Atuagagdliutit - 21.07.1966, Blaðsíða 5

døgnet, ligesom han havde adgang til
skolens kartotek med dets oplysninger
om hver enkelt elev. Og før skole-
gangen begyndte i august, tog han
mea den flyvemaskine, der hentede
børnene Ira de forskellige, ofte fjernt-
liggende udsteder og bopladser, og
her havde han lejlighed til at iagttage
afskedsscenerne, når forældrene
skulle give slip på de små.
Hvilke iagttagelser gjorde han på
skolens sovesal?
Mangt og meget... de ting, han så,
kan måske bedst opsummeres som
forskellige symptomer på tilpasnings-
vanskeligheder — f. eks. børn der lå
i deres seng og græd natten lang —
der var usædvanligt mange tilfælde
af opkastninger — børnene var ofte
helt ude af stand til at gøre deres
behov forståelige for skolens perso-
nale, fordi ingen af lærerne forstod
deres sprog. Det bemærkelsesværdige
var, at dette var noget, som skolens
personale overhovedet ikke lagde
mærke til, eftersom disse eskimobørn
var mestre i at skjule deres følelser,
når de stod over for en hvid, engelsk-
talende lærer. Resultatet var, at sko-
lens lærerstab var overbevist om, at
børnene havde det storartet, var lyk-
kelige og glade — de smilede jo hele
tiden! Mens sandheden dog var, at de
ofte led meget under forholdene.
De fleste af disse børn kommer fra
så fjerne bopladser, at det er umuligt
for dem at tage hjem på noget andet
tidspunkt end i sommerferien, hvilket
vil sige, at de i 10 måneder er helt
afskåret fra kontakt med deres fami-
lie. Derfor var da også de afskeds-
scener, som professor Hobart fik at
se, da han tog rundt med skoleflyve-
ren, ofte særdeles tårevædede; for-
ældrene var jo bange for at miste
deres børn i mere end én forstand.
bedre skoleforhold i
GRØNLAND
Kunne De fortælle os lidt om Deres
første rejse til Grønland?
Professor Hobart og jeg kom til
Grønland for første gang i sommeren
1965. Det begyndte med en brevveks-
ling med Ministeriet for Grønland i
København, hvor man var så venlig
at sende os nogle tryksager om det
grønlandske skolevæsen, som vi gran-
skede efter evne ved hjælp af en lokal
dansk tolk, og derefter tog professor
Hobart og jeg til København for at
tale med de folk, der havde med skole-
væsenet at gøre. Derfra fløj vi til
Grønland, tog først til Godthåb, hvor
vi talte med skoledirektøren, rektor
ved seminarieskolen og forskellige
folk ved administrationen, og hvor vi
i øvrigt også havde lejlighed til at
overvære diskussionen i landsrådet
om sprogspørgsmålet i realskolen.
Derefter tog vi til Angmagssalik, hvor-
fra vi foretog et par afstikkere til
Kungmiut og Kulusuk. Så gik turen
vestover igen til Egedesminde, derfra
til K’utdligssat, til Umanak og til et
udsted i distriktet, og endelig til Uper-
navik og til et udsted i dette distrikt
■— alt i alt 6V2 uge fraregnet de par
dage, der nødvendigvis måtte gå med
i købet i Sdr. Strømfjord, hvor vi
måtte vente på forbindelser.
Hvad var formålet med denne Deres
første rejse til Grønland?
Formålet var simpelthen at gøre os
bekendt med hovedtrækkene i det
grønlandske skolevæsen og i øvrigt at
lære Grønland at kende i bred almin-
delighed. Overalt hvor vi kom frem,
talte vi med lærerne og med skole-
inspektørerne om de lokale forhold,
vi beså mange skoler, og i visse til-
fælde fik vi lov at overvære nogle
skoletimer.
Hvad var Deres første indtryk af
det grønlandske skolevæsen efter den-
ne rejse?
Alt i alt fik vi et yderst fordel-
agtigt indtryk af forholdene. Vi var
enige om, at der her i Grønland var
et langt bedre forhold mellem hjem
og skole end i Canada. Vi lagde også
mærke til, at lærerne og skoleinspek-
tørerne var sig klart bevidste, hvor
vigtigt det er, at der består en sund
sammenhæng mellem skolens arbejde
og det øvrige samfundsliv. Dertil kom
et indtryk af skolebøgernes og lære-
stoffets høje kvalitet — skolen sigter
højt. Noget andet, der ligeledes gjorde
et storartet indtryk, var skolens dob-
beltsprogede program og den kends-
gerning, at lærestoffet var tilpasset
Grønlands egen historie og kultur.
Hvad var formålet med Deres anden
rejse til Grønland, som De nu er ved
at afslutte?
Formålet med denne rejse er i kort-
hed at tage de ovennævnte forhold i
nærmere øjesyn og prøve på at se
tingene, som de tager sig ud i elevens
Øjne.
Og Deres rejserute?
I denne omgang kom jeg først til
Godthåb, tog derfra til Christianshåb,
Jakobshavn, SarnaK, K’utdligssat og
endelig Egedesminde, hvor jeg også
tog ud i distriktet og besøgte udste-
derne KangåtsiaK og Agto, hvorfra
turen gik tilbage til Egedesminde. På
denne tur har jeg delt spørgeskemaer
ud til eleverne, hvor som helst det
kunne lade sig gøre og har også talt
med forskellige forældrepar. I Ege-
desminde fik jeg tillige lejlighed til
på mere personlig vis at tale med
nogle af de dygtige elever i ældste
klasse.
GRØNLÆNDERNE BEVARER
STOLTHEDEN
Hvad er Deres indtryk af forholdene
her i Grønland i bred almindelighed
sammenlignet med Deres erfaringer
fra arktisk Canada?
Der er forskellige forhold, som ikke
kan undgå at gøre indtryk på én så
at sige med det samme — således
f. eks. at levestandarden her, sammen-
lignet med Nordcanada, faktisk ligger
ret højt. Jeg har intet sted her i
Grønland set tegn på nogen virkelig
fattigdom. Dertil kommer det effek-
tive sundhedsvæsen og de sociale
hjælpeprogrammer, som står åben for
enhver, der har det behov. Husbygge-
riet er fortræffeligt, sammenlignet med,
hvad vi bliver præsenteret for i Nord-
canada. Men hvad der måske er vig-
tigere end alt dette rent materielle
er den selvrespekt, ja, man kan
næsten sige stolthed, som står at læse
i de allerfleste menneskers ansigt og
holdning og det både i byerne og på
udstederne.
Er det Deres indtryk, at fordomme
og diskrimination eksisterer i Grøn-
land?
Jeg har ikke set noget tegn på
hverken bolig- eller erhvervs-
diskrimination. Så vidt jeg har
kunnet se, gælder det både i teori
og i praksis, at man ansættes efter
sine evner uden hensyn til race
eller oprindelse. Ligeledes synes
jeg at have forstået, at det her i
Grønland er let at få en god bolig.
Alt i alt kan det siges, at afstanden
mellem grønlændere og danske i
Danmark hvad boliger og i øvrigt
alle andre samfundsgoder angår,
ikke er nær så store som den af-
stand, der gør sig gældende mel-
lem de canadiske eskimoer og de
øvrige statsborgere fra det sydlige
Canada.
Og de blandede ægteskaber?
Ja, blandede ægteskaber synes jo
at være overmåde almindelige i Grøn-
land — ligesom der jo i det hele taget
er et langt større samkvem mellem
grønlændere og danske, end man ser
det mellem eskimoer og hvide i
Canada.
Mens vi nu er ved det — skal vi
sige racespørgsmålet, så er der et for-
hold, som jeg har iagttaget, som så
afgjort har min sympati, og det er
dette, at der er grønlandske familier,
som har ansat danske kivfakker i
deres hjem — med andre ord, tjeneste-
folk er ikke nødvendigvis begrænset
til den ene af de to racer. Ligeledes
har jeg lagt mærke til de mange grøn-
landske politibetjente rundt omkring
i byerne. I Nordcanada sker det, at
politiet har hjælpere, som er eskimoer,
men så vidt jeg ved, er der intet sted
en rigtig eskimoisk politibetjent —
hvis der skulle være nogle, som jeg
ikke har hørt om, kan det vel højst
dreje sig om en 2—3 stykker i hele
Nordcanada.
LØNPOLITISK DISKRIMINATION
Har De virkelig intet at kritisere?
Jo, det har jeg også. Det første, der
her falder mig i øjnene, er den diskri-
mination, der gøres gældende i løn-
politikken — jeg tænker her naturlig-
vis på fødestedskriteriet. Det synes
mig, at en sådan form for diskrimina-
tion ikke kan andet end tage modet
fra de grønlændere, som er indstillet
på at arbejde sig frem til de betyden-
de stillinger i samfundet. Overalt,
hvor jeg er kommet frem, har jeg
fundet, at dette er et ømt punkt. Jeg
har talt med mange grønlændere i
forskellige samfundslag, og uvægerligt
er det dette, der bliver trukket frem:
det stødende i, at grønlændere skal
have en mindre løn end danske. Der
er ingen tvivl om, at dette er en løn-
politik, som skaber følelsesmæssige
problemer.
På den anden side forekommer det
mig også, at grønlændere må lære at
gøre noget ved deres ustabile arbejds-
vaner, hvis de vil have den samme
løn som danske.
Siden jeg nu er blevet bedt om at
fremkomme med kritik, så må jeg
også tilstå, at jeg har set et og andet
hos danske, der tyder på fordomme
mod grønlænderne. Således har jeg
hørt om danske arbejdere, som næg-
ter at arbejde under en grønlandsk
formand — et par steder har jeg hørt
danske omtale grønlænderne som „de
sorte“ — som i Canada har jeg også
her i Grønland lagt mærke til, at
hvide, som opholder sig i landet et
kort stykke tid, er tilbøjelige til at
udnytte og misbruge pigerne på stedet
— som også canadiske mænd gør det
i de arktiske områder derovre. Dette
giver et yderst dårligt eksempel for
befolkningen — og i øvrigt har jeg
indtryk af, at det er i denne kategori
af arbejdere, som kun opholder sig
i landet en kort tid, at man finder de
fleste fordomme og den største mangel
på respekt for den indfødte, befolk-
ning. Dette, tror jeg, gælder her i
Grønland såvel som i Canada.
UDSTEDERNE HAR BRUG FOR
MODNE OG ERFARNE LÆRERE
Genstanden for Deres undersøgelser
i år har først og fremmest været
skolevæsenet. Hvilke negative forhold
har De iagttaget på dette felt?
Nogen egentlig kritik føler jeg mig
ikke berettiget til at komme frem med,
men der er nok et og andet punkt, jeg
kunne tænke mig at sætte et spørgs-
målstegn ved, et og andet, hvis værdi
og ønskelighed jeg ikke føler mig
overbevist om.
Vi står jo her i det grønlandske
skolevæsen over for et interessant
eksperiment rent sprogligt — jeg tæn-
ker på forsøgsundervisningen i dansk
i de to første skoleår. Jeg er fuld-
stændig klar over, at dette er i over-
ensstemmelse med nødvendigheden af
at lære dansk, hvis grønlænderne selv
skal kunne gå ind i et moderne er-
hvervsliv i en større målestok — men
jeg kan ikke lade være at tænke på,
om dette nu skal ske på bekostning
af den tradition, der eksisterer for det
grønlandske tale- og skriftsprog; det
vil jeg ikke håbe. Tværtimod vil jeg
håbe, at alle midler vil blive taget i
brug for at drage flere grønlændere
ind i lærergerningen, ligesom jeg vil
håbe, at man vil gøre alt for at give
de danske lærere mod på at lære grøn-
landsk — så svært dette sprog end
måtte være for europæere, efter hvad
jeg har ladet mig fortælle. Jeg føler
mig ikke helt overbevist om, at alle
forhåndenværende muligheder i disse
to vigtige anliggender virkelig er ble-
vet udnyttet til fulde — eller endog
blot gennemtænkt til bunds.
Noget andet, som jeg ikke kan lade
være med at føle mig usikker overfor,
er de par tilfælde jeg har set af unge,
ugifte, uerfarne lærere, som er kom-
met direkte fra Danmark for at blive
anbragt på et udsted; jeg kan ikke
lade være at spekulere på, om dette
nu også er en klog fremgangsmåde.
Det er jo en vanskelig opgave at sidde
på et udsted, og mon ikke det ville
være klogere at besætte sådanne
poster med folk, som allerede har op-
holdt sig nogen tid ved en større be-
byggelse, hvor de har haft lejlighed
til at drage nytte af den erfaring,
deres ældre kolleger kan stille til rå-
dighed? Måske der burde indføres
særlige økonomiske fordele ved at
være lærer på et lille udsted. Ja, jeg
ved ikke, hvad der er det rigtige at
gøre i denne sag, men jeg synes, at
det er meget vigtigt, at udstederne
får lærere, som ved noget om Grøn-
land, kender noget til befolkningens
særegenheder.
HALVVEJS ET KOLONISTYRE
Hvordan styres eskimoernes terri-
torier i Canada rent politisk?
Den del af Canada, hvor eskimoerne
holder til, kaldes The North West
Territories. Dette ligger nord for det
område, der dækkes af „provinserne"
— som De vil vide, er Canada inddelt
i 10 „provinser", der svarer til „sta-
terne" i USA. Mod nord ligger så
altså The NWT, og dette område sty-
res af et råd på 9 mand; 4 mand ud
af disse 9 er hjemmehørende i den
vestlige del af arktisk Canada, det,
der kaldes McKenzie-distriktet, og de
vælges på demokratisk vis af befolk-
ningen i dette distrikt. Indtil videre
er der ingen folkevalgte repræsentan-
ter for den østlige del af arktisk
Canada, altså Hudson Bugt-området
og Labrador — omend man i den
senere tid har talt noget om at få ind-
ført folkevalgt repræsentation også
herfra. — Men hvad der er endnu vig-
tigere i denne forbindelse er, at de
øvrige fem medlemmer af rådet på
ingen måde er folkevalgte; de bliver
tværtimod udpeget af regeringen, og
på én undtagelse nær — som sagerne
står i øjeblikket — er disse fem råds-
medlemmer alle ikke-eskimoer, folk
fra det sydlige Canada. I øvrigt er
denne eskimo, som for tiden sidder i
rådet, den første og hidtil eneste
eskimo, der har haft indflydelse på
højere plan overhovedet.
Denne forsamlings beføjelser er be-
grænsede til territoriale bestemmelser
af mindre betydning. Gælder det der-
imod mere betydende sager såsom
budgettet eller problemer af funda-
mental politisk karakter, så er for-
samlingen kun rådgivende i sit forhold
til ministeriet for de nordlige områ-
der, og eventuelle lovforslag videre-
sendes gennem vedkommende mini-
sterium til parlamentet i Ottawa, som
så kan vedtage eller forkaste det efter
eget skøn. Faktisk er dette halvvejs
et kolonistyre!
Det enlige eskimoiske rådsmedlem
er ikke folkevalgt. Han hører til den
af regeringen udpegede gruppe, hvis
stemmetal til enhver tid vil overstige
den folkevalgte gruppes stemmetal, og
hvis opgave det er at holde magt-
balancen til fordel for den siddende
regering. Sagen er jo den, at det for
de 99 pct. af de canadiske eskimoer
gælder, at det ikke er lykkedes dem
at udvikle den ringeste politiske be-
vidsthed endnu.
For en canadisk iagttager som mig
selv, der fik lov at overvære lands-
rådsforhandlingerne sidste år, er kon-
trasten derfor simpelthen overvæl-
dende. Og selv om der måske kan
være et vist grundlag for den kritik,
der til tider er blevet rejst mod det
repræsentationssystem, der gøres gæl-
dende i landsrådet, så må det dog
siges højt og tydeligt, at kun meget
yderliggående individer — folk som
intet ved om, hvad der går for sig
i andre dele af verden — kan sige at
der intet demokrati er i Grønland.
Tværtimod! Folkestyret har allerede
nået en høj udvikling her.
Da De var i Godthåb, havde De lej-
lighed til at tale med nogle af Inuit-
partiets folk; har De nogen kommen-
tarer til dette partis politiske program
— eller måske simpelthen blot til dets
eksistens?
Lad mig hertil sige dette, at den
blotte eksistens af et oppositionsparti
er et sikkert tegn på landets politiske
sundhed og fremskridt. Og det gælder
vel for Grønland, som det gælder for
et hvilken som helst andet sted i ver-
den.
DE LEDENDE GRØNLÆNDERE
MÅ IKKE SVIGTE DERES FOLK
Hvorledes anskuer De som privat-
mand og sociolog den politiske og
sociale udvikling, vi kan vente os her
i landet i årene fremover?
For at besvare dette spørgsmål må
man jo først komme til en klar for-
ståelse af, hvad det er, der går for
sig her og nu. Grønland står i øje-
blikket i en overgangsperiode fra den
gammeldags naturaløkonomi, der bl. a.
karakteriseres ved de mange små bo-
pladser og de primitive, individuali-
stiske sociale og politiske kontrol-
organer — til et samfund af en helt
anden størrelsesorden, hvor samfunds-
aktiviteterne er teknisk set indbyrdes
afhængige, hvor samfundets kontrol-
organer er lagt op i et mere formelt
plan.
Alt dette er ikke noget, som gælder
Grønland alene — langtfra! Dette er
netop, hvad der under den ene eller
den anden form er ved at ske i
mange lande i Asien, Afrika og Syd-
amerika, hvor udviklingen berører
millioner af mennesker, ja faktisk
over halvdelen af menneskeheden —
og dette er givetvis en uundgåelig ud-
vikling.
Vender vi nu vort blik mod Grøn-
land, og prøver vi at forestille os,
hvad fremtiden rummer her, så er der
én ting, som jeg gerne vil under-
strege. Det er dette, at de ledende
grønlændere, den lille minoritet, for
hvem det er lykkedes at opnå den
højeste intellektuelle og sociale status,
at disse folk må gøre sig fuldstændig
klart, at hvis de skal blive virkeligt
effektive forbilleder for det store fler-
tal, så må de passe på, at de ikke
fremmedgøres for det brede grøn-
landske folk i deres tankevaner og
sprogvaner.
Med andre ord, hvis de ledende
grønlændere i det brede grønlandske
folks øjne ikke er andet end danske
med sort hår og mørk hud, danske i
deres opførsel, syn på tingene, livs-
vaner og tankevaner, så kan det meget
vel ske, at disse ledende grønlændere
forfejler deres mål, det mål, de i alt
fald burde have sat sig, nemlig at
lede folket frem til en vel fungerende
og tilfredsstillende livsform.
GRENM
MOTOREN
— angatdlatlnut tamanut atorslnaon
— til alle formål
nakuaic isumangnalt-
sok OltatungitsoK
[kussukumtnartOK
slvisOmik plussartOK
KRAFTIG
DRIFTSSIKKER
ØKONOMISK
LET AT MONTERE
LANG LEVETID
slkunik aJornartorsluteKar-
sSnauneK plssutlgalugo mo-
torit åsslglngltsut tamar-
mlk plslaritlneKarslnéuput
slsangmik mångertomluit-
sumlk sarpé ulungnaler-
dlugit.
Af hensyn til isvanskelig-
hederne kan
alle motortyper
leveres med
skrueblade af
rustfrit stål.
plneKarslnauvOK 25-nit 330 hestilingnut 1—2 5ma 3
cylindereicardlune. elektrisk omstyrlnglllk — 2 takts
Seml-Dlesel, lngnåtdlaglssamik autdlartartos ulug-
tartunlgdlo sarpllik. — aklkltsut nåvferardlugitdlo akllersomekarslnaussut.
Leveres fra 29 til 330 HK 1 1-, 2- og S-cyllndret udførelse. Elektrisk omsty-
ring — Hydraulisk omstyring — Håndstyring. 2-takts Seml-Dlesel med
vendbare skrueblade og elektrisk start (glødesplraler).
Populære priser og betalingsvilkår.
GRENM MOTORFABRIK
TELEFON GRENAA (063) 2 06 66
GtyZERONA
- det mest velgørende
for huden
Føl den øjeblikkelige lindring
og beskyttende virkning, som
kun Glyzerona kan give huden.
Den bliver stærk og smidig,
fordi Glyzerona indeholder KA-
MILLE, HAMAMELIS og GLY-
CERIN, som stimulerer, fornyer
og blødgør.
- amermut
tt
pitsaunerpaK
amermut ilorfåtdlangnarfok Gly-
zeronap kisime tuniusfnausså
malugiuk.
amen enaitdlissarpok maigtu-
ngordlune Glyzerona akoicarmat
KAMILLE-mik HAMAMELIS-
imik GLYCERIN-migdlo amer-
mik nutångorsaissumik kitulisai-
ssumigdlo.
5