det er alminde-
ligt i såkaldte „primitive*' sprog at
man har ord for alle de planter og
dyr og smålokaliteter man kender
men savner fællesord som dyr, træ,
plante og f. eks. et fælles navn for
en flod dens udspring til dens udløb.
Også i moderne grønlandsk synes
der i så henseende at være forskel fra
dansk; man kan blot tænke på de
mange ord for „is“. Dette må vel
have den følge at grønlandske børn
ikke i samme grad som danske så at
sige får forærende nogle af de ab-
strakte begreber som vor hele viden-
skab og skolelærdom bygger på. Her
er der sikkert noget der skal under-
søges.
Et andet eksempel: Når et grøn-
landsk barn fra den spædeste alder
bliver vant til at dele sin verden op
i det der „er dårligt** (ajorpoK) og
det der „ikke er dårligt** (ajungilait)
ja, så får det vel uvilkårligt lagt en
ramme for værdiforestillinger der er
en smule forskellig fra den danske
børn får forærende gennem parret
god-dårlig (at den lille grønlænder
derved, i een henseende, kommer i
modsætning til Københavnere men
i bås med Jyder (der deler op i
grupperne „det er skidt** og „det er
ikke værst**) forandrer ikke sagens
betydning). Og det er ganske klart
at når et hovedformål med Udvalgets
arbejde er at belyse grønlandske for-
hold med hensyn til ret og lov, må
man gøre sig al mulig umage for
helt at forstå indholdet af grønland-
ske udtryk for vurdering af godt og
dårligt, rigtigt og urigtigt o. s. v.
Man kunne have lyst til at gå en
smule videre. Det synes at være en
fast anskuelse hos Danske der lever
på Grønland, at Grønlændere i høje-
re grad end de fleste Danske aner-
kender at sprog ikke blot har en be-
rettende, meddelende funktion, men
også den funktion at dække, på be-
hagelig uanstødelig måde, over tan-
ker og forestillinger man ikke ønsker
at blotlægge for den første den bed-
ste. I mine øjne er den almindelige
danske fornægtelse af sprogets funk-
tion som tankens tilhyllende dragt
ikke helt naturlig, — sommetider
måske rentud lidt hyklerisk. Mon
ikke det ville være godt også at få
denne sag undersøgt lidenskabsløst
og grundigt? Det kunne måske lige-
frem hjælpe mange. Danske til en
rigtigere vurdering af den Guds vel-
signelse af imaKa’er der synes at
præge grønlandsk tale, og, på den
anden side, hjælpe Grønlændere til
at forstå hvad der ligger bagved
Danskes busen på og krav om klar
besked i alverdens sager.
Dette er — meget kort antydet —
baggrunden for udvalgets interesse
for sproglige studier. Man kan —
ligeledes groft — sige det således:
en kriminallov for Grønlændere ale-
ne burde gro ud af grønlandske ord
for ret og uret, for bod og straf og
lignende fundamentale begreber; en
kriminallov for Grønland må, i
sproglig henseende, ride på to heste,
og dette gælder såvel for inspira-
tionen til lovgivningen som for lo-
vens udformning og anvendelse.
Hermed har jeg også lige fået rørt
ved det der var udgangspunktet for
Udvalgets nedsættelse: nemlig un-
dersøgelse over kriminallovens virk-
Ikke ret stor. — ineKunarmat.
Foto: Arne P. Hansen.
ning på Grønland. Og jeg kan for-
sikre om at dette spørgsmål ikke er
blevet tilsidesat i vore hidtidige
drøftelser, og at det fortsat vil blive
behandlet med omhu og interesse.
I denne artikel er der dog næpPe
grund til at gå nærmere ind derpå-
Den rent kriminologiske side af stu-
diet brænder nemlig ikke på i ØJe"
blikket hvor al kraft må samles orn
at få samlet og gennemarbejdet do-
kumentarisk viden om domme, dom-
stolpraksis, politianmeldelser og alt
sligt; foreløbig er Udvalgets juridisk
undersøgelser mere interessante f°r
kredsdommere og andre i rettens
funktioner direkte implicerede per"
soner end for Grønlandspostens fie'
ste læsere. Senere skal vi nu også
på dette punkt videre ud til den sto-
re befolkning, og vi håber på, nj
Grønlandsposten også til den tid vd
hjælpe os med at få vore tanker og
planer frem, til orientering og son1
grundlag for diskussion.
Noget lignende kan siges om de
undersøgelser om erhvervsøkonom1
og deslige hvis store betydning f°r
hele kulturbilledet ingen kan vær°
blind for. Også på dette område har
Udvalget opstillet en foreløbig over-
sigt, men nærmere herom kan fors*
meddeles når det har vist sig hvor-
ledes koordinationen af forskellig0
organers undersøgelser på dette om-
råde bedst kan realiseres og hvilke
opgaver Udvalget direkte vil få med
at gøre.
De undersøgelser der har være1
talt om i denne artikel — etnolog1'
ske, psykologiske, sproglige —- 11111
straks fra begyndelsen være vend
mod den brede befolkning, og deres
art og betydning skal være kendt og
anerkendt af så mange som mulig1.
For de er på forhånd dømt til 0
mislykkes hvis de ikke i byer og 111
steder og bopladser modtages
forståelse og sympati. Gid dette B1
ske!
p. t. M/B Poul Egede i Søndre Strøm
fjord, d. 17. august 1955.
Carsten llozQ-
Druknet i Godthåb skibshaV1
Den 24-årige Chr. David Abraim111
sen, Godthåb, der var besætning
medlem på „Klapmydsen** styr.t6
for nogle dage siden i skibshavn ^
og druknede. Abrahamsen kom 01
bord ved 1-tiden om natten —-
vidneudsagn var han stærkt h°rllS^i
da han gik ud til skibet. Han gik o.
i sit lukaf, hvor han klædte sig !l1 0p
at gå i seng, men er derefter goc^OI1i
på dækket igen. Der var ingen, * .
så ulykken, men man mener, at M cI-
hamsen har fået overbalance
styrtet ud over rælingen. Da han je
savnet, blev han eftersøgt over cn
byen, og endelig blev der senn
dykker ned i skibshavnen, hvo1
fandt liget af den unge mand.
ndngmiuarKat mardluk mamarunardluartuinlk nipisautigdlit.
To små Godthåb’ere med et par dejlige stenbidere.
Foto: Arne P. Hansen.
6