Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Blaðsíða 101

V°-til-I° flytning
99
og 2. person) skal være forskellige fra hinanden (og fra 3. person), er
det mindre klart hvorfor de ogsá skal være forskellige fra infinitiv nár
de ikke behpver at være forskellige fra nogen af de andre former i
bpjningsparadigmet.
Ifplge Rohrbacher (1994:105-06) skal formerne i 1. og 2. person
være forskellige fra infinitiv for at gpre det muligt at skelne mellem
ældre nyengelsk (som ikke har V°-til-I° flytning, se afsnit 4.2 neden-
for) og jiddisch (som har V°-til-I° flytning) idet formeme i præsens
ental er nærmest identiske i de to sprog, 1. person har overhovedet
ingen bpjningsendelse. Forskellen mellem sprogene er at infinitiv i
jiddisch har en endelse (dvs. infinitivformen er forskellig fra stam-
men) hvorimod infmitiv i ældre nyengelsk ikke har nogen endelse
(dvs. infinitivformen er den samme som stammen ligesom i modeme
engelsk). Hvis infinitiv indgár i definitionen af distinktivitet, er 1. per-
son ental præsens kun distinktiv i jiddisch. Denne inddragelse af
infinitiv fprer sá til udelukkelse af 3. person som nævnt ovenfor (for
at fá de rigtige forudsigelser for islandsk og alvdalsmálet).
Hvad angár spprgsmálet om hvorfor de „distinktive“ former ikke
behpver at være forskellige fra nogen af de andre former i bpjn-
ingsparadigmet, er det igen 1. person ental præsens i jiddisch der
spiller den afgprende rolle. Denne form, ikh her ‘jeg hprer’, er iden-
tisk med imperativ ental her\ ‘hpr!’. Derfor ville denne form ikke
være distinktivt markeret hvis betingelsen var forskel fra alle andre
former i bpjningsparadigmet, og dermed ville jiddisch ikke opfylde
betingelsen for V°-til-I° flytning hvilket er et upnsket resultat. Selvom
inddragelsen af infinitiv (og udelukkelsen af f. eks. imperativ ental)
sáledes er empirisk velbegrundet, er den efter min mening ikke særlig
godt motiveret konceptuelt idet imperativformer má være mindst
ligesá hyppige i sprogtilegnende bpms input som infinitivformer.14
14 Der findes et fænomen som máske kunne bruges som st0tte for den antagelse
der ligger i Rohrbachers analyse at infmitiv er mere grundlæggende eller mere rele-
vant for barnet end f.eks. imperativ. Meget smá b0m bmger ofte infinitiv i stedet for
fmitte former (det sákaldte rodinfinitiv — eller optionalinfmitiv — fænomen). Se
Rizzi (1993), Wexler (1994), Jonas (1995) og litteraturhenvisningeme deri.