Atuagagdliutit - 18.10.1956, Síða 12

Lars og Christian Dalagers
indsats på Grønland
af INGVARD OLSEN
For et par hundrede år siden le-
vede lier på Grønland et par mænd,
brødrene Lars og Christopher Dal-
ager, hvis navne er indskrevet i lan-
dets historie for deres virketrang og
energiske foretagsomhed til såvel
handelen« fremme som den indfød-
te befolknings vel.
De to mænd var sønner af jævne
folk og stammede fra den danske ø
Lolland, men hvornår Lars Dalager
er født vides ikke med bestemthed,
idet nogle kilder opgiver hans fødsel
til 1715 i Dragsminde, Rødby ud-
havn, andre til omkring 1719 i Kø-
benhavn og ingen andre til 1722 i
Rødby som søn af toldbetjent, visitør
Jens Laursen Dalager, men at han i
hvert fald har tilbragt meget af sin
barndom på Lolland synes højst
sandsynligt, idet hans yngre broder
vides at være født her.
Selv fortæller han, at han indtil
sit 15. år gik i skole, men ikke lærte
andet end „den borgerlige christen-
doms kundskab og noget lidet at
skrive og regne", og efter endt sko-
legang kom han ud „at tiene sit brød
ved grovt og strengt arbejde". Sand-
synligvis har dette været på hans
fætter og senere svoger, købmand
Jacob Severins grønlandske skibs-
værft og oplagsplads ved Hals, hvor
han lærte „at brase et sejl og at ro
en åre" samt at vænne sig til at „ro-
de i beeg og tran".
Herfra sendtes han vistnok allere-
de i 1739 af Severin, der da havde
monopolhandelen på Grønland, her-
op, hvor han fra 1742 var assistent
ved handelen i Fxederikshåb og
sammen med købmanden forestod
koloniens anlæggelse. Allerede året
efter bestyrede han selv handelen
som købmand, og det skyldtes hans
enestående energiske virksomhed, at
denne koloni, hvis besejling i de før-
ste år voldte store vanskeligheder,
ikke blev opgivet.
Han forlod Frederikshåb i 1748,
men vendte 2 år senere tilbage hertil
efter at være trådt i tjeneste hos Det
almindelige oktrojerede Handelskom-
pagni, der havde overtaget handelen
på Grønland, efter at Jacob Severin
havde måttet give op. Kolonien var
under hans fravær sygnet hen, men
ved energisk indsats lykkedes det
Lars Dalager i løbet af et par år at
bringe den til ny blomstring, hvilket
nok for en del også skyldtes hans
evne til på en frisk og djærv måde
at omgås befolkningen, hvis sprog
han efterhånden havde lært sig.
Det var også under opholdet i Fre-
derikshåb, at han foretog sin berøm-
te færd over indlandsisen. Man hav-
de dengang den opfattelse, at nord-
boernes østerbygd lå på østsiden af
Grønland, der efter kortene skulle
være forholdsvis smalt her, og alle
undersøgelser af landet gik på det
tidspunkt ud på at finde østerbyg-
den. Da Dalager derfor i efteråret
1751 hørte en grønlænder fortælle,
at denne på en jagttur havde ’set
landtoninger hinsides „den store is“,
besluttede Dalager sig til sammen
med nogle indfødte at foretage en
ekspedition derind i den tanke, at
det kunne være „Østerbygdens Fjel-
de". Han og hans ledsagere nåede og-
så ind til det omtalte „land", der
imidlertid viste sig at være en gruppe
1300- 1600 m høje fjelde på vestky-
sten, omgivne af indlandsisen og lig-
gende tæt indenfor Frederikshåb is-
bræ. Ekspeditionen vendte derefter
tilbage, men Lars Dalager blev den
første europæer, der var trængt ind
på indlandsisen, og de fundne fjelde
fik med rette navnet „Dalagers Nuna-
takker" til minde om hans indsats.
Fra Handelens side anerkendtes
han snart for sin dygtighed, hvilket
havde til følge, at han i 1754 blev
forflyttet til Godthåb, hvor det dog
kom til at gå ham mindre godt.
Han gik også her straks med sin
vanlige energi igang med ved siden
af handelens fremme at varetage
grønlændernes egne interesser. Der
var bl. a. i årenes løb, især gennem
hollændernes handlen, blevet solgt
grønlænderne en del dårlige skyde-
våben, men hvilke de til stadighed
gik på jagt ind over de vidtstrakte
områder, men derved forsømte de til
liden gavn for sig selv de store sæl-
træk og fik ikke samlet vinterforrfid
og skind nok, ligesom også Handelen
led afbræk ved, at der ikke blev ind-
handlet tilstrækkeligt med spæk og
skind. Lars Dalager forstod, at sæl-
fangsten var grønlændernes bærende
erhverv og af ikke mindre betydning
for Handelen, hvorfor det ville være
KVALITETSVARER
i
Syntetisk Emaille
Gulvlakker
Kunstnerfarver
Skibslakker
Oliefarver
Tegnerekvisitter
A.STELLING
KØBENHAVN
LAK-OG FARVEFABRIK
Kalipautit, Kivdlersautit titartainermutdlo atortugssat
pisiagssat pitsagssuit.
en katastrofe, hvis den forsømtes og
kom i tilbagegang. Han opkøbte der-
for de dårlige skydevåben og forsøg-
te på forskellige måder at føre grøn-
lænderne tilbage til deres oprindelige
erhverv, sælfangsten, hvilket dog kun
delvis lykkedes for ham, men under
alle omstændigheder steg indhand-
ling af spæk i Godthåb i hans tid.
Han fik også handelskompagniet til
at oprette en loge som mellemstation
for de lange søtogter mellem Godt-
håb og Frederikshåb; logen anlagdes
i den fiskerige Søndre Fiskefjord og
fik navnet Fiskenæsset.
Han arbejdede ud fra de bedste
motiver, grønlændernes vel og Han-
delens fremme, men på den anden
side lå han i stadig strid med den
kongelige mission. Han var selv ble-
vet tilbudt en bestalling som „mis-
sions-assistent", men afslog tilbudet
I stedet kom han i forbindelse med
Herrnhuternes mission, som han en-
sidigt tog parti for samtidig med, at
han ikke skyede noget middel, når
det gjaldt om at genere de kongelige
missionærer. Han låste brønden, så
de ikke kunne få vand i selve kolo-
nien, men måtte hente det langvejs
fra, han nægtede at udlevere varer,
med hvilke de kunne tilbytte sig
frisk proviant, han lavede et øredø-
vende spektakel uden for kirken, når
der var gudstjeneste, og tilsidst gik
det dog endog så vidt, at han ikke
een, men flere gange lagde hånd på
præsten. Således skriver kateket
Rachlew i Godthåb til missionskolle-
giet, at „den 21. juli 1766 efter skibets
ankomst behagede det/ seigneur Dal-
ager at slå hr. Biørn i næse og mund
både i europæeres og grønlænderes
nærværelse, og samme confect lover
■han mig"; hr. Biørn var missionæ-
ren.
De efterhånden dårlige erhvervs-
forhold' gav Dalager også missionen
skylden for, idet han påstod at den
sammenhobede grønlænderne og
holdt dem horte fra de gode fangst-
pladser samt forledte dem til ledig-
gang og tiggeri, hvorimod han noget
naivt roste Herrnhuterne, der dog i
langt højere grad og mere håndfast
gjorde sig skyldige i det samme.
Disse pinlige forhold mellem Den
kongelige mission og Dalager tilspid-
sedes tilsidst i en sådan grad, at hans
lorbliven i Grønland umuliggjordes.
I 1867 rejste han derfor til Danmark
men blev kort efter antaget til tjene-
ste i Finmarkshandelen, der også sor-
terede under Det almindelige Han-
delskompagni. Også her øvede han
en beundringsværdig indsats og var
først købmand i Kjøllefjord og Tanen
hvorfra han i 1770 forflyttedes til
Vadsø, hvor han døde den 7. januar
1772 efter at hans energi og virke-
trang også i Finmarken havde skaf-
fet handelen god fremgang, og hans
kloge og vel gennemtænkte foran-
staltninger „til almuens bedste" hav-
de vundet hans foresattes bifald.
Lars Dalager var en dygtig koloni-
bestyrer og en fremskuende mand
med en klar forståelse af de indfød-
tes tarv, måske nok en hård hals,
men på denne sad et lyst hoved, hvil-
ket hl. a. viste sig i et let sprognem-
me; han var dertil af et hidsigt og
kolerisk gemyt, hvilket som nævnt
særligt gik ud over missionen, men
besjælet af en aldrig hvilende energi
til gavn for grønlændernes bedste, og
han var da også elsket af disse, der
anså det for en fest, når han på sine
handelstogter kom til deres boplad-
ser.
I de for Lars Dalager bedste år -—■
tiden i Frederikshåb — nedskrev han
sine „grønlandske relationer", med
hvilke hans navn også er gået over i
litteraturen. De indeholder oplysnin-
ger om grønlændernes liv og levned,
deres skikke og vedtægter m. m. til-
ligemed nogle korte reflektioner over
missionen, og de viser Lars Dalager
som en fremragende iagttager og
skildrer af det primitive folkeliv,
men med en udpræget agtelse for
grønlændernes traditionelle forestil-
linger, og de danner på flere punkter
et korrigerende supplement til tidli-
gere beretninger om Grønland og
dets beboere. Til relationerne er og-
så knyttet en betænkning om den
grønlandske handels fordele og for-
hindringer samt en beretning om
Send Deres hilsen
på festblanket
hans vandring over indlandsisen;
denne beretning er særlig bemærkel-
sesværdig, fordi den er den første,
der gav verden noget kendskab til
den naturmærkværdighed, som ind-
landsisen er.
En broder til Lars Dalager var som
tidligere nævnt Christopher Carl
Dalager, der blev født i Dragsminde
ved Rødby den 8. april 1726.
Nitten år gammel trådte også han
i fætteren og svogeren Jacob Seve-
rins tjeneste ved handelen i Grøn-
land og blev i 1745 assistent i Ja-
kobshavn, hvor han hurtigt gjorde
sig gældende som en særdeles dygtig
og driftig handelsmand, ligesom hans
sprognemme og vennesæle væsen
gjorde ham afholdt af den indfødte
befolkning.
Allerede i 1746 fik han overdraget
bestyrelsen af kolonien Christians-
håb, og ved Severins tilbagetræden
gik han ligesom broderen over i Det
almindelige oktrojerede Handelskom-
pagni og afløste i 1752 denne som
købmand i Frederikshåb.
1 1755 overdroges det ham at an-
lægge en ny koloni, som døbtes Ri-
tenbenk og placeredes ved SarsaK på
NugssuaK-halvøens sydside, og herfra
foretog han dristige handelstogter
helt op i Umanakbugten, som han
delvis „opdagede". Det skyldtes også
hans forslag, at der besluttedes ny-
anlæg her, og grundlæggelsen af ko-
lonien Umanak i 1758 foretoges fra
Ritenbenk under hans ovcrledelse.
Ligeledes skyldtes det hans gentag-
ne forestillinger, at der fra 1768 fore-
toges rekognosceringer længere nord
på, hvilket resulterede i anlægget af
kolonien Upernavik i 1771; fra som-
meren 1770 havde han personligt le-
det rekognosceringen og forberedel-
serne til anlægget på den foreløbige
overvintringsplads kort nord for
Svartenhuk-halvøen.
I 1771 overtog han kolonien Ja-
kobshavn, hvor han etablerede hval-
fangstanlæg, og endelig anlagde han
i 1783 hvalfangstlogen Arveprind-
sens Ejland eller Klokkerhuk, som
han drev stærkt i vejret og ledede til
sin død.
Christopher Carl Dalager, der for
sine på Grønland indlagte fortjene-
ster var dekoreret med medaillen pro
meritis, døde i Arveprindsens Ej-
land nytårsdag 1799. Han var i 1759
i Jakobshavn blevet gift med den 8
år yngre grpnlænderinde af ublandet
race Juliane Marie, der var blevet
døbt som halvvoksen og overlevede
ham i 18 år.
De efterlod sig 3 sønner, nemlig
Andreas Peter, Jens Jacob og Chri-
stopher Carl Dalager, der alle blev
født i Ritenbenk og også kom i han-
delens tjeneste.
Andreas blev fodt i december 1758,
og blev i 1775 assistent i Jakobshavn
og 6 år senere hvalfangerassistent;
han blev i 1782 gift med grønlænder-
inden Agathe og døde den 22. januar
1820 i Jakobshavn.
Jens blev født i 1763 og blev i 1782
formand ved hvalfangsten på Arve-
prindsens Ejland, fik i 1789 assistent-
gage og officersdeputat og var fra
1813 -16 fungerende bestyrer af Ar-
veprindsens Ejland. Han var en sær-
deles dygtig hvalfanger, men mistede
sin førlighed ved at blive slået af en
hval og døde den 21. december 1825
i Arveprindsens Ejland. Han var gift
tre gange; de to første gange med
døtre af assistent Carl Johannes Dorf
og tredie gang i 1815 med den da 40-
årige enke Mette Christiansen, der
overlevede ham i 17 år.
Christopher Dalager blev født den
23. december 1763 og blev 20 år gam-
mel harpunér i Arveprindsens Ej-
land. I 1788-89 opholdt han sig i Dan-
mark og blev i 1795 formand på Hun-
de Ejland, i 1818 udstedsbestyrer i
Agto, året efter underassistent og var
1824—25 fungerende assistent i Ege-
desminde.
Han døde den 26. juni 1842 i Agto
og var gift to gange, anden gang med
Karen Gjertrud Kathrine, der var
datter af sælfangeren Jakob.
12