Atuagagdliutit - 15.06.1978, Blaðsíða 30

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
„Kanga kalåtdlit atissait". Rinkip atuagkiånit „Danish Greenland“imit.
„Eskimoiske dragter". Fra Rink’s „Danish Greenland".
GENFØDELSE
ting, og derfor måtte man gen-
fødes, hvilket det naturlige
menneske ikke kan begribe.
Dette skete ved vand og ånd
lidt efter lidt, dog kunde det
ikke straks være fuldkomment,
men hvorledes man i hjertet er-
farer det, og hvilke kendetegn,
der gaves på genfødte og ær-
bare, naturligt fromme folk, det
talte han ikke om.
ANGST
Vi var angst og bange under
prædikenen, efter hvilken blev
sunget salmen „Ikkun til Dig,
Herr Jesu Krist, står min lid“
og sluttede han med en bøn
af bogen.
Egede bærer præstekjole gan-
ske som i en kirke og står un-
der hele prædikenen op ved
bordet."
FORUDANELSER
Brødrene vidste på forhånd, at
overværelsen af en gudstjeneste
var risikabel, specielt når to så
eksplosionsfarlige elementer som
David og Egede var til stede, og
beslutningen om at gå derhen
blev derfor taget efter lodkast-
ning.
Jacta est alea.
DE FØRSTE ÅR
Faktisk gik det rigtig skidt med
Ny Herrnhut:
„De ved ikke noget om Gud og
bekymrer sig heller ikke om
andet end hvordan de skal fan-
ge mange sælhunde, fisk og
rensdyr ...
Så længe vi spørger dem om
naturlige ting, hører de gerne
efter og besvarer spørgsmålene,
men når vi spørger om de gud-
dommelige ting, går de deres
vej uden at svare"
sukker Matthæus Stach tre uger
efter ankomsten til Grønland.
MANGEL
Som tidligere nævnt fik brødrene
brug for at blive hjulpet allerede
den første vinter, og også de
næstfølgende vintre slap forsy-
ningerne op og udeblev fra Eu-
ropa.
Man kunne ikke skaffe til da-
gen og vejen, når missionsarbej-
det samtidig skulle passes. Og
hvor meget brødrene end sukke-
de og bad, stod deres gæstehuse
altid tomme.
3-BRØDRE FORBUNDET
I 1734 fik de opsendt to medhjæl-
pere, Friedrich Bohnisch og Jo-
hann Beck. De dannede sammen
med Matthæus Stach det såkald-
te 3-Brødre Forbund:
„Uagtet at hedningerne i miles
omkreds var uddøde"
skriver Bohnisch,
„indgik vi en overenskomst og
skrev under på, at vi, om end
der de næste 10 år ikke var en
eneste grønlænder, der blev
omvendt, ikke ville tabe modet,
men holde ud iblandt dem hele
vort liv."
Men lige meget hjalp det — nu
var der bare fem munde at mæt-
te.
1735
1735: Stadig ingen forsyninger
hjemmefra.
Forholdet til Egede kølnedes
stadig. Denne og David blev så
rygende uenige, at de indstillede
deres diskussioner, der foregik
på et tysk-dansk-norsk-bøhmisk
kaudervælsk, og i stedet startede
en hidsig skriftlig korrespondan-
ce frem og tilbage over Kakamut’-
en.
1736
1736: Tre skibsanløb, men hver-
ken proviant eller breve.
En af skipperne fik medliden-
hed med dem og overlod dem no-
get salt, andet kunne han ikke
undvære. Det sidste skib medfør-
te Stachs gamle mor og en 45-årig
enke med to ugifte døtre. De skul-
le overtage husholdningen — men
hvilken husholdning! Fire munde
mere at mætte.
Til gengæld rejste Stach hjem,
sammen med Egede.
Når der en sjælden gang kom
grønlændere på besøg, var det
kun for at få et gratis måltid mad
og en god latter over de naive
herrnhuttere. De nøjedes for re-
sten ikke med at spotte dem, men
truede dem endog på livet.
Det var til at fortvivle over.
1737
1737: Stach vender tilbage fra Kø-
benhavn med nyt åndeligt og le-
gemligt mod, det sidste i form af
nogle levnedsmidler, det er lyk-
kedes ham at få fat på derhjem-
me.
Broder Bohnisch sætter sig hen
og beskriver missionens hidtidige
tilstand i poetisk form. Det bliver
til den senere så berømte salme
„Du bist ein Håuflein Seelen“.
Sidste vers lyder:
Die Welt mag immer lachen
Bey unsren Sachen,
Und fragen, was wir
Schwachen
In Gronland thun.
Wir wollen unsern Nachen
Nicht lassen ruhn
Und vor der List des Drachen
Das Haus bewachen,
Und Heiden selig machen:
Sie wollen nun.
Salmen var ufuldendt, sidste linie
manglede, men den blev tilføjet
næste år.
1738
K’AJARNAK’
Næste år — 1738 — skete der
nemlig noget helt fantastisk: K’a-
jarnaK, en ganske ukendt og uvi-
dende grønlænder, bliver ved fo-
relæsning af Jesu lidelseshistorie
vækket og troende.
„Hvordan var det?"
udbrød K’ajarnaK begejstret, da
han hørte om episoden i Getse-
mane Have,
„— sig mig det endnu en gang,
for jeg vil også gerne blive sa-
lig!".
Og lidelseshistorien blev heref-
ter det centrale i brødrenes for-
kyndelse:
„Hvor kan det dog være?
Vi er nu helt anderledes tilpas
ved Eders tanker, end da I al-
tid talte om Gud og om Adam
og Eva. Da tænkte vi: Hvad an-
går det os? ...
Vi er led og ked af den tale.
Men nu hører vi, at man kan
erfare noget i sit hjerte, og ser
det også på vore landsmænd"
— sagde de gode godthåbere.
VÆKKELSESÅRET
Syttenhundrede treogfyrre blev
det store vækkelsesår for Ny
Herrnhut.
Med stor iver gik brødrene der-
for i gang med at bygge en rigtig
kirke. Den nu gamle og ærvær-
dige Chr. David kom op og fun-
gerede som bygmester (han var
tømrer af profession): „Nun soilte
er ihnen eine Kirche bringen".
Grundstensnedlæggelsen fandt
sted den 5. juli 47, og den 16. ok-
tober var der rejsegilde. Denne
højtidelighed afsluttedes med, at
grønlænderen Jonathan bad en
bøn af-hjertet.
I de seks store huse, der nu ud-
gjorde Ny Herrnhut, boede over
180 sjæle (134 døbte) og ved ko-
lonien over 100, så når de samle-
des, var der næsten 300 i kirke-
salen!
Det var en betingelse for då-
ben, at man skulle bo ved mis-
sionsstationen om vinteren. Ved
Ny Herrnhut lå derfor grønlæn-
dernes huse tæt sammen som i
en by, ligefrem ordnet i to regel-
mæssige „gader", hvad der gav
stedet et langt stateligere udse-
ende end kolonianlægget.
Walløe fortæller:
WALLØES BERETNING
„Den Mæhriske Mission boer i
en Bugt i Nærheden af Godt-
haab sønden for Koloniet; de
indbøde Grønbek og mig til et
Velkomst Maaltid, hvor vi ble-
ve særdeles vel beværtede.
De have et af Mure meget vel
bygget Huus, uden paa beklædt
med Bredder og tækket med
Rør.
I Midten var en stor Stue, i
hvilken de havde deres Guds-
tjeneste for sig og deres Menig-
hed.
Naar dennes Antal var for stort
til at kunne rummes i Værel-
set, maatte de øvrige gaae paa
Loftet ovenover;
en stor Lem blev da oplukket,
at de kunde høre det som blev
talt og forhandled.
Missionens Brødre vare kun
faae, men man tilstaaer, at de
have bragt det meget vidt med
at omvende Hedningerne;
man regnede at deres Menighed
bestod til den Tid af henved
400 døbte Grønlændere.
I Hjørnerne af Huset havde
hver af Missionens Familier
deres Kamre; (se tegningen)
der var en indgang til hver fra
bemeldte store Stue; foruden
dette var der et Sidehuus med
Brønd i samt Værelse for en
Familie, hvoraf Manden og Ko-
nen vare som Kokke og tillave
Maden.
Nær ved Huset var en kjøn
indhegnet Urte-Hauge."
1752 fik Ny Herrnhut et for-
nemt og uforglemmeligt besøg,
der næsten svarede til vore dages
minister- eller biskopbesøg.
(fortsættes)
auvartut tangmårfiat". Rinkip atuagkiånit „Danish Greenlan“imit. „Rensdyrjægernes lejr". Fra Rinks „Danish Greenland".
30