Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1978, Side 318

430
PÁLS SAGA
audsyndt a liett huortueggia, liet ord á nordur fór hofdingia kost -is
vm haustid medann harmur manna var nyastur og syst dofnadur
aff sárleyk *manna misserz offuegz. Enn sydan þeirra vmleytann
vid Gudmund byskup, ad hann vnne þeim epter lifdu syna frændur 51
gofga og göda, audvelldarj* leydriettu sinna harmsaka enn nu yrdi,
enn villdi og *fyrra haska medan kostur væri Gudm(und) byskup
og hans fylgdar menn. Enn Gudmundur byskup þecktist þad ecki 54
og virdti hann vera vinhallann vnder hofdingia j slykri vmleytann,
Enn þad syndist þa brátt med huorri visku var *huórs þeirra
forsia, af þui ad á hinu sama arj föru hofdingiar til Höla, og toku 57
Gudmund byskup af stadnum, og ruddu á braut fiolda jllþydis
er þar var seker menn og ráns menn og raufarar og drápu suma,
og vard þa ad riuffast su jllingar seta, og vrdu þa og þadan fra 60
gód forlóg godra manna. Páll byskup baud Gudmundi byskupi
til syn med gyæsku og godvilia, enn hann þá eigi og giordi ad vid-
sia ad finna hann, þuiad hann villdi ey hlyda hans heilrædum. 63
drægest C. 47 fifdi A, heffde C. 48 liett — kost] leýt huorutueggia, leýtorde
Palz byskupz nordurfarar hóffdingia fýrst C. Forfatteren synes at have fremhævet
to kendsgerninger som viste biskop Páls gode vilje til at bilægge stridighederne: 1. han
fraraadede de sydlandske hovdinge at foretage et hævntogt lil Nordlandet tidligt paa
efteraaret (allerede nævnt ll. 33ff), idet han haabede aí deres voldsomhed vilde aftage
med tiden, og 2. han henstillede til biskop Gudmund at optræde mere forsonligt. Tek-
sten er særlig hvad pkt 1 angaar saa uklar og forvansket at en reslilution forekommer
umulig. I stedet for haandskrifternes liet ord eller leýtord blev der i udgl778 s. 224
og 417 indsat en ellers ukendt og formelt mistænkelig glose let-orð i betydningen
’dissvasio' som herfra er oplaget i nogle ordboger (bl.a. Eir. Jónsson 1863, oversat
’Fraraadelse’); ord hvis opgave er at ’letja’ maatte vel hedde ’lat-orð’ eller ’lat-yrði’
(ligesom ’hrakyrði’ til verbet ’hrekja’). 50 manna misserz offuegz (0: manna
missis ofvægsj C, mata mykils afvegs A. þeirra vmleytann] þess var leýtad C.
51 vnne þeim, rigtigere ynni þeim er? (jfr. Orlsl). 52 góffuga C. audvelldarj
(rellet i hskr. fra audvelidurj A, auduelldre C;+j A, men denne tilfejelse maa være
forkert; auðveld(a)ri (komparativ) leiðréttu maa være geniliv, styret af verbet ’unna’.
-riettu] -riette C. yrdi] virde (0: vyrðij C. 53 enn — og] og villde C. fyrra
(0: firraj haska C, fyrri hafa A. 54 menn] monnum (skr. mmj C. 55 virde C.
56 visku] + ad C. huórs C, hvárs Orlsl, huor A (gengivet huerz 384). 57 hinu]
+ C. toku] raku C. 58 stadnum] stðlnum C. 59 raufarar] reyffarar C. 60
jllinga C. 61 godra] + C. Gudmundi byskupi] efter syn C. 62 enn — þa]
þág hann þad C. 62-63 vidsiam C. 63 þuiad] þui C. -rædum] -radum C.