Atuagagdliutit

Ukioqatigiit

Atuagagdliutit - 01.03.1962, Qupperneq 26

Atuagagdliutit - 01.03.1962, Qupperneq 26
Kulde til vore efterkommere? , « Sandsynligt, at Jorden befinder sig i en tempereret pause i den kvartære istid, og at pausens højdepunkt er passeret, siger videnskaben Lever vi midt i en istid? Spørgsmå- let kan synes urimeligt, når vi tæn- ker på den nære vår med grønne marker og blomsterflor i haverne, el- ler blot når vi kigger ud af vinduet og ser, hvorledes den milde atlanter- havsluft, som i disse uger stryger over Danmark, får vintergække og krokus til at strutte i bedenes sorte jord. Alligevel er den geologiske viden- skab tilbøjelig til at besvare spørgs- målet med ja. Et ja, der skal forstås således, at vi lever i en af de pauser i den seneste istids-alder, den kvar- tære, af hvilke vi kender tilsvarende fra de forudgående fire istider i Jor- dens historie, den eozane, den gam- melpalæologiske, den middel-palæo- logiske og den ung-palæologiske. Tropevarme Jordens „normaltilstand" Disse fire istider er unormale pe- rioder i Jordens „liv“. Jordens „nor- maltilstand" “gennem de sidste 1500 millioner år er tropevarme uden po- larkalotter og uden snedækte bjerg- tinder. For 60 millioner år siden blomstrede valnødder og magnolier på Spitzbergen. Rester heraf er fun- det i den tilfrosne tundra. Men indenfor de sidste 100—300 millioner år er denne normale trope- tilstand gentagne gange afbrudt af relativt kortvarige afkølingsperioder af 20—30 millioner års længde. Den seneste af disse perioder, kvartær-is- tiden, som formede det Nordeuropa og det danske landskab, som vi ken- der i dag, varede imidlertid hverken 30 eller 20, men kun 1 million år. Det er et meget kort tidsrum, målt med jordhistoriens alen, og da den sidste istid i øvrigt viser nøjagtig de samme symptomer som sine forgæn- gere: omtrent den samme afkølings- grad, afløst af nogle årtusinder med stigende varme, som dog langt fra når op på den for hele kloden normale tropetemperatur, og derefter på ny stærk afkøling, er videnskaben i dag tilbøjelig til at mene, at vi virkelig lever midt i (eller i begyndelsen af) en istid eller mere bestemt: i en af de pauser med temperaturstigning, der har delt tidligere istider op i 4—5 af- snit; og at denne pause har passeret sit temperaturmæssige højdepunkt. Koldere end for 2000 år siden Antagelsen, der er bestyrket af re- sultaterne fra undersøgelserne i løbet af det internationale geofysiske år, som nu efterhånden fremlægges for offentligheden, understreges yderlige- re af den kendsgerning, at klimaet i Europa i dag er væsentlig koldere end det var i årtusindet umiddelbart før Kristi fødsel — det årtusinde, hvori bl. a. den danske broncealderkunst blomstrede. Denne afkøling kan ikke mærkes indenfor en enkelt generation. Tvært- imod kan der fra år til år og fra tiår til tiår ske en udvikling i den mod- satte retning. Tiåret 1950—60 var så- ledes varmere end tiåret 1910—20, — en temperaturstigning, der bl. a. har ført torskestimerne til de grønlandske farvande og drevet sælerne mod nord. Men Jordens historie regnes hverken i år eller tiår, og ved sam- menligninger fra årtusind til årtusind hvilket muliggøres ved de arkæologi- ske fund, er tendensen meget tydelig: pausen i den kvartære istid bevæger sig langsomt frem mod sin afslutning. JORDEN I ISTIDEN Det er ikke alt for hyggelige per- spektiver for vore efterkommere. Da den kvartære istid (som vi altså efter forskernes mening endnu skulle be- finde os i) var på sit højeste, var Nordeuropa, Nordasien og fremfor alt Nordamerika dækket af en uhyre indlandsis, der strakte sig fra Norges, Englands og Irlands vestkyst dybt ind i Rusland i 4000 kilometers længde, 1700 kilometers bredde og 3000 meters højde. Det nordlige Vesterhav og Østersøen, som i dag er centrum for dannelsen af de lavtryk, der bringer nedbør ind over det europæiske fast- land, lå dybt begravet under ismæng- derne. Og da tilsvarende bjerge af is dækkede fem andre storområder, nemlig Grønland, Nordamerika, Pata- gonien i Sydamerika, Mellemamerika og Østsibirien, var der til dannelsen af sneen og isen brugt så meget af verdenshavenes vand, at deres vand- spejl var 105 meter lavere end nu. I Europa var den sydlige, isfrie del af Vesterhavet og Kanalen mel- lem England og Frankrig helt frem Kéumåtdlagtaui AGFA CLIBO- BLITZER Store fine billeder med AGFA CLACK angisunik kussanartunigdlo assiliutnassune dssillssut Agfa Clack åssilissat angissusiat: 6X9 cm. Ka- nigtuarKamut åssilissutausinaussoK. KåumåtdlagtartulerneicarsinaussoK. Billedformat:6X9 cm. Indbygget forsatslin- se. Blitz-synkronise- ret. Sammenklappelig.Let håndterlig blitzer til batteri, 22,5 v. Kaumassortå eKiterneicarsinaussoK. påssukuminartuvoK batterilerneKar- sinauvdlunilo 22,5 v. s s ■ • j ^ : • -• / : ■ \ > \ SH ' "i Tuborghavnimut puldmagiå, Danmarkime nangminerssortut umiarssualivisa angnerssåt Således så Europa, Nordafrika og Lilleasien ud, da kvartær-is- iidens senesfe periode var på sit højdepunkt. sermerssuaKarfik kingugdlex Kångiukiartulermat Europa, Afrikap avangnå Asiårardlo tai- ma issfkoKarsimagaluarput. til det irske hav af denne årsag tørt land. De isfrie områder mellem is- randen og Alperne var kold og delvis tør tundra. Først helt nede omkring Middelhavet begyndte skovvæksten, næret af de regnbringende atlantiske lavtryk. Middelhavet selv var kun en smal kanal, Bosperus og Dardaneller- ne floddale og Marmarahavet og Sor- tehavet indsøer. Til gengæld var Sa- hara, Arabien og Iran grønne vildt- og vandrige stepper med skovklædte bjergskråninger. Mellem Asien og Australien dannede Sumatra, Borneo og Java en bred landbro, og Berings- strædet mellem Nordsibirien og Ala- ska i Nordamerika fandtes ikke. Det var tørt land. MENNESKET — ISTIDENS BARN For menneskehedens udbredelse be- tød den fordeling af hav og vand, som istiden skabte med sin opsugning af oceanernes vand, vældige fordele. På Mellemeuropas stepper og tundraer gav rensdyr, mammutter, hulebjørne, lemminger og vældige trækfugle- sværme rigt bytte til strejfende jæ- gerfolk, og Middelhavs-området, først og fremmest Saharas og Arabiens dengang frugtbare ødemarker, var væsentligt bedre beboeligt end nu, hvortil kom, at landet overalt var større og havene smallere eller helt borte. Under disse betingelser var det in- tet under, at det netop var i løbet af denne istid, at vore fjerne forfædre, den højtudviklede menneskeart Ho- mo sapiens, fra urhjemmet i Asien bredte sig ud over alle klimazoner og alle kontinenter og overalt udryddede fortrængte eller opsugede de gamle primitive arter, her i Europa nean- derthal-mennesket. Først efter istiden, da indlandsisen smeltede, havene steg, og de ændre- de klimatiske forhold lagde skovbar- rierer over tidligere tundraer og step- per og forvandlede grønne sletter til gule ørkner, således at menneske- samfundene isoleredes fra hinanden, spaltedes menneskeheden i de nuvæ- rende racer med deres dobbelte ka- rakter af ensartethed fra det fælles udspring og forskellighed fra opblan- dingen med de enkelte områders ur- befolkning. For udviklingen af Jordens nuvæ- rende befolkning har istiden altså haft en umådelig betydning — også derved, at meget taler for, at det net- op var den sidste istids, kvartæristi- den opståen for noget over en million år siden, der tvang mennesket til at lære sig ildens brug og derved gjorde det til herre over alle Jordens øvrige skabninger. I hvert fald falder de ældste ægte spor af mennesker, vi kender, tidsmæssigt nøje sammen med den kvartære istids begyndelse. Menneskets er så at sige „Istidens barn“. AFSVÆKKET SOLSTRÅLING! Som nævtn i indledinngen kender vi fem istider, hver opdelt i 4—5 af- snit. Men årsagen til, at Jordens na- turlige tropetilstand tidvis afbrydes af kortere kuldeperioder på nogle millioner år, kender vi derimod ikke. Da klimaet på Jorden imidlertid i alle henseender styres af Solen, lig- ger den antagelse nær, at det drejer sig om periodiske faser af afsvækket sol-udstråling. Beviser herfor har vi dog ikke, men videnskaben beskæfti- ger sig indgående med fænomenet, og den omstændighed, at dens sidste pe- riode ikke ligger mere end 10.000 år tilbage — da var Danmark tundra- land, og Skandinavien endnu dækket af ismasserne — letter forskningen i væsentlig grad, fordi alle istidens spor endnu er ganske friske og lader sig sammenholde med nutidige iagtta- gelsesmuligheder på Grønland, i de norske fjelde og i Alperne, hovedom- råderne for det geofysiske års geolo- giske undersøgelser. 1962-ime inussut 120-nik ukioKalersmåusagunartut - tuluit rusitdlo ilisimatuisa inuit inussarnerisa sivitsorujugssu- arnigssåt ilimagigåt. påvip nakorså svejtsimioK OKarsimassoK inuit 100-nik ukioKalertarnigssåt KanutigorungnaisassoK kavdlunåK inflnertfirssuaK Christian Jakobsen Drankenberg Århusime to- kussok ukioK 1772 nunane avangnar- dlerne utoricartausimavoK 146-nik u- kioKalerdlune toKUsimagame imalunit Methusalåmit ukiunik 67-nik utor- Kaunerulerdlune. tåussuma utoncåu- ssusia bibile maligdlugo OKautigine- KaraluarpoK 969-inik ukioKalersima- ssok, kisiåne tåussuma ukiue Kåuma- tinut nautsorssutåuput seicernup uki- uinut pinatik taimalo 969-it tåuko 79- inångorput. tåssalo taimaisivdlune OKausiussar- tOK „Methusalåtut utoncautigilerpoK“ uvdluvtine nalenciipatdlårungnaer- poK, tåssame nunancateKartarpugut ilåtigut ajungivigdlutik 80-it 90-itdlu- nit anguvdlugit ukiOKalersartunik. ki- siåne Methusalåp nalåne ukiut tamå- ko amerdlasårujugssuput, ukiunime taimanikut atutune inuit inussarnerat avguaicatigigsitdlugo 30-t tikisimåi- narpåt uvdluvtinilume inuit sujuarsi- månginernik taineKartartut akornåne sule taimåipoK. nakorsatut ilisimatussutsip namagsissai ukiut tåuko 30-t inflp avguaicati- gigsitsineK maligdlugo utoncåussuse- rilersarpai, sordlume Kingmip ang- nerpåmik utorKåussuserilersinaussai ukiunut 10—12-inut nautsorssuneKar- tartut hestivdlo 20-nut. uvagut måna sivisunerussumik inussaleravta na- korsat Kutsavigssaråvut. sujugdlermik mérårKat toKUjassarnerat ajugauvfi- gineicarpoK (taimatutdlo arnat erni- ssut) åipagssånigdlo inersimassut utor- Kaitdlo nåpautigissartagait amerdla- Kissut ulorianaerutitausimåput, tai- malo ukiune kingugdlerne infinertu- ssutsimut angnerpåmik pissutausi- mavdlutik. penicillinap navssårinexarnera atu- gaulerneralo måna inuit Kåumarsa- gaussut akornåne ukiunik Kulinik i- nunertunerulersimanermut pissutau- simavoK. puagtigut nuaKalerneK su- jornatigut utoricait tOKUssutigingitsor- tångikaluaråt måna tangajutigineKåi- nartalersimavoK. nalivtine inuit 2082-me aitsåt toKujumårtut ukiorpagssungitsut matuma sujor- nagut inuit uvavtinit issigalugit infi- sugtuarånguvdlutik ineritarsimåput, tåssa uvagut nalivtine åssersåtigalu- go inusugtut atuartariaicartarput ilåne ukiut 30-t tikingajavigdlugit. Tuluit nålagkersuinerme suliaKarsimassut i- låt tusåmassarssuaK William Pitt — tåssa Napoliårssuarmut ajorssartitsi- ssok — 22-Inarnik ukioKarsimavoK i- natsissartunut ilaussorténgorame, 24- nigdlo ukiOKalerdlune Tuluit nunane ministerinut Kutdlersångordlune. ukioK 1900 Danmarkime inuit inu- nertussusiat avguaicatigigsitdlugo uki- unut 50-inut nautsorssuneicartarpoK angutinut, arnanutdlo 53-it. 1930-me inOnertussuseK angutinut 62-ingorsi- mavoK arnanutdlo 64-ingorsimavdlu- ne. uvdluvtine angutinut 72-ingorsi- mavoK arnanutdlo 75-ingorsimavdlu- ne. tåssa ukiut tåuko ingerdlaneråne inuit inunertussusiat ukiunik 22-nik KagfarsimavOK. taimåikaluartordle sule Drankenberg soncajarneKarsimå- ngilaic månamutdlume 100-nik ukio- Kalersut tamarmik sule kungimit i- nuvdluarKuneicartarput nunamilo ta- marme avisitigut åssiliartalhlneicar- tardlutik. 1962-ime inussut ilåtigut 2082-me aitsåt toKujumårtut ilisimatussutsip tungånit issigalugo ilimanartoKardluarpoK ukiune tug- dlerne inussugssat 100-nik ukioKaler- tarnigssåt KaKUtigortunaviångitsoK, tåssa atominik Kaertartuliarssuit ili- magissat tamaisa aserusångigpatigik. svejtsimioK nakorsaic dr. Paul Nie- hans tusåmassaussoK „inusungnartu- mik“ navssårsimanermigut åmalo a- ngutinik tusåmassarssuarnik ardla- lingnik nakorsaissarsimassoK sordlo påvimik Pius XU-mik avdlanigdlo o- KarsimavOK inuk ingminut pårilårtoK kinalunit 100-t anguvdlugit ukioKa- lersinaussOK. tuluit ilisimatut OKarput méricat 1962-ime inungortugssat Kularnångi- vigsumik ukioK 2082 anguvdlugo inu- ssarsinaussut. rusit ilisimatuisa misigssuissarfig- ssuåne Kievime pissortaussoK inuit u- toricalissarnerata pissutainik påsiniai- nerme ilisimatoic P. D. Marchuk isu- maicarpoK ukiorpagssQngitsut Kångi- uneråne rusit inussarnerat avguaica- tigigsitdlugo sivitsorneicarumårtoK u- kiut 120-t 150-itdlo agdlåt angusinau- lisavdlugit. utoruarmut kisa noKarsimassut utorKalissarnermut plssutaussut på- siniaivigineKarneråne sulissussut ili- simatut silarssuaK tamåkerdlugo a- tautsimérssuarneråne upernåic Mos- kvame pisimassume rusit utoricassår- tait takutineicartarsimåput tamarmik 100-t sivnerdluaicalugit ukioKartut. kxsalo atautsimérssuarnerme tamatu- mane erssericigdluartumik nalunaer- ssugaussut inuit Kanojc utoricåussuse- Kartut nalunaerutigineicarput. tåssausimåput angut asserbaidz- hanimioK 150-inik ukiulik sule per- KigdluartoK Kaj angnåikunaKissordlo Mahmoud Eyvazov, avdla 156-inik u- kiulik arnaK georgiamiOK L. Poujak sule åma aulavdluaKissoK kisalo S. Tizhkene StavrapolimioK 1951-ime to- KUsimassoK 145-nik ukiOKalerdlune o- KautigineKardlunilo tOKunigssane u- kiunik mardlungnik sujoncutdlugo u- kiup ingerdlanerane uvdlune 230-ne katitdlugit sulisimassoK. 26

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.