Atuagagdliutit - 01.03.1962, Blaðsíða 4

Hvorfor er »ligeløn« en
umulighed
Grønlandsudvalgets økonomiske
ekspert, kontorchef Mogens
Boserup, fremdrager i denne
artikel de væsentligste årsager til,
at ligeløn ikke kan gennemføres
i Grønland. Men den grønlandske
levestandard kan godt forhøjes,
selv om lønningerne ikke hæves.
Jeg er blevet anmodet om at frem-
sætte nogle betragtninger i A/G om de
aktuelle løn- og prisproblemer i
Grønland. Denne opfordring efter-
kommer jeg gerne, men først og
fremmest må jeg da understrege, at
det følgende står ganske for min egen
regning. De opfattelser, jeg giver ud-
tryk for i denne artikel, er jeg kom-
met til under mit arbejde som økono-
misk konsulent for „Grønlandsudval-
get af 1960“. Men Grønlandsudvalget
selv har ikke tilendebragt sine over-
vejelser om løn- og prisspørgsmåle-
ne, og det følgende kan ikke tages
som udtryk for andet end min per-
sonlige mening.
Jeg har givet denne artikel en ud-
fordrende titel, for at der ikke skal
kunne herske tvivl om, at jeg anser
„ligeløn" for et uigennemførligt krav
under de nuværende forhold i Grøn-
land. Dette standpunkt vil nok ægge
mange til modsigelse, og det er også
meningen, thi det er kun gennem en
meningsudveksling, at spørgsmålet
kan blive grundigt og alsidigt belyst.
Denne artikel er ment som en opfor-
dring og udfordring til en sådan dis-
kussion.
Det er naturligvis ikke muligt in-
denfor en kort artikels rammer at
behandle alle sider af det grønlandske
løn- og prisproblem. Jeg begrænser
mig derfor til selve kernen i ligeløns-
problemet, hvormed jeg mener kra-
vet om, at grønlændere skal aflønnes
efter samme satser som de, der gæl-
der for deres danske kolleger, der ar-
bejder i Danmark. De særlige spørgs-
mål om „grønlandstillæg" til ud-
sendte kommer jeg ikke ind på i den-
ne artikel, og jeg ser også bort fra de
specielle tjenestemandsproblemer —
altså problemerne omkring 25 pct.-
fradraget for de „ikke-udsendte" tje-
nestemænd og 10-årsreglen for op-
nåelse af status som „udsendt". Denne
artikel handler altså alene om løn-
politikkens centralproblem:
Et det muligt nu eller i en nær-
mere fremtid at løfte det alminde-
lige lønniveau (først og fremmest
GAS-satserne) til det niveau, der
gælder i det øvrige land?
»Ligeløn« er ikke
en selvfølgelig ret
Vi skal søge at drøfte dette spørgs-
mål i lys af de foreliggende kends-
gerninger om produktiviteten i det
grønlandske samfund som helhed og
i de grønlandske eksporterhverv i sær-
deleshed. Men allerede på dette før-
ste trin af diskussionen vil nogle læ-
sere måske gøre indsigelse. „Hvad
skal vi med statistik over produkti-
vitet og lignende ting", vil man måske
spørge. Er ligelønnen ikke en ganske
simpel ret, som grønlænderne har
krav på? En ret, der slet ikke kan
anfægtes af økonomiske ræsonne-
menter eller statistiske beregninger?
Hvis man kan have „ligeløn" på dan-
ske øer som Bornholm eller Læsø,
hvorfor kan man så ikke have det på
den danske ø Grønland? Sådan vil
mange nok spørge.
Dette simple og direkte argument
har megen styrke ved første øjekast.
I øvrigt er det jo ikke blot grønlæn-
dere, der anlægger denne betragtning.
Også hernede er det almindeligt at
møde den opfattelse, at det simpelt-
hen er en skandale — for ikke at si-
ge racediskrimination — når f. eks.
timelønnen for ufaglært arbejde i
Grønland ligger på et gennemsnit af
omkring halvdelen af det danske ni-
veau.
Og dog kan dette simple argument
ikke stå for en nærmere prøvelse.
Når man spørger, hvorfor man
dog ikke kan have ligeløn på
Grønland ligeså vel som på Læsø
eller Bornholm, ja, så må svaret
være, at det kan man også godt —
vel at mærke, hvis man for Grøn-
land vil tage den samme konse-
kvens, som man tager for de andre
danske øers vedkommende! Hvis
der er „ligeløn" på Læsø — for nu
at tage denne lille ø som eksempel
— så indebærer det jo, at er-
hvervslivet dér må konkurrere på
lige fod med resten af landet. Hvis
det af en eller anden grund er dy-
rere at producere på Læsø, så vil
ingen sætte produktion i gang på
den ø, sålænge der kræves „lige-
løn", og man må da se i øjnene, at
enten opstår der arbejdsløshed på
vedkommende ø, eller også van-
drer arbejdskraften bort til egne
af landet, hvor der kan produceres
billigere.
LIGELØN OG AFFOLKNING
— ELLER!
Men denne konsekvens — at lade
bortvandringen gå sin gang — er man
jo ikke parat til at tage, når det gæl-
der Grønland. Hele grønlandspolitik-
ken hviler som bekendt på den for-
udsætning, at man ønsker at opret-
holde og udbygge et grønlandsk sam-
fund, selv om produktionsbetingelser-
ne — af både naturgivne og sam-
fundsmæssige grunde, som jeg ikke
her behøver at komme ind på — er
langt mindre gunstige i Grønland end
i det øvrige rige. Hvis man ikke hav-
de dette bestemte fr:mål for øje, så
kunne man uden v.dere indføre „li-
geløn" i Grønland og så erklære, at
de produktionsgrene, der ikke kan
betale sig på grundlag af dansk løn
(og det ville jo gælde næsten hele
eksporterhvervet) må nedlægges el-
ler indskrænkes til nogle få pladser
med ganske særligt gunstige forhold.
Men vil man ikke tage denne
konsekvens — og det vil man jo
ikke — så falder den sædvanlige
sammenligning med „Bornholm"
eller „Læsø" i virkeligheden til
jorden. Eller sagt på en anden må-
de: Ønsker vi at fastholde og ud-
bygge en grønlandsk økonomi —
altså at hindre en affolkning af
øen — så må vi også indrømme,
hvis vi da vil undgå selvmodsigel-
se, at „ligelønnen" ikke kan kræ-
ves som en selvfølgelig ret.
Spørgsmålet, om vi kan indføre
ligeløn eller ikke, må da formule-
res på en anden måde. Vi må
spørge: Hvor nær kan vi komme
til ligelønnen? Kan vi komme
nærmere til „ligeløn", end vi er
nu? Hvor meget? Hvor hurtigt?
Fra princippernes høje luftlag, hvor
alt synes simpelt og indlysende, må vi
altså stige ned på jorden og se på de
faktiske vilkår for økonomisk virk-
somhed i Grønland.
To slags »ligeløn«
Lad os, før vi går videre med ræ-
sonnementet, sammenfatte det resul-
tat, vi indtil nu er nået frem til: Vi
har fastslået, at „ligelønnen" ikke kan
kræves som en selvfølgelig ret, der
ubetinget tilkommer grønlænderne
uanset de særlige økonomiske betin-
gelser i Grønland. Det spørgsmål, om
der skal gives „ligeløn" (eller noget
der nærmer sig „ligeløn"), må da af-
hænge af, hvor alvorlige de økonomi-
ske konsekvenser af „ligelønnen" kan
ventes at blive. Det er disse konse-
kvenser, vi i det følgende skal søge
at få en forestilling om.
Der er to forskellige virkninger af
ligelønnen at tage hensyn til, og det
er meget vigtigt, at de holdes klart
ude fra hinanden:
for det første må vi spørge, hvor-
dan en overgang til ligeløn påvir-
ker det samlede tilskud til den
grønlandske økonomi, som ydes
fra den danske stat, og
for det andet må vi spørge, hvor-
dan en overgang til ligeløn påvir-
ker eksportproduktionens regn-
skab.
Megen forvirring i den standende
debat om ligelønnen kunne undgås,
hvis man til stadighed skelnede
skarpt mellem disse to virkninger af
ligelønnen, thi som vi straks skal se,
kan man meget vel tænke sig en lige-
lønsordning, som har stor virkning på
eksportproduktionens regnskab, uden
at den påvirker det samlede tilskud
fra Danmark.
Sagen er, at man kan tænke sig
flere forskellige former for indførelse
af „ligeløn". I denne korte oversigts-
artikel kan der ikke blive tale om at
gennemgå de mange forskellige be-
tydninger, man kan lægge i udtryk-
ket „ligeløn", og jeg nøjes derfor med
at betragte to særlig vigtige og klare
tilfælde. For kortheds skyld kan vi
kalde det ene tilfælde „lige realløn“
og det andet „lige pengeløn",
Lige realløn betyder
30 mili. mere
fra Danmark
En overgang til ligeløn i betydnin-
gen „lige realløn" ville da betyde, at
lønsatserne hæves til det niveau, der
gælder i Danmark, medens butikspri-
serne lades urørte. Reallønnen (d. v. s.
lønnens værdi målt i de reale goder,
den kan købes), må da stige i samme
forhold som pengelønnen og komme
op på højde med den danske realløn.
(Jeg forudsætter for nemheds skyld,
at fordelen ved skattefrihed i Grøn-
land stort set opvejes af, at leveom-
kostningerne er højere end i det øv-
rige Danmark). En sådan gennemfø-
relse af „lige realløn" ville være en
meget vidtgående imødekommelse af
ligelønskravet, og det indebærer na-
turligvis, at det økonomiske tilskud
fra Danmark til Grønland måtte stige
ganske betydeligt; thi nogen må jo
betale for det, hvis befolkningen skal
kunne købe flere varer, skønt den
grønlandske produktion ikke giver
basis for det.
Vi spørger nu først, hvilke finan-
sielle virkninger ligelønnen vil have,
hvis den gennemføres i den allermest
beskedne form, hvor reallønnen for-
bliver uændret. Det er praktisk at be-
gynde med dette tilfælde, thi hvis vor
undersøgelse viser, at denne form
for ligeløn er gennemførlig, så kan vi
gå videre og undersøge om andre og
mere vidtgående former for ligeløn,
som giver en større eller mindre for-
bedring i reallønnen sammen med
pengelønnen, er mulige. Viser det sig
derimod, at selv denne mest beskedne
form for ligeløn (altså lige pengeløn
uden nogen reallønsforbedring) er
praktisk uigennemførlig (og det er
den desværre, som vi skal se), ja, så
må vi nødvendigvis slutte, at mere
vidtgående former for ligeløn, hvor
reallønnen også hæves, er endnu
mere betænkelige.
HVIS LØNNEN FORHØJES 50 PCT.
Lad os altså forestille os, at der
gennemføres en stor løn- og prispoli-
tisk nyordning: Arbejdslønnen for-
højes til dansk niveau, d.v.s. med gen-
nemsnitligt mindst 50 pct., og samti-
dig forhøjes butikspriser og el-takster
m.v., og der indføres en skat på løn-
nen, således afpasset, at nettoresulta-
tet bliver uændret realløn. For at
være realistiske må vi også forudsæt-
te, at indhandlingspriserne forhøjes så
meget, som er nødvendigt for at ud-
ligne prisstigningerne, således at også
fiskernes realindtægt bevares ube-
MERUDGIFTEN FOR DEN DAN-
SKE STAT VILLE BELØBE SIG TIL
CA. 30 MILL. KR., OG DE VILLE
KOMME TIL SYNE I STATSREGN-
SKABET PÅ TRE FORSKELLIGE
MÅDER. FOR DET FØRSTE VILLE
GRØNLANDSMINISTERIETS UD-
GIFTER STIGE, NAVNLIG SOM
FØLGE AF HØJERE LØNOMKOST-
NINGER FOR GTO. FOR DET AN-
DET VILLE KGH’s UNDERSKUD
PÅ BUTIKKERNE, SOM ALLEREDE
ER GANSKE STORT, STIGE YDER-
LIGERE, DA DER JO BLIVER HØJ-
ERE LØNNINGER AT BETALE TIL
BUTIKSPERSONALE O. S. V., OG
DA VI HAR FORUDSAT, AT PRI-
SERNE I BUTIKKEN IKKE MÅ
STIGE, KAN KGH IKKE DÆKKE
DE STIGENDE OMKOSTNINGER
VED AT TAGE MERE FOR VARER-
NE. ENDELIG, FOR DET TREDJE,
VILLE PRODUKTIONSVIRKSOM-
HEDERNES REGNSKABSRESUL-
TAT BLIVE FORRINGET SOM FØL-
GE AF STIGNINGEN I ARBEJDS-
LØNNEN OG DEN STIGNING I
INDHANDLINGSPRISERNE, SOM
LET FØLGER I LØNSTIGNINGENS
KØLVAND.
EN ANDEN MULIGHED
Dette var altså den ene yderlighed:
ligeløn med fuld virkning på real-
lønnen. Men foruden denne meget
vidtgående og fuldstændige gennem-
førelse af ligelønnen kan vi også
tænke os en mere beskeden frem-
gangsmåde, nemlig „lige pengeløn".
Der er jo nemlig nogle, der hævder,
at det er selve det forhold, at lønsat-
serne regnet i kroner og øre er lavere
i Grønland end i Danmark, som vir-
ker stødende, ydmygende, uretfær-
digt. Man vil altså have samme ak-
kordsats eller samme timelønssats i
kroner og øre som i Danmark, men
lægger mindre vægt på, om lønnen
også kan købe lige så meget som i
Danmark. Ud fra denne tankegang
kan man da komme til den opfattel-
se, at ligelønskravet kan betragtes
som opfyldt, når blot der betales
dansk pengeløn, selv om man ved
samtidig indførelse af en lønskat og
ved samtidige forhøjelser af detailpri-
ser og takster i Grønland sørger for,
at reallønnen ikke stiger i samme
omfang som pengelønnen.
Som et klart og overskueligt yder-
tilfælde kan vi ligefrem tænke os en
ordning, hvorved der indføres danske
lønsatser og samtidig iværksættes så
store forhøjelser af varepriserne og
indføres en skat med så høje satser,
at reallønnen forbliver ganske uæn-
dret, idet hele forhøjelsen af penge-
lønnen opsluges af skat og prisstig-
ninger. Befolkningen får altså højere
pengelønninger, men bliver ikke i
stand til at købe flere varer, fordi bu-
tikspriserne samtidig stiger.
Det siger sig selv, at man kan tæn-
ke sig alle mulige mellemløsninger
mellem disse to ydertilfælde. For at
få kærnen i problemet frem er det
dog nyttigt at samle opmærksomhe-
den om disse to rene tilfælde.,
skåret. En lønpolitisk omstilling af
denne art ville jo svare til et ønske,
der somme tider fremsættes fra
grønlandsk side: Når grønlænderne
klager over, at lønnen er lav, så hen-
viser man fra dansk side ofte til, at
der jo til gengæld er skattefrihed i
Grønland, og at der gives statstilskud
til at holde detailpriserne nede. Her-
til kan man da høre et grønlandsk
svar, der omtrent lyder således: „Så
lad os dog få lov til at betale skat, lad
os slippe for kunstig billiggørelse af
detailpriserne, og lad os i stedet få
dansk løn!" Det er netop en sådan
omstilling, vi her undersøger mulig-
heden af.
Da det er forudsætningen, at den
store omkalfatring af pris- og løn-
strukturen, vi her tænker os, skal
lade den grønlandske befolknings le-
vestandard urørt, er det klart, at det
samlede danske tilskud til den grøn-
landske økonomi også forbliver uæn-
dret. Men vel at mærke: Det er kun
det samlede tilskud, der forbliver
uændret. Tilskuddets fordeling på
dets tre bestanddele ændres ganske
stærkt, og dette er af central betyd-
ning for bedømmelsen af, om en så-
dan løn- og prispolitisk omvæltning
kan være forsvarlig.
TRE SLAGS TILSKUD
De tre bestanddele af statens til-
skud til Grønland er, som allerede
nævnt, (1) underskuddet på forsy-
ningstjenesten (butikkerne), (2) mini-
------------------------------
Læs
artiklen
den giver
svar på mange
spørgsmål
★ Hvad vil der ske, hvis man
behandler Grønland som
Bornholm.
★ Hvad vil ligeløn sige, og
er den noget værd, hvis
man ikke kan købe mere
for den, end man kan for
den nuværende løn!
★ Hvad sker der, hvis staten
skal give endnu mere til-
skud fil produktionen.
-Ar Hvor havner samfundet,
hvis produktionen ikke
drives forretningsmæssigt.
-Ar Hvordan kan man hjælpe
de fattigste, selv om deres
løn ikke forbedres!
..............................
steriets udgifter til skole- og sund-
hedsvæsen, almindelig administration
o.s.v. og (3) underskuddet på eksport-
produktionen. Det er ret let i store
træk at overse virkningerne på hver
af disse tre konti. Butikkerne får jo
højere lønudgifter, men dette må bli-
ve mere end opvejet af indtægten fra
de prisforhøjelser, som nu skal gen-
nemføres. Ministeriets lønudgifter sti-
ger naturligvis stærkt, når GAS-løn-
ningerne som her forudsat stiger med
ca. 50 pct., men på den anden side
får staten jo indtægten af den løn-
skat, som er en del af den tænkte
ordning. Tilbage er produktionsvirk-
somheden under KGH. Den bliver så
at sige „sorteper" i dette spil, thi den
belastes med de to højere lønudgifter
og de højere indhandlingspriser, og
der er ingen indtægtsfremgang, som
helt eller delvis kan opveje dette.
Porduktionsregnskabets indtægtsside
består jo af den betaling, der opnås
for eksporten, og eksportpriserne på-
virkes naturligvis ikke af, at man ved
en politisk beslutning hæver priser
og lønninger indadtil i Grønland. —
Grækere, italienere, amerikanere
o.s.v. vil jo ikke af den grund betale
mere for den grønlandske fisk.
DET KARAKTERISTISKE VED
DEN HÆVNING AF LØN- OG
PRISNIVEAUET, SOM VI HER
TALER OM, ER ALTSÅ, AT
SKØNT DEN IKKE FORØGER
DET SAMLEDE TILSKUD TIL
GRØNLAND, LADER DEN EN
STØRRE DEL AF DETTE SAM-
LEDE TILSKUD FREMTRÆDE I
DEN SÆRLIGE FORM SOM UN-
DERSKUD PÅ EKSPORTPRO-
DUKTIONEN. DET ER OGSÅ
NETOP DENNE OMSTÆNDIG-
HED, SOM GØR DET SÅ BE-
TÆNKELIGT AT INDFØRE EN
ALMINDELIG HÆVNING AF
LØN- OG PRISNIVEAUET.
Lad os her slå fast, før vi går vide-
re, at en overgang til ligeløn i alle
tilfælde har denne tendens til at lade
en større del af statens tilskud frem-
træde i den særligt hæslige form som
underskud på eksportproduktionen.
Det gælder både, når overgangen til
ligeløn medfører stigning i realløn-
nen, og når stigningen i pengelønnen
fuldt ud opvejes af skat og prisfor-
højelser.
Dette er i virkeligheden ganske ind-
lysende, som enhver kan se ved lidt
eftertanke:
Når man lader forsyningstjene-
sten holde så lave priser, at butik-
kerne går med et underskud, og
når man undlader at opkræve di-
rekte skatter i Grønland, så inde-
bærer det, at man ved given real-
løn kan holde pengelønnen, og alt-
så det grønlandske omkostnings-
niveau, noget lavere end det ellers
ville være, og det betyder atter, at
eksportproduktionen kommer til
at tage sig mere rentabel (eller
mindre urentabel!) ud, end den el-
lers ville gøre. — Har man forstået
denne uhyre simple mekanisme, så
har man også forstået det kardi-
nalpunkt i det grønlandske løn- og
prisproblem, hvorom striden står.
Virkningerne af »lige pengeløn«
4