Atuagagdliutit - 21.07.1966, Blaðsíða 24

Til kirkeministeren
Værdighed, munterhed
og hjertelighed
Det ville være bedrøveligt, om den „effektive fremtid" skulle knuse et
sådant livsmønster, siger kirkeminister Bodil Koch.
Ved den gudstjeneste i Godthåb
kirke den 30. juni, hvor kirkemini-
ster Bodil Koch talte, holdt provst
Svend Erik Rasmussen følgende
velkomsttale:
— På menighedens vegne vil jeg
gerne byde kirkeministeren og hendes
embedsmænd velkommen iblandt os.
Jeg må vel have lov at sige, at denne
aften i Grønlands hovedkirke udtryk-
ker noget centralt i det, der er me-
ningen med ministerens rejse herop:
enheden i den evangelisk-lutherske
kirke inden for det danske riges
grænser. Vi ved godt, at når kirken i
Grønland nu er blevet overført til
kirkeministeriet, betyder det egentlig
kun, at den ydre administration af
kirken herefter skal varetages af fag-
folk, der er specielt skolet i kirkelige
anliggender. Men når folkekirkens
øverste leder så hurtigt efter overgan-
gen nu rejser rundt fra præstegæld
til præstegæld, til byer, udsteder og
til bopladser, og overalt — gennem
tale og sang — modtages med en
festlig hjertelighed, så er det jo ikke,
fordi menigheden glæder sig over, at
et andet ministerium nu skal til at
lave budget, ordne personalesager, ad-
ministrere. Nej, når der fra både poli-
tisk og kirkeligt hold i de sidste år har
ligget et ønske om et tilhørsforhold
til kirkeministeriet, hvorunder den
øvrige del af folkekirken hører, er
baggrunden herfor også den kends-
gerning, at Grønland ikke mere er en
Mange af de emner, der blev be-
handlet på sommerens præstekonvent
i Holsteinsborg, vil utvivlsomt have
interesse for menigheden i Grønland,
altså også for andre end kirkens med-
arbejdere. I kommende numre af A/G
vil der da også blive redegjort for
nogle af de spørgsmål, som optog os
mest på Holtseinsborg-mødet. Men
det, der er mest „sensation*1 i, er uden
tvivl forslaget om oprettelse af en
vicebispestol i Grønland.
Det er ganske rigtigt, at præsterne
i Grønland, således som det blev med-
delt i referatet til radioavisen, går
ind for, at denne landsdel nu får sin
koloni, der skal styres som sådan, men
en ligeberettiget del af Danmark. Det
er ikke en missionsmark i højere grad,
end det øvrige Danmark er det. Kirken
i Grønland er en del af folkekirken.
Det var den også før ministerens be-
søg. Derfor har der de steder, hvor vi
har været, stået fest om den. Men
enhed er ikke det samme som ens-
artethed. Og kirken i Grønland har
og vil utvivlsomt blive ved at have sit
særpræg, som vi ikke gerne ser ud-
visket. Om rejsen måtte tjene også
det formål, at ministeren og hendes
embedsmænd må få en fornemmelse
af dette særpræg og på grundlag her-
af — i deres fremtidige arbejde —
skaffe de bedst mulige rammer for
kirkens trivsel i Grønland.
Kirken i Grønland har traditionelt
stået midt i folket og været med til
at forme folket. Jeg tror det på mange
måder — også i folkelig henseende —
vil være såre ønskeligt, om kirken i
Grønland også i det moderne samfund
må være med til at forme folket —
midt i denne mærkelige rodløse tid
give det enkelte menneske frimodig-
hed, evangelisk munterhed — og så-
ledes rodfæstethed.
Jeg håber ministerens rejse og mi-
nisteriets kommende arbejde for kir-
ken i Grønland må medføre, at der
skabes bedst mulige rammer for, at
kirken fortsat kan være plantet midt
i folket.
Velkommen.
vicebiskop. Man kan vist endda sige,
at der ligger et stærkt ønske herom
hos præsterne.
Lad mig først understrege, at Grøn-
land jo ikke får en vicebiskop, fordi
præstekonventet går ind for det. Efter
den grønlandske kirkelov er præste-
konventet en forsamling af præster,
der rådslår om kirkens forhold. Kon-
ventet har ikke besluttende myndig-
hed, men det har dog alle dage været
af væsentlig betydning for sagernes
videre behandling, hvad præsterne på
disse møder kunne blive enige om.
Det bliver folketinget, der skal træffe
den endelige beslutning, idet oprettel-
sen af en vicebispestol kræver ved-
tagelse af en lov herom. Et sådant
lovforslag skal naturligvis først fore-
lægges landsrådet, og det er givet, at
landsrådets stilling til spørgsmålet vil
få afgørende betydning for forslagets
videre skæbne. Men det kan siges med
sikkerhed, at konventets beslutning
betyder, at der af kirkeministeriet —
formentlig inden længe — vil blive
udarbejdet et lovforslag om en grøn-
landsk vicebiskop. Både kirkeministe-
ren og ministeriets embedsmænd, bl. a.
departementschefen, var til stede på
konventet den dag, spørgsmålet om
vicebiskop var på dagsordenen, og
jeg kan godt fortælle, at kirkeministe-
ren personlig og ministeriet i øvrigt
går stærkt ind for den grønlandske
vicebiskop.
Jeg nævnte, at der står lidt „sensa-
tion“ om hele spørgsmålet. Pressen i
Danmark har givet det en udførlig
omtale, og mand og mand imellem
tales der meget om det. Men der er
ingen grund til at tro, at det inde-
bærer et radikalt brud med den be-
stående ordning. I mange år, måske
altid, har provsten i Grønland haft
både større ansvar og flere beføjelser
end landets øvrige provster. I mange
henseender ligner den grønlandske
provstestilling mere en bispestilling
end en dansk provstestilling. Allerede
kirkeloven nævner, at provsten for
Grønland skal have videregående be-
føjelser, end der efter almindeligt
gældende regler tilkommer en provst,
til uden forelæggelse for biskoppen
at træffe afgørelser i både kirkelige
og administrative spørgsmål. Det ad-
ministrative arbejde ved provstikon-
toret i Godthåb er da også langt mere
omfattende end det, der er lagt hen
til en provst i Danmark.
Ikke mindst når der tænkes på de
mange kateketer, læserkateketer og
organister, der er den grønlandske
kirkes medarbejdere, er denne kirkes
personale jo langt større end et dansk
provstis og svarer i antal snarere til
et mindre dansk stift. Nævnes bør det
også, at provsten for Grønland er den
eneste provst i folkekirken, der ordi-
nerer præster og indvier nye kirker.
På grund af Grønlands uhyre ud-
strækning er visitatsarbejdet også be-
tydeligt større end andre provsters.
Alt i alt viser dette, at lederen af
Grønlands kirke i mange henseender
snarere må sammenlignes med en
dansk biskop.
Samtidig har det altid været de
grønlandske præster magtpåliggende
at understrege samhørigheden med
kirken i Danmark. Denne samhørig-
hed har sit klareste udtryk i bispe-
fællesskab med et dansk stift, nemlig
Københavns stift. Ved at oprette en
vicebispestol vil denne samhørighed
stadigvæk have dette udtryk, idet
biskoppen i København fremdeles vil
være den grønlandske vicebiskops
overordnede.
Man kan sige, at provsten i Grøn-
land igennem mange år i realiteten
har fungeret som vicebiskop. Derfor
er der ikke noget mærkeligt i, at
Grønland nu virkelig får sin vice-
biskop, således som Færøerne allerede
har haft det i nogle år. Det mærke-
lige er snarere, at Grønland ikke fik
sin vicebiskop samtidig med Færøerne.
Der er også knyttet lønmæssige
synspunkter til forslaget om den nye
ordning, idet det ikke er lykkedes
hidtil at placere den grønlandske
provst højere på normeringsloven end
provster i Danmark, skønt stillingen
som sagt er en anden. Med oprettel-
sen af en vicebispestol vil dette
spørgsmål løse sig selv.
Sluttelig skal nævnes, at en vice-
biskop bliver bispeviet som enhver
anden biskop, således at han i præste-
lig henseende, skønt underordnet
Københavns biskop, er ordineret som
biskop.
ser.
Medens kirkeministeren opholdt
sig i Godthåb, bragte radioavisens
aktuelle kvarter en samtale med
fruen. Interviewet bringes her kun
med ganske uvæsentlige forkortel-
ser og småændringer, idet inter-
viewets mundtlige karakter i det
store og hele er bibeholdt.
UDSTEDERNES PRIS
Vi har forstået det sådan, at det,
kirkeministeren især er „faldet for“
heroppe, er udstederne?
Ja! Der er ganske vist noget helt
håbløst ved at skulle udtale sig midt
i dette oplevelsesvæld. Det er jo dybt
interessant at se byerne, høre om den
nødvendige bykoncentration. Man spo-
rer allerede nu mønstret af den mo-
derne by. Men det er rigtigt nok, at
jeg er „faldet for“ udstederne. Rejsen
med „Poul Egede“ ned fra Umanak
gennem Vajgattet var for det første
en så enestående skønhedsoplevelse,
som vil blive uudslettelig i ens erin-
dring, men besøgene på bopladser og
udsteder var et møde med — ja, jeg
er lige ved at ville bruge det lidt
sentimentale udtryk: livet i dets
egentlige eksistens. Nu skal man gan-
ske vist passe på ikke at romantisere,
fordi man har haft en rejse, der har
virket overvældende, men den måde,
vi blev modtaget på ude på de små
pladser, gjorde indtryk på os. For det
første var den viden, udstedsbefolk-
ningen synes at sidde inde med om
dagens spørgsmål, nu f. eks. om den
grønlandske kirkes nye status efter
dens overførsel til kirkeministeriet,
forbløffende. Men den menneskelige
værdighed, munterhed og hjertelig-
hed, som vi mødte gang på gang, og
de lysende udslag af en så naturlig
livsglæde, når de mødte os med
geværsalver, og når de kom os i
møde i motorbåde — et sted gled fem
skønne kajakker ud imod vores båd
— alt dette har for mig været en op-
levelse, som giver mig en fornemmelse
af, at
et Grønland uden udsteder — et
Grønland, hvor forholdene er ble-
vet sådanne, at dette vidunderlige
livsmønster på udstederne ikke
kan opretholdes — vil være en
mærkelig tanke. Men vel at mærke:
altsammen under forudsætning af,
at de mennesker, der bor derude,
ønsker at bevare denne rene til-
værelse, hvor tiden ikke er en pisk
over hovedet: „nu skal du det kl. 2
og kl. 3 og kl. 4 — og i morgen
det og det," men hvor de lyse dage
og nætter glider ind i hinanden og
bare bliver rammen om menneske-
lig fælleseksistens. Jeg synes nok,
det ville være bedrøveligt, hvis
den effektive fremtid skulle knuse
et sådant livsmønster.
TRIVSLEN SKAL SKE I GRØNLAND
Vi plejer i Grønland at tage godt
imod vore gæster, men vil dog også
gerne komme frem med vore proble-
mer. De har vel også mødt nogle af
Grønlands problemer. Jeg tænker på
kateketuddannelsen, lønninger, o. s. v.
Ja, naturligvis. Det er jo derfor, vi
er her. Vi er her for med åbne øjne
og åbne øren at lære, hvordan den
grønlandske kirkes vilkår er, og hvad
man venter sig af fremtiden. Jeg vil
blankt indrømme, at engang imellem,
når jeg med glæde har lyttet til, hvil-
ken forventning man knytter til kir-
kens overgang til kirkeministeriet, har
jeg tænkt: bare man nu ikke tror, at
alting lige med ét bliver helt ander-
ledes og meget bedre. Fra kirkemini-
steriets side vil vi naturligvis gøre,
hvad vi kan for at fremme de ydre
vilkår. Måske kan en ny lovgivning
blive nødvendig, eller nye økonomiske
ordninger kan blive nødvendige. Men
jeg har netop et par gange, hvor sam-
talen har drejet sig om sådanne aktu-
elle problemer, fremhævet over for
menighedsrepræsentanterne, at den
grønlandske kirkes egentlige trivsel
skal ske i Grønland. Under den tid-
ligere ordning, hvor den grønlandske
kirke hørte ind under statsministeriet
og senere Ministeriet for Grønland,
var der tale om en udpræget stats-
kirkelig ordning heroppe. Det, der er
sket nu, er en understregning af, at
den grønlandske kirke lykkeligvis er
en del af den danske folkekirke. I den
forbindelse må vi ikke glemme, at i
en folkekirke har vi nok denne sik-
rede, økonomiske og lovmæssige ram-
me om kirken, men den egentlige
vækst og den egentlige trivsel beror
jo på det almindelige præstedømme.
Det er også derfor, man nogenlunde
samtidig med denne overgang fra det
ene ministerium til det andet har fået
en folkevalgt menighedsrepræsenta-
tion.
Et væsentligt problem er hele kate-
ketordningen, uddannelsen af kateke-
ter, kateketernes lønmæssige forhold.
Jeg vil i øvrigt i denne forbindelse
sige, at jeg betragter det som noget
meget væsentligt, om unge grønlæn-
dere, der i fremtiden vælger en aka-
demisk uddannelse, også i rimeligt
omfang valgte det teologiske studium
ved et af vore universiteter. Lad mig
også understrege, at den grønlandske
kateketuddannelse er en fortrinlig ud-
dannelse. Der er jo også en række
grønlandske præster, der har denne
uddannelse, og som senere er blevet
ordineret. I denne forbindelse vil jeg
gerne sige, at det var en fornem op-
levelse at være med til den første
ordination af en grønlandsk præst i
Umanak. Vi var jo med, da Amos
Eliassen blev ordineret i Umanak.
KIRKENÆVN
En nyskabelse, der sikkert også
knyttes forventning til, er „kirkenæv-
net“. Hvilken betydning for den grøn-
landske kirke tillægger De, fru Bodil
Koch, oprettelsen af et sådant kirke-
nævn?
Ja, vi deltog i den sidste dags for-
handlinger på konventet i Holsteins-
borg, og her blev hele udkastet til
lovforslag om kirkenævn i Grønland
i høj grad drøftet. Jeg vil tro, at man
inden for relativ kort tid vil få reali-
seret planen om en sådan grønlandsk
stiftsøvrighed. Dette vil betyde, at der
bliver lagt større bemyndigelser op
til Grønland. Meningen er i højere
grad at decentralisere. Jeg betragter
det som kirkeministeriets første og
størse opgave at samarbejde således
med den grønlandske kirke, at
det bliver grønlænderne selv, der
ligesom lægger deres eget fremtids-
mønster. Vi må så prøve på rent
administrativt at hjælpe til. Man
må for alt i verden ikke tro, at alt
skal være nøjagtigt som i Dan-
mark. Nej, det skal være vokset
ud af Grønlands egen jord og egen
tankegang.
TAGE SCHOUBOEA/s
ELEKTROTEKNISKE ARTIKLER OG VÆRKTØJ
FOR HANDEL OG INDUSTRI
elektroteknikimut tungassut sånatitdlo niuvernermut sanaortomer-
mutdlo tungassut.
SKYTTEGADE 7 . KØBENHAVN N . TELEFON (01) 39 25 00
Vicebiskop
Jesu
lignelser
Den fortabte søn I
(Lukas evang. 15, 11—31)
Jisusip
åssersutai
erneK fémaraluarfoK I
(Luk. i vang. 15, 11—31)
Så skal vi atter høre Jesus fortælle om det tabte og gen-
fundne, der vækker så stor glæde. — Der var engang en rig
mand, som havde to sønner, der begge boede og arbejdede
hjemme på hans gård.
tauva Jisuse tusandsavarput tåmaraluartumik nanissau-
gamile nuånårutaoKissumik OKalugtuartOK. — ilanigOK angu-
teKarpoK pisbrssuarmik mardlungnik ernilingmik. emere
tamarmik angiimingne najugaicarput nunautåne sulivfekar-
dlutik.
En dag kom den yngste af dem hen og sagde til sin
fader: „Far, giv mig den del af formuen, som jeg har krav
på at arve". Faderen skiftede derefter ejendommen imel-
lem dem.
ernerata nukardliup uvdlut ilane angiine omigpå OKar-
figalugulo: „atåta, pigissavit ilåinik kingomussagssavnik tu-
ninga". ernerme kingornussagssai angutåta tuniupai.
Nu gik der ikke mange dage, før den yngste søn var
klar til at drage hjemmefra. Han sagde farvel og rejste
langt bort til et fremmed land, hvor han soldede sin for-
mue op i et udsvævende liv.
uvdlut ardlakångitsiinguåinait Kångiungmata ernera nu-
kardleK autdlariåinångorpok. indvdluarKUSsivoK ungasig-
sorssuarmutdlo nunamut takornartamut pigame tåssane
Kugsaiaitsutut inflvdlune pigissane nungulugsinarpai.
24