Atuagagdliutit - 01.03.1962, Blaðsíða 5

Lige pengeløn vil give et
kæmpe-underskud for eksporten |
Men hvad betyder da det hele i
tørre tal? Hvor mange millioner kro-
ner drejer det sig egentlig om, når
det kommer til stykket? Sådan vil
mange læsere nok spørge. Og det er
jo rigtigt, at den stilling, man tager
til muligheden af at hæve lønniveauet
må afhænge af tallenes størrelsesor-
den.
Svaret er i grove træk vist i neden-
stående tal for produktionsregnska-
bet (miil. kr.):
c
. s
oi
2 'H
c W) w
S c C
K ta w
^ bfl'O
= ■3 »i’0
o <D ir ;
Lønudbetalinger:
til fastboende
personale
til udsendt
personale
Indhandling
7,5 11,9
2,1 2,1
13,3 21,5
I alt løn +
indhandling 22,9 35,5
Samlet underskud 4,6 17,2
Vi går ud fra 1960, som jo er det
sidste år, for hvilket vi har en over-
sigt over produktionsregnskabet, og
tabellen viser da, at en tænkt over-
gang til fuld dansk nominalløn (og en
dertil svarende hævning af indhand-
lingspriserne) ville forøge eksportpro-
duktionens underskud med ikke min-
dre end 12,6 miil. kr. og
AT PRODUKTIONSREGNSKA-
BETS SAMLEDE UNDERSKUD
UNDER DISSE FORUDSÆTNIN-
GER I 1960 VILLE HAVE NÅET
DET FORMIDABLE TAL 17,2
MILL. KR., HVILKET ER MERE
END HALVDELEN AF HELE
EKSPORTENS SALGSVÆRDI I
DET ÅR!
Man må vist nok kunne slutte,
uden at risikere modsigelse, at en så-
dan gennemførelse til bunds af prin-
cippet om danske nominallønninger
ligger langt uden for det muliges
grænser. Og navnlig må det jo være
klart, at en sådan hævning af om-
kostningsniveauet ville være stik
imod det grønlandske samfunds in-
teresse. Thi den grønlandske befolk-
ning kan ikke være tjent med, at den
økonomiske politik lægges an på en
sådan måde, at hovederhvervet, fiske-
riet, kommer til at fremtræde som et
ligefrem opsigtsvækkende urentabelt
foretagende.
4 pct.s stigning koster
1 million kroner
Hvis den fulde ligeløn således fal-
der bort som en praktisk mulighed,
selv når den gennemføres på en så-
dan måde, at reallønnen slet ikke for-
bedres, så er det dermed også klart,
at ligeløn i betydningen „lige real-
løn" ikke ligger indenfor det praktisk
muliges rammer, thi den vil jo have
den samme uheldige virkning for
produktionsregnskabet og vil derud-
over give en stor stigning i det sam-
lede tilskud fra den danske stat til
den grønlandske økonomi. Som alle-
rede nævnt ville stigningen i tilskud-
det være af størrelsesordenen 30 mili.
kroner.
Men nu kan man jo spørge, om man
ikke kunne nøjes med lidt mindre.
Kan man ikke i det mindste foretage
et skridt hen imod realiseringen af
ligelønnen? Det har f. eks. været an-
kgl. hofleverandør
j. CHR. ANDERSEN
Indehaver: Jakob Kongs bak
OST — imugssua k
Vimmelskaftet 41 . København K.
Tlgr. adr.: Emmenthal
zinktryk
lystbyk
PHOTOSTAT
MASKINSKRIVNING
ATBLIER
gliikhh
kompagnistra.de 22
KØBENHAVN - MINERVA 4222*
igdlugssat taimaeKataisalo titarta-
gartait zinkimit naKitat.
igdlugssat taimaeKataisalo titarta-
gartait igalåminermit naKitat.
atuagkat sutdlo naKitigkat åssiliv-
dlugit naKitat.
maskinamik agdlagagssat.
tydet, at man kunne forsøge sig med
en ordning bestående af (1) indførelse
af en lønskat (kildeskat) af en passen-
de størrelse, (2) forhøjelse af butiks-
priserne til et niveau, som bringer ba-
lance i butikkernes regnskab, og (3)
hævning af lønsatserne med det beløb
som er nødvendigt for at bevare den
hidtidige realløn trods skat og pris-
forhøjelser.
En sådan løsning ville antagelig
kunne bringe nominallønnen op mec
30 eller måske 40 pct., hvilket betydei
at halvdelen, resp. to trediedele, af
vejen til fuld dansk nominalløn ville
være tilbagelagt, og samtidig ville
produktionens regnskab blive forrin-
get med et betydeligt beløb — anta-
gelig 6—8 miil. kr. pr. år.
Hvis nu produktionsvirksomheden
havde et stort og sikkert overskud at
tage af, ville en sådan løsning på
mange måder være tiltalende, og
man kunne måske tillade sig at se
stort på, at eksportens overskud ville
forsvinde. Men så nemt går det nu
ikke, for sandheden er jo, at der alle-
rede i forvejen er et betydeligt un-
derskud på produktionsregnskabet.
Der er nemlig i de sidste år sket en
bemærkelsesværdig forringelse af
produktionens driftsresultat. Jeg be-
der læseren lægge meget nøje mærke
til de nedenstående tal, som taler de-
res tydelige sprog. Tallene viser (i
miil. kr.) det gennemsnitlige årlige re-
sultat (overskud eller underskud) på
produktionsregnskabet sammen med
den gennemsnitlige eksportværdi:
X O ro *
ro
3 tn 0) S-1 fy § > 3
-M «H c CL C tn ro x m o
O
1952—54 gennemsn. + 1,0 15,8
1955—57 0,0 23,3
1958—60 -4-1,9 30,2
Man vil se, at eksportværdien er
steget fint i den 9 års periode, tabel-
len omfatter, hvor jo produktionen
har været stigende med nogenlunde
konstante salgspriser. Men hvad der
ikke er steget fint, er driftsresultatet.
Det er gået fra et beskedent over-
skud over balance til et tydeligt un-
derskud, som for året 1960 endog var
så stort som 4,6 miil. kr. Som bekendt
har denne udvikling medført, at K-
fondens hele formue er blevet op-
spist.
Der er altså ingen tvivl om, at selv
en delvis gennemførelse af „ligeløn"
vil medføre en væsentlig forøgelse af
produktionens i forvejen betænkelige
store underskud. Ja, selv små lønfor-
højelser har denne virkning: Vi kan
sige at
hver gang løn- og indhandlings-
priser forhøjes med 4 pct., vil pro-
duktionens regnskabsresultat for-
ringes med omkring en miil. kr.
Hvorfor skal det
balancere?
Overfor disse kendsgerninger kan
man nu ganske vist indtage et stand-
punkt, der udtrykkes i spørgsmålet:
„Hvad så?“. Gør det egentlig så me-
get, kan man spørge, om den grøn-
landske eksportproduktion viser et
stort underskud?
i står her ved det vigtigste sam-
vittighedsspørgsmål for løn- og pris-
politikken i Grønland. Det blev sagt
ovenfor, at underskud på eksportpro-
duktionen er den hæsligste form,
hvori tilskuddet fra den danske stat
til den grønlandske økonomi kan op-
træde. Denne påstand må nu begrun-
des.
Der er her tre hensyn at tage i be-
tragtning. Det første vender udad
mod udlandet; det andet angår betin-
gelserne for privat eksportproduktion
i Grønland, og det tredie vender ind-
ad og angår vilkårene for KGH’s
drift.
FORBUD MOD GRØNLANDSKE
PRODUKTER
Det første hensyn er altså, at un-
derskuddet indebærer en risiko for,
at konkurrenter på Grønlands eks-
portmarked skal lægge hindringer i
vejen for salg af de grønlandske pro-
dukter under henvisning til, at deres
salg støttes af statstilskud, og derfor
påfører de øvrige sælgere af samme
produkter en illoyal konkurrence.
Hvis der er en stor og åbenlys
subsidiering af de grønlandske
eksportvarer, kan man ikke ude-
lukke den mulighed, at der lige-
frem indføres forbud mod import
af grønlandske produkter til nogle
markeder.
Det er naturligvis meget vanskeligt
at skønne over, hvor stor denne fare
er, men der er i hvert fald ingen tvivl
om, at risikoen er der, og at den ville
forøges stærkt, hvis produktionsregn-
skabets underskud skulle vokse til et
beløb, der udgør en betydelig procent-
del af den samlede eksportværdi.
ANDRE UHELDIGE VIRKNINGER
Det andet argument vedrører vil-
kårene for de private eksportvirk-
somheder i Grønland:
Hvis omkostningsniveauet drives
i vejret, så må der komme et
punkt, hvor heller ikke private
eksportvirksomheder kan klare sig
uden at de får tilskud af staten.
En ordning, hvor også private
danske eksportvirksomheder ny-
der eksporttilskud, ville rejse ube-
hagelige problemer i tilfælde af
Danmarks tilslutning til det euro-
pæiske fællesmarked.
Sidst, men ikke mindst, er der hen-
synet til stillingen indadtil i KGH.
Mange læsere vil nok finde, at vi er
nået frem til en trist og nedslående
konklusion. Vi startede ud på vor un-
dersøgelse for at se, om der skulle
være mulighed for at gennemføre en
hævning af i hvert fald nominalløn-
nen til det danske niveau. Det ser nu
ud til, at vi må vende tilbage med den
besked, at ikke blot er ligeløn umulig
at gennemføre for tiden, men stillin-
gen for eksportproduktionens renta-
bilitet er sådan, at der egentlig ikke
er grundlag for nogen forhøjelse af
løn- og indhandlingspriser, ja, at der
end ikke er grundlag for en forhøjelse
af lønnen, som modsvares af prisstig-
ninger eller skat.
Denne konklusion kan vel kun vir-
ke nedslående for dem, som har næ-
ret illusioner om, hvor hurtigt leve-
standarden i Grønland kan hæves, og
som glemmer, at det tilskud, der alle-
rede gives til den grønlandske økono-
mi, er meget stort. Jeg kan ikke i den-
ne artikel komme ind på de mange
problemer omkring dette økonomiske
tilskud fra Danmark. Lad mig blot
nævne, at det — når man medregner
investeringerne — i 1960 drejede sig
om et årligt beløb på ca. 120 mili. kr.,
eller ca. 20.000 kr. pr. familie pr. år.
Jeg tror, de fleste vil være enige i, at
dette er meget store tal, og at det er
uhyre vigtigt for den grønlandske be-
folknings selvrespekt og rankhed og
for udviklingen af et fornuftigt for-
hold mellem grønlændere og danske,
at dette tilskudsbeløb ikke bliver ved
at stige og stige.
Er man enig heri, så må man
også erkende, at programmet for
fremtiden må være, at yderligere
hævning af grønlændernes lønnin-
ger og erhvervsindkomster må
komme som følge af en forbedring
af produktiviteten.
På lidt længere sigt skulle mulig-
hederne herfor være helt gode, men
alle disse spørgsmål om modernise-
ring af fiskerierhvervet, om virknin-
gerne af en bedre oplæring af den
grønlandske befolkning o.s.v. hører jo
ikke hjemme i denne artikel. Jeg vil
blot understrege, at når det i denne
artikel siges, at der ikke er produk-
tionsmæssig dækning for lønforhøjel-
ser, så gælder det selvfølgelig kun
under forudsætning af en produktivi-
tet som den nuværende.
Men levestandarden
kan godt forhøjes
Endnu et vigtigt forbehold må jeg
nævne: Når vi siger, at der ikke er
rum for lønforhøjelser, så er dermed
.ikke sagt, at der ikke skulle være
grundlag for en ad socialpolitisk vej
gennemført forbedring af levestan-
darden. Man må nemlig lægge mærke
til, at når vi i det foregående er kom-
met frem til den slutning, at der ikke
er basis for lønforhøjelse, så har be-
grundelsen ikke været den, at det har
den danske stat ikke råd til el. lign.
Og begrundelsen har sandelig heller
ikke været, at lønnen i Grønland i
forvejen er høj nok! Den er choke-
rende lav, navnlig når man tager i be-
tragtning, at mange arbejdere kun
har beskæftigelse i en del af året. Be-
regninger, som for nylig er foretaget,
tyder på, at den grønlandske befolk-
nings realindkomst ikke er mere end
en trediedel af det danske niveau.
Når vi har sagt, at der ikke er mu-
lighed for lønforhøjelser, så har be-
grundelsen derfor udelukkende været
den, at der med et væsentligt højere
nominallønniveau ikke for tiden kan
opbygges et grønlandsk erhvervsliv,
Dersom man gennem en hævning af
omkostningsniveauet glider ind i en
periode, hvor underskuddet på eks-
portproduktionen er både stort og re-
gelmæssigt, så kan det næsten ikke
undgås, at det mål at holde produk-
tionen rentabel — eller omtrent ren-
tabel — tabes af syne.
Når der således ikke er noget
fast mål at stræbe efter, er der en
fare for slappelse af interessen for
at opnå balance ved rationalise-
ring og andre omkostningsbespa-
relser og ved at udnytte eksport-
markedernes muligheder fuldt ud.
Det ville bestemt ikke være i den
grønlandske økonomis interesse,
om atmosfæren i KGHs produk-
tions- og eksportvirksomhed såle-
des blev mindre forretningsmæs-
sig.
For en stor del må det naturligvis
bero på et personligt skøn, hvilken
betydning man vil tillægge disse hen-
syn. Jeg for min part tror, at det ville
være overordentlig risikabelt at hæve
omkostningsniveauet nævneværdigt
over det nuværende niveau, og dette
gælder, uanset om der er tale om en
reallønsforbedring eller en blot no-
minel lønforhøjelse.
der tager sig blot nogenlunde fornuf-
tigt og rentabelt ud.
Men alt dette skulle jo ikke hindre,
at der kan opnås en forbedring af le-
vestandarden ad socialpolitisk vej,
hvis dette kan gøres på en måde, som
lader omkostningsniveauet urørt.
BØRNETILSKUD
Mest klart kan man udtrykke sagen
således: Når vi erkender, at produk-
tionen allerede nu er urentabel, så er
det dermed også sagt, at en lønfor-
højelse i alle tilfælde ville være be-
grundet i sociale, ikke i økonomiske
hensyn, idet der jo ikke er produk-
tionsmæssig dækning for en lønfor-
højelse.
MEN NÅR DET I ALLE TIL-
FÆLDE ER SOCIALPOLITIK,
MAN DRIVER, SÅ ER DET BÅDE
MERE ÆRLIGT OG MERE HEN-
SIGTSMÆSSIGT AT INDRØM-
ME, AT DET ER SOCIALPOLI-
TIK, OG SÅ SØGE AT INDRET-
TE FORBEDRINGEN I LEVE-
STANDARDEN PÅ EN SÅDAN
MÅDE, AT DEN KOMMER TIL
STØRST NYTTE.
Fattigdommens problem i Grønland
har jo nemlig to sider: På den ene
side er det almindelige indkomstni-
veau meget lavere end i Danmark, og
på den anden side er der en betydelig
ulighed i indkomstens fordeling in-
denfor Grønland; det gælder navnlig,
når man sammenligner byer med ud-
steder og bopladser, hvor man jo
mest finder den dybe fattigdom.
I betragtning af denne særlige ind-
komststruktur i Grønland er jeg ikke
i tvivl om, at en uddeling af alminde-
lige børnetilskud til alle familier
med børn ville forøge den grønland-
ske befolknings velfærd langt mere
end en uddeling af et tilsvarende
samlet beløb i form af lønforhøjelser.
En børnetilskudsordning ville betyde
et tilskud af købekraft på de punkter,
hvor det er mest tiltrængt, og en bør-
netilskudsordning har endvidere den
store fordel, at den ikke forhøjer om-
kostningsniveauet; med andre ord,
den belaster ikke produktionens
regnskab. Sluttelig må man også
nævne, at børnetilskud nu er gen-
nemført i alle europæiske lande, så
det kan siges at være på tide, at
Grønland kommer med.
MOGENS BOSERUP
TOMS FABRIKKER A/S
Leverandør til det Kgl. Danske Hof
idmT
GULD BARRE
Den lækreste De kan tænke Dem! Danmarks mest solgte
chokolade
mamardluinåssusia ilsseriåsagit aitsåt tdssa!
Danmarkime sukulåtit pisiariumaneuarnerssåt
Lige hvad De trænger til
atago dudtåridsagit
RNKIEJtø
Glæd hinanden med en
Toms Guld Karamel
ingmivsinut nudnårutigssi
gitse kukamåt
Toms Guld Karamel
GULDKARAMEL
Men hvad kan man gøre?
5