Atuagagdliutit - 01.03.1962, Qupperneq 26

Kulde til vore efterkommere?
, «
Sandsynligt, at Jorden befinder sig i en tempereret pause i den kvartære
istid, og at pausens højdepunkt er passeret, siger videnskaben
Lever vi midt i en istid? Spørgsmå-
let kan synes urimeligt, når vi tæn-
ker på den nære vår med grønne
marker og blomsterflor i haverne, el-
ler blot når vi kigger ud af vinduet
og ser, hvorledes den milde atlanter-
havsluft, som i disse uger stryger over
Danmark, får vintergække og krokus
til at strutte i bedenes sorte jord.
Alligevel er den geologiske viden-
skab tilbøjelig til at besvare spørgs-
målet med ja. Et ja, der skal forstås
således, at vi lever i en af de pauser
i den seneste istids-alder, den kvar-
tære, af hvilke vi kender tilsvarende
fra de forudgående fire istider i Jor-
dens historie, den eozane, den gam-
melpalæologiske, den middel-palæo-
logiske og den ung-palæologiske.
Tropevarme Jordens
„normaltilstand"
Disse fire istider er unormale pe-
rioder i Jordens „liv“. Jordens „nor-
maltilstand" “gennem de sidste 1500
millioner år er tropevarme uden po-
larkalotter og uden snedækte bjerg-
tinder. For 60 millioner år siden
blomstrede valnødder og magnolier
på Spitzbergen. Rester heraf er fun-
det i den tilfrosne tundra.
Men indenfor de sidste 100—300
millioner år er denne normale trope-
tilstand gentagne gange afbrudt af
relativt kortvarige afkølingsperioder
af 20—30 millioner års længde. Den
seneste af disse perioder, kvartær-is-
tiden, som formede det Nordeuropa
og det danske landskab, som vi ken-
der i dag, varede imidlertid hverken
30 eller 20, men kun 1 million år.
Det er et meget kort tidsrum, målt
med jordhistoriens alen, og da den
sidste istid i øvrigt viser nøjagtig de
samme symptomer som sine forgæn-
gere: omtrent den samme afkølings-
grad, afløst af nogle årtusinder med
stigende varme, som dog langt fra når
op på den for hele kloden normale
tropetemperatur, og derefter på ny
stærk afkøling, er videnskaben i dag
tilbøjelig til at mene, at vi virkelig
lever midt i (eller i begyndelsen af) en
istid eller mere bestemt: i en af de
pauser med temperaturstigning, der
har delt tidligere istider op i 4—5 af-
snit; og at denne pause har passeret
sit temperaturmæssige højdepunkt.
Koldere end for 2000 år siden
Antagelsen, der er bestyrket af re-
sultaterne fra undersøgelserne i løbet
af det internationale geofysiske år,
som nu efterhånden fremlægges for
offentligheden, understreges yderlige-
re af den kendsgerning, at klimaet i
Europa i dag er væsentlig koldere end
det var i årtusindet umiddelbart før
Kristi fødsel — det årtusinde, hvori
bl. a. den danske broncealderkunst
blomstrede.
Denne afkøling kan ikke mærkes
indenfor en enkelt generation. Tvært-
imod kan der fra år til år og fra tiår
til tiår ske en udvikling i den mod-
satte retning. Tiåret 1950—60 var så-
ledes varmere end tiåret 1910—20, —
en temperaturstigning, der bl. a. har
ført torskestimerne til de grønlandske
farvande og drevet sælerne mod
nord. Men Jordens historie regnes
hverken i år eller tiår, og ved sam-
menligninger fra årtusind til årtusind
hvilket muliggøres ved de arkæologi-
ske fund, er tendensen meget tydelig:
pausen i den kvartære istid bevæger
sig langsomt frem mod sin afslutning.
JORDEN I ISTIDEN
Det er ikke alt for hyggelige per-
spektiver for vore efterkommere. Da
den kvartære istid (som vi altså efter
forskernes mening endnu skulle be-
finde os i) var på sit højeste, var
Nordeuropa, Nordasien og fremfor
alt Nordamerika dækket af en uhyre
indlandsis, der strakte sig fra Norges,
Englands og Irlands vestkyst dybt ind
i Rusland i 4000 kilometers længde,
1700 kilometers bredde og 3000 meters
højde. Det nordlige Vesterhav og
Østersøen, som i dag er centrum for
dannelsen af de lavtryk, der bringer
nedbør ind over det europæiske fast-
land, lå dybt begravet under ismæng-
derne. Og da tilsvarende bjerge af is
dækkede fem andre storområder,
nemlig Grønland, Nordamerika, Pata-
gonien i Sydamerika, Mellemamerika
og Østsibirien, var der til dannelsen
af sneen og isen brugt så meget af
verdenshavenes vand, at deres vand-
spejl var 105 meter lavere end nu.
I Europa var den sydlige, isfrie
del af Vesterhavet og Kanalen mel-
lem England og Frankrig helt frem
Kéumåtdlagtaui
AGFA
CLIBO-
BLITZER
Store fine billeder med
AGFA CLACK
angisunik kussanartunigdlo
assiliutnassune dssillssut Agfa Clack
åssilissat angissusiat: 6X9 cm. Ka-
nigtuarKamut åssilissutausinaussoK.
KåumåtdlagtartulerneicarsinaussoK.
Billedformat:6X9 cm.
Indbygget forsatslin-
se. Blitz-synkronise-
ret.
Sammenklappelig.Let
håndterlig blitzer til
batteri, 22,5 v.
Kaumassortå eKiterneicarsinaussoK.
påssukuminartuvoK batterilerneKar-
sinauvdlunilo 22,5 v.

s s ■
• j ^ : • -• /

: ■ \ > \ SH ' "i
Tuborghavnimut puldmagiå, Danmarkime nangminerssortut
umiarssualivisa angnerssåt
Således så Europa, Nordafrika
og Lilleasien ud, da kvartær-is-
iidens senesfe periode var på
sit højdepunkt.
sermerssuaKarfik kingugdlex
Kångiukiartulermat Europa,
Afrikap avangnå Asiårardlo tai-
ma issfkoKarsimagaluarput.
til det irske hav af denne årsag tørt
land. De isfrie områder mellem is-
randen og Alperne var kold og delvis
tør tundra. Først helt nede omkring
Middelhavet begyndte skovvæksten,
næret af de regnbringende atlantiske
lavtryk. Middelhavet selv var kun en
smal kanal, Bosperus og Dardaneller-
ne floddale og Marmarahavet og Sor-
tehavet indsøer. Til gengæld var Sa-
hara, Arabien og Iran grønne vildt-
og vandrige stepper med skovklædte
bjergskråninger. Mellem Asien og
Australien dannede Sumatra, Borneo
og Java en bred landbro, og Berings-
strædet mellem Nordsibirien og Ala-
ska i Nordamerika fandtes ikke. Det
var tørt land.
MENNESKET — ISTIDENS BARN
For menneskehedens udbredelse be-
tød den fordeling af hav og vand, som
istiden skabte med sin opsugning af
oceanernes vand, vældige fordele. På
Mellemeuropas stepper og tundraer
gav rensdyr, mammutter, hulebjørne,
lemminger og vældige trækfugle-
sværme rigt bytte til strejfende jæ-
gerfolk, og Middelhavs-området, først
og fremmest Saharas og Arabiens
dengang frugtbare ødemarker, var
væsentligt bedre beboeligt end nu,
hvortil kom, at landet overalt var
større og havene smallere eller helt
borte.
Under disse betingelser var det in-
tet under, at det netop var i løbet af
denne istid, at vore fjerne forfædre,
den højtudviklede menneskeart Ho-
mo sapiens, fra urhjemmet i Asien
bredte sig ud over alle klimazoner og
alle kontinenter og overalt udryddede
fortrængte eller opsugede de gamle
primitive arter, her i Europa nean-
derthal-mennesket.
Først efter istiden, da indlandsisen
smeltede, havene steg, og de ændre-
de klimatiske forhold lagde skovbar-
rierer over tidligere tundraer og step-
per og forvandlede grønne sletter til
gule ørkner, således at menneske-
samfundene isoleredes fra hinanden,
spaltedes menneskeheden i de nuvæ-
rende racer med deres dobbelte ka-
rakter af ensartethed fra det fælles
udspring og forskellighed fra opblan-
dingen med de enkelte områders ur-
befolkning.
For udviklingen af Jordens nuvæ-
rende befolkning har istiden altså
haft en umådelig betydning — også
derved, at meget taler for, at det net-
op var den sidste istids, kvartæristi-
den opståen for noget over en million
år siden, der tvang mennesket til at
lære sig ildens brug og derved gjorde
det til herre over alle Jordens øvrige
skabninger. I hvert fald falder de
ældste ægte spor af mennesker, vi
kender, tidsmæssigt nøje sammen
med den kvartære istids begyndelse.
Menneskets er så at sige „Istidens
barn“.
AFSVÆKKET SOLSTRÅLING!
Som nævtn i indledinngen kender
vi fem istider, hver opdelt i 4—5 af-
snit. Men årsagen til, at Jordens na-
turlige tropetilstand tidvis afbrydes
af kortere kuldeperioder på nogle
millioner år, kender vi derimod ikke.
Da klimaet på Jorden imidlertid i
alle henseender styres af Solen, lig-
ger den antagelse nær, at det drejer
sig om periodiske faser af afsvækket
sol-udstråling. Beviser herfor har vi
dog ikke, men videnskaben beskæfti-
ger sig indgående med fænomenet, og
den omstændighed, at dens sidste pe-
riode ikke ligger mere end 10.000 år
tilbage — da var Danmark tundra-
land, og Skandinavien endnu dækket
af ismasserne — letter forskningen i
væsentlig grad, fordi alle istidens spor
endnu er ganske friske og lader sig
sammenholde med nutidige iagtta-
gelsesmuligheder på Grønland, i de
norske fjelde og i Alperne, hovedom-
råderne for det geofysiske års geolo-
giske undersøgelser.
1962-ime inussut 120-nik
ukioKalersmåusagunartut -
tuluit rusitdlo ilisimatuisa inuit inussarnerisa sivitsorujugssu-
arnigssåt ilimagigåt. påvip nakorså svejtsimioK OKarsimassoK
inuit 100-nik ukioKalertarnigssåt KanutigorungnaisassoK
kavdlunåK inflnertfirssuaK Christian
Jakobsen Drankenberg Århusime to-
kussok ukioK 1772 nunane avangnar-
dlerne utoricartausimavoK 146-nik u-
kioKalerdlune toKUsimagame imalunit
Methusalåmit ukiunik 67-nik utor-
Kaunerulerdlune. tåussuma utoncåu-
ssusia bibile maligdlugo OKautigine-
KaraluarpoK 969-inik ukioKalersima-
ssok, kisiåne tåussuma ukiue Kåuma-
tinut nautsorssutåuput seicernup uki-
uinut pinatik taimalo 969-it tåuko 79-
inångorput.
tåssalo taimaisivdlune OKausiussar-
tOK „Methusalåtut utoncautigilerpoK“
uvdluvtine nalenciipatdlårungnaer-
poK, tåssame nunancateKartarpugut
ilåtigut ajungivigdlutik 80-it 90-itdlu-
nit anguvdlugit ukiOKalersartunik. ki-
siåne Methusalåp nalåne ukiut tamå-
ko amerdlasårujugssuput, ukiunime
taimanikut atutune inuit inussarnerat
avguaicatigigsitdlugo 30-t tikisimåi-
narpåt uvdluvtinilume inuit sujuarsi-
månginernik taineKartartut akornåne
sule taimåipoK.
nakorsatut ilisimatussutsip
namagsissai
ukiut tåuko 30-t inflp avguaicati-
gigsitsineK maligdlugo utoncåussuse-
rilersarpai, sordlume Kingmip ang-
nerpåmik utorKåussuserilersinaussai
ukiunut 10—12-inut nautsorssuneKar-
tartut hestivdlo 20-nut. uvagut måna
sivisunerussumik inussaleravta na-
korsat Kutsavigssaråvut. sujugdlermik
mérårKat toKUjassarnerat ajugauvfi-
gineicarpoK (taimatutdlo arnat erni-
ssut) åipagssånigdlo inersimassut utor-
Kaitdlo nåpautigissartagait amerdla-
Kissut ulorianaerutitausimåput, tai-
malo ukiune kingugdlerne infinertu-
ssutsimut angnerpåmik pissutausi-
mavdlutik.
penicillinap navssårinexarnera atu-
gaulerneralo måna inuit Kåumarsa-
gaussut akornåne ukiunik Kulinik i-
nunertunerulersimanermut pissutau-
simavoK. puagtigut nuaKalerneK su-
jornatigut utoricait tOKUssutigingitsor-
tångikaluaråt måna tangajutigineKåi-
nartalersimavoK.
nalivtine inuit
2082-me aitsåt toKujumårtut
ukiorpagssungitsut matuma sujor-
nagut inuit uvavtinit issigalugit infi-
sugtuarånguvdlutik ineritarsimåput,
tåssa uvagut nalivtine åssersåtigalu-
go inusugtut atuartariaicartarput ilåne
ukiut 30-t tikingajavigdlugit. Tuluit
nålagkersuinerme suliaKarsimassut i-
låt tusåmassarssuaK William Pitt —
tåssa Napoliårssuarmut ajorssartitsi-
ssok — 22-Inarnik ukioKarsimavoK i-
natsissartunut ilaussorténgorame, 24-
nigdlo ukiOKalerdlune Tuluit nunane
ministerinut Kutdlersångordlune.
ukioK 1900 Danmarkime inuit inu-
nertussusiat avguaicatigigsitdlugo uki-
unut 50-inut nautsorssuneicartarpoK
angutinut, arnanutdlo 53-it. 1930-me
inOnertussuseK angutinut 62-ingorsi-
mavoK arnanutdlo 64-ingorsimavdlu-
ne. uvdluvtine angutinut 72-ingorsi-
mavoK arnanutdlo 75-ingorsimavdlu-
ne. tåssa ukiut tåuko ingerdlaneråne
inuit inunertussusiat ukiunik 22-nik
KagfarsimavOK. taimåikaluartordle
sule Drankenberg soncajarneKarsimå-
ngilaic månamutdlume 100-nik ukio-
Kalersut tamarmik sule kungimit i-
nuvdluarKuneicartarput nunamilo ta-
marme avisitigut åssiliartalhlneicar-
tardlutik.
1962-ime inussut ilåtigut
2082-me aitsåt toKujumårtut
ilisimatussutsip tungånit issigalugo
ilimanartoKardluarpoK ukiune tug-
dlerne inussugssat 100-nik ukioKaler-
tarnigssåt KaKUtigortunaviångitsoK,
tåssa atominik Kaertartuliarssuit ili-
magissat tamaisa aserusångigpatigik.
svejtsimioK nakorsaic dr. Paul Nie-
hans tusåmassaussoK „inusungnartu-
mik“ navssårsimanermigut åmalo a-
ngutinik tusåmassarssuarnik ardla-
lingnik nakorsaissarsimassoK sordlo
påvimik Pius XU-mik avdlanigdlo o-
KarsimavOK inuk ingminut pårilårtoK
kinalunit 100-t anguvdlugit ukioKa-
lersinaussOK.
tuluit ilisimatut OKarput méricat
1962-ime inungortugssat Kularnångi-
vigsumik ukioK 2082 anguvdlugo inu-
ssarsinaussut.
rusit ilisimatuisa misigssuissarfig-
ssuåne Kievime pissortaussoK inuit u-
toricalissarnerata pissutainik påsiniai-
nerme ilisimatoic P. D. Marchuk isu-
maicarpoK ukiorpagssQngitsut Kångi-
uneråne rusit inussarnerat avguaica-
tigigsitdlugo sivitsorneicarumårtoK u-
kiut 120-t 150-itdlo agdlåt angusinau-
lisavdlugit.
utoruarmut kisa noKarsimassut
utorKalissarnermut plssutaussut på-
siniaivigineKarneråne sulissussut ili-
simatut silarssuaK tamåkerdlugo a-
tautsimérssuarneråne upernåic Mos-
kvame pisimassume rusit utoricassår-
tait takutineicartarsimåput tamarmik
100-t sivnerdluaicalugit ukioKartut.
kxsalo atautsimérssuarnerme tamatu-
mane erssericigdluartumik nalunaer-
ssugaussut inuit Kanojc utoricåussuse-
Kartut nalunaerutigineicarput.
tåssausimåput angut asserbaidz-
hanimioK 150-inik ukiulik sule per-
KigdluartoK Kaj angnåikunaKissordlo
Mahmoud Eyvazov, avdla 156-inik u-
kiulik arnaK georgiamiOK L. Poujak
sule åma aulavdluaKissoK kisalo S.
Tizhkene StavrapolimioK 1951-ime to-
KUsimassoK 145-nik ukiOKalerdlune o-
KautigineKardlunilo tOKunigssane u-
kiunik mardlungnik sujoncutdlugo u-
kiup ingerdlanerane uvdlune 230-ne
katitdlugit sulisimassoK.
26