Læknablaðið - 01.12.1973, Qupperneq 54

260
LÆKNABLAÐIÐ
medf0rer en for tidlig udskrivmng med
deraf f01gende utilstrækkelig behandl-
ing og udforn0den overflytning til pleje-
hjem.
2. de mangc sygdomme hos sammepatient.
Disse mange sygdomme h0rer ofte under
forskellige specialer, og i et traditionelt
hospital vil patienten spadsere fra den
ene afdeling til den anden uden, at nog-
en pátager sig det samlede ansvar for
hele patienten, alle hans/hendes prob-
lemer incl. det sociale. Dette sidste prob-
lem 10ses i den geriatriske afdeling, som
pátager sig et sádant ansvar.
3. samarbejde med den sociale sektor, her-
under ogsá samtale med patient og pá-
rprende om sociale og socialtprægede
problemer, hvilket i praksis har vist sig
at være et særdeles tidsr0vende arbejde.
Málsætningen for arbejdet i de geriat-
riske afdelinger má være begrænset: man
má stile imod at g0re patienterne sávidt
mugligt selvhjulpne, sáledes at de kan
vende tilbage til egne hjem. At betragte
syge, gamle mennesker netop som syge og
dermed máske behandlelige, at sætte sig et
behandlingsmál og lægge et program her-
efter incl. sociale foranstaltninger er basis
for det, som navnlig svenskerne har kaldt
aktiv geriatri.
En sádan málsætning kan sættes i de
geriatriske afdelinger, der som nævnt pá-
tager sig ansvaret for hele patienten, og som
karakteriseres ved, at i hvert fald cheflægen
má være orienteret i aldersforskning, i ald-
erens biologi og fysiologi, má være all-round
kliniker, have kendskab til og interesse for
ogsá alle de sociale forhold. Han má være
inspirator for et team af læger, plejeperso-
nale, terapeuter, pædagoger, socialrádgiv-
ere, hjemmehjælpere, pár0rende og ikke
mindst patienter. Han har ganske enkelt
ikke tid til ogsá at drive coronarafsnit og
lignende. Han má kort sagt være speeial-
læge og til rádighed have sin egen afdeling,
for den sags skyld meget gerne i et meget
nært samarbejde med plejehjemssektoren.
Det apparat, der b0r være til rádighed,
má omfatte i hvert fald: en behandlingsaf-
deling, hvad enten man vil betegne den som
geriatrisk eller langtidsmedicinsk. Dette
sidste er nu gældende i Sverige og Dan-
mark, hvor man ud fra politiske og andre
motiver har ábnet dprende ogsá for yngre
med kroniske sygdomme. I England holder
man fast ved, at kun de ældre skal have
adgang til afdelingerne, der betegnes som
geriatriske, men det má siges, at man her
l0ber ind i andre vanskeligheder med hen-
syn til behandling af de yngre. Behovet for
sengepladser i en sádan afdeling sættes i
reglen til mellem 0,8 og 1,0 seng pr. 1000
indbyggere eller 10-15 senge pr. 100 ind-
byggere over 65 ár.
Til behandlingsafdelingen b0r være knyt-
tet et daghospital (ambulatorie), hvis
hovedopgave er lægelig unders0gelse, be-
handling eller kontrol.
Plejehjem — meget gerne i snævert sam-
arbejde med den langtidsmedicinske af-
deling dels ved optagelse af nye beboere,
dels ogsá i den daglige funktion. Antallet
af pladser i plejehjem sættes i reglen til
4—8% af de mere end 65-árige. Det anbe-
fales stærkt, at der ogsá indrettes pleje-
hjem for patienter, hvor den senile demens
er dominerende.
Daghjem eller dagcentre, hvor det drejer
sig om praktiske plejeproblemer, ensom-
hedsproblemer og lignede, som kan 10ses
et sádant sted, uden at der er tale om egent-
lige lægelig ledet behandling.
Foranstaltninger i egne hjem i form af
hjemmehjælp, hjemmesygepleje inclusive
efterværn, frivilligt betingede hjælpeforan-
staltninger m.m.
Alderdomshjem vil ikke mere blive bygg-
et i Danmark, og det oplyses ogsá fra norsk
og svensk side, at man her ikke længere
satser pá sádanne hjem undtagen i ganske
specielle tilfælde.
Udvælgelse af beboere til plejehjem er
noget meget vigtigt og centralt i 'hele pro-
blematikken. Der henvises her til Feldings
rapport fra Kpbenhavn, hvoraf fremgár, at
i K0benhavnsomrádet har i hvert fald 30%
af beboerne i plejehjem aldrig haft behov
for at komme i plejehjem, men er anbragt
der pá fejlagtigt grundlag. Man má defi-
nere sine plejehjem, afg0re, hvilket klientel
man vil modtage, og derefter underkaste
anspgerne en omhyggelig unders0gelse sá-
vel lægeligt som socialt og sikre sig, om
ikke deres problemer kan 10ses pá anden vis
end. ved plejehjemsanbringelse, som er en
dyr máde at 10se problemerne pá, og sam-