Atuagagdliutit - 24.08.1961, Blaðsíða 18

Nordlyset - det
gådefulde spil
på nattehimlen
Nye opsigtvækkende iagttagelser under det geofysiske år
En ganske svag, pastelagtig hvidgul
lysbue toner flimrende frem over ho-
risonten på den nattesorte nordhim-
mel. Langsomt bliver buen lysere og
skarpere. Så skyder der strålebundter
op fra den, højere og højere op, vide-
re og videre ud. Vældige draperier
breder sig over himlen, et orgie af
flammende farvepragt i rødt og gult,
grønt og hvidt..
Det er NORDLYSET, et af de skøn-
neste skuespil, naturen opruller for
vore øjne.
Men hvad er dette nordlys? Hvor
kommer det fra? Hvad er det, der
fremkalder det, og hvilke virkninger
har det?
Det var nogle af den lange række
af spørgsmål, som blev stillet til de
ionosfærefysiske videnskab smænd
ved indgangen til det internationale
geofysiske år 1957—58, og på hvilke
svarene nu begynder at indløbe, ef-
terhånden som det vældige materiale
af målinger og iagttagelser fra obser-
vatorier, fra radiostationer og fra
kredsende drabanter bliver færdigbe-
arbejdet. Mange gåder i forbindelse
med nordlyset er løst gennem disse
observationer, mange nye iagttagelser
er gjort også om forhold i grænseom-
rådet mellem Jordens atmosfære og
himmelrummet, der kun periferisk
har forbindelse med nordlyset, men
mange spørgsmål står endnu ubesva-
rede tilbage og kalder på fortsat vi-
denskabeligt arbejde.
Atmosfærens „neonlys*1
Inden det geofysiske år vidste man
om nordlyset, at det opstår i de højere
atmosfæriske lag i polarområdet, at
dets nederste grænse normalt ligger
100 kilometer over jordoverfladen og
dets øverste grænse 3—400 kilometer,
men at det lejlighedsvis er observeret
så højt til vejrs som 1000 kilometer.
Nordlyset er atmosfærens „neon-
lys", fremkaldt af elektroner, der på
deres vej gennem de meget tynde
øverste luftlag rammer luftens mole-
kyler og ved sammenstødet får dem til
at lyse. De forskellige luftarter lyser
med forskellig farve, ilten således med
en rødlig farve, for så vidt denne luft-
art, hvis molekyler normalt består af
2 atomer, er spaltet i enkelte atomer.
På en tid, hvor vi ikke som nu, tak-
ket være drabanterne, havde betingel-
ser for tilstandene højt over jordover-
fladen, fortalte nordlyset os altså, at
atmosfæren i hvert fald strakte sig
1000 kilometer ud i rummet (nu ved
vi, at den når mindst 3000 kilometer
ud), og ved undersøgelser af lyset
gennem spektrer kunne vi også fast-
slå, hvilke luftarter, disse høje atmo-
sfæriske lag bestod af, nemlig kvæl-
stof og ilt, medens der ikke er fundet
spor af kulsyre, brint og helium.
Også polarlys over Afrika
Iagttagelserne fra Jorden i det geo-
fysiske år skete dels i form af kikkert-
undersøgelser, dels ved hjælp af ul-
trakorte radiobølger.
Disse radiobølger afslørede, at
nordlyset ikke blot er et fænomen,
som er knyttet til polar-regionerne,
hvor det fremtræder synligt for det
blotte øje, men at det — omend i af-
tagende grad — breder sig helt ned
til Nordafrika, hvor det ganske vist
ikke kan ses, men hvor det kan må-
les ved tilbagekastning af de ultra-
korte bølger.
Det blev endvidere konstateret, at
nordlysets udbredelse har direkte
sammenhæng med den større eller
mindre uro i jordmagnetismen. Når
jordmagnetismen er i ro, optræder
nordlyset overvejende kun i områder-
ne omkring Jordens magnetiske nord-
pol, der som bekendt ikke falder sam-
men med den geografiske, men findes
på Grønlands nordvestkyst ved Smith
Sund mellem Grønland og de canadi-
ske ishavsøer et par hundrede kilome-
ter nord for Thule. Når der derimod
optræder magnetiske storme, breder
nordlyset sig og er observeret så langt
mod syd som på den 25. breddegrad,
der passerer gennem Sahara.
\ -
Når den magnetiske flaske
lækker
Under sine observationer i forbin-
delse med det geofysiske år konsta-
terede den amerikanske forsker, dr.
James van Allen tilstedeværelsen af
et „dødsstrålebælte" i flere lag rundt
om Jorden, fremkaldt ved, at protoner
(dele af atomkerner) fra Solen eller
andre oprindelsessteder i verdensrum-
met på deres vej gennem den øverste
del af jordatmosfæren rammer ilt- og
kvælstofatomer og slår deres neutro-
ner (andre dele af atomkernen) ud.
Dette strålebælte, der altså består af
neutroner og ligger i en højde af 900
—3000 kilometer rundt om Jorden,
fastholdes af jordmagnetismen og
danner en fælde for stråling ude fra
universet, hvis partikler — når de
ikke er ladet med høj energi — bliver
opfanget og indespærret og derefter
ad spiralbaner langs de magnetiske
kraftlinier slynget frem og tilbage
mellem den nordlige og den sydlige
halvkugle ligesom i en „magnetisk
flaske".
Når der imidlertid opstår kraftige
magnetiske storme, ser det ud, som
om van Allens „magnetiske flaske“ får
en læk i begge ender, gennem hvilke
de indespærrede kraftpartikler kan
forsvinde ned i den tættere del af at-
mosfæren. Således viste målinger af
den amerikanske drabant Explorer VI
den 16.—17. august 1959, da der rase-
de en voldsom magnetisk storm, at det
ydre van Allen-bælte praktisk taget
var tømt for kraftpartikler, og samti-
dig optrådte der et stærkt nordlys,
som forsvandt igen dagen efter, da
bæltet igen var fyldt med partikel-
stråling fra Solen.
Nordlys og røntgenstråler
En række tilsvarende iagttagelser
er gjort ved de målinger, som i sep-
tember 1958 og november 1959 er fo-
retaget af drabanterne Explorer IV og
Explorer VII. Disse iagttagelser giver
sammen med talrige andre videnska-
belige observationer grund til at tro,
at nordlyset fremkaldes af strålepar-
tikler, som undslipper fra van Allen-
bæltet, og yderligere at nordlyset over
polarområderne skyldes disse partik-
lers „flugt" fra det ydre bælte, me-
dens det tilsvarende lys over sydligere
egne har sin oprindelse i det indre van
Allen-bælte. De undslupne strålepar-
tikler har antagelig alle deres ud-
spring fra Solen.
Iagttagelser har yderligere vist, at
hvor nordlys fremkaldes over sydlige-
re breddegrader — eksempelvis over
Europa — opstår der samtidig en me-
get intensiv røntgenstråling som
bremsevirkning. Den har kunnet op-
vises ned til 30 kilometers højde over
jordoverfladen. En lignende samtidig
optræden af nordlys og røntgenstrå-
ling har derimod indtil nu ikke med
sikkerhed kunnet påvises i polarom-
råderne.
MIS „PERLA DAN"
REDERIET J. LAURITZEN
KØBENHAVN
18