Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1978, Side 324

436
PÁLS SAGA
hyggium hitt ad seggia 45
hialp rykum vel lyka
*gagn vann af hug hreinum
*hans ónn Gudi og monnum. 48
Lydur á allur fyrer eydi
orsæturs vid Gud mætann
þeim er giordi frid firda 51
farsælum vel mæla
bænum brátt ad skyne
blydgedur hofud fedra 54
þann er *yta ból bæter
byskup var med <*kóra>.
45 seggia, skr. sgla C (i 396 gengivet som infinitiv, at sgia, o: at segjaj. 47 gagn
vann C, giorist von A. 48 hans ónn C, hann ann A. Halvstrofen ll. 45-48 er van-
skelig at tolke, særlig fordi ordet seggja ikke kan indpasses i sammenhængen (Finnur
Jónsson, Skjaldedigtn. B II 59, regner med en uakceptabel ordstilling; E. A. Kock,
Notaliones Norrœnæ § 1293, oversætter genitiven seggja uden nærmere begrundelse
som dativ, ’át mánniskorna’). Hvad man venter her er et substantiv i dativ, hvortil
adjektivet hjálpríkum staar som attribut, og hertil vilde dróttni passe godt, idet rimet
vilde være hitt: drótt-. Halvstrofen vilde med denne retlelse, samt af lyka til *líki
(konjunktiv) bestaa af to sætninger, den ene hyggjum hitt at *dróttni hjálpríkum
vel *líki hans <jnn, den anden (med Páll som underforstaaet subjekt) gagn vann af
hug hreinum guði ok mgnnum. Bettelsen seggja til dróttni virker drastisk, men der
kendes adskillige eksempler der viser at skrivere fra det tidsrum da forstaaelsen af
skjaldevers var i tilbagegang havde en fornemmelse af at forste staoelse i en verslinje
(som her hygg-) lillUje skulde være rimstavelse, og for at bringe ct andet dertil svarende
rim til veje lavede de fortsættelsen om, uden hensgn lil at meningen blev uklar eller
hett gik tabt. Jfr. BiblArnam. XXXI s. 405-6, XXXII s. 154. 49 allur] allt C. 50
orsæturs] orsætis C; det rigtige er vel ormsætrs (F.J.s konjekiur i Skjaldedigtn.).
51 fýrda skr. C. 55 þann] þeim C. ýta C, virda A. 56 var A (kan være det
possessive pronomen i en ældre form, som skriveren dog ikke har genkendt, da han
ellers vilde have skrevet vorj, vor C. kóra udgl778 (hvor rimordene staves vor .. .
koraj, hóra C, aaben plads til et ord A (saal. ogsaa 384, men efler at 384 blev skrevet,
er der i A indsat vitsku, hvilket tgdeligvis er en rent vilkaarlig gisning). Konjekluren
kóra er i udgl778 optaget i teksten uden bemærkning om at den ikke findes i noget
haandskrift; hvis den akcepteres sgnes kóri dat.sing. at passe bedre end kóra akk.
plur. I en sprogform fra 13. aarhs. beggndelse maatte linjen Igde byskup várr með
kóra fkóri’J, idet det possessive pronomen for 1. pers. plur., som dct fremgaar af
talrige eksempler i Larssons Ordförrádet, i nom. sing. mask. altid hedder várr i de